Kære svigermor, du er inviteret til vores skilsmisse!
Da min søn åbnede døren til sin lejlighed i Aarhus, trådte Anna Christensen ind med en bekymret stemme og spurgte:
— Er du alene?
— Ja, selvfølgelig… — svarede Ivar forvirret.
— Hvor er Majbritt?! Er hun allerede gået? Er det slut? — svigermors stemme dirrede af uro.
— Mor, hvad snakker du om? — Ivar trak på skuldrene, forstod ikke hvor hendes spørgsmål ville hen.
— Så er jeg kommet for sent… — Anna sukkede tungt, gik ind i stuen og satte sig forsigtigt på sofaen, som om hun ikke ville tage for meget plads. — For sent…
— Mor, hvad er der galt? — Ivar blev bekymret, følelsen af uro begyndte at vokse i hans bryst.
— Vil du virkelig påstå, at alt er i orden?! — Hun sendte ham et mistænksomt blik, som om han gemte på en frygtelig hemmelighed.
— Hvad skulle der være galt? — Ivar var helt forvirret, kunne ikke se, hvad hun hentydede til.
— Søn, forklar mig lige nu, hvad det her skal betyde! — Anna rodede i sin taske, trak et postkort frem med et visnet rosebillede og skubbede det bestemt over mod Ivar. — Jeg fandt det i min postkasse i morges. En invitation til jeres skilsmisse!
Ivar tog kortet, læste den pæne håndskrift: «Kære svigermor, du er inviteret til vores skilsmisse! Din svigerdatter, Majbritt.» Han stoppede op, kunne næsten ikke tro sine egne øjne.
— Mor, tror du seriøst, det er rigtigt? — spurgte han og prøvede at skjule sin forvirring.
— Vil du påstå, at jeg har skrevet det til mig selv?! — Anna slog hænderne sammen, stemmen dirrede af vrede og skuffelse.
— Nej, men… Majbritt? Alvorligt?
— Hvem er Majbritt?
— Altså, din svigerdatter…
— Ivar, hold op med at undvige! Fortæl mig sandheden! Er I ved at blive skilt? I har knap nok boet sammen et år! Hvor er hun nu?
— Mor, rolig, alt er fint. Majbritt er på arbejde… måske. I morges var alt som det plejer. Det må være en eller anden joke. På grund af suppen, tror jeg…
— En joke? På grund af suppen?! — Anna stirrede på ham, som om han var blevet helt tosset. — Siger du, at man kan joke sådan omkring skilsmisse på grund af suppe?!
— Ja, altså, på grund af suppen, — Ivar kradsede sig uroligt i nakken. — Hun kogte den i går for første gang. Men jeg sagde… den var ikke helt god. Ikke som din.
— Og hvad så? — Svigermor kneb øjnene sammen, fornemmede, at historien tog en dramatisk vending.
— Hun blev sur, ville hælde den ud. Og så sagde hun, at hun ikke ville lave mad mere, før jeg spiste det hele. Så sagde jeg bare… at jeg ville bede om skilsmisse, hvis hun stoppede med at lave mad. Det var en joke…
— En joke?! Du sagde skilsmisse til hende — som en joke?! — Anna sprang op fra sofaen, øjnene lyste af vrede.
— Jeg forklarede hende bagefter, at det bare var for sjov, men så var det allerede eskalet…
— Alt sammen, søn, du er din fars kop te! — Hun marcherede beslutsomt ud i køkkenet. — Hvor er den suppe? Kom her med den!
— Hvorfor? — fulgte Ivar forvirret efter.
— Vi skal spise den. Forstået?
— Mor, den smager ikke godt…
— Jeg skal nok lære dig, hvad «ikke godt» betyder! Ud i køkkenet, nu!
Anna fandt gryden med suppen, satte den på komfuret og tændte blusset.
— Kom her! — hendes stemme lød som en generals ordre på slagmarken.
— Mor, altså… — Ivar prøvede at protestere, men tav under hendes skarpe blik.
— Og giv mig nøglerne til lejligheden!
— Hvorfor det? — Han stivnede, forstod ikke hendes mening.
— Giv mig dem, sagde jeg!
Ivar rakte nøglerne til hende med sænket hoved. Hun tog dem og puttede dem i lommen på sin gamle jakke.
— Sæt dig! — befalede hun og hældte suppe op i to tallerkener.
Hun tog selv skeen først og begyndte at spise uden at tage øjnene af ham. Ivar fulgte modstræbende trop.
— Og det her kalder du ikke godt? — Anna løftede et øjenbryn, mens hun tømte sin tallerken. — Det er da fin suppe!
— Ja, men din er nu bedre… — mumlede Ivar og rodede i sin tallerken.
— Jeg har tre årtiers erfaring! Din kone lærer kun! Tag nu skeen og spis, før det bliver koldt!
Der var helt stille ved bordet i fem minutter, kun afbrudt af lyden af skeer og enkelte slurp. Da Ivar var færdig, rakte han hånden frem:
— Mor, jeg er færdig. Giv mig nøglerne.
— Nej, — Anna smilede snu. — Først skal du lave lektier.
— Hvilke lektier? — Ivar stirrede forbløffet.
— Dem der. Der på hylden ligger bogen «Kulinariske mesterværker til hele familien». Om søndag kommer din far og jeg på besøg. Og så skal du, min kære, selv lave tre retter fra den bog!
— Mig?! — Ivar var lige ved at kvæles. — Jeg har da en kone!
— Nej, nej, min dreng. Din kone kan højst skære løg. Resten er dit ansvar. Og jeg vil rose hendes suppe. Men du… Skilsmisse, hva’? Hvis du vil have det som mig og din far, så lev tyve år med din kone først, så kan vi tale!
— Forstået… — mumlede Ivar og så ned.
— Og ingen diskussion! Hvis du prøver at snige dig udenom, så river din far dig i tre stykker. Du ved, hvor godt han kan lide at spise…
Anna rejste sig fra bordet og sendte ham et sidst strengt blik, fuldt af moderlig beslutning. Men indeni kogte hun: Hvordan redder hun det unge par fra dumme fejl? Og hvordan forklarer hun sin søn, at kærlighed ikke bare er sjov, men også at sætte pris på hinanden — selvom suppen måske er lidt for salt?
