Jorden blev jævnet. Jeg lavede blomsterbede til Marina. Byggede en hyggelig pavillon. Også inde i huset kunne man mærke en stærk mandshånd. Ja, Marina havde valgt den rigtige mand. Helt sikkert. Og så kunne Igor endda tjene penge. Han gjorde alt for at forkæle Marina med gaver. — Du elskede mig jo ikke. Du giftede dig med mig uden kærlighed. Nu forlader du mig sikkert, når jeg er blevet syg… — Jeg forlader dig ikke! – sagde Marina og omfavnede Igor. – Du er den bedste mand! Aldrig i livet forlader jeg dig… Han kunne ikke tro, det var sandt. Humøret var skidt for Igor… Marina havde været gift i femogtyve år, og gennem alle årene blev hun stadig beundret af mænd. Selv som ung pige var hun eftertragtet. Ja, helt fra skoletiden – næsten alle drengene løb efter Marina. Hun var dog aldrig klassens skønhed. Alligevel gik hun ikke fra sin mand, selvom han kunne være lidt af en særling. Marina blev sammen med sin mand Vagn til det sidste. De opfostrede en datter, fik hende gift. Den unge mand tog Daria med til Italien, nu sendte de flotte billeder og inviterede på besøg. Marina og Vagn nåede aldrig at komme afsted… Måske kommer Marina en dag – men Vagn, han er væk. Marinas mand mistede livet i et trafikuheld. Helt meningsløst… Senere fortalte de dog Marina, at han måske havde fået det dårligt bag rattet. Fik et ildebefindende, mistede kontrollen. — Måske besvimede han? – gættede hun. — Vi får det aldrig at vide nu, – sukkede veninden, som var læge. – Årsagen: flere skader, der ikke var forenelige med livet. Marina var i chok. Veninden Elena hjalp med at arrangere alt. Hun fandt ud af detaljerne gennem sit netværk. Vagn blev begravet, og Marina blev alene tilbage i det store hus, som de havde bygget sammen. Til to personer, og til gæster – huset var ikke for stort. Men for én alene… for en kvinde – stort og næsten en byrde. Et hjem har brug for en mands hånd… Dasha kom hjem for at sige farvel til sin far. Hun talte med sin mor om at sælge huset, købe en lejlighed eller flytte med til Italien. — Nej, da! – udbrød Marina. – Jeg har ikke bygget det her hus for at sælge det. Og til jeres Italien vil jeg ikke. Jeg har set den der Italien… — Mor! — Du forstår dig ikke på det, Daria! – smilede Marina gennem tårerne. – Det var bare en spøg. — Hvis det er en spøg, er det ikke så slemt… Alt var tvetydigt. Ligesom Vagn havde været. På den ene side omsorgsfuld, på den anden omskiftelig – nogle dage kunne han piske nerverne på Marina helt ud. Siden fortrød han og sagde undskyld, og Marina tog det let – hun dvælede ikke ved de øjeblikke. Sådan gik årene – femogtyve år! Man kunne blive skør af det… Dasha blev kun kort og måtte til Italien igen – hendes mand havde travlt, og hjemmet skulle passes. Marina var alene. Selvom hun kendte sig selv – det ville ikke vare længe. Og ganske rigtigt. Halvt år i sorg, så så hun sig omkring – og pludselig var der igen en flok beundrere. Selv Marinas mor undrede sig engang over, at datteren var så eftertragtet. — Hvad er det dog, mændene finder i dig? De falder jo på stribe! Du er jo ikke ligefrem nogen skønhed… Eller er det mig, der ikke forstår noget? — Du er god, mor. – smilede Marina, mens hun lagde læbestift. – Udseende betyder ingenting. Det er tom snak. En kvinde skal have charme og karisma. Noget udefinerbart. — Gå nu ud og hyg dig, kvinde, – lo moren. – Ellers bliver frieren træt af at vente og går igen. — Så kommer der bare en ny, – trak Marina på skuldrene. Tredive år senere var intet ændret. Kvinderne klager over, at der ikke er ledige mænd, ingen at gifte sig med, efter man er fyldt fyrre. Det problem forstod Marina ikke. Selv som 46-årig havde hun hele to bejlere – begge fine. Hjertet hældte til Mads. Han tiltalte hende både i udseende og samtale. Charmerende, intelligent, rart at følges med. Dog var Mads en sand mester i snak – Marina blev nærmest forelsket gennem ørerne, men med alderen og erfaringen vidste hun, at han ikke var en mand til et stort hjem. Den anden bejler, Anders, var en solid, praktisk mand. Alting lykkedes ham, hænderne var