Julia ventede ved opgangen. Alle naboerne vidste, at familien fra lejlighed 22 var rejst væk i lang tid, og nu havde en hund slået sig ned i gården, fast besluttet på at vente på dem… Det begyndte i starten af 90’erne i en lille dansk provinsby. En tidlig junimorgen lød der pludselig et kraftigt hvin af bremser foran boghandlen. De kvindelige ekspedienter løb straks ud, men gaden lå næsten øde hen… Helt ude ved kanten lå en hund. Den peb og prøvede forgæves at rejse sig, men bagbenene adlød slet ikke. Den modigste af pigerne, Vera, styrtede straks hen til dyret. Hun talte blidt til den og rørte forsigtigt ved snude og ryg for at forstå, hvad der var sket. – Hvordan ser det ud, Vera? Natasha og butikschefen, fru Ellen, stod lidt på afstand, bange for at se noget forfærdeligt, selvom hundens ydre virkede uskadt. Men hos den trækkende bagkrop anede de alvorlig skade. – Lad os prøve at flytte hende ud bagved, sagde Vera. – Måske kommer hun til hægterne. Vi kan ikke lade hende være herude. Natasha så spørgende på fru Ellen, der tøvende svarede: – Okay, vi finder et tæppe… Kan du bære hende? – Det kan jeg, sagde Vera og greb forsigtigt fat. Hunden var en skønsom blanding med noget husky-lignende over sig, mager og beskidt, uden halsbånd – givetvis gadehund. Hele dagen lå hun i baglokalet, og henad aftenen, en smule ved siden af sig selv, drak og spiste hun, uden at løfte sig. Hun kunne ikke gå. Næste dag fik Vera overtalt sin far til at hente dem i frokostpausen og køre til byens lille dyrlægeklinik, der knapt havde udstyr – end ikke røntgen. Dyrlægen rystede på hovedet: – Måske kommer hun sig med tiden… Hun er ung og stærk. Med god pasning kan hun leve, sagde han alvorligt. – Men at gå… det ser meget mørkt ud. På vej hjem sagde ingen noget. Vera sad bagtil og holdt om hunden, mens faren sukkede i spejlet. Ved aftensmaden sagde han: – Vero, du må prøve ikke at knytte dig. Lad være med at tage hende til dig. Vi flytter jo til Jylland om efteråret. – Det ved jeg godt, far, svarede hun stille. Hunden fik navnet Julia, og blev boende i baglokalet hos boghandlen. De første to uger rejste hun sig næsten ikke, men begyndte snart at slæbe sig ud i gården – bagbenene dinglede slapt. – Hvad skal vi stille op? Hun vil gå til ude, men ingen vil tage hende hjem… diskuterede damerne. – Det er godt, Ellen lader hende være her. Julia virkede ikke plaget af sin tilstand. Hun undersøgte langsomt gården, snusede og vendte hjem til sit tæppe. I weekenderne skiftedes pigerne til at tage hende med hjem. Ingen fik dog mere end en weekend – Vera afslog, fordi hun snart skulle flytte til Østjylland med familien grundet fars job. Hun vidste, tilknytning ville gøre afskeden værre. Men hun havde allerede knyttet sig – fra første blik, mødt på vejen. Julia kiggede på hende med varme, loyalitet. En weekend blev det alligevel nødvendigt, for de andre kunne ikke. – Kun denne ene gang! Undskyldte Vera til faderens strenge blik. Moren sagde fra køkkenet: – Vi havde da også planer om at tage i sommerhus… Julia strøg straks derud. Som om hun forstod, at moren var vigtigste person at vinde. De slæbende bagben vækkede medlidenhed, og da hun lagde hovedet på skrå og så længselsfuldt på moren, gik der et øjeblik, før moren udbrød: – Stakkels hund… Er hun sulten? Får hun overhovedet mad hos jer? Det ordner vi, tager hende med i sommerhus. Far har planlagt grill – du skal nok synes om det… Vera så meningsfuldt på sin far, men han rystede kun på hovedet. I sommerhuset var Julia lykkelig, legede med naboens hund Bimmer, blev straks accepteret. Dagen efter, tilbage i lejligheden, lagde hun sig foran Veras seng som om hun altid havde boet der. Så blev returen til boghandlen et chok. Hele dagen var hun urolig, og forsvandt, da hun kom ud i gården. Damerne ledte og kaldte, men Julia dukkede ikke op ved lukketid. Vera var fortvivlet. Hun kaldte på hvert trin på vej hjem. – Julia! Hvor er du? Kom hjem… Julia fandt hende – ved opgangen, næsten livløs. Rejsen havde tynget hende, men glæden ved gensynet fik hende til at vrimle, gø og slikke Veras hænder. Der var ikke længere mening i at bringe hende tilbage til boghandlen – hun kendte