Jonas, hører du egentlig dig selv? Skal jeg virkelig gå rundt gravid som fyrreårig bare for at rette op på dine ungdomssynder?
Og hvorfor skulle jeg pludselig bøde for, at du hellere ville stå nede i værkstedet end være sammen med din egen søn? spurgte Kirstine med oprigtig undren i stemmen.
Kirstine, hold nu op! pressede Jonas på. Jeg var dum, jeg vidste ikke hvad jeg havde. Jeg forstod ikke, hvad jeg var ved at miste. Men nu er det for sent, Emil regner mig jo slet ikke for sin far længere!
Og har han ikke også ret i det? Kirstine smilede bittert. Sytten år har han boet sammen med en værelseskammerat, ikke en far. Tænkte du virkelig, at et barn kunne tændes og slukkes som en fjernbetjening, efter dit humør til at lege far?
Jonas blev mørk i blikket, hans irritation var tydelig. Den samme, Kirstine altid så, når snakken faldt på forældreansvar.
Kirstine, lad det nu ligge! Det er fortid. Giv mig bare én chance mere, insisterede han.
Så du igen kan lege far i et par uger og derefter lade alt hvile på mig? Skal endnu et barn vokse op uden far? Kirstine korsede armene over brystet. Nej tak, én gang var rigeligt! Jonas, det diskuterer vi slet ikke.
Mandens ansigt fortrak sig i sårende vrede. Han fandt ikke på noget at sige, så han pustede irriteret og stak næsen i sin mobil.
Der var ikke mere at sige. I hvert fald ikke lige nu. Men løsningen var langt fra fundet. Kirstine sad tilbage med en knugende følelse i maven. Hun var ikke kun vred over Jonas urimelige krav det gjorde ondt på hende for Emils skyld.
Kirstine var kun treogtyve, da Emil kom til verden. Hun husker stadig, hvordan hun stod udenfor barselshotellet: udmattet men lykkelig, med det lille svøb i armene.
Jonas sværmede om hende, som en havørn over sit bytte, konstant i nærheden. Han strålede af lykke, rettede dynen, kyssede Kirstine i panden og løftede forsigtigt sønnen op.
Han ligner mig! Se den lille hage, præcis som min, sagde han stolt med lys i øjnene. Nu er jeg far, Kirstine!
Jeg begynder først selv at forstå det nu. Jeg vil gøre alt for ham sammen med ham! Vi skal gå ture, jeg skal skifte ble, lære ham fodbold, jeg skal nok være verdens bedste far, bare vent og se!
Kirstine så på ham med samme glød i blikket. Hun troede på hvert ord. Hun drømte om en perfekt familie, i kærlighed, varme og fælles glæder.
Men virkeligheden kom snart kold og ubarmhjertig…
… Dyb nat. Med mørke rande under øjnene trampede Kirstine rundt i lejligheden med den skrigende baby i armene, for tredje gang den nat. Jonas vendte sig blot irriteret i sengen, trak dynen op over hovedet.
Kan du ikke snart få ham til at sove? hvislede han. Jeg skal jo tidligt på arbejde!
Kirstine gik så ind i stuen og græd i stilhed, udmattet og rådvild. Hun vuggede Emil til døde arme, blot for at give Jonas ro om natten.
Weekenderne. Hun, søvnløs efter en uge, spurgte forsigtigt:
Jonas, kan du ikke tage ham bare to timer ude i barnevognen? Jeg er helt færdig
Kirstine, lad os tage det lidt senere? Jeg skal hente en bil hos gutterne, de har brug for min hjælp.
Men jeg orker ikke mere
Kom nu, Kirstine, du er da den stærkeste jeg kender! Du klarer det! Så kommer jeg hjem og hjælper
Døren lukkede sig bag ham. Kirstine blev alene med sin styrke og den endeløse moderkærlighed og det blev aldrig til noget senere.
Tiden gik. Emil voksede. Kirstine forsøgte at skabe bånd mellem far og søn. En dag rakte hun den buttede lille dreng til Jonas, der sad fordybet i Superliga i sofaen.
Tag ham nu lidt, leg med ham, bad hun. Ikke for sin egen skyld, men for samværet.
Jonas tog Emil modvilligt, som om han havde fået stukket en underlig pakke i hænderne. Han holdt ham på strakte arme, så tvet kunne ses imellem dem. Et minut, halvandet så blev Emil sat på gulvet, Jonas vendte sig med det samme mod kampen.
Nu var Emil fem. Sad alene på gulvtæppet og byggede slotte af klodser. Jonas gik forbi uden at se. Emil kiggede ikke op engang. Han havde vænnet sig til en far, der aldrig rigtigt var til stede.
Jonas var ikke en dårlig mand. Han tjente penge, hjalp endda Kirstine med madlavning og oprydning.
Men han havde forpasset sin søns barndom. Var det så mærkeligt, at Emil som voksen slet ikke så Jonas som far?
Emil, hvordan går det så i skolen? begyndte Jonas en dag.