guld værd, og han var godhjertet men havde en stærk vilje indeni. Sådan én er blid som et lam over for sin kone, men kan flytte bjerge, hvis det kræves. Alligevel havde Marina mindre følelser for ham – typisk kvindelig logik. Han sagde nemlig aldrig flotte ord. Ædru var Anders ret fåmælt. Fik han én over tørsten, kunne han fortælle sjove historier og være god selskab. Anders kunne virkelig drikke, men han var arbejdsom næste dag. Sprøjtede sig med koldt vand og gik i gang igen. Få ord, men masser af handling. Marina valgte ham. Mads blev fornærmet over at hans flotte taler ikke slog igennem og forlod hende. Marina giftede sig med Anders – han var lykkelig til op over begge ører. Til brylluppet drak han lidt meget, sang og dansede hele natten. — Sådan Marina, – smilede Elena. – Et år er knap gået siden Vagn døde, og du er allerede gift igen. Andre kvinder leder dag og nat uden held efter en mand, men du behøver bare gå ud af døren. — Du skal ikke sige: ”Hvad ser de dog i dig? Du er jo ikke engang smuk!” — Nej, det siger jeg ikke. Men at du altid har været usædvanligt eftertragtet, er sandt. — Jeg ved ikke, Elena. Du må snakke med min mor om det! Marina blinkede til veninden og gik ud for at danse med sin mand – han kom netop og bød hende op. Hun dansede og prøvede at jage den sidste tvivl væk. Hvad så om Anders var lidt enkel? Han var stærk, kunne alt med hænderne og så stadig godt ud. At han mest var tavs, var måske ikke så skidt. Hvis hun havde valgt Mads – hvad så? Sulten stilner ikke med smukke ord. Efter få måneder forvandlede Anders Marinas have til en drøm. Fik ryddet op, lavede blomsterbede og byggede en dejlig pavillon. Også indenfor kunne man mærke hans erfarne hænder. Ja, Marina havde valgt rigtigt. Helt rigtigt. Og Anders kunne også tjene penge og gjorde alt for at glæde Marina. Hun sammenlignede hurtigt det korte ægteskab med de femogtyve år med den første mand, og fortrød oprigtigt, at hun ikke havde mødt Anders før. En guldmand! Om sommeren grillede de og spiste i pavillonen, hvor Anders havde sat et flot havebord og bænke op. Marina sad mæt af grillmad og nød det, mens Anders smilede til hende. — Hvad er der, Anders? — Ingenting. Jeg nyder det bare. Hans første kone var kedelig. Han troede aldrig, han skulle finde en kvinde som Marina. De nød fire gode år sammen, så begyndte Anders pludselig at føle sig sløj. Blev hurtigt træt. Tabte sig uden grund. Og hvis han havde drukket lidt – hvilket han stadig kunne lide – blev han virkelig skidt tilpas. — Anders, du skal til læge! – råbte Marina. – Hvad venter du på? Noget er tydeligvis galt. — Sludder, Marina. Det går over! — Er du ikke klog, eller hvad? Det er jo ikke middelalderen! Hvad hvis det ikke går over? Eller er du, som de fleste mænd, bange for læger? — Nej. Anders ville ikke sige, hvad han egentlig frygtede. Han var bare bange for, at hvis han blev alvorligt syg, ville Marina forlade ham. Han var ikke dum samlet set. Han vidste godt, Marina havde giftet sig af praktiske grunde – ikke af lidenskabelig kærlighed. Men han elskede hende! Trods alt. Han havde set hende første gang i Brugsen, da hun stod og rodede efter pungen i sin taske – og blev straks forelsket i hende. Hendes forvirring havde noget rørende over sig. Han ville bare tage hende i armene og beskytte hende hele livet. Mærkeligt nok sagde Anders’ mor: — Det er jo dit liv, min dreng. Men hvad fandt du i hende? Hun er ikke skøn. Ikke ung. Du kunne sagtens få en ung pige endnu! Men ingen kunne Anders bruge – kun Marina. Og nu, hvis han blev syg, ville hun så egentlig have ham? Marina fik ham aldrig overtalt til lægen. Det var en lørdag. Veninden Elena og hendes mand Bo, var på besøg. Anders og Bo drak øl og lavede grillmad. I køkkenet, hvor de lavede salat, sagde Elena til Marina: — Er Anders blevet syg? — Jeg ved det ikke! – råbte Marina frustreret. – Jeg beder ham gå til læge – men han nægter! Du er jo læge – hvad siger du? Anders er ikke rask, vel? — Tja… Han ser dårligere ud. Tabt sig. Og jeg synes, hans hud har fået noget gulligt over