**DEN FORBUDTE KÆRLIGHED**
»Hvad skal der nu blive af os?« spurgte Lisbet ængsteligt, mere til sig selv end til sin elskede.
»Hvad tror du? Jeg sender bud til din far. Venter du bare,« svarede han roligt.
…Lisbet kom hjem fra det møde, der skulle vende hele hendes liv på hovedet, glad og forunderlig. Hun fortalte sine to yngre søstre i detaljer om sin aftale med Bjarne. Søstrene vidste, at Lisbet var vanvittigt forelsket i ham. Bjarne havde lovet at gifte sig med hende om efteråret, når høstarbejdet var overstået.
Og nu, efter deres intime stund i høloftet, var det hans pligt at bejle om hendes hånd. Men markerne var høstet, kornet lå på lofterne, nytåret nærmede sig, og intet bud var kommet…
Lisbets mor, tante Gerda, begyndte at lægge mærke til forandringer hos sin ældste datter. Lisbet, ellers så munter, blev tavs og tykkede ujævnt. En hjertetalen fulgte. Efter Lisbets bitre bekendelse besluttede Gerda at se den påtænkte »svigersøn« i øjnene selv. Og samtidig finde ud af, om budene var gået tabt på vejen?
Uden at tøve gik hun til nabobyen, hvor Bjarne boede. Hans mor åbnede døren, uvidende om sin søns handlinger. Gerda lagge alt frem, og snart stod begge kvinder samlet mod Bjarne. Men han svarede kun:
»Hvordan skal jeg vide, hvem der har gjort Lisbet med barn? Der er mange unge mænd her. Skal jeg anerkende dem allesammen?«
Tante Gerda rystede af harme.
Da hun forlod huset for sidste gang, ønskede hun ham kun én ting:
»Måtte du, din skurk, gifte dig hele livet!«
Måske nåede hendes ord himlens kontor. Bjarnes liv endte med fire ægteskaber…
Lisbet læste sorgen i sin mors ansigt efter mødrenes møde. Gerda advarede sine døtre strengt:
»Intet til jeres far! Vi klarer det selv.«
»Lisbet, du rejser til København og bliver med slægten. Når barnet er født, lader du det blive der. Ellers skal bønderne her hverken sove eller tie. Det vasker du dig ikke af. Men tiden vil vise. Gud skænker måske nåde. Åh, piger, synden er sød, og folk er glubske…«
Gerdas mand, Didrik Villumsson, var byens lærer, en respekteret mand. Alle henvendte sig til ham for råd. Og nu – hans egen datter med et uægte barn! En skamplet på hele sognet!
Gerda turde ikke risikere det. Hun sendte sin datter væk. Til sin mand sagde hun bare:
»Lisbet skal til byen og arbejde. Hun er jo tyve år.«
Hun holdt skarpere øje med de to yngre. Men hvem kunne nå at følge med? Snart rejste den mellemste, Signe, til Odense som lærling, og den yngste, Mette, til Aarhus.
…På landet bærer ordene langt. Til sidst nåede de Didriks ører. Fra sine egne elever hørte han om skandalen i hans egen familie.
Man kan ikke sætte lås for en andens mund. Didrik gav sin hustru en hidtil uset skrapbøtte.
»Hvordan kunne du få sådan en idé? Et barn på børnehjem? Min første barnebarn! Jeg vil se hende i dette hus inden længe!«
Gerda havde ikke forventet hans vrede. Men selv havde hun grædt det sidste år. Hun vidste, at barnet var anbragt, men turde ikke besøge det. Hun frygtede sig selv, frygtede blodets røst… »Når ungen æder bær, får mor en sur smag,« sukkede hun.
…Snart hentede Gerda og Lisbet barnet hjem. Den lille fik navnet Lise. I et helt år kendte hun ikke sin familie. Den synd bar Lisbet hele livet. Uanset hvad Lise gjorde (og der var meget), tog Lisbet det med tålmod.
Lises opvækst blev delt mellem bedsteforældrene og moren. Ofte mindedes Lisbet sit sidste møde med Bjarne – duften af hø og søde, skæbnesvangre minutter i halmmet. Hun elskede ham stadig. Selv om han havde skændet, bedraget og brændt hendes sjæl. Åh, denne forbudte kærlighed! Kærlighed er ikke en kartoffel, man smider ud af vinduet…
Så blev Lisbet enlig mor. I Lise så hun Bjarnes træk. Og hendes temperament kom også fra ham. En ildhu. Lisbet levede som i tåge. Intet gladede hende. Selv den lille Lise bragte sorg. Åh, at være faderløs…
Da Lisbet fyldte femogtyve, begyndte en gammel barndomsven, Poul, at vise interesse. De havde vokset op sammen. Gerdas søster havde engang giftet sig med en enkemand med tre børn. Poul var en af dem.
Modstræbende lod Lisbet sig bejle til. At være alene med barn var hårdt. Og hun var ung endnu. Poul ville være en god mand, men Lise… Hvordan ville han behandle hende? Han kendte historien, men havde altid elsket Lisbet. Han ville have hende med tre børn, ikke blot én Lise… Hvis hun blot ville…
…De blev viet under stor fest. For at undgå nysgerrighed flyttede familien til Aarhus. Nu havde de deres egen skrøbelige hemmelighed.
Snart fødte Lisbet en datter, Lotte. For Poul var begge piger hans. Han adopterede Lise med det samme. Han levede og åndede for sin familie.
Lisbet blev en dygtig hustru og mor. Poul genoplivede hendes knuste sjæl. I deres hjem herskede ro og forståelse.
…Ti år skred hen.
Engang, mens Lise, Lotte og fire andre børnebørn besøgte bedstemor Gerda, opdagede en af pigerne en lille notesbog i et gemmerum. Mellem støvede aviser og bedstefars papirer læste hun om en vis Bjarne. Hun gispede. Lises far var slet ikke hendes far!
Nyheden fløj videre. Lise greb bogen og løb til Gerda for svar.
Med tungt hjerte fortalte Gerda sandheden. Hun bebrejdede sig selv for ikke at have brændt den forbandede bog.
Lise kunne hverken fatte eller tilgive. Skjulte de virkelig hendes rigtige far for hende? Hun ville møde ham nu! Gerda gav hende adressen.
Lise tog sin søster med og gik til nabobyen.
Bjarnes mor genkaldte sin barnebarn med det samme. Lise var hans spejlbillede. Hun satte hurtigt mad frem, græd og bad om tilgivelse. »Jeg tænkte altid på dig, men min søn forbød mig at se dig…«
Bjarne kom ind og så på de to piger.
»Nå, hvilken af jer er min datter?«
Lise svarede trodsigt:
»Jeg kunne have været det!«
Bjarne bad hende ud i gården.
Hun kom tilbage rasende.
Bjarne tilbød hende penge for at købe hendes tavshed, men Lise afviste ham med afsky og vendte ham for altid ryggen, mens hun fast besluttede, at hendes eneste far altid ville være Poul.
