Hej, hør lige her “Pige, du må ikke tro noget forkert! Jeg er ikke hjemløs. Mit navn er Mikkel Sørensen. Jeg er kommet for at besøge min datter. Det er svært at fortælle”
Der var kun få timer tilbage til nytåret. Alle på arbejdet var længe gået hjem, men ingen ventede på Lise
For ikke at skulle møde op den 2. januar, havde hun besluttet at arbejde i forvejen.
Hun nåede hjem, hvor der allerede stod klar nogle salater, frugter og lidt sprød champagne i køleskabet alt forberedt på forhånd.
Der var ingen grund til at pynte sig. Hun havde ingen at imponere. Hun ville bare af med højhælede sko og have sine bløde pyjamasbukser på.
Sådan var det gået hun og Anders havde slået op for et par måneder siden, og det var blevet så hårdt, at Lise ikke havde travlt med at finde en ny kæreste.
Nu var hun helt okay med at være alene
Anders havde prøvet at vinde hende tilbage, ringet flere gange, men Lise ville ikke starte forfra. Det ville ikke blive godt de passede ikke sammen, det var for kompliceret.
Hun gad ikke engang tænke på ham. Det var fortid, hvorfor ødelægge festen?
Lise stod af bussen. Kun få skridt, og hun var hjemme.
Ved opgangen så hun pludselig en gammel mand sidde på en bænk. Ved siden af ham stod et lille juletræ.
“Han besøger sikkert nogen,” tænkte hun.
Lise hilste, og manden nikkede uden at se op.
Hun syntes, hun så tårer i hans øjne eller var det bare gadelampens refleksion? Men hun tænkte ikke mere over det og skyndte sig ind.
Aftnen var frisk, og Lise rystede lidt.
Efter et bad trak hun sin yndlingspyjamas på, hældte sig en kop kaffe og gik hen til vinduet.
Mærkeligt den gamle mand sad stadig på bænken.
“Det er over en time siden, jeg kom hjem. Der er kun to timer til nytår. Hvis han skulle besøge nogen, hvorfor sidder han så ude?” tænkte hun.
Lise dækkede bordet, tændte juletræets lys, men tankerne vendte stadig tilbage til den ensomme gamle mand.
En halv time senere kiggede hun igen ud. Manden sad stadig helt stille.
“Mon han har det dårligt? Man kan blive forkølet sådan en aften.”
Lise tog hurtigt en jakke på og gik ud.
Hun satte sig ved siden af ham på bænken.
Manden så på hende og vendte sig væk.
“Undskyld, er alt okay? Jeg så bare, at De har siddet her længe alene. Det er koldt. Kan jeg hjælpe med noget?”
Den gamle sukkede.
“Det er okay, barn. Jeg sidder bare lidt og går så.”
“Hvorhen?”
“Til stationen. Hjem.”
“Det kan ikke passe. Jeg vil ikke finde Dem her i morgen. Kom nu! Kom med ind. Varm Dem lidt, og så kan De tage videre.”
“Men”
“Ingen men! Kom nu!”
Lise vidste, at hvis hendes veninde Marie så hende nu, ville hun få store øjne Men Marie var ikke her, og Lise kunne ikke lade ham sidde alene.
Bedstefaren rejste sig og tog juletræet.
“Kan jeg tage det med?”
“Selvfølgelig!”
Indenfor stillede han forsigtigt træet i entréen og tog overtøjet af.
Hver bevægelse så ud til at gøre ondt han var tydeligvis kold.
Han satte sig i køkkenet, og Lise hældte te. Han varmede længe hænderne om koppen, tog et par slurke og så op.
“Pige, du må ikke tro noget forkert! Jeg er ikke hjemløs. Mit navn er Mikkel Sørensen. Jeg er kommet for at besøge min datter. Det er svært at fortælle”
“Jeg og hendes mor gik fra hinanden for længe siden. Det var min skyld jeg mødte en anden kvinde.
Jeg var forelsket som en teenager, kunne ikke se klart”
“Først skjulte jeg det, så fandt min kone ud af det med Mette. Der blev skænderier, og en dag smækkede jeg med døren og tog til hende, den kvinde, jeg elskede
Min datter var kun fem år.
I starten kom jeg forbi, prøvede at hjælpe, men Lotte, min ekskone, var stolt. Hun ville ikke tage imod noget ikke engang børnepenge. Hun ville vise, at hun k