Tjah Fint nok, svarede Emil stakåndet.
Der er vel styr på karaktererne, ikke? Hvis du har brug for hjælp, så sig til. Jeg kan måske hjælpe med lektierne, det er vigtigt med skole!
Jeg vil jo ikke have, du ender som renovationsmand, vel?
Nej, far, det går helt fint, tak, svarede Emil og trak sig hurtigt ind på værelset.
Bare sig til, vi kan tage på fisketur i weekenden, hvis du har lyst! råbte Jonas.
Men svaret udeblev. Kun Kirstine vidste, at Emil i dag skulle til skolefest, at han havde inviteret den pige, han var lun på, som havde sagt nej. At fisketuren var ligegyldig.
Toget var kørt. Emil var ikke længere lillebror, der hungrede efter far. Barndommen, Jonas ville indhente, var forbi.
Da den erkendelse ramte ham, ville han begynde forfra have et barn mere. Kirstine, stadig mærket af utallige søvnløse nætter, sagde nej.
Snart begyndte snakken i familien.
Kirstine, jeg ved alt, Jonas har fortalt mig det. Lyt nu, barn tag ham tilbage, giv ham en chance mere. Han har ændret sig, han er blevet voksen! Giv ham nu det barn. Det er jo lykken at få lov igen!
Svigerinden blandede sig også.
Kirstine, hvis ikke du gør det, forlader han dig måske, sagde hun. Hans største drøm er en familie.
Siger du nej, så gør en anden det. Du har også selv noget ud af det i kan holde sammen, og du får tryghed når Emil snart er fløjet. Et barn til ville styrke jeres ægteskab.
Det var sværere at høre. Det føltes som om hendes liv og krop blev gjort til handelsvare.
Alle så hende kun som mor og kone, men ikke som den trætte kvinde, der engang havde været igennem det hele før og ikke var glemt hvor ensomt det var.
Desperat fik hun en skør ide, men beslutsom alligevel. Hun fandt i kælderen Emils gamle kasse med legetøj dér gemte sig en gammel, men stadig funktionsdygtig Tamagotchi.
Den lille elektroniske dims man skal fodre, trøste og nusse om. Da Jonas kom fra arbejde, rakte hun ham plastikægget med den bitte, grå skærm.
Hvad er det? spurgte han forbløffet.
Det er din prøveperiode. Prøv bare en tiendedel af det ansvar. Den skal passes døgnet rundt, fodres, rengøres, gives opmærksomhed.
Det er jo som en baby bare med knapper. Piver den? Så har du fejlet. Lever din Tamagotchi om et år, så overvejer jeg det igen.
Jonas grinede troede det var en joke. Men Kirstines blik lå fast. Grinet stivnede.
Mener du det? Vil du sammenligne sådan noget teknik med et barn?
Start med den. Kan du ikke holde liv i den, kan du ikke holde liv i et barn!
Jonas smilede overbærende det skulle da være nemt. Tamagotchien endte i lommen.
De første tre nætter vågnede han pligtskyldigt, fodrede og trykkede på knapperne. På femte nat var han sur, men gav ikke op. Efter en uge klagede han over træthed han var ubrugelig på jobbet.
På ottendedagen smed han Tamagotchien hårdt på spisebordet. På skærmen stod et kors død.
Glemte at fodre der var travlt på arbejdet, mumlede Jonas, undveg hendes blik.
De store skænderier stoppede herefter, men det løste intet. Stemningen var tung, bitter, men Jonas insisterede ikke mere.
Tre år gik. Livet valgte for dem. Emil, nu studerende på Aarhus Universitet, havde fundet en kæreste og snart kom glæden: barnet var på vej.
Jonas ændrede sig igen. Hans entusiasme kendte ingen grænser. Nu talte han om anden chance, denne gang som bedstefar.
Han købte barnevogn for dyre kroner, indkøbte sparkedragter og konstruktionslegetøj. Forsikrede gang på gang, at han skulle være verdens bedste morfar, hjælpe og gå ture.
Kirstine så på det hele med et skeptisk smil.
Og da barnebarnet kom, gentog historien sig. Første uger var Jonas fuld af engagement, gyngede, tog billeder. Men snart døde gløden ud.
Efter sit pres på familien flyttede de unge i egen lejlighed, og Jonas hjælp blev reduceret til velplanlagte weekendbesøg, hvor alt var velforberedt og barnet glad.
Græd barnebarnet, fandt Jonas altid på et ærinde: en opringning, en aftale, besøg på mors kolonihave.
Kirstine trådte til, så på sin søn og den udmattede kæreste, og vidste, hun havde handlet rigtigt.
Emil var vokset op til en betænksom, nærværende mand, der aldrig forlod sin kæreste alene. Og Jonas han forblev som altid: én der elskede tanken om at være forælder, men aldrig forstod meningen.
Hvad synes I om det? Gjorde Kirstine det rigtige? Del jeres tanker og giv et like!
