Julie lå på sofaen og græd bittert. For et par måneder siden havde hendes mand tilstået, at han havde fundet en anden kvinde – og hun var gravid. – Julie, undskyld, men vi har nu været sammen i to år uden at få børn. Det tærer på én. Jeg begyndte at tvivle på mig selv, – mumlede Kenneth, – og nu… min kæreste… hun er blevet gravid… – Elskerinde, – hviskede Julie. – Kald det, hvad du vil. Hun skal føde om et par måneder. Undskyld. Julie havde ikke spurgt ind til, hvorfor Kenneth havde ventet så længe, og hvorfor han først gik fra hende to måneder før fødslen – præcis op til nytår. Nu lå den stakkels kvinde, udmattet, urørligt på sofaen, stadig i tøj, med alle kræfter og tårer brugt op. Af en eller anden grund kom hun pludselig i tanke om en nytårsaften fra barndommen. Julie gik dengang i 5. klasse. Efter skoletid smuttede hun og veninderne ofte ind forbi genbrugsbutikken. For dem var butikken fuld af vidunderlige ting. Der var tøj og sko, men pigerne var mest optagede af nips, legetøj, smykker – og den dag så Julie straks et guddommeligt smykkeskrin. Himlen blå med gyldne dekorationer. Julie kunne ikke tage øjnene fra skrinet. Da ekspedienten åbnede låget og den lille ballerina dukkede frem og begyndte at danse til musikken, glemte Julie helt at trække vejret. Der var også en skjult lille skuffe til at gemme smykker. Veninderne, Natasha og Irina, udbrød: – Wow, hvor er det flot! Hvor meget koster det? Ekspedienten smilede og sagde fem kroner – helt uopnåeligt for piger på den tid. »Så mange penge får jeg aldrig sparet op,« tænkte Julie. Dengang fik man kun tredive øre om dagen til skolemad, og med lidt held halvtreds øre til biografen, hvis man fik lov til at lyve lidt. Ærgerligt, at far var på forretningsrejse – han ville nok have købt skrinet. Det var håbløst at spørge mor. I hovedet hørte Julie straks moderens skingre stemme: »Ballerina til fem kroner? Nej, jeg køber hellere tre kilo kød og laver frikadeller til jer hele ugen!« Nej, ikke tale om at spørge mor. Det måtte vente til far kom hjem. Julie gik nu dagligt forbi butikken for at kigge på ballerinaen. Ekspedienten var rar og satte altid musikken i gang, når han så hende. Hun kendte snart alle skrå og ridser på skrinet. Ballerinaen manglede en tåspids, og kjolen havde en lille plet, men Julie elskede det alligevel. Da far endelig kom hjem, hev hun ham straks med til butikken. – Det er væk – solgt for bare et par timer siden, sagde ekspedienten bedrøvet. Julie begyndte at græde åbenlyst. – Julie, lille skat, græd nu ikke. Skal jeg købe en trøffelkage til dig? sagde far. Hun nikkede, men savnet sneg sig ind i hjertet alligevel. Dagen efter kom Irina i skole med skrinet – hendes farmor havde været på besøg til nytår og købt det, hun havde kigget på det hele ugen. Natasha sagde stille, hun også havde ønsket sig det. Julie begyndte at græde igen. Peter, klassens dreng, spurgte: – Hvorfor græder du, Julie? – Intet, – råbte hun, skubbede ham væk og løb ud. Alle vidste, at Peter var forelsket i Julie, men hun havde aldrig lagt mærke til ham. Julie stod ensom og trykkede panden mod den kolde rude. – Julie, jeg finder sådan et til dig, sagde Peter bag hende. – Græd ikke. – Hvor skulle du finde sådan et, – svarede hun hånligt. – Tosse, og løb sin vej. Hun angrede straks og græd endnu mere. Det blev hård frost, og let påklædt stod hun i skolegården i en halv time og blev selvfølgelig syg. Peter kiggede forbi, da Julie ikke kom i skole. – Jeg har ikke fundet en ballerina endnu, men jeg lover det, sagde han bestemt. – Dén finder du aldrig. Den er udenlandsk. Se bare – der står “Made in GDR” underneden, – hun var ved at græde igen. – GDR – det er Østtyskland? spurgte Peter. – Ja, – sukkede Julie. – Så tager jeg til Tyskland, sagde han alvorligt. De blev nære venner fra den dag. Og i ottende klasse vovede Peter at kysse Julie, og sådan var de pludselig kærester. Efter 10. klasse blev Peter indkaldt til militæret – og blev ironisk nok udstationeret i Tyskland. Peter skrev breve hjem og jokede indimellem om, at han stadig ikke havde fundet ballerinaen. Men Julie ventede ikke på Peter og mødte Kenneth et halvt år før Peters hjemsendelse. Han charmerede hende straks – friede nærmest med en sang på guitaren. To måneder senere blev de gift. Da Peter kom hjem og opdagede, at Julie var gift, tog han job på en norsk båd og forlod landet – de mødtes aldrig igen. • • • Nu rejste Julie sig tungt fra sofaen, lavede kaffe. Hun havde på det seneste tænkt meget på Peter, og indså pludselig, at hendes tårer ikke kun var for hændelsen med Kenneth – men for alt det, hun aldrig oplevede med Peter. Hvor var han nu? På kalenderen stod der 31. december. Nytårsaften alene – veninderne havde egne familier. Hun gik på torvet og i Brugsen, købte lidt godter for at gøre sit nytår lidt hyggeligere. Da hun kom ind i opgangen med sine indkøbsposer, stod en julemand pludselig ud af elevatoren. Ved synet begyndte Julie straks at græde igen. – Hvorfor græder du, min pige? Det er jo fest – du skal glædes, sagde manden med påtaget ældre stemme. – Tag den her! – og han rakte hende en pakke, forsvandt i mørket. Julie nåede ikke engang at sige tak – pakken var tung. Hun gik i køkkenet og pakkede den op. Inde i æsken lå… et nyt, himmelblåt smykkeskrin med gyldne dekorationer. Julie løftede forsigtigt låget og tændte musikken. Op steg en ballerina – nu med begge tåspidser intakte. Hun åbnede den hemmelige skuffe. Indeni lå en vielsesring. Hun styrtede til vinduet. Ude i gården stod julemanden. Julie, i hjemmesko, fløj ud i opgangen – og der, i vinternatten, ventede han. Hun løb ham i møde og kastede sig i armene på ham. – Tosse! Du fandt den alligevel! – Ja, – sagde Peter, – jeg lovede dig jo at finde den i Tyskland, og nu har vi endelig nytår sammen.

