Yndigt hævn
Kære læsere, jeg kan nu se tilbage med vemod på den historie, som udspillede sig for årtier siden, dengang jeg endnu var en yngre kvinde, og Danmark føltes roligt og uforanderligt, selv når efteråret stod for døren. Den dag, jeg steg ind i den gamle rutebil med dug på ruderne, var luften tung af regn, som forsigtigt prikkede på glasset uden nogensinde rigtig at tage fat. Jeg Sidsel sad stille, mens rutebilen rullede mod min barndoms landsby. Jeg havde så længe betragtet min lejlighed i København som mit eneste hjem, i takt med at jeg gradvist glemte duften af bøgeskov, lyden af pludrende vand fra bækken og den rolige sang fra larmen ved landsbyen.
Ja, Sidsel var mit navn, og jeg var 27. Længe havde jeg været stolt af, hvor langt jeg var kommet: færdig med medicinstudiet på Københavns Universitet, og en god stilling i et anerkendt kosmetologklinik på Østerbro. Jeg prioriterede altid at udvikle mig, tog kurser og seminarer ved siden af. Hvis ikke for de mærkelige ting, jeg havde bemærket derhjemme i forældrenes samtaler, havde jeg næppe rejst hjem.
“Mor, hvad sker der hos jer?” havde jeg spurgt, da jeg ringede.
Men mor Anne tøvede altid: “Alt er, som det skal være, min skat.”
Fra Odense, hvortil jeg fløj, var der kun to timers bustur. Jeg følte ikke, det var langt, for jeg var jo vant til afstande.
Da rutebilen stoppede ved landsbyens lille station, så jeg, at meget så det samme ud som i min barndom. Butikken på torvet havde fået ny facade, træerne var vokset højere, og gennem de tunge skyer brød danske solstråler frem. Jeg havde givet mor besked om min ankomst, men ikke præcist hvornår.
En søvnig, lokal taxachauffør slentrede hen til mig. “Hvor skal vi hen?” lød det, mens han trillede min kuffert over de hullet asfalt.
“Til Enghavevej 14,” svarede jeg.
Barndomshjemmet knejsede, hvidt og smukt, med blå skodder og syren i haven, og foran porten stod de tre birk, far plantede den dag, jeg blev student.
“Sidsel!” Mor løb fra vinduet til døren, da jeg ankom. “Sidsel, min pige endelig!”
“Åh, mor, jeg har også savnet dig, men du behøver altså ikke græde,” smålo jeg.
“Det er nu kun glædestårer tre år har vi ikke set hinanden.”
Jeg smed kufferten i gangen, tog jakke og støvler af og strakte benene på stuegulvets gamle sofar. Mor satte sig ved siden af og omfavnede mig. Vi sad sådan et øjeblik, og så stillede jeg det spørgsmål, jeg vidste hun frygtede:
“Mor, hvor er far? Er han ikke hjemme?”
“Du trænger til at få noget at spise. Derefter kan vi snakke,” sagde Anne.
Jeg så, at dugene var nye, og servicen med små blå blomster havde jeg ikke set før. Alt i huset var velkendt, men også fremmed for mig nu. Mor lavede de lækreste karbonader, og rødbedesalat af egne grøntsager, og ostehapser og tusinde små skåle med salater og desserter.
“Er far på forretningsrejse?” spurgte jeg, da mor blev ved med at udskyde forklaringen.
“Ja, han er væk med arbejdet,” blev hun pludselig alvorlig. “Sidsel, vi har længe villet tale med dig. Det er svært sådan på afstand men vi kan ikke skjule det længere. Din far og jeg, vi er gået fra hinanden.”
“Skilt?” Jeg satte koppen fra mig og gik ind i forældrenes gamle soveværelse intet spor af fars tøj.
“Hvor er han?”
“For helvede, sæt dig nu og hør på mig! Folk vokser fra hinanden selv efter mange år. Din far og jeg er blevet enige om at skilles.”
“Mor, hvordan kunne det ske? I havde det jo altid godt!”
Jeg var enebarn og vant til at få, hvad jeg pegede på. Jeg havde lommet til at bede, og så fik jeg cykler blev ofte skiftet, og da jeg var tretten, bad jeg om et dyrt stereoanlæg. Far havde fundet ekstra arbejde, sådan var han altid. Da jeg var studerende, manglede jeg aldrig noget, fars løn blev brugt på mig, og mor klarede resten. Jeg voksede ikke op som forkælet, men lærte at bruge penge fornuftigt.
I skolen havde jeg altid klaret mig, det var mine forældre stolte af.
“Så I gik fra hinanden, uden at sige det til mig…”
“Det er ikke længe siden,” undskyldte Anne. “Og så vidste vi jo heller ikke, hvordan vi skulle sige det.”
“Bor han nu i morfars gamle hus?”
“Hvor ellers? Ingen grund til at lade huset stå tomt.”