vejen hjem. Vera kunne ikke længere lukke hende inde. – Hvad gør vi nu? spurgte faren, da Julia lå lykkelig ved datterens fødder. – Jeg vil forsøge at gøre hende rask, far. Og du må hjælpe mig. Nu begyndte Veras sommerferie, og hun sagde op. De sidste to en halv måned før flytningen ville hun vie Julia al sin tid. Faren kørte dem flere gange til større dyreklinik med røntgen. Lægerne lovede intet, men forsøgte operation – altså var der et håb. Vera tog med Julia til sommerhuset. Hun plejede hende konstant: medicin, massage, træning. Hunden lærte at gå igen. Først troede de, det var forgæves, men gradvist så forældrene små fremskridt: benene slæbte ikke helt livløst, om end de skred. Efter en måned løb Julia efter Bimmer, omend klodset, og efter endnu en måned var hun kun let haltende. Vera glædedes, men frygtede afskeden – tiden var knap. Naboen, Bimmers ejer, tilbød: – Lad hende blive hos mig. De har hinanden, og stedet er kendt, så vil hun ikke savne dig så meget… På afrejsedagen fulgte Vera Julia til naboen, “besøg hos Bimmer”. Om aftenen rejste familien mod København, videre til Aalborg, derefter til Aarhus. Efter ankomst og udpakning ringede Vera til naboen – og fik besked om det, hun frygtede mest. Om natten havde Julia gravet sig under hegnet. Da naboen om morgenen ledte, var kun Bimmer hjemme. Hun forstod, det var forgæves, og tog til Veras hjem. Hun fandt Julia – ved opgangen. Hunden genkendte hende, men knurrede og nægtede at gå. Naboerne samlede sig – alle vidste, familie 22 var rejst. Nu sad en hund der, fast i sit valg om at vente. Så længe, som nødvendigt. Nu holdt Vera kontakt med fru Olga fra lejlighed 23, der løbende opdaterede hende: – Der sidder jeres Julia ved opgangen – som en vagt! Ingen må komme nær! Jeg har talt med naboen fra sommerhuset – både lokket og givet pølse, men hun rykker sig ikke! Vera forsøgte at sende penge til fru Olga til foder, men hun nægtede: – Nej, Veras ven… Alle i gården fodrer hende! Hvilke penge? Vinteren kom. Beboerne lod Julia komme ind i opgangen for varme. Hun gik op til tredje sal, til lejlighed 22, og lagde sig på måtten foran døren. Hun forstod, de var væk, og ventede blot på næste glimt af varme – så gik hun ud igen for at fortsætte sin tavse vagt. Vera ringede også til pigerne fra boghandlen – de kom et par gange og besøgte hendes gamle ven. Julia tog glædeligt imod dem, men nægtede at forlade opgangen. Veras hjerte blødte: hun ville gøre alt for at komme hjem, men omstændighederne – også økonomien – holdt hende i Østjylland. Tiderne var trange for alle. Hun kom først hjem igen i juni. Da hun nærmede sig opgangen, så hun Julia, siddende spændt. Hendes krop rystede let – hun havde genkendt Vera, men turde ikke tro på sin lykke. Så kom tårerne og omfavnelsen, og det føltes som et mirakel. Vera mærkede hjertet slå af glæde, og det samme gjaldt Julia. Sommeren fløj afsted. I august kom forældrene – faren havde ferie, men i september skulle han igen på job, nu i Nordjylland. Vera bad sine forældre tage Julia med. Moren så spørgende på faren, han svarede ikke, rynkede panden og sukkede. Turen ville blive lang og svær, især for en hund, der knapt kendte transport og byliv. Man kunne mærke spændingen. Julia var urolig og holdt sig tæt til Vera. En dag sagde faren: – Pak sammen, du og Julia. Vi skal lave hendes papirer. Uden vacciner må hun hverken med tog eller fly. Byens dyrlæge lavede pas og vaccinemærkning for et par bøtter hjemmelavet syltetøj. Der var ikke tid til officielle procedurer. Om aftenen syede faren en mundkurv til Julia – dengang var det svært at skaffe hundeudstyr. Julia, der aldrig havde båret sådan noget før, sad gemytligt og lod sig måle, som om hun forstod situationens alvor og strålede af stolthed og glæde. – Nu kører du med os, sagde faren, da han afsluttede. – Bare du ikke svigter os, Julia… Og Julia svigtede aldrig. Familien fortrød aldrig valget. De kørte med tog, tog i lufthavne, fløj med militærfly på tværs af Nordjylland, til Læsø og Anholt. Et år senere kom de hjem. Julia levede tretten lyse, gode og ægte lykkelige år sammen med familien – og var lige trofast over for Vera, uanset hvor livet førte dem.

