Juleafsked og et nytårsmirakel
I køkkenet duftede der af ovnstegt flæsk med kartofler, og lysene på bordet dansede med varmt skær, mens Freja rettede på dugen og ventede utålmodigt på sin mand. Hun havde lagt ekstra kræfter i aftenen – nytåret stod for døren, og hun ønskede, det skulle blive specielt. Men Janus var forsinket – hele to timer. Maden var kold, og endnu mere frøs hendes hjerte lidt til. Da han endelig åbnede døren, løb hun ham alligevel glad i møde – for han var jo hjemme.
De satte sig tavse ved bordet. Freja smilede forventningsfuldt, mens Janus rodede distræt med sin gaffel. Pludselig lagde han den fra sig og sagde, uden at møde hendes blik:
“Flæsket er sejt igen. Og egentlig… Jeg går. Der er en anden. Og det har der været længe. Jeg elsker dig ikke, forstår du det? Måske har jeg aldrig gjort det. Jeg ved ikke, hvorfor vi giftede os.”
Ordene ramte som slag. Freja kunne ikke få en lyd over læberne, stivnede med en bid af det samme flæsk i munden. Syv års ægteskab – og så blev det altsammen strøget ud med én aftensmad.
“Hvad med mig, Janus?” hviskede hun. “Hvad skal jeg gøre nu?”
“Lev. Du er ung, du finder en anden. Vi har ingen børn – så intet holder dig tilbage. Men Lise, som jeg skal til, er fantastisk. Ældre end mig, med en datter, som jeg elsker som min egen. Hun kalder mig far. Og hun kan i øvrigt lave mad bedre…”
Han sagde det roligt, som om han talte om ferieplaner. Lejligheden kunne hun beholde – han var jo ikke et totalt røvhul. Bilen tog han, for den var hans. Alt var fair. Han tilføjede endda:
“Godt nytår, Freja. Må det nye år bringe dig lykke.”
Med de ord gik han, efterlod kun duften af hans yndlingsparfume – og stilheden.
Lise… Pigen, der kaldte ham far… Gud, hvor gjorde det ondt.
Freja sank sammen i lænestolen og stirrede intetsteds hen. På armlænet lå hans t-shirt. Den samme, han altid sov i. Hun holdt den op til ansigtet og begyndte at græde. Stille, hjerteskærende, som man græder, når ikke kun kærlighed, men et helt liv, falder fra hinanden.
Men morgnen bragte beslutsomhed. T-shirten rykkede i skraldespanden. Hun tørrede tårerne, rejste sig og hviskede: “Nok. Jeg lader mig ikke knække.”
Firmajulefrokosten sprang hun over – hun var ikke i humør til fest. Kollegerne syntes synd i hende, især bogholderen Mette, som hun dumt nok havde fortalt alt til. Medlidenhed var værre end smerten.
Da hendes mor hørte det, sukkede hun bare:
“Måske kommer han tilbage? Tilgiv ham, Freja, sådan kan det gå…”
“Jeg vil ikke, mor. Han elskede mig ikke. Og jeg… Jeg vidste nok ikke, hvad kærlighed var.”
“Kom hjem til os i julen…”
“Nej. Jeg vil være alene. Vænne mig til det.”
Den 31. december købte Freja mandariner, salater, champagne og en dåse kaviar. Hun pyntede vinduet med lys, som hun plejede. Og pludselig huskede hun en gammel barndomsskik – at skrive et ønske på et stykke papir.
“Jeg vil møde min sjæleven og blive lykkelig,” skrev hun, foldede papiret og lagde det under hovedpuden.
Hun følte sig lidt bedre til mode. Da nytårstimen slog, gik hun ud på altanen og sagde med en anelse ironi, mens hun så op mod himlen:
“Nå, hvor er du så, min sjæleven? Du må ikke bebrejde mig flæsket eller gå til Lise! Bare kom.”
“Hvad slags musik kan du lide?” lød en mandsstemme nedenunder.
“Hvad? Hvem er det?” spurgte Freja forvirret.
“Kristian. Jeg bor en etage under. Jeg hørte det tilfældigt… Undskyld…”
“Jeg kan lide klassisk. Og opera.”
“Perfekt. Jeg sidder ikke foran computeren om aftenen, og jeg har ingen Lise. Jeg er også alene… Lige blevet skilt.”
“Kristian… Meget behageligt. Ved du hvad? Kom op. Vi hører noget musik.”
“Lige om lidt! Jeg henter bare en krukke syltetøj og champagne!”
De fejrede nytåret sammen. Dansede, snakkede, lo og spiste mandariner. Freja kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde grinet så ægte. Det var en magisk aften.
Og så fulgte dates, skøjter, cafébesøg og lange samtaler. Kristian var en oprigtig, jordnær mand. Hun forelskede sig mere for hver dag.
Da skilsmissen skulle underskrives, kom Freja i en hvid bluse og med et smil. Janus så chokeret ud:
“Er du… Er du lykkelig?”
“Ja. Og jeg er taknemmelig. For friheden. Jeg tror endelig, jeg har fundet min sjæleven.”
Og hun gik, uden at se sig tilbage. For første gang rigtig glad.
Nogen gange skal man bare møde nytåret med åbent hjerte for at begynde at leve.
