Rummet og skalaerne
Hun gik ind i pulterkammeret, dog ikke for at genfinde fortidens minder, men for at hente et glas syltede agurker til salaten. Øverst, bag kassen med julelys, stak en flig af et gammelt violin-etui frem, som burde have været historiens vingesus for længst i denne lejlighed. Stoffet var blevet mørkt, lynlåsen genstridig. Hun hev til, og ud kom det lange, smalle etui som en flad, sulten skygge.
Agurkeglasset blev sat på skamlen ved døren, så hun ikke glemte det, og hun satte sig på hug et strategisk lavt sted hvor beslutninger kunne udsættes lidt. Lynlåsen gav efter ved tredje forsøg. Inde i etuiet lå en violin. Lakken var mat, strengene slatne, buen lignede et kosteskaft fra kolonialen. Men formen var genkendelig, og der lød et lille klik i brystet, som en stikkontakt der tændes.
Hun huskede, hvordan hun i 9. klasse slæbte det etui på tværs af hele Østerbro og rødmede over, hvor fjollet hun måtte ligne. Siden kom handelsskolen, job, bryllup, og en dag holdt hun bare op med at gå til musik. Livet skulle jo nås. Violinens eksil gik først til forældrenes pulterrum, siden flyttede den med hendes ting, og nu lå den her mellem poser og kasser. Ikke skuffet, bare glemt.
Hun tog instrumentet op med den slags forsigtighed, man ellers kun bruger til farmors porcelæn. Træet blev varmt af hendes hånd, selvom der var køligt i kammeret. Fingrene fandt gribebrættet, og det føltes allerede akavet; hånden kunne ikke huske mest som om hun havde stjålet noget fra sig selv.
Ude i køkkenet begyndte vandet at koge. Hun lukkede døren til kammeret, men etuiet lod hun stå i entreen, op ad væggen. Salaten kunne sagtens klare sig uden agurker, tænkte hun, mens hun allerede fandt på undskyldninger.
Senere, da køkkenet var ryddet og kun brødkrummerne stirrede opgivende fra tallerkenen, hentede hun etuiet ind i stuen. Manden sad i sofaen og zappede uden synderlig interesse. Han kiggede op.
Hvad har du fundet?
Violinen, sagde hun, ret forbløffet over, hvor roligt hun sagde det.
Nå, er den stadig levende? grinede han ikke hånligt, bare som en rutineret ægtemand.
Vi får se.
Hun åbnede etuiet på sofaen, lagde et håndklæde under af hensyn til betrækket. Fandt violin, bue, og den lille æske med harpiks: krakeleret som frosne vandpytter. Buen skramlede knap nok mod overfladen.
Stemningen var én lang ydmygelse. Skruerne sad fast, strengene peb, den ene røg og svirpede hende på fingeren. Hun bandede lavt, ikke for naboerne. Manden brummede.
Måske den skal på værksted? foreslog han.
Måske, nikkede hun, allerede irriteret ikke på ham, men på sig selv, der ikke kunne så meget som stemme den.
Hun fandt en tuner-app på mobilen og placerede den på sofabordet. Skærmen blinkede med bogstaver og en stædig pil. Hun drejede stemmeskruen, lyttede efter den lyd der blev væk, eller blev for skinger. Skulderen blev træt, fingrene sure over anstrengelsen.
Da strengene endelig lød mindre som elektriske ledninger mellem to regnvåde master, løftede hun violinen til hagen. Hageholderen var kold, huden føltes tynd som silke. Hun prøvede at rette sig op som i gamle dage, men ryggen protesterede. Hun grinede ad sig selv.
Bliver det koncert i aften? spurgte manden, stadig med blikket på skærmen.
Kun for dig, sagde hun. Hold nu fast.
Den første lyd sendte en chokbølge igennem hende. Ikke en tone, nærmere en klage. Buen rystede, hånden kunne ikke ligne noget ret. Hun stoppede, trak vejret, prøvede igen. Det blev lidt bedre men stadig pinligt.
Men det pinlige var ikke ungdommens flovhed ikke den form for skam der føles som om hele verden ser dig. Her kiggede kun væggene, manden og hendes egne hænder fremmede.
Hun spillede løs på de åbne strenge, langsomt, som man tæller sin cykeltur i modvind. Prøvede en D-dur skala, og fingrene blev straks forvirrede. Hun kunne ikke huske, om det var pege- eller langefinger der skulle først. Hænderne var blevet kraftigere, blødere, og ingen ømhed i fingerspidserne bare en fornemmelse af at huden var fersk.
