Jorden blev planeret ud. Jeg lavede blomsterbede til Anne-Mette. Byggede en pavillon. Huset bar også præg af en solid mandlig hånd. Nej, Anne-Mette havde valgt den rigtige mand. Helt sikkert. Samtidig tjente Egon også penge. Han gjorde altid sit bedste for at glæde Anne-Mette med små gaver.
Du elskede mig jo ikke. Du giftede dig med mig uden kærlighed. Nu forlader du mig, når jeg er blevet syg…
Jeg forlader dig ikke! sagde Anne-Mette og lagde armene om Egon. Du er den bedste mand! Jeg forlader dig aldrig…
Han kunne næsten ikke tro, det var rigtigt. Stemningen var dyster, også hos Egon…
Anne-Mette har været gift i femogtyve år, og hele tiden har hun stadig tiltrukket mænd. Allerede som ung var hun eftertragtet.
Ja, i grundskolen let blandt de mest populære piger. Men selvom Anne-Mette ikke var nogen klassisk skønhed.
Alligevel blev hun sammen med sin mand, selvom han indimellem var svær.
Hun blev hos Poul til det sidste. Deres datter, Freja, voksede op, blev gift og flyttede til Firenze sammen med sin mand. Nu sendte de smukke billeder og inviterede på besøg men Poul og Anne-Mette fik aldrig taget sig sammen til at rejse derned. Nu er Poul væk. Måske rejser Anne-Mette selv en dag. Men Poul ham ser hun aldrig igen.
Hendes mand blev dræbt i et dumt trafikuheld. Man sagde senere til Anne-Mette, at han sikkert havde fået et ildebefindende bag rattet. Hjertet spillede ham et puds, han mistede overblikket og kunne ikke kontrollere bilen.
Måske besvimede han? foreslog hun.
Det får vi aldrig at vide, sukkede veninden Lene, der er læge. Årsagen: Flere læsioner, uforenelige med liv.
Anne-Mette var chokeret. Heldigvis hjalp Lene med alt det praktiske.
Hun fandt alle detaljer gennem sine kontakter. Poul blev begravet, og Anne-Mette sad tilbage alene i det store hus, de havde bygget sammen.
For to var huset tilpas, især med gæster. For én for en kvinde alene er det både stort og tungt.
Et hjem er et hjem. Det kræver altså en mandlig hånd…
Freja kom hjem for at sige farvel til sin far. Hun talte med sin mor om at sælge huset, købe en lejlighed og måske flytte Anne-Mette til Firenze.
Nej, aldrig! udbrød Anne-Mette. Jeg har ikke knoklet hele livet for at sælge huset. Jeg skal ikke til jeres Italien jeg har set, hvad jeg skal der…
Mor!
Du er ikke meget for at flytte, Freja! grinede Anne-Mette gennem tårer. Jeg laver bare sjov.
Hvis du joker, så er det vel ikke så skidt igen.
Alt var tvetydigt. Som Poul også havde været. På den ene side omsorgsfuld og kærlig. På den anden side humørsyg og belastende, når det gik dårligt han kunne trække alt liv ud af Anne-Mette. Han undskyldte senere, og Anne-Mette var let at omgås hun hæftede sig ikke ved sådanne episoder. Sådan gik årene. Femogtyve! Forrykt…
Freja besøgte og tog hjem igen hendes mand havde travlt, og Freja skyndte sig tilbage for at passe på hjemmet. Anne-Mette var alene.
Men hun kendte sig selv det ville ikke vare ved.
Det gjorde det heller ikke. Efter seks måneders sorg tørrede hun øjnene og opdagede, at der allerede stod en lille flok bejlere klar udenfor.
Selv hendes mor havde undret sig over datteren: Hvad er det, de ser i dig? De falder over hinanden for din skyld! Du er jo ikke engang en skønhed… eller har jeg ikke forstået noget?
Du er sød, mor. Anne-Mette smilede og lagde læbestift. Skønhed betyder det ingenting. Det handler om charme og udstråling. Kvinder skal have noget helt særligt.
Ja, gå du bare, min pige, grinede moren. Ellers bliver kæresten træt af at vente og går sin vej.
Så kommer der bare en ny, Anne-Mette trak på skuldrene med et smil.
Nu er der gået næsten tredive år siden den samtale, og intet er ændret. Kvinder klager stadig over, at der ingen ledige mænd er, især ikke efter de fylder fyrre.
Anne-Mette forstår det ikke. Selv som 46-årig har hun nu hele to friere og begge er gode på hver deres måde.
Anne-Mette hælder til Jesper hun er draget mod Jesper både af udseende og samtale. Han er pæn, intelligent, spændende at snakke med, og hun kan gå i byen med ham uden at skamme sig.
Dog er Jesper først og fremmest en snakkemand. Anne-Mette elsker hans stemme, men med hendes modenhed ved hun: den type mand er ikke til hverdagen. Ikke til et stort hus, som hendes.