Sofie sad udenfor opgangen. Alle naboerne vidste, at familien fra lejlighed nr. 22 var rejst væk for længe, og nu boede der en hund i gården, der tydeligvis ventede på deres hjemkomst

Det hele skete i begyndelsen af 1990erne i en lille provinsby i Jylland. En tidlig junimorgen lød der pludselig høje bremser foran den lokale boghandel. Butikkens ekspedienter stormede ud, men gaden virkede næsten tom.

Tæt ved fortovet lå en hund. Den klynkede svagt og forsøgte at rejse sig, men bagbenene nægtede at lyde.

Den modigste af pigerne, Mette, gik straks hen til dyret. Hun talte blidt til det og rørte forsigtigt ved hovedet og ryggen for at finde ud af, hvad der var sket.

Hvordan ser det ud, Mette?
Mette tøvede ikke, mens de andre Kirstine og butikschefen Birgitte blev stående lidt længere væk. De følte sig urolige for at se noget forfærdeligt. Der var ingen synlige sår, men de slappe bagben afslørede en alvorlig skade.

Skal vi ikke flytte den ind i baglokalet? sagde Mette. Måske får den det bedre. Den kan ikke blive herude.
Kirstine sendte Birgitte et spørgende blik, og efter lidt betænkningstid nikkede Birgitte:

Godt, vi finder et tæppe Kan du selv bære den?
Jeg klarer det, svarede Mette, mens hun fandt det bedste greb.

Hunden var en pjusket lille blanding med noget spidshund over sig. Tynd, snavset og uden halsbånd den lignede en vaskeægte gadehund.

Hele dagen lå hunden stille i baglokalet. Henad aftenen kom den så småt til sig selv, drak lidt vand og spiste lidt mad, uden at rejse sig. Bevæge sig kunne den stadig ikke.

Næste dag overtalte Mette sin far til at hente hende og køre hunden til den lokale dyrlæge i frokostpausen.

Byens eneste dyreklinik havde sparsomt udstyr, slet ingen røntgen, og dyrlægen kunne kun sige:

Måske bliver den bedre med tiden Den er ung og stærk. Med god pleje kan den leve, men at kunne gå normalt, det er nok usandsynligt.

Hele turen hjem sagde de ikke et ord. Mette sad og holdt om hunden, og far kiggede af og til tilbage med et suk. Om aftenen over middagsbordet sagde han:

Mette, du må prøve ikke at knytte dig for meget til den. Tag heller ikke hunden til dig vi flytter jo til Sjælland til efteråret.
Jeg ved det godt, far, svarede Mette stille.

Hunden fik navnet Frida. Hun blev boende i boghandelens baglokale. I begyndelsen kunne hun knap rejse sig, men senere begyndte hun at kravle ud i gården bagbenene slæbte efter hende.

Hvad skal vi gøre med hende? Hun vil ikke klare sig ude, og ingen tør tage hende med hjem sagde ekspedienterne. Godt, at Birgitte tillader hun er her.

Frida virkede ikke til at lide synderligt under sin skavank. Langsomt undersøgte hun hele gården, snusede til alt og vendte tilbage til sin plads.

I weekenderne tog pigerne hende hjem på skift. Kun Mette undlod, for om nogle måneder ventede flytning til Sjælland på grund af farens arbejde. Han havde ret jo mere hun faldt for Frida, desto sværere blev det.

