Julenat dækkede jeg bord til to, selvom jeg vidste, at jeg ville sidde alene. Jeg tog de to fine krystalglas ud af skabet og stillede dem forsigtigt på bordet, trådte et skridt tilbage. To sæt bestik. To tallerkener. To servietter — sirligt strøgne. Som om han når som helst ville træde ind og sige, nu er det tid til at sætte sig. At der er koldt udenfor. At julen ikke venter. Men han ville ikke komme. Han har været væk i et år nu. Telefonen var tavs. Min datter ville ikke komme. Børnebørnene ville ikke ringe. Jeg lod hånden glide hen over den hvide dug med de broderede blomster. Jeg syede den selv som ung. Han elskede den. Sagde, den mindede ham om mine øjne fra dengang. For første gang den dag smilede jeg. Jeg lavede hans livretter. Ikke fordi nogen ville komme. Men fordi sådan har jeg levet altid. Fordi mit hjerte endnu ikke kan acceptere, at den plads overfor mig altid vil stå tom. Jeg satte mig og så på bordet. Det var smukt. Ligesom det altid var til jul. Jeg tænkte på vores sidste jul sammen. Han var svag, men satte sig overfor mig, smilede og bad mig love aldrig at lukke mig inde, når han ikke længere var her. At leve. Ikke give op. Det lovede jeg. Uret tikkede. Udenfor lyste julelys, folk lo, børn løb gennem sneen. Der var fest et sted. Bare ikke i dette stille rum. Sent om aftenen ringede telefonen endelig. En kort samtale. En munter juletone. Hurtigt videre. Uden spørgsmål. Uden tid. Så blev der igen stille. Jeg tog glasset fra pladsen overfor, løftede det forsigtigt og hviskede tak — for årene, for kærligheden, for at have været nogens. Derefter begyndte jeg at rydde af bordet. Langsomt. Roligt. Som når man pakker noget væk, man ved ikke vender tilbage. Jeg sad i mørket ved vinduet. Julen fortsatte udenfor. Indenfor blev kun mindet tilbage. Bordet til to var dækket. Men den ene stol stod tom. Har du prøvet at dække et bord til én der ikke længere er her — ikke fordi du tror de kommer, men fordi dit hjerte ikke er klar til at give slip?

Juleaften dækkede jeg bordet til to, selvom jeg godt vidste, at jeg ville sidde alene.
Jeg fandt de fine krystalglas frem fra skabet. Placerede dem forsigtigt på dugen og trådte et skridt tilbage.
To sæt bestik.
To tallerkener.
To servietter, strøget, så de knitrede.
Det var næsten, som om han kunne komme ind ad døren hvert øjeblik og sige, at nu skulle vi sætte os. At det var koldt udenfor. At julen ikke kan vente.
Men han ville ikke komme ind.
Han har været væk i et år nu.
Telefonen var tavs.
Min datter ville heller ikke komme.
Barnebørnene ville ikke ringe.
Jeg lod hånden glide henover den hvide dug med broderede blomster. Jeg syede den selv, dengang jeg var ung. Han holdt meget af den. Sagde altid, at den mindede ham om mine øjne fra dengang.
Jeg smilede kortvarigt for første gang i dag.
Jeg lavede hans livretter. Ikke fordi nogen ville komme. Men fordi sådan har jeg altid gjort. Hjertet forstår stadig ikke, at stolen overfor min er og bliver tom.
Jeg satte mig og betragtede bordet. Det var smukt. Ligesom det altid har været til jul.
Erindringerne fra vores sidste jul sammen dukkede op. Han var svag, men satte sig overfor mig, smilede og bad mig love, at jeg ikke ville lukke mig inde, når han først var væk. At jeg skulle leve videre. Ikke give op.
Jeg lovede ham det dengang.
Uret tikkede. Udenfor glimtede lyskæder, folk lo, børn løb gennem sneen. Et sted fejrede de jul. Bare ikke i denne stille stue.
Sent på aftenen ringede telefonen endelig. En kort samtale. En julehilsen. Hurtigt. Uden spørgsmål. Uden tid.
Så blev der stille igen.
Jeg tog glasset fra pladset overfor, løftede det let og hviskede en tak for årene, for kærligheden, for at jeg havde hørt til.
Bagefter begyndte jeg langsomt at rydde op. Med ro. Som man rydder op i noget, man ved aldrig bliver det samme igen.
Jeg satte mig ved vinduet i mørket. Udenfor fortsatte julen. Herinde blev kun minderne tilbage.
Bordet til to var dækket.
Men den ene plads forblev tom.
Mon du har prøvet at gøre klar til en, der ikke længere er her ikke fordi du venter, men fordi hjertet ikke vil give slip?