Kærlighed
En aften stod jeg og gjorde rent i den lille klinik, da jeg pludselig hørte døren knirke den lød så tung, som om nogen lænede sig hårdt mod den. Jeg vendte mig om jamen dog! Der stod tilsyneladende Mikkel, vores landsbys dygtige og respekterede håndværker, men noget var helt anderledes. Mikkel plejer jo at have en tæt, gråsprængt skæg, duften af savsmuld og hjemmerullet tobak omkring sig, men nu var hans kinder blege og glatte, og han havde et plaster på halsen. Duften af den gamle danske Eau de Cologne Københavner slog mig i ansigtet, så jeg måtte knibe næsen sammen for ikke at nyse. Kunne det virkelig passe, at Mikkel havde barberet hele sin skæg væk?
Mikkel Jensen, sagde jeg, mens jeg lagde gulvtæppet til side, er det dig? Eller har du sendt din lillebror?
Han blev flov, drejede hatten rundt mellem hænderne og vendte blikket væk:
Det er mig, Kirsten… Jeg har brug for noget… Noget for hjertet. Og for nerverne.
Jeg gik straks over til min professionelle rolle, satte ham på briksen og fandt blodtryksmåleren frem.
Hvad er der galt? spurgte jeg hvor gør det ondt?
Overalt, lød hans svar. Det dunker indeni, som når man slår på blik. Jeg kan ikke sove. Hænderne ryster…
Blodtrykket var 160 over 100 ret højt for en mand som Mikkel, der aldrig går til lægen og kan bøje søm med bare fingrene.
Så, sagde jeg bestemt. Lad os tale ærligt. Har du overanstrengt dig, eller har du skændtes med Margrethe?
Da jeg nævnte hans kones navn, rykkede han utilpas ved sig, røde pletter brød frem på hans ansigt, kæberne spændte. Margrethe Christiansen er kvinden, alle kender for sin stille væremåde og sin trofasthed. Hele livet har hun fulgt ham som nålen i tråden, aldrig en tvær bemærkning. Mikkel er derimod som et gammelt knudret stykke træ svær at nå.
Giv mig nu bare noget ikke flere spørgsmål. Du skal behandle mig, ikke udspørge mig.
Jeg dryppede ham lidt hjertemedicin, lagde en valium under hans tunge. Han sad der lidt, trak vejret dybt, mumlede så et “tak” og gik. Jeg kiggede ud ad vinduet hans gang var hurtigere end normalt, næsten ungdommelig.
Nå, tænkte jeg, kærlighed har måske stukket ham på gamle dage?
I en dansk landsby spredes sladder som pollen i maj nyheder når hurtigt ud til alle hjørner af byen.
Næste dag kom Lisbeth, postbudet, løbende ind til mig:
Kirsten! Har du hørt nyt om Mikkel? Han er helt fra den! Skægget af, og så tog han bussen til Odense, vendte tilbage med poser gemt under jakken. Anna fra byens tekstilbutik ringede til mig Mikkel stod i stofafdelingen og købte ind, og han besøgte også guldsmeden!
Mit hjerte sprang et slag over. Han måtte have fået sig en ny! Men hvem? Alle kender hinanden her.
Og hvad med Margrethe? spurgte jeg.
Lisbeth lavede et beklemt ansigt:
Margrethe går rundt som en tordensky øjnene er våde.
Naboerne siger, han har sendt hende ud i sommerhuset for at sove, Du må ikke forstyrre, jeg har et projekt. Hvilket projekt har en snedker om natten? Man forstår…
Et par dage senere kom Margrethe Christiansen til mig, lille og spinkel, i sin gamle uldsjal.
Kirsten, hviskede hun må jeg komme ind?
Jeg satte hende ved brændeovnen, gav hende varm te med hindbær. Hun sad med koppen og stirrede ind i ingenting:
Han går fra mig, Kirsten. Førti år har vi delt liv og glæder, opdraget børn, fået børnebørn… Og nu er det slut.
