Kære gæster
– Natashia, nej! Jeg har ikke plads til at huse jer alle sammen, – sagde Marie bestemt.
Hun havde forsøgt at forklare sin kusine over telefonen, at besøget var uønsket, overnatning ikke muligt, og at hun skulle finde andre muligheder.
– Åh, din mor sagde det lige – altid finde på undskyldninger for at afvise gæster. Så stort et hus, men ingen plads, selvfølgelig, som om jeg tror på det. For resten, din mor fandt altid plads og mad, og tiderne dengang var ikke som nu, – udbrød Natashia. – Vi kommer i aften, og Gud forbyde…
Marie’s mand afbrød hende.
På vej forbi rakte han med et smil ud efter telefonen, og da Marie gav ham røret, råbte han så højt, at man nærmest kunne forestille sig lyden stikke i ørene på den anden side.
– Jeg har sagt nej! Hvis du fortsætter med at være uhøflig overfor min kone, vil hverken du eller nogen fra din familie nogensinde komme her igen!
Telefonen blev smækket på.
Og Alexander havde ikke engang listet de præcise ruter, familiens gæster kunne tage.
– Tak, – pustede Marie ud.
I deres forhold var hun den mere tilbageholdende og bløde person, mens Alexander havde en lidt mere direkte tilgang.
– Lås døren. De vil sikkert prøve at dukke op og trænge sig på.
– Og de vil uden tvivl kræve betaling for taxaen også, – sukkede Marie og tjekkede, om lågerne og dørene var låst.
Hun tilføjede også Natashias nummer til sin blokeringsliste.
Det var synd for børnene selvfølgelig – Natashia ville sikkert slæbe dem med både frem og tilbage, men…
Marie kunne ikke få Natashia til at ændre mening. Der var ikke nogen anden måde at afværge de uønskede gæster på.
Og hendes mor ville sikkert også sige noget… Det var jo hende, der startede det hele.
Natashia havde ret i, at Marie’s forældre altid havde været glade for gæster, klar til at give husly og mad. Blandt slægtningene blev de anset som de mest respektable og gæstfrie.
Men jo ældre Marie blev, jo mindre kunne hun lide situationen. Af forskellige årsager.
Først og fremmest fordi det ofte var hendes interesser, der blev ofret.
Forældrene sov stadig i deres eget værelse, mens Marie måtte sove på en ukomfortabel sofa i køkkenet hver gang gæsterne invaderede.
Det skete mindst en uge hver måned.
Skulle man sige, at en pige med skoliose ikke sagde “tak” for sådan en nat?
Det var forståeligt, at forældrene ikke havde råd til en ordentlig ortopædisk madras, men kunne man dog ikke købe en oppustelig til gæsterne?
Eller i det mindste finde en brugt lænestol til Marie, der kunne stå i stedet for den elendige sofa, som gjorde hende øm i dagevis?
Men nej, der var aldrig penge til sådan noget.
Pengene gik til at stille det bedste på bordet for gæsterne, så de kunne føle sig respekterede og værdsatte.
Hver gang der kom gæster, blev alt det bedste hevet frem, inklusive det, der blev sparet til særlige lejligheder. Marie fejrede flere gange sin fødselsdag med kartoffelmos og sild, fordi den gode pølse var spist af gæsterne.
Det sidste strå for Marie var den æske chokolade, som en veninde gav hende til hendes fjortende fødselsdag.
Hun besluttede i det øjeblik, at i modsætning til sine forældre, ville hun aldrig være så “kærlig” og “gæstfri.”
Senere mødte hun Alexander, blev gift med ham og fik en søn. Da Mikkel fyldte ti, havde parret købt en grund og bygget et hus på den.
– Hvilket kæmpe hus! – kommenterede Maries slægtninge med det samme.
Der var ingen idé i at forklare, at huset var bygget over to grunde. Tekniskt set tilhørte halvdelen af huset familien, mens den anden halvdel tilhørte Alexanders bror med egen indgang og adresse.
Selvfølgelig, de beholdt en låge mellem grundene for at besøge hinanden hurtigt, men det gav ikke ret til at bruge den andens side af huset.
Men visse familiemedlemmer ignorerede disse oplysninger. Indtil Natashia var der dog ingen, der turde dukke op uden at følge de regler, som Alexander og Marie havde fastsat.
Reglerne var nemlig ganske simple.
Marie tillod gerne normale, fornuftige slægtninge at opholde sig i deres hjem, men kun hvis der var plads til det.
Men grænsen gik ved tre personer (gæsteværelset havde plads til tre senge) og i maksimalt to uger.
De fleste familiemedlemmer fandt det acceptabelt.
Maries jævnaldrende bidrog ofte af egen vilje til husholdningen, så de ikke var en ekstra byrde for den unge familie.
Mange hjalp også til, og forventede ikke underholdning sponseret af værterne.
Men Natashia ville bringe sin familie på seks: hende selv, hendes mand, tre børn og hendes mor, hvilket var umuligt.
Marie havde prøvet at forklare, at der ikke var plads til seks personer. Fire kunne lige gå, hvis de små sov sammen.
Måske kunne de have fået plads til fem, hvis den ældste søn sov hos forældrene.
Men der var slet ingen løsning til Natashias mor.
– Din kære søn kunne da sove på sofaen i køkkenet, – havde Natashia sagt.
Marie fik straks ubehagelige associationer til da hun selv sov i køkkenet, mens “kære gæster” lå komfortabelt i hendes seng.
De tog hendes værelse, spiste al den lækre mad, mens familien klarede sig på pasta, og…
Erindringerne forsvandt ikke.
Om aftenen, da Marie håbede, at budskabet ville nå Natashia om, at det ikke var okay at trænge sig på, ringede dørklokken.
I samtalens kameraskærm stirrede Natashia på dem. Ved siden af stod hendes mand og deres trætte, pjevset børn.
Hendes mor talte med taxachaufføren, mens Marie betragtede det hele og undrede sig over, hvad de uønskede gæster håbede på.
Telefonen ringede – det var moren. Selvfølgelig.
– Marie, Natashia står udenfor jeres hus, de skal have betalt taxaen og huses alle sammen.
– Nej, mor, ingen kan være i vores hus, især ikke den familie. De har ikke informeret om deres ankomst, de er for mange, og desuden…
Marie fortalte ikke om det forslag Natashia havde givet om at flytte Mikkel ud af hans værelse. Det ville moren ikke forstå.
Hun forstod heller ikke denne gang og begyndte at kritisere sin datter for ikke at følge traditionerne for gæstfrihed, og at hun, moren, skammede sig over sin datter…
– Du skulle hellere skamme dig over for mig, mor. Og for de chokolader min veninde gav mig, som du gav væk, og for at du altid smed mig ud af mit eget værelse, – Marie sukkede og blokerede sin mors nummer midlertidigt.
Efter en uge, når situationen havde lagt sig, ville Marie prøve at tale med hende igen. Hvis hendes grænser ikke blev respekteret…
Alexander smilte til situationen udenfor døren.
Familiemedlemmerne opgav alt håb og tog afsted i taxaen, sikkert i retning af et hotel eller med planer om at finde et andet sted at bo.
Og Marie og hendes mand var ligeglade.
Det vigtigste var, at både Natashia og resten af familien nu forstod: En uindbuden gæst er værre end en fjende, og de regler, som værterne sætter, skal respekteres. Verden har ændret sig.
Ikke i deres familie. Ikke i deres hus. Ikke i deres liv.