sig. — Åh gud, Elena! Du må overtale ham til at gå til læge. Måske vil han lytte til dig! Du er jo læge! Elena så alvorligt på veninden: — Marina… elsker du ham? Jeg husker jo dine betænkeligheder tidligere… Marina bed sig i læben og svarede ikke. Elena nåede aldrig at overtale Anders – han besvimede midt under middagen. Ambulancen blev tilkaldt. Marina tog med Anders. Han kom ikke til bevidsthed. Hun holdt hans hånd og bad. Han blev næsten straks opereret. — Svulst på leveren. — Kræft?! – udbrød Marina. — Vi venter på svar fra prøverne. Svulsten var godartet, men stor, da Anders blev opereret. Lægerne forbød ham næsten alt og advarede om, at bedringen ville tage tid. Ingen garanti for fuld helbredelse. Han var jo heller ikke ung længere. Anders blev nedtrykt. Hans mor besøgte ham på sygehuset. Marina var på arbejde, moren kom i dagtimerne. Hun medbragte mad, som han måtte spise – listen var meget kort. — Min dreng, jeg kan næsten ikke kende dig! – sagde Tove. – Hvad er nu galt? Du overlevede. Det er ikke kræft. Du burde glæde dig, men du ligger her og surmuler! Her, spis lidt dampet kød. — Har ingen appetit. — Men du skal! Hvad er der da galt? Kommer Marina overhovedet? — Hun kommer… indtil videre. – sagde Anders. — Hmm? Tror du, hun forlader dig? Så ville hun være dum! — Jeg er jo færdig. Kan ingenting. Jeg må ikke engang arbejde. Jeg må ingenting. Jeg fylder først halvtreds til juni og er allerede invalid. Hvem bruger en invalid? — Hvad sker der her? – spurgte Marina, da hun trådte ind. – I råber jo til hele afdelingen. Hej, Tove! — Nå, jeg tror, jeg smutter. Hej, Marina. Og farvel. — Hvad sker der? Tove vinkede og gik. Marina vaskede hænder og satte sig ved sengen hos sin triste mand. — Nå, hvad bliver du så sur over, invalid? Arme og ben sidder, hvor de skal. Hvilken invalid? Resten heler. Ved du, hvad jeg har læst om leveren? — Hvad? — Leveren er et organ, der gendanner sig selv. Hvis der er halvtreds-en procent tilbage – klarer den det! Og du har tres procent. Giv leveren tid. Det skal nok gå! — Men har jeg overhovedet tid? — Hvad? — Tid. — Anders, hvad er der? Har de skjult noget for mig? Har du bedt lægerne skjule noget for mig? — Nej, det er ikke det… Anders blev udskrevet. Og nu begynder den værste tid i hans liv. Så snart han forsøgte at lave lidt fysisk arbejde, blev han hurtigt træt. Det var det, der nagede ham mest. Og foran ventede fødselsdagen – nu spøgte den i hans sind. Ingen festmad, ingen spiritus. Sikke en fest… Marina lod som om hun ikke mærkede, at Anders hurtigere blev træt og spiste diætmad med glæde sammen med ham. — Marina… – til sidst fik han det sagt. – Hvad skal der ske med os nu? — Hvad mener du? — Jeg bliver jo kun langsomt bedre. Vil du forlade mig? Så sig det hellere nu. — Hvorfor skulle jeg forlade dig? Jeg har det dejligt med dig. — Det var da bare, mens jeg lavede alt og kunne arbejde. Hvad nytter jeg nu? Jeg har det dårligt med mig selv. — Jamen pjat nu! Kom i gang igen! — Jeg prøver! Men hvad pokker er det her? Slår jeg med hammeren to gange, er jeg udmattet. Marina nærmede sig og krammede ham bagfra. Pressede sin kind op ad hans nakke. — Jeg elsker dig. Jeg forlader dig aldrig. Og du skal ikke skynde dig med at komme dig. Tingene må tage den tid, de tager. — Elsker du mig? Virkelig? — Helt sikkert. Marina forlader ikke Anders. Han kommer sig langsomt, men sikkert. Hun arrangerede hans runde fødselsdag uden stærk spiritus, så han ikke blev ked af, at han var alene om at undvære. Vennerne kom, de sad i pavillonen og spillede brætspil. — Du er heldig med din kone, Anders, – sagde vennerne til sidst. — I går nok hjem og tager én for mig, – spøgte Anders. De lo. Gik hjem. Om aftenen sad Marina og Anders på trappen og så på stjernerne. Lykke. Den aften følte Anders sig for første gang i lange tider bedre. Han begyndte at tro på, at han kom sig. Og at hans kone virkelig ikke ville forlade ham. Han krammede Marina tættere. — Hvad så, Anders? — Alt er godt! – sagde han. — Endelig. – grinede Marina og kyssede ham på kinden. De var lykkelige…