Hvorfor tror du det, Margrethe? spurgte jeg, men selv var jeg sønderknust.
Han er blevet fremmed. Barberer sig hver dag. Den der parfume… Hun rynkede næsen. Og i går fandt jeg en bon fra Den Gyldne Tråd i hans jakkelomme. Han løj for mig og han ser mig ikke i øjnene. Hun begyndte at græde stille sådanne gamle, tunge tårer, der gør rynkerne dybere. Han har lige åbnet kisten på loftet med mit gamle linned og kjoler. Jeg kom ind han snerrede: Hvad går du rundt for, snuser? og smækkede døren i. Ja, jeg er blevet gammel og ikke særlig køn. Men han er jo heller ikke ung længere…
Jeg klappede hende forsigtigt på skulderen og tænkte: “Åh, mænd… hvad har I gang i?”
Hold ud, Margrethe måske er det ikke som det ser ud.
Hvordan da? Hun lo bittersødt. Han synger! Lukker sig inde i værkstedet, slår med hammeren og synger. “Åh, blomsterne blomstrer…” Han har aldrig sunget før. Han er forelsket, Kirsten. Det er sikkert.
Hun gik, og jeg lå søvnløs hele natten. Det kunne da ikke være Mikkel en pålidelig mand som ham der smadrer familien så sent i livet. Han er barsk, ja, og tavs, ja men ikke ond.
En uge gik. Tensionen voksede i byen som gær. Gætterierne blev vildere: fra den unge bibliotekar i byen til en fremmed dame med sommerhus.
Mikkel gik rundt med et glødende blik, slankere men løftet, og lukkede sig inde i sit eget hoved.
Lørdag hen mod aften kom nabodrengen løbende:
Tante Kirsten! Morfar Mikkel er faldet i haven! Margrethe kalder på dig!
Med medicintasken over skulderen sprang jeg ud galoscherne gled på græsset, tanken kun på: Bare ikke et hjerteanfald, Gud, bare ikke det!
Jeg skyndte mig ind i haven Mikkel lå på græsset, ansigtet gråt, læberne blå. Margrethe knælede ved ham og holdt hans hoved tæt til sig. Hele haven var fyldt med træstumper, udskårne brædder, malerbøtter midt i rodet stod en halvt færdig, hvid, luftig pavillon.
Jeg tjekkede hans puls det gik hurtigt. Blodtrykket var stadig højt.
Hvad skete der? spurgte jeg.
Brættet… tungt… løftede det… mørkt for øjnene… ryggen skød… og så… – pegede på brystet.
Overanstrengt, forstås. Jeg gav ham et par indsprøjtninger, medicin for smerten og blodtrykket. Han lå lidt og blev rolig igen.
Kom nu, Margrethe få naboen til at hjælpe med at få ham ind. Ikke mere ligge på den kolde jord!
Vi lagde Mikkel i sengen.
Mikkel… spurgte Margrethe stille. Hvorfor bygger du den pavillon? Det er efterår og snart vinter!
Mikkel så længe på hende, trak vejret dybt, ravede under puden og fandt… en fløjlsæske og en gammel, gulnet dagbog.
Jeg havde forestillet mig det anderledes, Margrethe, sagde han, og stemmen rystede som en drengs. Kan du huske hvad dag det er i morgen?
Margrethe blev stiv, rynkede panden:
20. oktober… søndag…
Og for 40 år siden?
Hun gispede og lagde hånden for munden.
Herregud, Mikkel, jeg havde glemt alt midt i bekymringer og tanker. Vores rubinbryllup!
Mikkel rakte hende dagbogen:
Det er din gamle dagbog, Margrethe. Jeg fandt den på loftet.
Du har læst den? hun rødmede.
Ja, undskyld mig, gamle tosse. Jeg læste, og min sjæl græd.
Jeg stod musestille, kun væguret tikkede: tik-tak, tik-tak.
