Åh, Annelise, hej! Kommer du forbi din mor? råbte næboen fra sin altan.
Goddag, fru Jensen. Ja, til mor.
Du skulle tale med he, sukkede kvinden. Hun er helt forandret efter skilsmissen, den stakkels kvinde.
Hvad mener du? spørger Annelise anspændt.
Jeg har søvnproblemer, våger tidligt. Jeg så hende en morgen, ved fem-tiden, stige ud en taxa. Og hun så lad os sige det mildt, ikke ud som sædvanlig. Måske endda lidt beruset. Alle naboerne hvisker. I hendes alder! Og hvorfor blev din far smidt ud? Ja, han begik fejl, men hvem er uden synd? Så mange år sammendet er tosset at skilles nu.
Tak, fru Jensen, siger Annelise og synker en klump. Jeg skal nok tale med hende.
Hun skynder sig ind. Hendes mor havde faktisk smidt faren ud for seks måneder siden, efter at have opdaget ham i utroskab. Annelise havde bedt hende om ikke at hastealt kunne ske. Men moren var blevet stædig. Og det mærkeligste? Hun faldt ikke i depression, som man kunne forvente, men levede i stedet fuldt ud. Nye kjoler, danse, barer, veninderting hun aldrig havde gjort før.
Annelise kunne ikke acceptere det. Hun skulle selv giftes, de planlagde børn. Og hendes morpå bar til morgenstunden? Hvilken sluts bedstemor ville hun være? Hvordan skulle hun præsentere hende for sin svigermor, når den ene strikker tæpper og den anden danser i natklubber?
Da hun trådte ind, kom moren hende i møde med en tekande i hånden og et stort smil. Ikke iført en slidt kåbe, men et moderne, beige skoletøj. Neglelak, pedikure, falske vipperdet var tydeligt, hun var ung igen.
Nå, hvordan har du det med Andreas? spørger hun og sætter tekrusene frem.
Alt er godt, svarer Annelise og kæmper for at holde tonen neutral. Men hvad med dig?
Fantastisk! I går var jeg ude med pigerne til langt ud på morgenen. Vi dansede, sang karaoke. Sikke en fest!
Fru Jensen fortalte mig alt, siger Annelise mørkt. At du kom hjem ved fem og så beruset ud.
Moren græder.
Hvad troede du? Drikker man te på en bar?
Annelise kunne ikke holde det tilbage.
Mor, synes du ikke, det går for vidt?
På hvilken måde?
Altså, lad os sige det mildt, du er ikke tyve længere. Hvilke danse, hvilke klubber? Du burde være et forbillede. Du skal være bedstemor!
Jeg er en kvinde, der endelig er fri. Jeg lever ikke efter andres manuskripter.
Men du leved i årevis med far! Hvordan kan du bare glemme alt det?
Moren tav, sen sagde hun roligt, men fast:
Din far svigtede mig. Det var ikke en fejl, men et bekræftet valg. Jeg vil ikke længere bare være tjener. Jeg vil leve. For mig selv. Jeg har levet for familien i årevis. Nu gør jeg, hvad jeg vil.
Men du er næsten halvtreds!
Og hvad så? Jeg behøver ikke at ældes efter en tidsplan.
Annelise indså, hun var gået for langt.
Undskyld, jeg ville ikke gøre dig ked. Jeg bekymrer mig blot.
Hvis du skammer dig over mig, så lad være med at invitere mig til bryllup. Men husk: Jeg gemmer ikke mit grøde hår under et tørklæde, og jeg tager ikke på vide kjoler. Jeg vil danse, måske endda flirte. Jeg har det godt.
Nej, mor, jeg vil have dig der. Det er bare
Bare fru Jensen ikke godkender det? Jamen, det er hendes problem. Jeg lever endelig.
Da hun kom hjem, fortalte hun altid til sin forlovede.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal reagere.
Andreas lo:
Jeg syns, din mor er fantastisk. Hun faldt ikke sammen, hun valgte livet. Det er ikke forbrydelse at være lykkelig.
I weekenden blev Annelise til sin mor.
Mor, skal vi ikke på spa og bagefter på en live musik bar?
Skammer du dig ikke over mig?
Jeg siger, du er min storesøster, grinede Annelise.
Så er vi enige. Men huskvi går ikke tidligt hjem.
Den dag blev et vendepunkt. Annelise forstod for første gang, hvilken indre styrke moren havde. Og måske skulle hun lære af hendeat være sig selv. At leve ikke “som man må”, men som man føler.