Men Mette vidste, at hun allerede var knyttet. Lige fra første øjeblik hun så ind i hundens øjne på vejen. Og Frida så på Mette med den der varme, trofaste blik.

En weekend blev alligevel Mettes tur til at tage hunden hjem de andre havde ikke mulighed.

Det er kun denne ene gang! sagde hun, da far så strengt på hende. Alle skal til familieudflugter og sommerfester
Vi skulle jo egentlig til sommerhus, lød det fra mor ude fra køkkenet.

Frida begav sig straks ud til mor. Det var, som om hun forstod, at det var moren der skulle overtales. Med de slæbende bagben og det sørgmodige blik fik Frida hurtigt mors medfølelse.

Åh, stakkels hund Er du sulten? Mette, får hun ikke nok i butikken? Nuvel, vi tager dig med til sommerhuset. Far vil grille det vil du nyde!

Mette sendte sin far et sigende blik, men han rystede bare på hovedet.

I sommerhuset blomstrede Frida op. Hun fik smagsprøver fra grillen og blev venner med nabohunden Anton, som straks tog imod hende som gammel ven. Da de kom hjem næste dag, lagde Frida sig ved Mettes seng, som om hun altid havde boet der.

Da hun blev bragt tilbage til boghandlen om morgenen, blev det et chok for Frida. Hele dagen var hun urolig, og da hun kom ud i gården ved frokosttid, forsvandt hun bare.

Ekspedienterne kaldte på hende, ledte, men Frida kom ikke tilbage ved lukketid.

Mette var ude af sig selv. Hun gik hjem og kaldte på hunden hvert eneste skridt:

Frida! Frida, hvor er du? Kom frem

Og så fandt hun hende lige ved sin egen opgang, næsten livløs. Det var tydeligt, at det havde kostet hende meget at komme derhen. Men da hun så Mette, blev hun ellevild: hylede, slikkede hendes hænder, og snoede sig, som om hun havde fået halen tilbage.

Det gav ikke længere mening at føre hende tilbage til butikken hjemvejen kendte hun nu. Og Mette kunne ikke mere holde hende indespærret der.

Hvad så nu? spurgte far, mens han betragtede den glade Frida ved Mettes fødder.
Jeg vil prøve at gøre hende rask, far. Hjælper du mig?

Om en uge havde Mette ferie, og hun havde besluttet at sige farvel til jobbet. De sidste to måneder inden flytningen ville hun bruge på Frida.

Far kørte dem flere gange til regionshospitalet, hvor der var rigtige dyrlæger og røntgen. De lovede ikke mirakler, men ville gerne operere der var altså en chance.

Mette og Frida flyttede ud i sommerhuset, hvor Mette plejede hende hver eneste minut medicin, massage og ben-øvelser. Frida skulle lære at gå forfra.

Det gik tilsyneladende langsomt, men Mettes forældre, som tit kom ud for at se til dem, lagde mærke til små fremskridt: Bagbenene blev ikke slæbt længere, selv om de stadig skred ud.

En måned senere fulgte Frida allerede Anton over stok og sten, og efter to blev der kun en smule halthed tilbage.

Mette glædede sig på Fridas vegne, men frygten for adskillelsen voksede. Tiden var ved at rinde ud.

Nabokonen, Antons ejer, tilbød:

Du kan godt lade hende blive her. Anton får også mere selskab, og så savner hun måske mindre.

På afrejsedagen fulgte Mette Frida over til naboen på besøg hos Anton. Om aftenen sad familien allerede i toget mod København. Derefter flyveturen til Aalborg og til sidst til Randers.

Da de nåede frem og havde pakket ud, ringede Mette straks til naboen. Hun fik nu at høre det, hun havde frygtet.

Om natten havde Frida fornemmet uroen og gravet sig ud under hegnet. Om morgenen sad kun Anton i gården. Naboen vidste godt, hvad det var hun satte sig i bilen og kørte til Mettes opgang.

Og der fandt hun Frida foran indgangen. Frida genkendte hende, men knurrede svagt, så ingen skulle tage hende væk igen. På larmen samledes naboerne. Alle vidste familien fra lejlighed 22 var væk for længe, og nu ventede der en hund foran opgangen, som ikke ville gå.

Så længe det skulle være.