Du drømte om, at vi havde hus, have og en hvid pavillon ved bækken, hvor vi kunne drikke te og høre gamle plader. En blå kjole med blonder… Jeg har bare arbejdet hele livet, murer, savværk… Huset fik vi, men pavillonen altid senere. Enten ingen penge, ingen tid, ingen kræfter. Du var tålmodig, bar mit bjørnehumør.
Han vendte hovedet mod sin kone:
Så gik livet, og jeg fik aldrig givet dig eventyr eller den blå kjole. Derfor ville jeg nå det til vores dag. Jeg tog til Odense efter stof og ring. Olga syede kjolen til dig efter dine gamle mål. Pavillonen… ja, jeg overvurderede kræfterne. Ville lave en overraskelse men endte bare med at gøre dig ked af det og mig selv til grin.
Margrethe gik langsomt hen til sengen, satte sig på knæ og pressede sit ansigt mod hans ru, håndværkerhånd.
Du er tosset, Mikkel, mumlede hun men hendes stemme var fyldt med lykke. Tosset… Jeg troede du havde fundet en yngre, og ikke elskede mig mere. Men den pavillon…
Hvad er det for noget, Margrethe? han blev forskrækket. Gå ud i klædeskabet, kjolen ligger i posen. Tag den på passer den?
Den passer, nikkede hun, stadig med ansigtet nedad. Selv hvis den er for lille jeg tager den på alligevel.
Jeg snøftede, følte mine øjne var fugtige. Pakkede roligt blodtryksmåleren sammen.
Så sagde jeg med en overdreven barsk stemme patient, du skal ligge og ikke røre træ eller hammer! Jeg kommer og tjekker i morgen…
Mikkel kiggede på mig med taknemmelighed:
Kirsten… Sig det ikke til nogen. De vil grine. Sige jeg har mistet forstanden.
Hvad ved de svarede jeg. Bare hvil. Skål!
Jeg trådte ud på trappen. Skyerne skiltes, og bag dem dukkede en kæmpe gul måne op. Luften var frisk, duftede af våd løv, røg og på mærkelig vis af æbler, selvom sæsonen for længst var slut.
I landsbyen kan intet skjules. Nogen sagde, Mikkel ville overraske sin kone, og blev overanstrengt.
Næste morgen strømmede folk til Mikkel og Margrethes hjem mænd med værktøj, smeden med smukke hængsler, snedkeren med maling. Arbejdet begyndte med stor energi!
Sidst på dagen stod pavillonen hvid og overdådig som en brud. Under dens tag stod et bord med broderet dug, og på det stod den gamle tekande og fine kopper. Mageløst! Beboere sad i og omkring pavillonen.
Så kom Margrethe Christiansen ud af huset i den blå blondekjole, med en ring på fingeren, håret sat, læberne røde, øjnene lyste og ved hendes side gik en bleg, men stolt Mikkel med medaljer og slips.
Han fandt den gamle grammofon frem, købt af en marskandiser i byen, satte en plade på. Det knitrede, og ud strømmede stemmen af Kai Normann Andersen: Mit hjerte er let og frit
Mikkel bød sin kone op, og de dansede langsomt, benene ikke helt smidige, men han så på hende, som om det kun var fyrre minutter siden deres første møde.
Alle i landsbyen så på. Kvinder tørrede øjne med hjørnet af sjalet. Mændene røg og stirrede i jorden hver tænkte nok på deres egen kone, og hvornår de sidst sagde tak eller gav en blomst.
Og jeg tænkte på, hvor meget vi bruger kræfter på at misforstå, være fornærmede, mistænkelige, og tale tomt men livet er kortere end vi tror. Det vigtigste i det hele er den varme fra den hånd, der er din at se ind i øjnene og finde det lys, der lyser bare for dig.
Så, uanset hvad, er kærlighed ikke gaver, ikke ord, men omsorgens handling og evig tålmodighed og det er noget man aldrig bliver for gammel til.
