JEG VIL MINDE DIG OM DET
Maja Sørensen, bladet vil ikke rulle sig rigtigt, sukkede andendelsesdrengen Mads sagte og pegede med sin pensel på det genstridige, grønne blad på den blomst, han netop havde malet.
Prøv at lægge penslen lidt blidere, skat Sådan her, som om du aer en fjer hen over din håndflade. Der! Sådan! Fint skal det være! Sikke et smukt blad, Mads! smilede den ældre lærerinde. Hvem er det, du maler det fine billede til?
Til mor! svarede knægten og strålede over hele ansigtet, nu hvor bladet endelig lykkedes. Hun har fødselsdag i dag! Det her er min gave! Der var stolthed over ros fra læreren, og det fik hans stemme til at lyse endnu mere op.
Hvor er din mor heldig, Mads. Men vent lidt, lad albummet ligge åbent et øjeblik, så malingen kan tørre, inden du river siden ud. Når du kommer hjem, kan du give hende det. Du vil se, hun bliver rigtig glad for den!
Maja så et øjeblik på drengens mørke hoved, bøjet ind over papiret, og gik så smilende tilbage til sit bord.
Åh, sådan en gave til mor! Det er længe siden, hun har fået så flot en gave. Mads har bestemt talent for at tegne! Jeg burde ringe til hans mor og foreslå, at han begynder i billedskole. Man skal ikke lade sådan et talent gå til spilde.
Og så kan jeg jo samtidig spørge min tidligere elev, om hun blev glad for gaven? Selv kan Maja ikke tage øjnene fra de blomster, der ser ud som om de med det samme vil vibrere med levende, grønne krøller.
Ak ja, Mads har det fra sin mor, ingen tvivl! Lise var også rigtig dygtig til at tegne som barn
*****
Maja Sørensen, det er Lise, Mads Christensens mor, lød det senere på dagen på telefonen hjemme hos læreren. Jeg ringer for at sige, at Mads ikke kommer i skole i morgen, sagde den unge kvindestemme koldt.
Hej, Lise! Er der sket noget? spurgte Maja venligt.
Noget? Han har ødelagt hele min fødselsdag! stemmen rystede af vrede, Og nu ligger han med feber, Falck-kareten var her lige før.
Feber? Men han gik fra skolen og var frisk, han glædede sig til at give dig sin gave
Den pletmatroseting?
Hvilke pletter? Hvad mener du dog, Lise! Han havde malet de smukkeste blomster til dig! Jeg ville faktisk netop ringe for at høre, om han ikke skulle begynde i billedskole
Jeg ved ikke, hvilke blomster du snakker om, men jeg forventede ikke et pjaltet, møgbeskidt kræ!
Kræ? Hvad mener du? Maja blev helt fortumlet, og jo længere hun lyttede til Lises oprevne og forvirrede forklaring, jo mere alvorlig blev hendes stemme. Ved du hvad, Lise, har du noget imod, at jeg lige kommer forbi? Jeg bor jo alligevel lige ved siden af
Kort efter stod Maja, med det gamle, slidte album fuld af udblegede klassens fotos og fantasifulde tegninger fra sin første klasse, allerede på vej ud af opgangen.
På det lyse køkken, hvor Lise tog imod hende, herskede et virvar. Lise skubbede kagen til side, lagde det snavsede service i vasken og begyndte at fortælle:
Om hvordan Mads kom hjem for sent fra skole, mudder og sjask dryppende fra skoletasken og tøjet
Om hvordan han trak en gennemblødt, lugtende hvalp op fra sin jakke. Drengen var selv hoppet ned i regnvandshullet for at redde den! Hvordan hans bøger blev ødelagt, og hvordan albummet var fuld af pletter, så man knap kunne se motivet. Og hvordan feberen steg til næsten niogtredive på ingen tid
Hvordan gæsterne gik, uden at smage kagen, og hvordan lægen fra Falck skældte hende ud for ikke at holde bedre øje med sin søn
Så jeg afleverede hvalpen tilbage på lossepladsen, da Mads var faldet i søvn. Albummet ligger til tørre ovre på radiatoren. Der er ikke meget tilbage af de blomster, alt blev ødelagt af vandet! Lise snøftede utilfreds.
Hun bemærkede ikke, hvordan Maja blev mørkere i blikket for hvert ord, hun sagde.
Men da det kom frem, hvad der var sket med den hvalp, Mads havde reddet, blev Majas blik helt mørkt. Hun så strengt på Lise, strøg den ødelagte tegning på radiatoren med kærlig hånd, og sagde roligt:
Hun fortalte om de grønne krøllede blade og blomster, der blev levende om barnets flid og om mod, der ikke passede til alderen. Om en drengs hjerte, der ikke kunne tåle uretfærdighed, og om dem, der havde kastet en lille hvalp i et koldt hul.