Den anden, Egon, er en solid mand. Han kan drikke rigeligt til fest, men han får tingene gjort, arbejder og ordner alt. En rigtig mand med hænderne skruet rigtigt på og et blødt, men stærkt sind.
Sådan en er rolig og venlig, men kan flytte bjerge for sin kone, hvis det er nødvendigt. Alligevel var det typisk, at Anne-Mette var mindre tiltrukket af Egon den underlige kvindelogik.
Han kom aldrig med flotte ord. Egon sagde ikke meget, når han var ædru. Fik han lidt indenbords, kunne han fortælle både historier og vittigheder og holde samtalen kørende.
At drikke kunne han men næste dag var han igen frisk, tog et koldt bad og så var det forfra. Ikke så mange ord, men handling. Så det blev ham, Anne-Mette valgte.
Jesper blev fornærmet hans søde ord førte ingen vegne og forsvandt.
Anne-Mette giftede sig med Egon han var lykkelig som et barn. Til brylluppet drak han lidt for meget, sang og dansede, til han faldt omkuld.
Du er da for vild, smilede Lene, der er ikke gået et år siden Poul døde, og nu gifter du dig igen. Ingenting har ændret sig: kvinder leder med lys og lygte efter en mand, og du skal bare træde uden for døren.
Du skal snart sige: “Hvad er det, de ser i dig? Du er jo ikke engang køn!”
Ej, jeg vil lade være. Men du har altid haft en speciel tiltrækningskraft, det er fakta.
Jeg aner ikke, hvad det er, Lene spørg min mor.
Anne-Mette blinkede til veninden og gik ned på dansegulvet, hvor hendes mand ventede. Hun dansede med Egon og spredte de sidste tvivl.
Nå ja, Egon er ikke noget sludrechatol. Men han er stærk, handy og egentlig også pæn. At han er stille det meste af tiden, er måske ikke så galt endda.
Havde jeg valgt Jesper? Man kan jo ikke leve af fine ord alene.
Efter nogle måneder forvandlede Egon Anne-Mettes grund til et eventyrligt haverum. Han fjernede overflødige træer, planlagde jorden, anlagde flotte blomsterbede og byggede en pavillon. Også huset bar tydeligt præg af en mandlig hånd.
Nej, Anne-Mette havde virkelig valgt rigtigt.
Og Egon tjente stadig penge og forsøgte altid at forkæle Anne-Mette med gaver.
Hun målte denne korte periode med familiehygge op imod de 25 år i sit første ægteskab hun fortrød ærligt talt, hun ikke havde mødt Egon tidligere. Sikke en mand!
Om sommeren grillede de om aftenen og spiste ude i den fine pavillon, hvor Egon havde lavet et flot træbord og bænke.
Anne-Mette, mæt af grillmad, sad og spandt som en kat. Egon smilede, mens han så på hende.
Hvad er der, Egon?
Ingenting. Jeg er bare glad.
Hans første kone havde været tør som en brødskorpe. Aldrig havde han troet, han skulle møde sådan en fantastisk kvinde.
Fire år nød de deres lykke. Men så begyndte Egon pludseligt at miste kræfterne.
Han blev hurtigt træt, tabte sig, uden grund. Hvis han havde fået noget at drikke, føltes det slemt.
Egon, du SKAL til lægen, insisterede Anne-Mette. Der er noget galt!
Det er bare noget pjat, Anne-Mette. Det går over!
Hvad er det for noget gammeldags pjat? Hvis det ikke gør, hvad så? Er du ligesom andre mænd? Bange for læger?
Nej…
Egon ville ikke sige, hvad han var bange for. Men det var én ting: Han frygtede, at hvis han var alvorligt syg, ville Anne-Mette gå fra ham. Hun ville ikke være sammen med en syg mand.
Han var ikke dum. Han vidste godt, at Anne-Mette havde giftet sig af fornuft ikke stormende kærlighed. Men han elskede hende! Trods alt.
Han havde første gang set hende forvirret stå i Kvickly, kunne ikke finde pungen og Egon blev med det samme rørt. Hendes forvirring var sødmefuld, rørende.
Han havde bare lyst til at tage hende op og passe på hende hele livet. Selv Egons mor sagde med undren, da hun så hende:
Det er dit liv, søn. Men hvad ser du dog i hende? Hun er ikke smuk. Hun er ikke ung. Du kunne finde dig en langt yngre pige!
Egon havde ikke brug for andre end Anne-Mette. Men hvad nu hvis hun ikke havde brug for ham, hvis han blev syg?
Hun fik ham ikke overtalt til at tage til lægen. En lørdag aften havde de besøg af Lene og hendes mand, Klaus. Egon og Klaus drak øl og grillede. Lene i køkkenet, mens de lavede salat, sagde til Anne-Mette:
Er Egon blevet syg?
