Jeg savner virkelig mit hjem, min dreng
Jeg, Poul Hansen, gik ud på altanen, tændte en cigaret og satte mig på den lave skammel. En bitter klump satte sig fast i halsen, og selvom jeg forsøgte at tage mig sammen, begyndte mine hænder alligevel at ryste. Aldrig havde jeg troet, der ville komme en dag, hvor der ikke var plads til mig i min egen lejlighed
Far! Du skal ikke blive sur og stresset! Løb Astrid, min ældste datter, ud på altanen med blikket rettet mod mig. Jeg beder jo ikke om meget Lad os få dit værelse, og så er det dét! Hvis du ikke vil tænke på mig, så tænk i det mindste på dine børnebørn. De skal snart i skole, men de skal bo på værelse med os
Astrid, jeg flytter altså ikke på plejehjem, sagde jeg roligt. Hvis I har det for trangt i min lejlighed, kan I jo flytte hjem til Mads mor. Hun bor alene i sin treværelses, og så får både I og børnene jeres egne værelser.
Du ved godt, at jeg aldrig kunne bo sammen med hende! Råbte min datter og smækkede altandøren hårdt.
Jeg klappede min gamle hund, Birk, der havde været min og min kones trofaste følgesvend mange år, og da jeg kom i tanker om min Ane, begyndte jeg at græde. Tårerne kom altid, når jeg tænkte på hende. Hun døde for fem år siden og efterlod mig alene. Jeg følte virkelig, jeg var blevet forældreløs, da hun gik bort. Hele livet havde vi fulgtes ad, og havde jeg nogensinde troet, at ensomheden ventede mig, selv med datter og børnebørn omkring?
Vi opdragede Astrid med kærlighed og omsorg, prøvede at give hende de bedste værdier. Alligevel må vi have fejlet… Vores datter var blevet hård og selvoptaget.
Birk peb stille og lagde sig ved mine fødder. Hunden vidste, hvordan jeg havde det, og led med mig.
Morfar! Elsker du os slet ikke? Min otteårige barnebarn, Emil, kom ind i stuen.
Hvad siger du, min dreng? Hvem har fortalt dig sådan noget sludder? spurgte jeg overrasket.
Hvorfor vil du ikke flytte væk fra os? Er du bange for at give mig og Sofie værelset? Hvorfor er du så nærig? Emil så på mig med blanding af vred og foragt.
Jeg ville egentlig forklare, men forstod, at han gengav ord fra Astrid. Hun havde allerede fået drejet ham.
Fint. Jeg flytter, sagde jeg monotont. I får mit værelse.
Jeg kunne ikke længere holde ud at være derhjemme. Forstod, at alle i huset egentlig hadede mig: svigersønnen talte ikke til mig og nu barnebarnet syntes, jeg havde taget hans værelse.
Du mener det? Løb Astrid ind, smilende og glad.
Jeg mener det, mumlede jeg. Men lov mig at være sød ved Birk. Jeg føler mig som en forræder
Hold nu op! Vi skal nok passe ham, og gå ture med ham flere gange hver dag. Og i weekenderne besøger vi dig sammen med Birk, lovede Astrid. Jeg har fundet det bedste plejehjem til dig. Du skal nok blive glad der.
To dage senere flyttede jeg på plejehjem. Astrid havde allerede ordnet det hele og ventede bare på, at jeg gav op. Den lugtende, fugtige og triste lille stue fik mig straks til at fortryde. Astrids løfter om komfort var løgn. Det var intet privat plejehjem, men en grim kommunal institution med masser af ulykkelige, ensomme folk.
Efter at have pakket ud gik jeg ned og satte mig på en bænk. Jeg var tæt på at bryde sammen. Da jeg så de andre hjælpeløse gamle, forestillede jeg mig selv der om nogle år, endnu mere fortabt.
Er du ny? Spurgte en pæn ældre dame og satte sig ved siden af.
Ja sukkede jeg tungt.
Tag det nu roligt Jeg græd og led også, men man vænner sig til det. Jeg hedder Ingrid.
Poul, svarede jeg. Blev du også sat her af din familie?
Nej, min nevø. Jeg fik aldrig børn, så jeg ville give lejligheden til ham. Det var nok overilet Han tog lejligheden og satte mig her. Men han smed mig trods alt ikke ud på gaden
Vi snakkede sammen helt til sent på aftenen og mindedes ungdommens lykkelige dage og vores kære livet. Næste morgen tog vi sammen ud og gik en tur.
Ingrid bragte lidt glæde og variation ind i mit liv. Jeg kunne ikke holde ud at være indendørs og tilbragte næsten al tid udenfor. Maden var elendig, og jeg spiste kun lidt for at have kræfter til dagen.