Nu kontaktede Mette en anden nabo, Olga fra lejlighed 23. Olga holdt hende underrettet:

Din Frida sidder vagt ved døren! Hun slipper ingen tæt på. Jeg har talt med din gamle nabo hun har prøvet at lokke med pølse, men uden held.

Mette ville sende penge til Olga til hundefoder, men hun sagde bestemt fra:

Nej, Mette Hele opgangen giver hende mad! Vi har da ikke brug for penge

Efterhånden blev det vinter. Beboerne, ikke mindst Olga, lukke ofte Frida ind i opgangen, så hun kunne få varme. Frida gik op til tredje sal, hvor lejlighed 22 lå, og lagde sig foran den lukkede dør. Hun forstod godt, familien var væk, og gik ud i kulden igen, når hun havde fået varmen hendes vagt var vigtigere.

Mette talte af og til med pigerne fra boghandlen, som også besøgte Frida. Hunden blev glad for gæsterne, tog imod godbidder, men nægtede at gå med dem.

Mette rev sig selv i hjertet; hun ville helst rejse tilbage øjeblikkeligt, men omstændighederne og økonomien bandt hende til Sjælland. I starten af 90erne var livet hårdt, og folk måtte klare sig med lidt.

Hun kunne først vende hjem igen i juni. Da hun nærmede sig opgangen, så hun Frida sidde der opmærksom, med ørerne oppe. Men hun rystede, og det var tydeligt, at hun genkendte sin ejer, men turde ikke tro på sit held endnu.

De næste timer blev fyldt af glædestårer og omfavnelser, som føltes som et mirakel. Mette følte, at hjertet kunne sprænge af lykke og det så ud til, at Frida følte det samme.

Sommeren gled hurtigt forbi. I august kom forældrene far havde en måneds ferie, men i september skulle han igen ud i langvarig tjeneste. Mette prøvede at overtale dem til at tage Frida med. Mor så spørgende på far, der blev tavs og bekymret. Turen var lang og besværlig for mennesker hvordan skulle det gå en hund, der aldrig havde prøvet nævneværdig transport?

Der var spænding i luften. Frida mærkede stemningen og holdt sig tæt til Mette. Og en morgen sagde far pludselig:

I må begge to tage afsted vi kører til dyrlægen nu. Uden vaccinationer kommer Frida ikke med hverken tog eller fly.

Den lokale dyrlæge ordnede papirerne for Frida mod et par glas syltede agurker og lavede de nødvendige stempler om vacciner. Der var ikke tid til den rigtige proces.

Om aftenen syede far en mundkurv til Frida det var svært at skaffe. Frida, som aldrig havde båret sådan noget, sad roligt, som om hun forstod vigtigheden, og var både stolt og glad.

Sådan, nu skal du med os, sagde far med et smil. Du må ikke svigte os, Frida.

Og Frida svigtede ikke. Familien fortrød aldrig beslutningen. De begyndte med togrejse, fulgte med til lufthavne, skiftede fly og tog hende også med på militærfly rundt på Sjælland og videre til Lolland og Bornholm. Et år senere vendte de hjem.

Frida fik tretten vidunderlige år hos familien, og hun forblev trofast fulgte Mette, hvorend hun gik.

Frida lærte dem alle én ting: Sandt venskab og loyalitet bryder alle barrierer, og både dyr og mennesker kan holde fast, lige meget hvor langt livet tager dem. Hjertets hjem er ikke et sted, men de personer, vi elsker.

