Hvordan kan I bo sådan i den her fattigdom? Line rynkede foragteligt på næsen. Se nu på jer, I har ikke engang malet om på tyve år! Og så skal I lære mig om livet!
Vibeke trak trætte skuldre op. Henrik drejede tavst kaffekoppen rundt mellem hænderne, uden at se på datteren. Line stod midt i det lille køkken, rød i kinderne af vrede og ventede på, at forældrene ville sige noget. Men tavsheden fyldte rummet. Den irriterede hende mere end noget de kunne have sagt.
Simon er et godt menneske! fortsatte Line, stemmen vibrerede. Det forstår I bare ingenting af!
Vibeke løftede blikket op mod datteren, hendes øjne tunge af bekymring.
Line, vi har jo ikke noget imod Simon sagde Vibeke, rystede på hovedet vi vil bare gerne have, at du får din uddannelse og noget stabilitet først.
Stabilitet? Line lavede store øjne Ligesom jer? Tyve år i samme lejlighed med tapet, der falder af væggene!
Du er nitten, Vibeke talte dæmpet det er for tidligt at gifte sig, forstår du ikke det?
Henrik satte koppen stille fra sig og så på datteren. Hans blik var kærligt, men sorgfuldt.
Byg dit liv, når du er klar, vi vil ikke blande os fortsatte Vibeke men ikke nu, ikke sådan her.
I vil bare ødelægge min lykke! udbrød Line og stampede i gulvet ligesom hun plejede som barn. Sådan er det bare!
Hun vendte sig om, greb tasken ude i entréen. Vibeke rejste sig hektisk fra stolen og gik ud mod sin datter.
Line, vent nu, sagde hun og rakte en hånden frem efter datteren.
Men Line fik vredet sig i jakken, ærmerne strittede i alle retninger mellem hendes hidsige hænder.
Simon og jeg skal nok blive lykkelige! råbte hun fra gangen Bare for at gøre jer trods!
Henrik støttede sig til dørkarmen, gik langsomt efter datteren.
Lille skat, du forstår ikke… begyndte han, men Line afbrød ham skarpt.
Jeg kommer til at leve godt! Jeg får penge, alt skal nok gå! Line greb dørhåndtaget Ikke som jer!
Hun ruskede døren op og forsvandt gennem opgangen, trappen rungede under hendes fødder. Sidste hun hørte, var moderens stille suk og lyd af noget, der faldt på gulvet
Hun løb ned, tværs igennem opgangen, uden at vende sig om, for hvert trin stadfæstede hun sin overbevisning: Det her var det rigtige
Fire år senere stod Line igen foran det samme slidte dørskilt malingen var nu næsten væk. I højre hånd holdt hun den varme hånd på treårige Jonas, som stirrede nysgerrigt på den ukendte dør. Line hævede venstre hånd for at banke på. Men hun kunne ikke. Hånden hang stiv i luften og de små, usikre fingre nægtede at ramme det krakelerede træ. Hun forstod i det øjeblik, at hun ikke kunne. Jonas hev hende i hånden og så spørgende op på hende.
Mor sagde Jonas, og vippede fra ben til ben.
Line så på sin søn, på den slidte kuffert ved fødderne. Den var stor, med et ødelagt hjul det sidste hun havde fra det gamle, forsvundne liv, de store planer, de vilde drømme. Hun havde ikke ringet hjem i fire år, intet brev, ingen beskeder. Hun havde regnet sig hævet over disse mennesker og deres beskedne gamle lejlighed. Men nu stod hun her igen, ansigtet plettet af tårer, med knuste drømme
Hun sænkede endelig hånden og bankede tre forsigtige gange. Lyden var tøvende, slet ikke som da hun smækkede døren fire år før. Skridt kunne straks høres på den anden side, som om nogen havde ventet, tændte låsen. Vibeke åbnede op, og løftede overrasket dén bryn, som Line altid hadede at arve. Tiden havde sat sine spor; hår ved tindingerne var blevet gråt, hendes ansigt nu mere furet.
Vibeke så datterens forgrædte ansigt, mascaraen helt udtværet. Hun så på lille Jonas, der trykkede sig ind til Lines ben; derefter på den slidte taske bag dem. Forståelsen lyste et kort øjeblik. Uden ord, uden at minde hende om de barske ord for fire år siden, trak Vibeke sig til side og lod datter og barnebarn træde ind.
Line trådte over dørtærsklen. Alt var, som det plejede bare endnu mere falmet nu. Det samme tapet, samme knirkende reol, samme hjemlige duft, Line engang havde foragtet. Jonas kiggede nysgerrigt rundt med vide øjne.
Jonas, gå ind i stuen, Line satte sig på hug der er legetøj, prøv og kig lidt på det, ikke?
Hun viste ham vej, og Jonas trippede ind bag i lejligheden. Line rettede ryggen, vendte sig mod sin mor. Vibeke stod ved væggen, stille, bare betragtende.