Pyt, sagde manden. Ingen klarer det jo på første forsøg.
Hun nikkede, ikke sikker på om pyt gælder for hende, ham eller violinen.
Næste dag gik hun til værkstedet ved Nørreport. Ikke noget romantisk over det: glasdør, skranke, guitarer og violiner på væggen, lugten af lak og støv. Mester var en ung fyr med ørering, han tog violinen med en ro som om det bare var en boremaskine, ikke noget magisk.
Strenge skal skiftes, sagde han. Stemmeskruer smøres, stol justeres. Buen kan trænge til nyt hår, men det er dyrere.
Hun hørte ordet dyrere med det samme. Tankerne gik til regninger, medicin, fødselsdagsgave til barnebarnet. Hun var lige ved at sige: Pyt, bare glem det. Men i stedet spurgte hun:
Kan vi nøjes med strenge og stol?
Ja ja, så kører det igen.
Hun afleverede violinen, fik en kvittering og lagde den i pungen. Ude på gaden følte hun, hun havde indleveret en del af sig selv til reparation.
Hjemme åbnede hun sin laptop og googlede violinundervisning voksne. Hun fniste lidt af titlen voksne; som om de skulle tages med fløjlshandsker og slow-motion forklaringer.
Hun fandt et par annoncer. Nogle lovede resultater på en måned, andre havde individuelt forløb. Hun lukkede browseren, mest fordi ordene gjorde hende nervøs. Så åbnede hun den igen og sendte alligevel en besked til en kvindelig lærer i Vanløse. Kort og godt: Hej, jeg er 52 år. Vil gerne opfriske mit spil. Er det muligt?
Så fortrød hun. Ville slette som om det var at blotte et svagt punkt. Men beskeden var sendt.
Om aftenen kom sønnen. Han kom ind i køkkenet, gav hende et kindkys og spurgte til arbejdet. Hun satte vand over og fandt småkager frem. Sønnen fik øje på etuiet ovre i hjørnet.
Er det en violin? spurgte han ægte forundret.
Ja, jeg fandt den. Overvejer at prøve.
Mor, mener du det? hans smil var ikke hånligt, bare overrasket. Det er jo længe siden.
Det er også derfor, svarede hun.
Sønnen tog en småkage, drejede den i hånden.
Hvorfor nu det? Du knokler jo nok.
Hun mærkede forsvaret bygge op den vante trang til at forklare eller retfærdiggøre. Men forklaringer lød altid som undskyldninger.
Ved det egentlig ikke, sagde hun. Jeg har bare lyst.
Sønnen så på hende, som om han for første gang så en kvinde med egne ønsker.
Jaja, bare du ikke overanstrenger dig. Og naboerne, de stakkels folk.
Hun grinede.
De overlever. Jeg spiller kun om dagen.
Da han var gået, bemærkede hun følte sig lettere. Ikke fordi han gav lov men fordi hun ikke behøvede undskylde.
To dage senere hentede hun violinen fra værkstedet. Strengene glimtede, stolen stod snorlige. Mester viste hende, hvordan man spænder og opbevarer instrumentet.
Ikke noget med at stille den ved radiatoren, sagde han. Hold den i etuiet.
Hun nikkede, som den flittige elev hun blev. Hjemme satte hun etuiet på stolen og betragtede instrumentet som om hun frygtede at ødelægge det bare ved at kigge.
Hun startede med det allermest kedelige: lange strøg på åbne strenge. Som barn føltes dét som stuearrest. Nu var det en slags redningskrans. Ingen melodi, ingen dom. Kun lyd og forsøg på straight line.
Efter ti minutter gjorde skulderen ondt. Efter femten var nakken stiv. Hun stoppede, lagde violinen i etuiet, lynede sammen. Følte en lille irritation: på kroppen, på alderen, på at alting er mere besværligt nu.
Hun gik i køkkenet, drak vand, stirrede ud. På legepladsen kørte teenagere på løbehjul og lo höjt. Hun blev misundelig ikke på ungdom, men på den skamløshed. De faldt, rejste sig, svingede sig videre uden at nogen tænkte, det var for sent at lære balancen.
Hun gik ind igen og åbnede etuiet. Ikke fordi hun skulle, men fordi hun nægtede at slutte på et surt punkt.