“Jeg må tale med ham! Nu!” Jeg rejste mig og greb efter min jakke.
“Vent, han er ude på arbejde med Per og kommer først hjem i morgen.”
“Er det, fordi der er en anden kvinde?”
Mor sukkede. “Ja, han bor ikke alene.”
“Hvem er hun?”
“Du kender hende ikke fra nabobyen.”
“Så bor hun nu i bedstefars hus?”
“Det gør hun,” sagde mor resigneret.
Jeg holdt mig for hovedet: “Du siger det, som om han bare har tabt et kortspil, ikke forladt dig.”
“Du må ikke tage det så tungt, Sidsel. Det var længe undervejs, og vi blev skilt uden drama.”
“Mor, du er for blød! Lad mig gætte hun er mindst ti år yngre end ham.”
“Ja, ikke tyve, bare ti…”
“Det er lige meget. Han er en forræder.”
“Han elsker dig stadig, Sidsel. Beklager, vi ikke sagde det før.”
“Nej, jeg vil ikke tale med ham,” sagde jeg stædigt.
Mor stirrede bedrøvet på mig. Hun vidste, det var bedst at lade mig køle af. Jeg slappede af, gik i træningstøjet og trak regnjakken på for at gå ud i den friske landsbyluft.
“Mor, jeg går ned til bækken.”
“Det bliver regn.”
“Jeg er hurtigt tilbage.”
Bedstefars hus stod slidt, men solidt, ikke langt fra vores. Jeg gik ind uden at banke på. I bryggerset stod en kvinde måske midt i fyrrerne og rørte i en gryde.
“Er du den nye her i huset?” spurgte jeg køligt.
“Du må være Sidsel?” kvinden blev nervøs. “Din far viste mig billede af dig. Kom ind.”
“Jeg er nok ikke kommet for din skyld, men fordi det er mit barndomshjem,” sagde jeg og gik forbi hende.
Hun svandt ind. “Du må forstå din far insisterede, og jeg vil ikke rejse uden ham.”
“Jeg hedder Rikke,” sagde hun sagte.
“Hør, Rikke, pak dine ting og forsvind. Du hører ikke til her.”
“Jeg tog ikke din far fra nogen, Sidsel. Du kender ikke til alt.”
En dreng på tolv kom ud. Han kiggede vidende på både sin mor og mig.
“Kasper, gå ind til dig selv,” sagde Rikke.
“Jeg ville bare ud og lege.”
Han passerede mig, øjnene store og blå.
“Du bliver ikke her!” lovede jeg og gik selv.
Jeg gik hurtigt hjem. “Far har bragt fremmede ind i bedstefars hjem,” tænkte jeg vredt.
Mest af alt havde jeg lyst til at skælde far ud, gøre det klart, hvor skuffet jeg var. At det mest sårende var, at Rikke og hendes søn nu overtog, følte jeg som en uret.
De år i København havde gjort mig hård, måske lidt for meget. I byen gjorde jeg det, jeg var bedst til: arbejde og lære. Jeg havde mistet fornemmelserne for, hvad der betød noget hjemme.
Men at sidde i stuen nu, pakkes ind i mors varme og duften af kaffe, det mindede mig om, hvad jeg havde savnet. Et slag i maven, at de skulle skilles.
“Mor,” sagde jeg, “nu har jeg set hende. Jeg kan ikke tilgive ham.”
Anne blev bleg. “Hvorfor gik du derned? Det bad jeg dig ikke om.”
“Mor! Efter alle de år… Har du intet vrede? Ønsker du ikke hævn?”
“Nej, min pige, jeg er ikke vred længere,” hviskede hun. “Det nytter ikke din far blev hos mig for din skyld. Dig elskede vi begge, men kærlighed mellem os var der nok aldrig.”
“Du siger det kun for at retfærdiggøre ham.”
“Nej. Det var mig, der jagtede ham i sin tid. Og du blev født i kærlighed. Resten blev vane.”
“Hvorfor har du aldrig sagt noget? Jeg er jo voksen.”
“Du havde altid travlt i byen, med dit. Og det berørte dig ikke.” Mor rettede skuldrene, trist: “Da han fortalte om Rikke og hendes søn, forstod jeg, at han forelskede sig. Jeg kunne ikke holde på ham sådan var det bare.”
“Måske skulle I have talt sammen, gået til en psykolog, rejst sammen.”
“Åh, Sidsel, psykologer er for folk i byen. Her kender vi alle hinanden. Og du, min pige, jeg forstår dig ikke helt, for i byen bliver du bare stærk og bider det i dig.”
“Mor, du gav ikke op dengang du var ung. Men nu lade du strømmen tage dig?”
“Jeg vil også elskes, Sidsel. Jeg er ikke gammel endnu!” pludselig græd hun åbent som kun kvinder kan, når smerten overmander dem.