Line ville sige noget, ville forklare, undskylde. Men ordene kom ikke, kun sandheden og de knuste illusioners vægt; hun tog et skridt frem, så ét til, og kastede sig så i armene på Vibeke, hulkende med kroppen rystende af gråd. Hun tudbrølede ind mod morens skulder, hvor duften af gammel vaskepulver stadig sad trygt.
Mor Line hikstede, kunne ikke stoppe. Mor, tilgiv mig.
Vibeke omfavnede hende, og strøg hende over ryggen, som hun havde gjort, da Line var lille. Line græd ud græd drømmen om det perfekte liv væk, græd over et ægteskab, hun næppe forstod da hun indgik det. Hun græd over sin stolthed, over foragt, hun troede kunne beskytte hende.
Du havde ret, Line løftede sit tårevædede ansigt ret i alt.
Vibeke svarede ikke, hun trykkede bare Line tættere ind til sig.
Kom med ud i køkkenet, sagde hun sagte, tog datterens hånd jeg sætter vand over til te.
Line nikkede, tørrede tårerne væk med håndfladen. Hun satte sig i sin gamle plads ved vinduet. Vibeke hældte vand i elkedlen og satte to kopper frem. Line så på sin mor og tænkte på, alt det hun var gået glip af de fire år.
Hvor er far? spurgte hun lavt, da hun opdagede stilheden.
Han er på arbejde Vibeke skubbede koppen hen til hende han kommer nok snart hjem.
Line så på sin mor, nerverne dirrede i hendes hænder.
Jeg sagde så grimme ting dengang, Line stirrede ned i sin te om fattigdom og tapet, jeg fortryder det alt sammen.
Vibeke satte sig overfor og lagde sin varme hånd over Lines.
Det vigtigste er, at du er hjemme nu, sagde Vibeke stille resten betyder ikke noget.
Han var utro, mor Line snøftede og så var jeg bare smidt ud, uden forvarsel.
Vibeke strøg hende over håret, som da Line var barn.
Og jeg stolede på ham, Line snøftede hvordan skal jeg komme videre nu? Med et barn?
Vibeke trak hende ind til sig og vuggede datteren blidt, som dengang hun var lille.
Vi finder ud af det, Line, hviskede hun i hendes hår sammen klarer vi det hele. Ikke i morgen, men vi klarer det
Månederne gik efter Lines hjemkomst. Håbet om det store liv var forsvundet. Line sad nu på en lille café med sine to veninder. Sidsel snurrede en tom kaffekop rundt, panden rynket. Hendes eks, Mads, havde forladt hende året før, efterladt hende med gæld.
Inkassofirmaet ringer konstant, sukkede Sidsel og han stak bare af til Aarhus.
Line nikkede, så over på Andrea, som opdragede sin datter alene. Hendes mand havde aldrig ville giftes.
Min i det mindste gik uden at efterlade gæld, Andrea lo tørt han sagde bare han ikke var klar til ansvar.
Min var skam klar, Line trak på skuldrene til ansvar for en anden kvinde.
Sidsel pustede ud, delte det bitre grin.
Vi var så naive, Sidsel lænede sig tilbage troede vi fandt prinsen på den hvide hest.
Kun for at opdage, det bare var klovne i gummistøvler Andrea smilede svagt.
Line lyttede til sine veninder, tankefuld over hvor ens deres historier var. Tre unge kvinder, knuste drømme på små borde i en billig café.
Nok klagesang, Sidsel rejste stemmen og slog hånden i bordet hvad med lidt dessert?
Line lo og vinkede til tjeneren glad for et øjebliks pusterum fra mørke tanker.
Om aftenen gik Line hjem ad de velkendte gader. Hun trådte stille ind af døren og lyttede. Fra stuen lød barnelatter og forældrenes blide stemmer.
Line fulgte den smalle gang og standsede i døren. Henrik sad på gulvet, byggede tårn af gamle træklodser Jonas klappede begejstret, hver gang, det blev højere. Vibeke sad i lænestolen med strikketøjet og smilede til de to generationer foran hende.
Line betragtede dem, rørt. Engang havde hun foragtet denne lille lejlighed og de simple glæder. Hun havde smækket døren bag sig, overbevist om at hun var bedre end dem alle.
Men nu så hun, det hun aldrig før havde forstået. Vibeke og Henrik havde holdt sammen i tredive år igennem arbejdsløshed, kriser, sygdom, sorg. De havde deres eget hjem, måske slidt og småt, men det var deres. De havde stabile job og tryghed for familien.
De så ikke havet hvert år, tog ikke til dyre resorts. De købte ikke mærketøj eller skiftede bil hvert andet år men de havde hinanden; de havde familie, ægte familie.
Og Line stod nu alene med et barn og et hjerte, der aldrig blev helt igen. Stolthedens stemme rumsterede stadig i Lines indre: Det var kun midlertidigt, hun skulle nok kæmpe sig op igen. Men hun kendte nu for alvor tragikomikkens bidre kerne.
Taberen var ikke moren med det slidte tapet. Det var ikke faren med sin gamle tweedjakke. Taberen var Line, der jagtede glimmer og mistede alt.
