Mathilde kom fra et sted, hvor en etværelses lejlighed kostede småpenge. Hun købte sådan en lejlighed, men hendes mand vidste intet om det. Mens min mand var ude at rejse med forretninger, blev vores barn født. Jeg fødte på et ganske almindeligt hospital, men jeg fortalte ham, at det var på et fint privathospital Og alligevel pengene, min mand sendte hjem til indkøb, brugte jeg med den største forsigtighed. Når min mand var hjemme, var køleskabet fyldt med flæskesteg, sild og leverpostejer, alt hvad hjertet kunne begære af danske lækkerier. Men så snart han tog afsted, begyndte sparerunden igen.
Jeg har aldrig købt noget til min datter. Enten fik jeg hjælp af flinke folk, eller også fandt jeg noget brugt på billige danske hjemmesider. På den måde lykkedes det mig at spare op til lejligheden. Mathilde ringede ofte til sin mor, så hun kunne passe børnene, mens Mathilde i hemmelighed gik på arbejde. Hendes mand var selv skyld i det hele. Mathilde var den perfekte hustru for ham. Hun gjorde alt, hvad han sagde, uden brok. Hun var jo fra landet, og hendes mand var rigtig københavner, som altid gav ordre. Men så begyndte Mathilde en dag at forberede sig på at stikke af. Hun vidste, at en skæbnesvanger dag ville han måske ikke tænke over, hvor hårdt han slog og så ville det være slut.
Også med indkøbene snød jeg lidt. Jeg købte måske nogle få æbler til min datter, men sagde til min mand, at jeg havde købt et helt kilo. Det tog mig to et halvt år at lægge penge til side, krone for krone. Endnu engang var han ude at rejse, og jeg pakkede mine ting og tog min datter under armen og flygtede. Dagen før havde jeg indleveret skilsmissepapirerne. Min mand prøvede at få os tilbage. Han ringede, bedyrede, at nu ville vores familieliv aldrig mere blive mørkt. Men andre gange lød han truende og forsikrede, at han aldrig ville opgive at hente os hjem, koste hvad det ville.
Snart fandt jeg ud af, at han havde fundet en ny. En studerende. Jeg er sikker på, han gør nøjagtigt det samme mod hende, som han gjorde mod mig. Jeg har aldrig været utro. De penge, jeg sparede op, kan man sige, jeg har arbejdet hårdt for. Jeg sultede nærmest for at samle nok. Og jeg havde intet valg. Jeg måtte redde mig selv og min eneste datter. Det hele føltes som at vandre gennem tåge i en mærkelig drøm, hvor lyset udenfor lejlighedens vindue bølgede i mærkelige farver, og københavnske busser kørte baglæns forbi mit kig ind i fremtiden.