Author FansMessiReading 14 minViews 9Published by 03.02.2026

Jorden blev jævnet ud. Iben fik blomsterbede, hun havde drømt om. Der blev bygget en fin pavillon i haven. Også inde i huset kunne man tydeligt mærke, at der endelig var kommet en rigtig mandehånd ind over. Nej, Iben havde sandelig valgt helt rigtigt, da hun giftede sig med Jesper. Hun kunne ikke have valgt bedre. Og ovenikøbet tjente han gode penge og kunne aldrig lade være med at glæde Iben med små, kærlige gaver.

Du elskede mig slet ikke i starten. Du giftede dig bare for at få fred. Nu smutter du vel også, nu hvor jeg er blevet syg…

Hold nu op! sagde Iben og krammede Jesper. Du er verdens bedste mand! Jeg forlader dig aldrig i livet…

Han kunne dårligt tro, det var sandt. Jespers humør var ellers i bund…

Iben havde været gift i femogtyve år og var altid slået an hos mændene, og det gjaldt ikke bare som ung. I folkeskolen løb drengene nærmest i kø efter hende. Ovenikøbet var Iben på ingen måde skønhedsdronning.

Hun blev alligevel sammen med sin mand gennem alt, selvom han var… ja, mildest talt ikke nogen nem karakter. Men Iben holdt ud med Per indtil det sidste. De fik opdraget deres datter, Signe, som nu med mand var flyttet til Toscana og sendte billeder hjem, hvor alt lignede et postkort. De havde altid inviteret Iben og Per, men det blev aldrig til noget. Iben tager måske derned engang Per gør ikke.