Jeg ved det ikke! Jeg har tigget ham om at gå til lægen. Du er jo læge hvad siger du? Han ser jo ikke sund ud?
Han er blevet meget bleg, syntes jeg. Og skinny. Og huden var lidt gullig…
Åh gud, Lene! Kan du ikke få ham overtalt? Måske lytter han til dig du er jo lægen!
Lene så på sin veninde: Anne-Mette… elsker du ham? For jeg husker, du tøvede…
Anne-Mette bed sig i læben og svarede ikke.
Det nåede Lene dog aldrig. Egon besvimede midt under middagen. De ringede straks 112. Anne-Mette kørte med til hospitalet. Egon vågnede ikke. Hun holdt hans hånd og bad.
Han blev opereret straks.
Tumor på leveren.
Kræft?! udbrød Anne-Mette.
Vi afventer prøveresultaterne.
Tumoren var godartet, men var blevet stor, da Egon endelig blev opereret.
Lægerne forbød Egon stort set alt og advarede om, at bedringen ville tage lang tid. Måske ville han aldrig blive sig selv.
Egon blev trist. Hans mor kom på besøg i hospitalet med lidt mad, han måtte spise fra den stramme diæt.
Søn, jeg kan dårligt kende dig! Du skal glæde dig. Du har overlevet. Og det var ikke kræft. Spis nu.
Jeg har ikke lyst.
Du skal! Kommer Anne-Mette og besøger dig?
Ja… endnu.
Hvad mener du? Er du bange for, at hun forlader dig? Så er hun fjollet!
Jeg er færdig nu! Jeg kan jo ingenting mere. Ikke arbejde. Ikke noget. Jeg fylder kun halvtreds til juni og jeg er allerede invalid. Hvem har brug for sådan én?
Hvad sker der herinde? spurgte Anne-Mette, der kom ind. Man kan høre jer over hele afdelingen. Goddag, Jytte!
Jeg må se at gå. Hej Anne-Mette.
Hvad sker der?
Egon blev liggende, ked af det. Anne-Mette vaskede hænderne og satte sig ved siden af sin ulykkelige mand.
Hvad er du så vred for, din gamle invalid? Du har både arme og ben. Nu stopper du. Resten skal nok hele. Ved du hvad jeg har læst om leveren?
Hvad?
Leveren er det eneste organ, der kan vokse ud igen! Er der mere end halvdelen tilbage, skal det nok gå. Og du har 60% tilbage. Giv det tid. Alt skal nok gå!
Tiden, har jeg den?
Hvad? forstod hun ikke.
Tid.
Hvad mener du, Egon? Er der noget, lægerne ikke siger til mig? Har du fortalt dem, de skal tie stille?
Nej, det er ikke det…
Egon blev udskrevet. Hans værste tid begyndte. Så snart han prøvede at lave fysisk arbejde, blev han hurtigt træt. Det var værst af alt.
Jubilæet nærmede sig og tanken gjorde ham mismodig. Ingen rigtig mad, ingen øl. Hvilken fest!
Anne-Mette lod, som om hun ikke bemærkede, hvor træt han hurtigt blev, og spiste glad diæten sammen med ham.
Anne-Mette… sagde han til sidst. Hvad skal der ske med os nu?
Hvad mener du?
Jeg kommer dig meget langsomt ovenpå. Du forlader mig nu, gør du ikke? Så sig det bare.
Hvorfor dog det? Jeg har det jo fantastisk med dig!
Det var dengang, jeg kunne gøre alt og arbejde. Hvad er godt nu? Nu har jeg det dårligt med mig selv.
Det skal du ikke. Kom nu i gang igen!
Jeg prøver! Men hvad er det for noget? Bare to slag med hammeren, og jeg er totalt udmattet.
Anne-Mette gik hen til ham og lagde armene bag om ham. Lagde sin kind på hans nakke.
Jeg elsker dig. Jeg forlader dig aldrig. Og du skal bare tage det stille og roligt med det der helbred.
Elsker du mig? Virkelig?
Ja. Virkelig.
Anne-Mette forlader ikke Egon. Han kommer sig langsomt.
Hun arrangede hans fødselsdag uden snaps, så han ikke sad alene og var ked af det.
Nogle venner kom forbi, de sad i pavillonen og spillede brætspil.
Du har været heldig med din kone, Egon, sagde vennerne, da de gik.
Går I nu ud og drikker jer i hegnet for mit helbreds skyld? spurgte han drillende.
De grinede og gik. Om aftenen sad Anne-Mette og Egon på trappen og kiggede op på stjernerne. Lykkelige. Det var den første gang i flere måneder, Egon mærkede glæden vende tilbage.
Han troede på, at han kunne komme sig og at hun aldrig ville forlade ham. Han holdt Anne-Mette tættere.
Hvad er der, Egon?
Alt er godt! svarede han.
Endelig, sagde Anne-Mette og kyssede ham på kinden.
De var lykkelige…