Så tog hun Lise ved hånden og trak hende hen til vinduet:
Se der, den regnvandspyt. Det var ikke kun hvalpen, der kunne være druknet der Mads kunne også. Tænkte du på det? Men tror du, han bekymrede sig om dét i øjeblikket? Måske tænkte han bare på blomsten på arket og håbede, at han ikke ødelagde sin gave til dig?
Har du glemt, Lise, dengang i halvfemserne, hvor du sad på bænken foran skolen og græd så tårerne randt, fordi nogle drenge havde drillet og skræmt din hittekat? Alle os i klassen hjalp dig med at nusse den og ventede på, at din mor skulle hente dig. Du havde ikke lyst til at tage hjem og var sur på dine forældre, da de kastede det “pjuskede kræ” ud godt de fik den ind igen!
Jeg vil minde dig om det! Og om din Tilde, som du nægtede at skille dig fra! Og Flaks, den søde labrador, som var din tro følgesvend helt til du flyttede hjemmefra, og om solsorten med brækket vinge, som du passede på skolens naturhjørne.
Maja trak et gulnet foto frem af albummet: En spinkel, lyshåret pige i hvid forklæde, et fnis af klassekammerater bag sig og en lille, pelsklump trykket ind til brystet, hendes ansigt lysende stolt. Hendes stemme var nu blød, men fast:
Jeg vil minde dig om den godhed, der blomstrede i dit hjerte med alle regnbuens farver, på trods af alt.
Bagved billedet faldt et barnemaleri ud på bordet, farverne næsten forsvundet, men stadig forestillende en lille pige, der krammede en pjuskede killing i den ene hånd og holdt sin mor i den anden.
Hvis det stod til mig, fortsatte Maja nu mere strengt, så havde jeg kysset den hvalp og Mads sammen! Og sat det plettede billede i glas og ramme! For der findes ikke nogen bedre gave til en mor end at opdrage et medmenneske!
Hun lagde ikke mærke til, at Lisens ansigt forandrede sig for hver sætning. At hun i stigende grad kastede bekymrede blikke mod døren til Mads værelse og krampagtigt holdt fast om det våde album.
Maja! Vil du ikke passe Mads et øjeblik? Bare ti minutter! Jeg skynder mig! Jeg lover det!
Under lærerens rolige blik greb Lise sin jakke og forsvandt ud ad døren.
Hun løb, uden at se sig omkring, ned mod den mørke losseplads. Hun ignorerede regnvandet, rodede under kasser og poser. Hun kaldte og ledte mellem skraldet. Indimellem kiggede hun bekymret mod hjemmet Kan man nogensinde blive tilgivet?
*****
Mads, hvem er det, der har snuden i dine blomster der? Det må da være din ven Balder?
Det er Balder, Maja Sørensen! Kan du kende ham?
Det kan jeg godt! Det hvide stjernemark på poten stråler! Jeg husker tydeligt, hvordan din mor og jeg skrubbede de poter rene, grinede læreren varmt.
Jeg vasker dem hver dag nu! sagde Mads stolt. Mor siger, at hvis man får en ven, må man passe på ham! Hun har endda købt et lille badekar til Balder!
Du har en god mor, smilede Maja. Og du er vel i gang med endnu en gave til hende?
Ja, den skal i ramme. Hun har ellers de pletter i ramme, og hun smiler, hver gang hun kigger på dem. Hvordan kan man smile til pletter, Maja Sørensen?
Pletter, siger du? Maja lo sagte. Man kan godt smile til pletter, hvis de er lavet af kærlighed. Men fortæl mig, hvordan går det med billedskolen? Får du malet meget?
I den grad! Jeg tegner snart et portræt af mor! Hun bliver rigtig glad. Men indtil videre har jeg lavet det her, Mads rakte ned i tasken og trak et sammenfoldet ark frem. Det er til dig, mor har også tegnet.
Maja foldede forsigtigt arket ud og lagde hånden på drengens skulder.
På hvidt papir smilte en lykkelig og lysende Mads, der havde hånden på hovedet af en sort, kærlig gadekryds. Til højre stod en lille, lyshåret pige i gammel skoleuniform og holdt en lille, blød killing.
Og fra lærerbordet, dækket af bøger, så Maja med smil og livskloge øjne ned på børnene.
I hver eneste streg, i hver eneste farve fornemmede hun den ordløse, uendelige moderkærlighed.
Maja tørrede tårerne bort og så pludseligt glad ud i hjørnet af tegningen stod ét ord, skabt af blomster og grønne krøller: “Husker”.
