Juleaften dækkede jeg op til to, selvom jeg godt vidste, jeg kom til at sidde alene. Jeg fandt de fine, gamle krystalglas frem fra vitrineskabet, satte dem forsigtigt på bordet og trådte et skridt tilbage.
To sæt bestik.
To tallerkener.
To knitrende, nystivede servietter.
Det var næsten som om, han kunne komme ind ad døren hvert øjeblik og sige, nu var det vist på tide at sætte sig. Udenfor var det bidende koldt, og vi vidste jo begge, at julen kommer, uanset om vi er klar eller ej.
Men han kom ikke.
Det havde han ikke gjort i et år nu.
Telefonen lå tavs.
Min datter Freja kom heller ikke.
Barnebørnene ringede ikke engang for at sige glædelig jul.
Jeg lod hånden glide hen over den hvide dug med broderede margueritter den havde jeg selv syet for mange år siden. Han elskede den, sagde den mindede ham om mine øjne dengang.
Kort smilede jeg, for første gang hele dagen.
Jeg havde lavet hans livretter. Ikke for nogen skulle komme, men fordi jeg nu engang altid har gjort sådan. Og fordi mit hjerte stadig ikke vil forstå, at pladsen overfor mig forbliver tom.
Jeg satte mig og kiggede på bordet. Det lignede sig selv smukt pyntet, som det altid har været juleaften.
Så tænkte jeg på vores sidste jul sammen. Han var svækket, men han satte sig alligevel overfor mig, smilede lidt skævt og bad mig love, jeg ikke ville lukke mig inde i mig selv, når han engang ikke var her mere. At jeg skulle leve videre. Ikke give op.
Det lovede jeg ham.
Uret tikkede i stuen. Udenfor lyste julelysene, folk lo, børn løb hvinegnende hen over fortovet dækket af slud og sne. Festen var i gang derude, men herinde kun stilhed.
Sent om aftenen ringede telefonen endelig. Et hurtigt opkald. Høflig, men travl stemme i røret. Ingen spørgsmål, ikke tid til mere.
Så blev der stille igen.
Jeg tog glasset foran den tomme stol, løftede det sagte og hviskede et lille tak for alle årene, kærligheden og det at have været nogens.
Så begyndte jeg at rydde af bordet. Langsomt, roligt. Som man gør, når man ved, at netop denne stund ikke kommer igen.
Til sidst satte jeg mig ved vinduet, der var mørkt udenfor. Julen rullede videre i København, men herinde var kun erindringen tilbage.
Bordet var dækket til to.
Men kun min stol var besat.
Kender du det at dække op og gøre klar til én, som ikke længere kommer? Ikke fordi du tror, de vil træde ind, men fordi hjertet nægter at give slip.