Palle for det hed hendes første mand kom galt afsted i bilen. Fuldstændig tåbeligt … men Iben fik at vide, at det nok var hjerteproblemer, der fik ham til at miste kontrollen og køre galt. Måske besvimede han bare, foreslog hun, men veninden, lægen Jette, kunne blot sukke Det finder vi aldrig ud af helt.

Iben stod alene tilbage i det store hus, de havde bygget op sammen for to var huset ikke for stort, og når der var gæster, kunne det knap nok følge med. Men alene? Det gjorde næsten for meget af det gode. Især for én kvinde. Og sådan et hus skal have en mand…

Signe kom hjem til farens bisættelse, foreslog salg af huset, måske en lejlighed hvad med at flytte til Italien?

Overhovedet ikke! udbrød Iben. Jeg har da ikke bygget det her slot, for at sælge eller rykke til jeres Italien. Jeg har set alt, hvad der er værd at se af det dér støvleland…

Moar!

Slap nu af, Signe, Iben smilede gennem tårer, jeg driller bare.

Hvis du kan drille, er det måske ikke helt så skidt, alligevel.

Intet var helt entydigt. Ligesom Per heller aldrig havde været det. På den ene side var han utrolig omsorgsfuld og kærlig, på den anden så tabte han hovedet og kunne køre Iben helt i sænk, når humøret var sort. Han fortrød dog altid og sagde undskyld, og Iben hun tog det ikke for tungt. Sådan holdt det i 25 år. Til at blive sindssyg af!

Signe blev ikke hængende; hendes mand arbejdede alt for meget, og hun skulle hjem og holde gryden i kog så Iben var alene. Men hun kendte sig selv: Det holdt nok ikke længe.

Og ganske rigtigt! Hun sørgede et halvt års tid, tørrede øjnene, og opdagede, at der allerede var samlet en lille forsamling bejlere udenfor hendes dør.

Selv Ibens mor forstod det aldrig:

Hvad er der lige ved dig, som får mændene til at stimle sammen? Du er jo ikke ligefrem model, vel … Eller har jeg misset noget?

Du er så sød, mor, svarede Iben og satte lidt læbestift. Skønhed er bare tomme kalorier. En kvinde skal være charmerende have lidt kant.

Så kom afsted, pige, lo moren. Ellers bliver din kavalér træt af at vente og går sin vej!

Så kommer der bare en ny, svarede Iben med et skuldertræk.

Og her knap tre årtier senere, og hun havde stadig ikke forstået det. Kvinderne klagede over, at der ingen frie mænd var, og at det var umuligt at finde én over fyrre.

Iben kendte ikke til problemet. Fyrre-seks og hele to typer i spil, begge prægtige undrede hun sig.

Hjertet trak Iben i retning af Christian. Han var både flot, klog og havde altid noget spændende at sige. Man kunne roligt tage ham med til fest.

Men Christian var også mest til at snakke. Iben forelskede sig nærmest gennem øregangene, men hendes erfaring sagde hende, at han ikke var typen, man kunne bygge noget sammen med ikke i hendes store parcelhus.

Anders derimod, det var en helt anden sag. Stærk som en okse, kunne bygge alt, fik tingene gjort, men festede også igennem. Nænsom og ordentlig, men med lidt ryggrad. Typen, der ville flytte bjerge for sin kvinde, men ikke meget for ord.

Iben var egentlig mere til Christian, men fornuften sagde, hun skulle satse på Anders. Han var ikke den store taler. Anderledes, måske lidt ordknap mest hvis han ikke havde fået nok øl.

Det kunne han til gengæld også men var alligevel klar næste morgen. Badede sig i koldt vand og gik til stålet. Det blev Anders, Iben valgte.

Christian blev skuffet, pakkede sine smukke ord sammen og stak af.

Så Iben giftede sig med Anders, og han var lykkelig til op over begge ører. Drak for meget til brylluppet, og sang og dansede derudaf.