“Mamma, du er smuk og ung! Så længe jeg er her, bliver du aldrig gammel.”
“Du skulle ikke have besøgt Rikke. Hun har ikke skylden. Hun flygtede hertil med sin dreng, for hun blev mishandlet, og Kasper… hendes eksmand slog barnet.”
“Mor, jeg har kun ondt af dig, ikke hende.”
“Sidsel, vi må lære at tilgive ellers får vi selv et hårdt liv. Prøv at forstå.”
“Det kan jeg ikke nu måske aldrig.”
“Vil du ikke se mig mere heller? Hvis jeg nu møder en anden?”
“Du bestemmer selv, mor. Jeg kan se din smerte.”
“Måske har jeg allerede mødt en,” sagde mor lavmælt. “Kan du huske Anna-Lise Madsen? Hende var du veninde med.”
Selvfølgelig huskede jeg hende. Vi drømte om at ringes og skrive breve. Men byen slubrede mig op, og vennerne gled bort.
“Ja, jeg kan stadig huske hende,” smilede jeg endelig varmt.
“Anna-Lises mor døde for tre år siden. Anna-Lise har et barn nu gift. Og hendes far kommer forbi og hjælper til. Bliver du vred?”
“Nej, mor jeg er ikke vred. Jeg havde bare forventet, vi alle var sammen for evigt. Nu er alting forandret, og det føles tungt.”
“Alt skal nok gå, min Sidsel. Tænk ikke mere på det.”
Få dage senere kom far hjem Per. Han bankede på, mere rynket, og øjnene røde.
“Vil du virkelig ikke tale med mig?” bad han. “Må jeg ikke bare få et kram?”
“Nej. Du har en ny familie nu.”
“Det er hendes søn jeg gør det for hendes skyld. Men du, Sidsel, er stadig min datter.”
“Farvel,” sagde jeg og gik ind på mit værelse.
Næste dag gik jeg mod bækken, hvor vi cyklede i min barndom. Pludselig hørte jeg råb en dreng var faldet, cyklen lå væltet på tømmeret. Det var Kaspers blå øjne, der mødte mine, fulde af forskrækkelse og smerte. Han havde stukket benet på et søm og forvredet den anden fod.
Jeg tog straks jakken af, lagde den under hans hoved og gav førstehjælp, ringede derefter efter far.
Fem minutter senere bragede min fars gamle Toyota ind i indkørslen, og Rikke kom løbende.
“Åh, Kasper, min dreng!”
“Ind i bilen, hurtigt!” beordrede jeg.
Rikke var forvirret troede, jeg havde gjort ham ondt.
Far bar drengen ind, og jeg satte mig uden at tænke over det selv ind til dem.
På sygehuset fik han behandlet sin skade. Rikke sad fortabt, far sendte mig et anerkendende nik, og jeg gik hjem, nu med en uventet ro i kroppen.
***
Næste dag, da mor og jeg ventede på rutebilen, stod regnen tungt og gråt. Det var ikke, som jeg havde forestillet mig min hjemrejse.
En gammel Peugeot kom kørende ud steg Anna-Lise, lidt rundere end dengang, men med det samme venlige smil.
“Ærgerligt, det kun er så kort, Sidsel!” sagde hun og omfavnede mig.
En ældre mand med barnebarn på armen kom hen, hilste. “Kan du kende mig igen? Det er jo mig, Kristian Anna-Lises far!”
“Det kan jeg,” lo jeg.
Vi udvekslede numre, mens fars Toyota stoppede. Far, Rikke og Kasper steg ud. Kasper sendte et forsigtigt smil:
“Sidsel, jeg kan næsten stå selv nu!”
“Det er flot. Jeg vidste du kunne,” smilede jeg.
“Undskyld, Sidsel,” sagde Rikke lavt, “jeg var ude af mig selv i går. Min dreng betyder alt.”
Jeg så på alle dem, der var mødt frem og indså: her, på min hjemstavn, var vi alle på en måde familie for hinanden.
Rutebilen kom. Mor græd, uden lyd, kun tårer trillet.
“Ole, lad nu være Sidsel kommer igen. Ikke, min pige?” sagde far.
Jeg følte, hvordan noget ubeskriveligt løsnede sig indeni mig, og jeg bøjede mig, så han kunne løfte mig op i hans arme, akkurat som da jeg var lille. Krammede mor, Anna-Lise og selv Rikke, med en afklaret fred indeni mig.
“Jeg kommer igen, jeg lover det,” sagde jeg, da dørene lukkede. Fra bussen vinkede jeg til de kendte ansigter.
Hele vejen, mens bussen trillede væk fra landsbyen, gentog jeg: “Jeg kommer tilbage. Det ville være uretfærdigt andet.” Og så brød solen gennem skyerne og lyste på dem alle, på mit gamle hjem, på min fortid og på det, der engang skal komme.
