– Jeg skal nok jage jer alle væk! I får at se! – råbte min brors kone, Laura, voldsomt.
– Hvorfor, Laura? Jeg har jo givet dig hele beløbet. Hvad er problemet? – min mor forstod ikke, hvorfor hendes svigerdatter truede hende.
– Hvor er beviset for, at I har givet pengene? Hvor er vidnerne? Hvor er kvitteringen? I skylder Sander og mig halvdelen af denne lejlighed! – Laura stod stædigt i døråbningen.
– Hør her, Laura. Gå nu videre med fred! Jeg var vidne til, at pengene blev overdraget. Er det godt nok? Og hil din mand fra mig. Han skal få styr på dig. Kom ikke her igen, – jeg kunne ikke lade være med at blande mig i denne spændte situation. Min mor var forsvarsløs.
– I kommer til at fortryde det, men da er det for sent! Jeg går til en heks, og så forbander jeg jer! – råbte Laura, mens hun gik væk.
…Min og min brors mor solgte huset i landsbyen og flyttede ind hos mig i min treværelses lejlighed efter min fars død. Jeg var da allerede enke og opdragede min femårige søn, Emil. Jeg tog gladeligt imod min mor.
– Vera, ville det genere dig, hvis jeg gav Sander halvdelen af de penge, jeg fik for huset? Han er jo stadig min søn. Hans kone, Laura, klager konstant over ham, fordi han ikke tjener nok, – min mor så spørgende på mig.
– Selvfølgelig, det er helt i orden. Det er kun retfærdigt, – mente jeg.
…Vi inviterede Sander og Laura over og overleverede pengene personligt til dem. Men nu, to år senere, dukker Laura op og kræver penge igen, truer og forbander.
Jeg smed hende ud, lukkede døren og glemte Laura. Vi havde ingen kontakt med hverken min bror eller Laura i mange år. Det var, som om en “sort kat” var løbet imellem os. Siden da blev vi kastet ud i mange uheld, som et vandfald der ikke ville stoppe. Det føltes som om, vi havde trukket lod mod en verden af problemer.
Vores mor blev syg, jeg udviklede en uforklarlig sygdom, og min søn Emil fik eksem. Vores lejlighed, hvilken duftede af medicin, var i konstant disarray. Alt gik i stykker og faldt fra hinanden. Mit arbejde i politiets korps måtte jeg opgive, da jeg nåede pensionsalderen, selvom jeg havde planlagt at arbejde videre. Jeg skulle passe min sengeliggende mor og intensivt behandle min søn. Pengene forsvandt som sand mellem fingrene.
…Jeg husker, hvordan jeg forvandlede min lejlighed til et sted for violer: De var overalt, dem plantede jeg, formerede og solgte på markedet. Disse små blomster reddede os fra økonomisk ruin, da violerne blev ivrigt købt.
En gang om året kom familien på besøg. De blev i en uge og gav os brugt, men rent tøj. De medbragte dagligvarer: kød, pasta, korn, mel… Vi var umådeligt taknemmelige for alt. Da familien rejste igen, begyndte den evige runde af problemer på ny.
…Fattigdom, sygdom og apati. For ikke at gå til i desperation over de endeløse problemer slog jeg en lille blomsterbede op foran bygningen. Om foråret plantede jeg blomsterfrø. Enkle blomster såsom løvemund, natviol og morgenfruer sprang frem. Men dette lille stykke natur blev min eneste kilde til glæde.
En dag gik min nabo, Michael, forbi og betragtede tænksomt mit beskedne blomsterbed:
– Goddag, nabo! Må jeg tilbyde dig penge til blomster? Køb flere, til misundelse for alle her omkring.
Jeg trak usikkert på skuldrene. Michael kom hen og lagde penge i lommen på min morgenkåbe:
– Tag dem, vores kære gartner! Skam dig ikke. Du gør noget smukt for os alle.