Julie ligger på sofaen og græder stille. For et par måneder siden har hendes mand tilstået, at han har fundet en anden kvinde. Og hun venter barn.

Julie, undskyld, men vi har været sammen i to år uden børn. Det er længe. Jeg begyndte at tvivle på mig selv, mumler Henrik, og nu ja, altså, min hun er gravid

Din elskerinde, hvisker Julie.

Kald det, hvad du vil. Hun skal føde om et par måneder. Undskyld.

Julie orker ikke engang at spørge, hvorfor Henrik ventede så længe med at fortælle hende det. Og nu, lige inden barnet skal komme og nytåret banker på døren, forlader han hende.

Den stakkels kvinde har ikke engang fået nattøjet på, men ligger i sin kjole fra i går, helt tømt for kræfter, med alle sine tårer brugt op på puder og tæpper. Af en eller anden grund kommer hun til at tænke på et nytår i sin barndom, der føles lyseblåt og uendeligt langt væk.

Dengang gik Julie i femte klasse. Når de havde fri fra skole, smuttede hun og pigerne tit forbi genbrugsbutikken i hjertet af Aarhus. Den forretning var lidt som en tryllebutik alt var spændende, og de duftede af eventyr.

Tøj og sko galdt de nu ikke så meget. Men souvenirs, nips og smykker dét var lykken.

Den dag så Julie straks den fortryllende smykkeskrin. Det var lyst, næsten himmelblåt, med gyldne mønstre på låget. Julie stod og stirrede fortryllet på skrinet.

Da ekspedienten åbnede låget, flød sød musik fra maskineriet, og op af den blå velour dansede en lille ballerina i hvid tyl. Julie stod musestille, åndede ikke hun var opslugt. Ekspedienten viste hende også en lille, skjult skuffe her kunne man gemme små smykker.

Veninderne, Mathilde og Astrid, flokkedes straks:

Hold da op, den er flot! Wow!

Mathilde var hurtigt fremme med det oplagte spørgsmål:

Hvor meget koster den?

Ekspedienten nikkede venligt og sagde prisen, der lød som en formue for pigerne fem kroner.

“Jeg får aldrig sparet sådan et beløb op,” tænker Julie opgivende.

Det var også et urealistisk ønske. På det tidspunkt fik børnene i skolen kun omkring tredive øre med om dagen nok til en madpakke i kantinen. Hvis man var heldig og kunne bilde sin mor ind, at man skulle i biografen, fik man halvtreds øre.

Synd, at far er på forretningsrejse og først kommer hjem om en uge. Han ville garanteret have købt den til mig. Moren nej, det var håbløst at spørge. Julies fantasi hørte straks mors skarpe stemme for sig:

“Hva’ fanden? En ballerina for fem kroner? Jeg køber hellere tre kilo kød så er der frikadeller til hele banden en uge!”

Nej, hun måtte vente på far.

Fra nu af kom Julie hver dag i genbrugen for at beundre skrinet med ballerinaen. Den flinke ekspedient hev straks op i fjederen, når han så hende, så dansede ballerinaen altid for hende.

Efter seks dage kendte Julie alle detaljerne udenad. Den havde et lidt slidt hjørne, en lille flig var knækket, og ballerinaen manglede en tåspids. På kjolen var der også en plet, så lille som et knappenålshoved. Men Julie havde gransket det så omhyggeligt, at hun kendte hver detalje.

Så snart hendes far endelig kom hjem, trak hun ham straks med hen til butikken.

Desværre, sagde ekspedienten med et bedrøvet blik, den blev solgt for et par timer siden. I var lige for sent på den.

Varme tårer strømmede ned ad Julies kinder. Hun brød sammen midt i butikken.

Julie, Julie, Julie! beroligede faren, hold op, min pige. Hvad siger du til kage i stedet? Vi går hen og henter din yndlings, trøffelkage, du ved med små svampe på toppen!

Hun nikkede. Trøffelkagen var hendes store svaghed især chokoladesvampene ovenpå.

Men hun kunne slet ikke stoppe med at græde. Det gjorde så ondt at tænke på ballerinaen.

Dagen efter mødte Astrid op i skole med skrinet. Da Julie så den i sin venindes hænder, føg en ny bølge af smerte igennem hende.

Astrid trak op i fjederen, og sød musik lød ud i klasselokalet. Alle sad målløse og kiggede beundrende på det smukke smykkeskrin. Astrid fortalte stolt:

Min mormor købte det til mig i går. Hun skal fejre nytår hos os, og jeg tog hende straks med i genbrug. Jeg havde luret på skrinet i en uge!

Det havde jeg også, sagde Mathilde fornærmet.

Julie kunne ikke klare det mere og begyndte at hulke.

Peter spurgte forsigtigt:

Hvorfor græder du, Julie?

Ingenting, svarede hun og styrtede ud af klassen. Alle vidste godt, at Peter havde et godt øje til Julie, men Julie havde aldrig taget ham alvorligt.

