Kai fortalte sine forældre, at han ville introducere dem for sin kæreste, blev de glade. Da Morten sagde til sine forældre, at han gerne ville præsentere dem for sin pige, var de såre rørte. Mortens mor og far var dem, der forstod, at deres søn engang måtte slippes løs han skulle stifte familie. Han var jo allerede en voksen mand; snart ville han fylde 25. En alvorlig alder at begynde et alvorligt forhold.
Morten boede stadig hjemme, men ikke fordi han var en mørk eller manglede penge til leje. Han sparede op til sin egen bolig og ville ikke tage et lån. Forældrene støttede ham. De boede i en rummelig lejlighed, hvor der var plads til alle. Og de blandede sig ikke i hinandens liv. De krævede aldrig, at sønnen skulle forklare, hvor han havde været eller hvorfor han kom sent hjem.
Desuden var Morten ikke krævende. Han forventede ikke, at hans mor skulle lave mad for ham eller vaske hans tøj. Alle levede komfortabelt, og penge blev sparet. Og nu pigen. Den første, han besluttede at præsentere for sine forældre.
“Hvad skal jeg lave til middag?” spurgte mor. “Hvad kan din Freja lide?”
“Du behøver ikke lave noget særligt, mor. Hun passer på sin figur,” smilede Morten. “Hun spiser aldrig stegt eller fed mad, og hun drikker ikke alkohol.”
“Nå, det er da beundringsværdigt,” nikkede mor. “Jeg laver noget sundt.”
Freja gjorde et godt indtryk. En klog, veluddannet pige. Sandt nok spiste hun næsten ingenting, og det irriterede Mortens mor lidt, at Freja afslog at smage på den lette dessert, hun havde lavet. Freja sagde, at sukker var en synder, og alle burde tænke over det.
Hun bemærkede også tilfældigt, at sofaens polstring burde skiftes.
“Jeres hjem er flot, men det ser ud til, at katten har ridset sofaen. Det er ikke dyrt jeg kan give jer et godt nummer til en polstrer.”
Selvfølgelig var der intet ondt ment. Men indtil da havde Mortens mor aldrig tænkt på det som et problem. Sofaen var ikke ødelagt, kun let ridset. Da deres kat, Mikkel, var lille, havde han leget med den et par gange. Men han lærte hurtigt, at det ikke var tilladt. Hvis man ikke ledte efter det, var ridserne næsten usynlige.
Men efter Freja var gået, kiggede Mortens mor konstant på sofaen. De få ridser syntes pludselig at skrige til hende.
Men ellers var Freja sød og venlig. Hun opførte sig pænt, takkede for gæstfriheden, og Mortens forældre besluttede, at der ikke var noget galt i, hvad hun havde sagt. Hun mente det jo godt. Og kostvaner er en meget personlig sag. Man skal ikke tvinge nogen til at spise, hvad de ikke bryder sig om.
Et par måneder gik, og Morten fortsatte sit forhold til Freja. Hun besøgte dem et par gange mere, men altid uden store middage.
Så sagde Morten til sine forældre:
“Mor, far, jeg vil flytte sammen med Freja. Jeg elsker hende, og vi vil udvikle vores forhold.”
Forældrene udvekslede et blik. Det forekom dem pludseligt at gå for hurtigt. Men det var ikke deres beslutning kun deres søn kunne vælge, hvordan hans liv skulle formes.
“Jeg ved, det måske bliver besværligt, hvis jeg tager Freja med hjem. Det er heller ikke fair. Så jeg tager et boliglån. Jeg har halvdelen af beløbet, så afbetalingen bliver ikke for stor.”
“Nå, hvis det er det, du vil,” svarede mor.
“Ja, det vil jeg. Men lejligheden, jeg har fundet, har brug for lidt renovering. Kan Freja og jeg bo her, indtil det er færdigt? Det tager kun en måned.”
“Selvfølgelig, min søn, I er velkomne,” sagde mor. Hun mente oprigtigt, at det ikke var noget problem. De kunne godt lide Freja.
Snart flyttede Freja ind hos Mortens forældre. De tog imod hende varmt og sagde, hun skulle føle sig hjemme.
Men det var bare en høflig sætning for at få gæster til at slappe af. Freja tog den bogstaveligt. Og det blev et stort problem.
Allerede efter et par dage, da Mortens mor ville lave aftensmad, kunne hun ikke finde solsikkefrøolien.
“Freja, har du set olien?” spurgte hun sin kommende svigerdatter.
“Jeg smed den ud,” smilede Freja.
“Hvorfor?”
“Jeg tænkte, det ville være bedre, hvis vi begyndte at spise sundere. Og ærligt talt, får jeg det dårligt af duften af stegt mad.”
Mor sukkede. Måske havde Freja ret, men de var vant til en anden livsstil. Mortens far elskede fx frikadeller, som hans hustru lavede til ham. Og hele familien elskede stegte kartofler.
“Freja, undskyld, men vi er vant til stegt mad. Jeg tvinger dig ikke til at spise det, men du må heller ikke tvinge os til at ændre vores vaner.”
“Undskyld, det var ikke meningen,” sagde Freja og så ned. “Jeg tænkte bare på sundheden.”
Mor følte sig utilpas.
“Det er beundringsværdigt. Men vi er, som vi er. Du behøver ikke ændre os.”
“Okay, jeg forstår.”
Selvfølgelig købte mor ny olie, men nu, hver gang hun stegte noget, føltes det som om, hun gjorde noget forkert. Som om hun blev gjort til en forbryder.
Men det var kun begyndelsen. Da Mortens mor kom hjem fra arbejde og opdagede, at stuen