Ophøjet købte jeg eksotiske blomster og buske, og mit blomsterbed blomstrede nu i de mest pragtfulde farver. Naboerne kunne ikke stoppe med at beundre den paradisiske skønhed.
– Kun en god person kan få blomster til at blomstre sådan, sagde Michael ofte, når han stoppede for at beundre bedet.
Han gav mig også chokolade, slik og is:
– Det er til dig, Vera, for dit utrættelige arbejde.
Jeg satte pris på denne ukendtes opmærksomhed.
Årene gik, og tingene begyndte en smule at forbedre sig i vores hjem. Min mor kom sig lidt, og humøret fulgte med. Min søns hud ryddede sig for eksemen. Jeg begyndte igen at føle mig som den kvinde, jeg altid havde gjort. Jeg ønskede at elske og blive elsket, uden at skænke efterårets farver opmærksomhed.
Emil, efter at have set så meget sygdom, besluttede at blive læge. Han kom let ind på det medicinske fakultet og arbejdede samtidig på hospitalet. Snart assisterede han ved operationer. Over tid henvendte naboer sig ofte til Emil for diagnoser, injektioner og intravenøse behandlinger…
Emil blev uddannet som anæstesilæge.
Vi foretog en kosmetisk renovering i lejligheden sammen, og Emil købte en brugt bil. Han planlægger at gifte sig med sin kollega, Inna, en kardiolog. Alt kører godt for os.
For nylig ringede Laura med en hæs stemme:
– Goddag, Vera. Er det muligt, at du kan besøge mig, jeg er på hospitalet?
Jeg gik til den oplyste adresse og fandt Laura derinde.
– Hvad er der med dig, Laura? – Jeg blev overrasket over hendes trætte udseende. Hendes øjne var tomme.
– Det kom som et chok, Vera… Min mand og jeg gik i skoven. Vi fandt en menneskekranie i græsset og bragte den hjem. Vi rensede den, lakerede den og lavede den til en askebæger. Men et halvt år senere døde din bror i en ulykke. To måneder senere drak vores søn sig fuld i garagen og døde. Her ligger jeg med lungebetændelse. Hvorfor bragte vi den forbandede kranie hjem? Det bragte ulykke, græd Laura inderligt.
– Nej, Laura, det begyndte, da du søgte forbannelser hos mystikere og troldfolk. Kraniet var blot slutningen, – jeg kunne ikke lade være med at bemærke. Der var kommet for mange ulykker fra hendes hånd.
– Du har ret, Vera. Jeg indrømmer det. Jeg forsøgte at fortrylle jer og nedrakkede jer. Min vrede spredte sig som sort tjære. Resultatet – jeg har dømt mig selv til ensomhed. Undskyld. Lad os glemme vores dumme skænderier. I ungdommen vokser vingerne fra ryggen, men nu ender det med en boomerang. Jeg føler dens brændende stik, – Laura faldt til ro og blev eftertænksom.
Jeg fortalte Emil alt. Han reagerede medfølelse:
– Mor, lad os flytte tante Laura til min afdeling. Det er ikke fremmede.
– Lad os gøre det, søn, – jeg tilgav Laura. Hun fortjener medfølelse. Hun har mistet både søn og mand.
…Michael foreslog, at vi fulgte vores skæbne sammen. Han boede en etage højere.
– Vera, kom over til mig, det er sjovere at tilbringe tiden sammen. Du er enke, jeg er enkemænd. Vi vil have nok at tale om. Er du med?
– Ja, Michael, – jeg kunne næsten ikke tro mit held. Det føltes som himlen havde bragt det til mig og oplyst mit liv.
Min mor blev glad på mine vegne:
– Se, Vera, din skæbne var tæt på hele tiden og ventede på dig. Du fortjente denne lykke.
Laura kommer hende selv hurtigt og ønsker snart at besøge os. Skal vi invitere hende? Det vil jeg diskutere med Emil og Michael…