Rating
Mirabile dictu
Julia ventede ved opgangen. Alle naboerne vidste, at familien fra lejlighed 22 var rejst væk i lang tid, og nu havde en hund slået sig ned i gården, fast besluttet på at vente på dem… Det begyndte i starten af 90’erne i en lille dansk provinsby. En tidlig junimorgen lød der pludselig et kraftigt hvin af bremser foran boghandlen. De kvindelige ekspedienter løb straks ud, men gaden lå næsten øde hen… Helt ude ved kanten lå en hund. Den peb og prøvede forgæves at rejse sig, men bagbenene adlød slet ikke. Den modigste af pigerne, Vera, styrtede straks hen til dyret. Hun talte blidt til den og rørte forsigtigt ved snude og ryg for at forstå, hvad der var sket. – Hvordan ser det ud, Vera? Natasha og butikschefen, fru Ellen, stod lidt på afstand, bange for at se noget forfærdeligt, selvom hundens ydre virkede uskadt. Men hos den trækkende bagkrop anede de alvorlig skade. – Lad os prøve at flytte hende ud bagved, sagde Vera. – Måske kommer hun til hægterne. Vi kan ikke lade hende være herude. Natasha så spørgende på fru Ellen, der tøvende svarede: – Okay, vi finder et tæppe… Kan du bære hende? – Det kan jeg, sagde Vera og greb forsigtigt fat. Hunden var en skønsom blanding med noget husky-lignende over sig, mager og beskidt, uden halsbånd – givetvis gadehund. Hele dagen lå hun i baglokalet, og henad aftenen, en smule ved siden af sig selv, drak og spiste hun, uden at løfte sig. Hun kunne ikke gå. Næste dag fik Vera overtalt sin far til at hente dem i frokostpausen og køre til byens lille dyrlægeklinik, der knapt havde udstyr – end ikke røntgen. Dyrlægen rystede på hovedet: – Måske kommer hun sig med tiden… Hun er ung og stærk. Med god pasning kan hun leve, sagde han alvorligt. – Men at gå… det ser meget mørkt ud. På vej hjem sagde ingen noget. Vera sad bagtil og holdt om hunden, mens faren sukkede i spejlet. Ved aftensmaden sagde han: – Vero, du må prøve ikke at knytte dig. Lad være med at tage hende til dig. Vi flytter jo til Jylland om efteråret. – Det ved jeg godt, far, svarede hun stille. Hunden fik navnet Julia, og blev boende i baglokalet hos boghandlen. De første to uger rejste hun sig næsten ikke, men begyndte snart at slæbe sig ud i gården – bagbenene dinglede slapt. – Hvad skal vi stille op? Hun vil gå til ude, men ingen vil tage hende hjem… diskuterede damerne. – Det er godt, Ellen lader hende være her. Julia virkede ikke plaget af sin tilstand. Hun undersøgte langsomt gården, snusede og vendte hjem til sit tæppe. I weekenderne skiftedes pigerne til at tage hende med hjem. Ingen fik dog mere end en weekend – Vera afslog, fordi hun snart skulle flytte til Østjylland med familien grundet fars job. Hun vidste, tilknytning ville gøre afskeden værre. Men hun havde allerede knyttet sig – fra første blik, mødt på vejen. Julia kiggede på hende med varme, loyalitet. En weekend blev det alligevel nødvendigt, for de andre kunne ikke. – Kun denne ene gang! Undskyldte Vera til faderens strenge blik. Moren sagde fra køkkenet: – Vi havde da også planer om at tage i sommerhus… Julia strøg straks derud. Som om hun forstod, at moren var vigtigste person at vinde. De slæbende bagben vækkede medlidenhed, og da hun lagde hovedet på skrå og så længselsfuldt på moren, gik der et øjeblik, før moren udbrød: – Stakkels hund… Er hun sulten? Får hun overhovedet mad hos jer? Det ordner vi, tager hende med i sommerhus. Far har planlagt grill – du skal nok synes om det… Vera så meningsfuldt på sin far, men han rystede kun på hovedet. I sommerhuset var Julia lykkelig, legede med naboens hund Bimmer, blev straks accepteret. Dagen efter, tilbage i lejligheden, lagde hun sig foran Veras seng som om hun altid havde boet der. Så blev returen til boghandlen et chok. Hele dagen var hun urolig, og forsvandt, da hun kom ud i gården. Damerne ledte og kaldte, men Julia dukkede ikke op ved lukketid. Vera var fortvivlet. Hun kaldte på hvert trin på vej hjem. – Julia! Hvor er du? Kom hjem… Julia fandt hende – ved opgangen, næsten livløs. Rejsen havde tynget hende, men glæden ved gensynet fik hende til at vrimle, gø og slikke Veras hænder. Der var ikke længere mening i at bringe hende tilbage til boghandlen – hun kendte vejen hjem. Vera kunne ikke længere lukke hende inde. – Hvad gør vi nu? spurgte faren, da Julia lå lykkelig ved datterens fødder. – Jeg vil forsøge at gøre hende rask, far. Og du må hjælpe mig. Nu begyndte Veras sommerferie, og hun sagde op. De sidste to en halv måned før flytningen ville hun vie Julia al sin tid. Faren kørte dem flere gange til større dyreklinik med røntgen. Lægerne lovede intet, men forsøgte operation – altså var der et håb. Vera tog med Julia til sommerhuset. Hun plejede hende konstant: medicin, massage, træning. Hunden lærte at gå igen. Først troede de, det var forgæves, men gradvist så forældrene små fremskridt: benene slæbte ikke helt livløst, om end de skred. Efter en måned løb Julia efter Bimmer, omend klodset, og efter endnu en måned var hun kun let haltende. Vera glædedes, men frygtede afskeden – tiden var knap. Naboen, Bimmers ejer, tilbød: – Lad hende blive hos mig. De har hinanden, og stedet er kendt, så vil hun ikke savne dig så meget… På afrejsedagen fulgte Vera Julia til naboen, “besøg hos Bimmer”. Om aftenen rejste familien mod København, videre til Aalborg, derefter til Aarhus. Efter ankomst og udpakning ringede Vera til naboen – og fik besked om det, hun frygtede mest. Om natten havde Julia gravet sig under hegnet. Da naboen om morgenen ledte, var kun Bimmer hjemme. Hun forstod, det var forgæves, og tog til Veras hjem. Hun fandt Julia – ved opgangen. Hunden genkendte hende, men knurrede og nægtede at gå. Naboerne samlede sig – alle vidste, familie 22 var rejst. Nu sad en hund der, fast i sit valg om at vente. Så længe, som nødvendigt. Nu holdt Vera kontakt med fru Olga fra lejlighed 23, der løbende opdaterede hende: – Der sidder jeres Julia ved opgangen – som en vagt! Ingen må komme nær! Jeg har talt med naboen fra sommerhuset – både lokket og givet pølse, men hun rykker sig ikke! Vera forsøgte at sende penge til fru Olga til foder, men hun nægtede: – Nej, Veras ven… Alle i gården fodrer hende! Hvilke penge? Vinteren kom. Beboerne lod Julia komme ind i opgangen for varme. Hun gik op til tredje sal, til lejlighed 22, og lagde sig på måtten foran døren. Hun forstod, de var væk, og ventede blot på næste glimt af varme – så gik hun ud igen for at fortsætte sin tavse vagt. Vera ringede også til pigerne fra boghandlen – de kom et par gange og besøgte hendes gamle ven. Julia tog glædeligt imod dem, men nægtede at forlade opgangen. Veras hjerte blødte: hun ville gøre alt for at komme hjem, men omstændighederne – også økonomien – holdt hende i Østjylland. Tiderne var trange for alle. Hun kom først hjem igen i juni. Da hun nærmede sig opgangen, så hun Julia, siddende spændt. Hendes krop rystede let – hun havde genkendt Vera, men turde ikke tro på sin lykke. Så kom tårerne og omfavnelsen, og det føltes som et mirakel. Vera mærkede hjertet slå af glæde, og det samme gjaldt Julia. Sommeren fløj afsted. I august kom forældrene – faren havde ferie, men i september skulle han igen på job, nu i Nordjylland. Vera bad sine forældre tage Julia med. Moren så spørgende på faren, han svarede ikke, rynkede panden og sukkede. Turen ville blive lang og svær, især for en hund, der knapt kendte transport og byliv. Man kunne mærke spændingen. Julia var urolig og holdt sig tæt til Vera. En dag sagde faren: – Pak sammen, du og Julia. Vi skal lave hendes papirer. Uden vacciner må hun hverken med tog eller fly. Byens dyrlæge lavede pas og vaccinemærkning for et par bøtter hjemmelavet syltetøj. Der var ikke tid til officielle procedurer. Om aftenen syede faren en mundkurv til Julia – dengang var det svært at skaffe hundeudstyr. Julia, der aldrig havde båret sådan noget før, sad gemytligt og lod sig måle, som om hun forstod situationens alvor og strålede af stolthed og glæde. – Nu kører du med os, sagde faren, da han afsluttede. – Bare du ikke svigter os, Julia… Og Julia svigtede aldrig. Familien fortrød aldrig valget. De kørte med tog, tog i lufthavne, fløj med militærfly på tværs af Nordjylland, til Læsø og Anholt. Et år senere kom de hjem. Julia levede tretten lyse, gode og ægte lykkelige år sammen med familien – og var lige trofast over for Vera, uanset hvor livet førte dem.