Hun stod længe ved det kolde vindue og stirrede ud, hovedet trykket mod ruden.

Julie, jeg finder sådan en til dig. Du skal ikke græde, sagde Peter stille, idet han kom hen til hende.

Hvor vil du dog finde sådan en? spurgte Julie hånligt. Din idiot, hviskede hun og løb videre.

“Hvorfor skulle jeg også være så ond mod Peter?” tænker hun og bryder ud i endnu flere tårer, da hun når skolegården.

Det er isnende koldt, og Julie går rundt uden overtøj i lang tid. Det ender med, at hun bliver syg.

Peter tropper op samme dag, da Julie har lagt sig syg.

Julie, jeg har ikke fundet ballerinaen endnu, siger han, men jeg skal nok finde en. Det lover jeg.

Du er dum, Peter. Hvor vil du finde den? Den er udenlandsk. Der står ‘Made in DDR’ på bunden. Hvordan vil du få fat i sådan en? sukker pigen.

DDR, det er Østtyskland, ikke? spørger Peter.

Jo, svarer Julie bedrøvet.

Så rejser jeg da bare dertil, siger han seriøst.

Fra den dag af bliver de venner først som børn. I ottende klasse kysser Peter hende for første gang, og de begynder at være sammen rigtigt, med kys og kram.

Efter tiende klasse bliver Peter indkaldt til militæret. Ironisk nok skal han gøre tjeneste i Tyskland.

Han skriver breve til Julie og joker af og til med, at han ikke har fundet ballerinaen endnu.

Men Julie venter ikke på Peter. Et halvt år før han vender hjem, møder hun Henrik, der tryllebinder hende ved at synge en sang, han selv digtede til hende på guitar ved første møde. Hun bliver overmandet af følelser, og efter to måneder er de gift.

Da Peter kommer hjem fra militæret og hører, at Julie er gift, vælger han at tage arbejde på et norsk skib og forsvinder til søs. Han kommer sjældent hjem, og han og Julie krydser aldrig veje mere.

***

Langsomt rejser Julie sig fra sofaen. Hun drikker en kop kaffe. På det seneste tænker hun overraskende tit på Peter, og hun opdager pludselig, at hendes tårer mest handler om det, hun aldrig fik, ikke så meget om den mand, der nu har forladt hende. Hvor mon Peter er? Gift? Har børn?

Det er 31. december. Nytårsaften. Hun skal jo foretage sig et eller andet. Veninderne er sammen med deres familier, og det føles akavet bare at dukke op alene.

Hun går på torvet og forbi Føtex. Køber lidt ind til en nytårsmiddag, noget godt at spise, hvis hun alligevel skal være alene.

Da hun står med sine fyldte poser og skal ind i opgangen, hopper en mand klædt ud som julemand frem fra elevatoren.

Da Julie ser ham, begynder hun igen at græde.

Hvorfor græder du, min pige? siger manden med en overdrevet gammelmandsstemme. Det er jo fest og farver! Her, tag den her.

Han rækker hende en gaveæske op af sækken og forsvinder ned ad trapperne, før Julie når at sige tak. Boksen er overraskende tung.

Julie går ind i køkkenet og åbner den forsigtigt. Indeni ligger et nyt lyseblåt smykkeskrin med guldindlæg. Hun åbner forsigtigt låget, drejer op for musikken, og op af fløjlsforet danser ballerinaen denne gang med begge tåspidser på plads.

I den lille skjulte skuffe ligger en vielsesring.

Julie styrter hen til vinduet. Ude i gården står julemanden og kikker op. Uden at tænke på kulden, løber Julie ned i hjemmesko. Hun tøver lidt, men i det samme vender julemanden sig, og de skynder sig mod hinanden i den frostklare nat.

Hun kaster sig i armene på ham og hvisker mod hans varme frakke:

Tosse! Du fandt den virkelig.

Ja, svarede Peter stille. Jeg lovede dig jo, at jeg ville finde den.