Nå, du slår da rekorder, grinede Jette. Det er ikke engang et år siden, Per gik bort og nu er du gift igen! Vi andre kan tænde en månedsløn op i stearinlys og finde mænd at lede efter du skal bare åbne hoveddøren.

Hvis du bare siger: “Hvad ser de dog i dig? Du er jo ikke nogen skønhed!”

Ved du hvad … jeg siger ingenting. Men efterspørgslen har du altid haft, det må jeg give dig.

Jeg fatter det heller ikke, Jette. Snak med min mor om det.

Iben blinkede til veninden og dansede videre med Anders, der netop havde budt op. Hun vuggede væk de sidste bekymringer.

Så hvad nu, hvis han var lidt jordnær? Sådan en stærk fyr og ovenikøbet nydelig at se på! Og han snakker ikke så meget det er da kun rart af og til.

Hvis jeg havde valgt Christian? Flotte ord mætter ingen maver.

På få måneder blev haven forvandlet af Anders til et rent eventyr. Overflødige træer blev fjernet.

Jorden blev jævnet. Iben fik blomsterbede for første gang. Og en pavillon. Også indendørs kunne man mærke det trygge nærvær.

Ja, hun havde valgt rigtigt. Og han tjente stadig gode penge og glædede Iben med gaver.

Da hun sammenlignede dette korte ægteskab med de 25 år, fortrød hun kun én ting: At hun ikke havde mødt Anders før. En sand guldmand!

Sommeren tilbragte de som regel med at grille og spise sammen i pavillonen, hvor Anders havde bygget et smukt langbord.

Iben, mæt og tilfreds med grillmad, sad og døsede som en velnæret kat. Anders smilede.

Hvad smiler du af, Anders?

Jeg er bare glad.

Hans første kone havde været en tørvetriller. Han havde allerede opgivet håbet om at møde sådan en kvinde som Iben.

De nød fire års ægteskabelig lykke, og så begyndte Anders pludselig at få det … ikke så godt.

Han blev hurtigt træt. Tabte sig. Hvis han har fået lidt at drikke, gik det helt galt.

Anders, du skal til læge! skældte Iben. Nu!

Ak, Iben, det går over af sig selv!

Det var sandelig noget vrøvl. Hvad hvis det ikke går over? Er du bare bange for læger som alle andre danske mænd?

Nej…

Men Anders var ikke bange for læger han var bange for at miste Iben. Hvis han var virkelig syg, hvorfor skulle hun så blive?

Anders var ikke dum. Han vidste, at Iben ikke lige havde giftet sig for lidenskabens skyld, men han elskede hende alligevel! Han havde set hende famle rundt efter pungen i Føtex og var blevet forelsket på stedet.

Selv hans mor, hun forstod det ikke:

Hvad ser du dog i hende? Hun er ikke særlig køn, ikke ung mens du stadig kunne have scoret en konfirmand!

Men for Anders fandtes der ingen andre end Iben. Men hvis han nu var syg, hvem ville så have ham?

Iben fik ham ikke overtalt til at tage til læge. En lørdag aften fik de besøg af Jette og hendes mand, Børge. Anders og Børge grillede, og inde på køkkenet spurgte Jette:

Anders ser sløj ud?

Jeg har prøvet alt! udbrød Iben. Han nægter alt om læger. Du er jo læge, hvad ser du?

Han ser bestemt ikke godt ud. Han er blevet tynd. Og jeg vil sige, han ser lidt gul ud i huden.

Åh Gud, Jette! Kan du ikke få ham overtalt til at tage af sted? Måske lytter han til dig?

Jette så på hende, og spurgte blidt:

Iben … elsker du ham?

Iben bed sig i læben og svarede ikke.

Men Jette nåede ikke at overtale Anders. Han besvimede midt i grillhyggen. Ambulance blev tilkaldt. Iben tog med.

Han kom aldrig til sig selv den aften. Hun holdt hans hånd, bad og håbede.

De opererede straks.

Svulst i leveren.