Svaret fra læreren kom samme aften: Hej. Selvfølgelig kan du lære igen! Kom forbi, vi starter med grundstilling og små øvelser. Alder er ingen hindring men tålmodighed skal man have. Hun læste det to gange. Ordet tålmodighed føltes oprigtigt, og dét var beroligende.
Til første lektion bar hun etuiet som et skrøbeligt arvestykke gennem Metroen. Folk kiggede, nogle smilede. Hun fangede blikke og tænkte: Lad dem se.
Læreren, Helle, var en lav kvinde på omkring fyrre, kort hår og opmærksomt blik. I rummet stod et klaver, noder på hylden, en børneviolin på stolen.
Lad os se din violin tag den bare op, sagde Helle.
Hun tog den op, og straks stod det klart at hun holdt den hele vejen forkert. Skulderen oppe, hagen klemmede, venstrehånden stiv.
Det er helt normalt, sagde Helle. Du har jo ikke spillet længe. Lad os bare stå lidt. Husk, violinen er ikke en modstander.
Det blev både grinagtigt og befriende: at stå dér som 52-årig og lære, hvordan man holder en violin. Ingen stak krav om talent kun om at møde op.
Efter timen rystede hendes hænder som efter gymnastik. Helle gav hende et skema: hver dag 10 minutter på åbne strenge, derefter skala, ikke mere. Hellere lidt, men stabilt, sagde hun.
Hjemme spurgte manden:
Hvordan gik det?
Hårdt, men okay, sagde hun.
Er du glad?
Hun tænkte lidt. Glad var ikke lige ordet. Hun var nervøs, flov, morsom og på en mærkelig måde lettet.
Ja, svarede hun. Jeg laver noget med hænderne igen ikke bare arbejder og laver frikadeller.
En uge senere turde hun spille en lille melodi, hun kunne fra barndommen. Noderne fandt hun online, printede på jobbet og gemte i mappen mellem lønsedlerne, så kollegerne ikke blev nysgerrige. Hjemme satte hun dem på et hjemmelavet nodestativ af bøger og en papkasse.
Lyden var ujævn, buen ramte tit den forkerte streng, fingrene slog fejl. Hun stoppede, startede igen. På et tidspunkt stak manden hovedet ind.
Det er smukt, sagde han forsigtigt, som om hun var et nervøst dyr.
Hold nu op.
Nej, altså. Det lyder man kan da høre hvad det er.
Hun smilede. Man kan da høre hvad det er i Danmark er det næsten et kompliment.
I weekenden kom barnebarnet. Hun hed Regitze, var seks og spottede straks etuiet.
Bedste, hvad er det?
En violin.
Kan du spille?
Hun vil sige: Engang. Men Regitze ved ikke hvad engang betyder. Hun lever kun nu.
Jeg øver mig, svarede hun.
Regitze satte sig på sofaen, hænderne i skødet som til Lucia-optog.
Spil!
Hun mærkede en knude i maven. At spille for et barn var mere nervepirrende end for voksne børn hører alt.
Okay, sagde hun, og løftede violinen.
Hun spillede den melodi hun havde kæmpet med hele ugen. Efter tredje takt raslede buen, og lyden blev skarp. Regitze vred ikke på næsen. Hun undrede sig bare:
Hvorfor hviner det sådan?
Fordi bedste trækker buen skævt, sagde hun og grinede.
Regitze grinede med.
Prøv igen!
Så spillede hun igen. Det blev ikke bedre, men hun stoppede ikke af skam bare fortsatte til slut.
Om aftenen, da alle var gået hver til sit, sad hun alene. På bordet lå noderne og en blyant med kradse mærker foran svære takter. Violinen i etuiet, etuiet lukket men nu fast inventar i stuen ikke gemt væk.
Hun satte en timer på sin mobil: ti minutter. Ikke for at tvinge sig, men for ikke at brænde ud. Åbnede etuiet, tog violinen op, tjekkede harpiksen, spændte buen. Løftede instrumentet til hagen, åndede ud.
Lyden var lidt blødere end før. Så knak den igen. Hun svor ikke rettede bare fingrene og fortsatte på den lange åbne streng.
Da timeren pep, stoppede hun ikke med det samme. Hun spillede til buen ramte sin ende, lagde violinen forsigtigt ned, lynede etuiet, og satte det tilbage op ad væggen.
Hun vidste, at morgen ville byde på det samme: lidt flovhed, lidt træthed, nogle få sekunder med ren lyd der gjorde det hele værd. Og dét var nok til at fortsætte.
