“Jeg vil skilles,” hviskede hun og vendte blikket væk.
Det var en kold aften i København, da Lise sagte de ord, mens hun undgik at møde sin mand, Mads, i øjnene.
Mads ansigt blev hvidt som et lagen. En stum spørgsmål hang i luften.
“Jeg giver dig fri til den kvinde, du virkelig elsker,” sagde Lise og indså, at den vigtigste kvinde i hans liv altid havde været hans mor. “Jeg vil ikke længere være andenbedste.”
Hun mærkede, hvordan halsen snørede sig sammen, og øjnene begyndte at svigte. Årevis af skuffelse og smerte brød frem og kvalte luften i hendes mave.
“Hvad taler du om? Hvilken anden kvinde?” spurgte Mads forbløffet og stirrede på sin kone.
“Vi har talt om det så mange gange. Siden vort bryllup har din mor været en belastning på vores økonomi, vores følelser og vores tid. Og du accepterer det hele, fordi hendes suppe er bedre, og hendes pandekager luftigere. Jeg kan ikke mere.”
Tårerne løb ustandseligt ned over hendes rødmen. Hun tænkte på de drømme, hun engang havde haft så klart for sig. En lovende forlovede, en respekteret karriere, et liv i Københavns indre by men alt var blevet en kamp for at finde sin egen lykke.
Fem år tidligere havde Lise vaklet ind i den store stue i deres lejlighed. Møblerne, servicelet, pynten alt så dyrt og skrøbeligt ud for en pige, der havde tilbragt det meste af sit liv i en kollektiv og senere på et kollegium.
“Har jeg virkelig været så heldig at finde en mand med sin egen lejlighed?” havde hun sagt spottende og lagt hænderne på Mads skuldre.
“Bare vent, til jeg lader strømperne ligge overalt så skal du nok fortælle mig, hvor imponeret du er.”
Lise var flyttet sammen med ham kort efter, de mødtes. Det var en romantisk historie, der krævede en fortsættelse.
Hun var dengang i sit sidste år på Københavns Universitet, hvor hun studerede journalistik, mens Mads, fem år ældre, arbejdede som salgschef med en solid indkomst.
Et år efter flytningen blev de gift.
“Snart kan vi lave gæsteværelset om til et børneværelse,” havde Lise engang bemærket, mens hun krammede sin mand og antydede, hun var klar til børn.
Men en måned senere kom den uventede tilflytter: Mads mor, fru Nielsen, stod foran døren med to tasker. Hun havde et tæt forhold til sin søn i hvert fald i hendes egne øjne.
Hun havde opdraget ham med en konstant følelse af skyld og krav om selvstændighed, hvilket havde skabt en mand, der følte sig forpligtet over for hende. Hun var stolt af, at han var kommet langt i livet, og mente, det udelukkende var hendes fortjeneste.
Hver lønudbetaling brugte Mads på at betale for lejlighed, bil og sin barndom. Lise så det i smug og undgik at blande sig, men nævnte det af og til forsigtigt.
“Hvor har I investeret pengene fra husets salg?” spurgte Lise, mens hun hældte te og berørte emnet varsomt. Fru Nielsen kom fra en lille by nær Århus, hvor hun havde arvet et lille hus med have.
Hvert år tilbød Mads at hjælpe med at finde en lejlighed i byen, men hun ville ikke flytte. Pludselig solgte hun huset hurtigt, men til en lav pris.
“En del til min fremtidige ferie, en del har jeg investeret i min nye forretning.”
Fru Nielsen var ambitiøs og aktiv trods sin hårde barndom, men også dominerende og påtrængende.
Sådanne mennesker skulle man være forsigtige med de var kendt for at bide hånden af, hvis man rakte dem en finger.
For nylig havde hun opdaget et firma på nettet, der solgte kosmetik. For at fortsætte samarbejdet skulle man købe produkter hver måned i store mængder. Og netop i denne “indtægtskilde” havde fru Nielsen investeret husets penge.
“