Kræft?! spurgte Iben chokeret.

Vi venter på svar, sagde de.

Det viste sig, at svulsten heldigvis ikke var ondartet, men stor nok til at gøre skade.

Lægerne forbød Anders næsten alt og gjorde det klart, at det med at komme sig måske tog meget lang tid og ikke blev ligesom før nu hvor han heller ikke var helt ung længere.

Anders blev modløs. Hans mor kom på besøg med den smule mad, han måtte få.

Jeg kan slet ikke kende dig, Anders! sagde hans mor. Du burde være taknemmelig for, det ikke var kræft, og her ligger du med et surmulende fjæs. Du skal have lidt dampet frikadeller!

Jeg kan ikke spise.

Jo, du kan! Kommer Iben da og besøger dig?

Hun kommer … indtil videre, mumlede Anders.

Hvad tænker du da på? Tror du, hun går fra dig? Så er hun da ikke for klog!

Jeg er færdig. Kan ikke noget længere. Jeg må ikke engang arbejde. Jeg bliver halvtreds om sommeren og er allerede invalid. Hvem vil have det?

Hvad foregår her? spurgte Iben, da hun kom ind. Laver I scener for hele afdelingen? Hej, Karen! ( Ja, så hed moren jo Karen).

Jeg går nu. God bedring, Anders. Hej, Iben.

Hvad har du gang i, Anders?

Mor smuttede, og Iben vaskede hænder og satte sig ved siden af sin udkørte mand.

Hør nu her, invalid… Dine arme og ben virker. Hvad snakker du om? Resten skal nok blive godt igen. Ved du, hvad jeg læste om leveren?

Hvad?

Den kan genskabe sig selv, hvis bare 51% er tilbage. Og du har 60, min ven. Giv dig tid. Så skal det nok gå!

Har jeg tid?

Hvad mener du?

Tid.

Er der noget, du ikke fortæller mig? Har du bedt lægerne skjule noget?

Nej, ikke det…

Da han blev udskrevet, begyndte den hårdeste tid. Bare han gav sig til lidt fysisk arbejde, blev han træt. Og med et rundt hjørne, og femtids-fødselsdagen ventede forude, hang det hele som en grå sky.

Iben lod, som om intet var galt. Hun spiste troligt diætkost sammen med ham.

Iben… udbrød han en dag. Siger du mig, hvad nu?

Mener du hvordan?

Jeg bliver aldrig mig selv igen. Du forlader mig nok, ikke? Sig det hellere nu.

Hvorfor skulle jeg det? Jeg har det dejligt med dig.

Det var nemt nok for dig, da jeg lavede og ordnede alt, men nu? Nu er jeg selv i vejen for mig selv.

Vrøvl. Så tag dig sammen!

Jeg prøver. Men to slag med hammeren og jeg er brugt op.

Iben gik om bag ham og lagde armene om ham.

Jeg elsker dig, og jeg går aldrig min vej. Tag dig nu tid til at blive rask. Det kommer.

Elsker du mig virkelig?

Det gør jeg da.

Iben holdt sit ord. Anders kom sig langsomt.

Fødselsdagsfesten lavede Iben alkoholfri, så han slap for at sidde og trille tommelfingre. Et par venner kiggede forbi, de spillede brætspil og hyggede i pavillonen.

Du er heldig med hende, Anders, sagde vennerne.

Mon ikke I går hjem og får jer en lille en på min regning nu? snerrede han.

Der blev grinet, skålt og snakken ebbede ud. Senere sad Iben og Anders sammen på trappen, kiggede op i stjernehimlen lykkelige. For første gang i flere måneder følte Anders, at det ville vende.

Han troede på, at han ville komme sig. Og mest af alt at hun aldrig ville gå fra ham.

Han trak hende tættere ind til sig:

Hvad er der, Anders?

Alt er godt! sagde han.

Endelig da, smålo Iben og gav ham et kys på kinden.

Ja, de var lykkelige…