Jeg ventede på Astrid. Håbede hun savnede mig og ville hente mig hjem igen, men tiden gik, og hun kom aldrig. En dag prøvede jeg at ringe hjem for at høre om Birk, men ingen tog telefonen.
En dag, ved indgangen, så jeg min gamle nabo Lars Madsen. Han lyste op og skyndte sig hen til mig.
Der er du jo! Sagde han overrasket. Men hvorfor siger din datter, at du er flyttet på landet? Jeg syntes, der var noget galt. Jeg ved jo, du aldrig ville lade Birk gå på gaden.
Hvad mener du? Jeg forstod ingenting. Hvad med min hund?
Bare rolig, vi har fået ham på internat. Jeg forstår ikke, hvad der er sket. Jeg så Birk sidde ved opgangen dag efter dag, og du var ikke til at se. Jeg spurgte Astrid, om du var kommet noget til, men hun sagde, du nu boede på landet, og at hun havde udlejet lejligheden og flyttede til sin svigermor. Hunden var gammel, og du ville ikke have besværet. Poul, hvad er det egentlig, der foregår? Spurgte Lars, da han så mit blege ansigt.
Jeg fortalte ham alt. At jeg ville give alt bare for at kunne få tiden tilbage og undgå min dumme beslutning. Min datter havde ikke kun berøvet mig et liv i værdighed, men også smidt Birk på gaden.
Jeg vil så gerne hjem, min dreng, hviskede jeg.
Det var derfor jeg kom. Jeg er advokat og hjælper tit ældre med at kæmpe for deres rettigheder. Lige nu kører jeg en sag for en gammel mand, der mistede sit hus til naboerne. Når du ikke har afmeldt dig adressen, er der stadig håb, sagde Lars.
Nej, jeg har ikke meldt mig ud, medmindre hun har gjort det i mit navn. Jeg ved ikke længere, hvad jeg kan vente af Astrid
Pak sammen, jeg venter på dig i bilen, sagde Lars. Sådan kan hun ikke behandle dig!
Jeg løb op og smed mine ting i en taske og kom ned igen. Ved døren stødte jeg på Ingrid.
Ingrid, jeg tager afsted nu. Min nabo siger, at Astrid har smidt Birk ud og vil sælge lejligheden Sådan er det gået, forklarede jeg.
Åh, hvordan kan det dog ske? Sagde hun forvirret. Og hvad med mig?
Bare rolig, når jeg har fået styr på det hele, kommer jeg og henter dig, lovede jeg.
Nu skal du ikke sige sådan Hvem har brug for mig? sagde hun trist.
Undskyld, jeg skal afsted. Men jeg holder mit løfte.
Jeg kunne ikke komme ind i lejligheden den var låst, og jeg havde ingen nøgle. Lars tog mig med hjem til sig. Senere fandt vi ud af, at Astrid allerede var flyttet ind hos sin svigermor, og min lejlighed var udlejet til fremmede.
Takket være Lars lykkedes det mig at beholde min ret til lejligheden.
Tak, sagde jeg til Lars. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortsætte. Astrid vil aldrig lade mig være i fred…
Der er kun én vej, sagde Lars. Vi kan sælge lejligheden, give Astrid hendes del, og for resten kan du købe et lille hus i en landsby.
Det lyder perfekt! Jeg blev så glad. Det er den bedste løsning.
Tre måneder efter flyttede jeg til min nye bolig. Lars hjalp mig med alt, og insisterede på selv at hente mig og Birk.
Men jeg skal lige et sted forbi, bad jeg.
Fra bilen fik jeg øje på Ingrid. Hun sad på vores gamle bænk og så trist ud i det fjerne.
Ingrid! råbte jeg. Vi kommer og henter dig, Birk og jeg. Nu har vi hus på landet, frisk luft, fiskeri, bær og svampe lige ved hånden. Skal du med? Jeg smilede stort.
Hvordan skulle jeg kunne tage med? spurgte hun forvirret.
Du skal bare rejse dig fra bænken og følge med os! lo jeg. Kom nu! Her er ikke mere at gøre for os.
Kunne du vente ti minutter? Ingrid smilede og kunne ikke holde tårerne tilbage.
Mange gange, svarede jeg og smilede til hende.
Trods alt, på trods af visse menneskers ondskab, lykkedes det os to at følge vores hjertes vej mod lykke. Vi lærte, at der findes gode mennesker i verden og trods alt er de fleste netop det. Ingrid og jeg fik sat livets brikker på plads og fandt endelig ro og glæde i vores gamle dage.
Min erfaring har lært mig, at man aldrig skal give op, selv når ensomheden og svigt fylder alt. Ofte kommer hjælp og glæde fra uventet hold og det kan gøre hele forskellen.
