Jeg vil leve, Anders!
Georg, Georg, hvad er der galt?
Sygeplejersken Rikke tog fat i kirurgens ærme. Hun kunne dog ikke holde ham tilbage han lænede sig op ad væggen, bøjede hovedet ned i håndvasken og tav.
Rikke følte, på en eller anden skæv måde, stolthed over, hvor meget lægerne ofrer sig for patienterne de arbejder jo nærmest til de forsvinder af udmattelse! Men ingen værdsætter det. Den patient, Georg lige har opereret, opdager det aldrig.
Georg, hvad sker der? Skal jeg hente nogen…?
Ikke nødvendigt, mumlede han, løsnede sig fra væggen, og vaklede mod personalerummet. Lige før døren kiggede han tilbage på den forskrækkede sygeplejerske. Jeg har det fint. Ingen grund til panik.
Georg dumpede ned på lædersofaen og smed benene op. “Fint”, tænkte han men var det nu også det? Han havde bemærket flere af den slags svimmelhedsanfald på det sidste. Overarbejde? Højst sandsynligt.
Der var engang han havde fri-weekender. Rigtige weekender, hvor man kunne slappe af oven på hospitalskaosset måske tage ud med konen, eller i Dyrehaven med ungerne.
Men nu… Hvor alle læger løber mellem tre hospitaler, kunne man da glemme alt om fritid Og så var han jo også gift for anden gang. Hans kone var yngre, børnene gik i skole udgifterne var tilsvarende. Og… ja, bilen trængte da egentlig til at blive skiftet ud.
Men det var ikke det afgørende. Georg var vant til at være eftertragtet ville være den bedste han drømte om respekt og kirurgiske triumfer… Og i små tyve år har det sådan set også kørt: Patienterne ville til ham, hans kolleger respekterede ham, han blev hyret, lovet alt muligt og blev faktisk betalt ganske fint.
Peter, han ringede til anæstesilægen. Er Helle på arbejde i dag?
Hej, Georg. Ja, hun er her i dag.
Hen under fyraften lå Georg allerede i MR-scanneren Helle klarede lydene, der trods høretelefon-musik kradsede i hjernen som en rulleben.
Pludselig steg frygten op i ham. Han havde nærmest lyst til bare at trykke på knappen få dem til at hive ham ud af den klaustrofobiske plastikpølse. Han måtte tænke på noget rart. Men hvad? Er der virkelig noget rart at huske?
Og hukommelsen begyndte at trippe ned ad livets gamle trappetrin. Andet ægteskab… Nu: kirurg med villa, vovse og Volvo, kone nummer to underviser datteren på tredje klasses trin.
Lydene fra MR-maskinen forhindrede ethvert forsøg på at finde noget rigtig godt. Arbejde-hjem-arbejde. Første ægteskab var endnu værre grim skilsmisse, grimme minder. De mindede han slet ikke.
Studiestart? Ja! De første år…
Og Georg forsvandt tilbage: Sommersjaks, tre gutter, Sofie fra kantinen, som alle var vilde med…
Georg, Viktor og Anders tre lægestuderende venner. Mødtes allerede ved optagelsesprøven på universitetet i Aarhus byen var fremmed for dem alle, og de blev indlogeret på kollegieværelse sammen.
Anders, en nørdet type fra en lille jysk by, indadvendt men med vidunderlig ro; det var rart at være i nærheden af ham, høre hans stille, kloge betragtninger, se ind i hans klare, himmelblå øjne bag brillerne.
Anders havde en formidabel hukommelse, kunne alle eksamenspensums spørgsmål udenad, og kunne svare på alt.
Viktor, den modsatte ende. En høj, bredskuldret bonderøv, snakkesagelig, altid på spring og stornervøs ved optagelsen, men fik hurtigt venner på hele etagen brugte mere tid på at skrive snydeark og moppe om, end faktisk at læse.
Georg var også presset over eksaminerne. Han var overbevist om, at han ville være flaskehalsen. Han undrede sig over Anders viden og Viktors frimodighed men ind kom de alle, undtagen Mikkel, den fjerde på værelset.
På starten af studierne havde de endnu ikke fået kollegieværelse, så Anders mor Karen, en evigt bekymret kvinde kom over og fandt en lejlighed til dem.
Gud bevare jer, drenge! Opfør jer nu pænt, sagde hun, da hun forlod dem, efter i et par dage at have fussed om og efterladt fryseren fyldt med hjemmelavet mad til en måned.
Wauw! Hun kan dælme lave mad, Anders. Hvad arbejder din mor som?
I kirken, mumlede Anders med munden fuld.
Undskyld, hvor?
Sælger stearinlys og småting. Og… ja…
Så hun er sådan en, der tror på Gud, eller?
Ja, selvfølgelig, sagde Anders stille.
Drengene sendte blikke mod ikonerne i vindueskarmen.
Er de dine? Troede Karen havde glemt dem.
Nej, dem lod hun os beholde. Eller, faktisk mig, han sank og kiggede genert ned.
Viktor sagde altid tingene ligeud:
Er I komplet tossede? Hvorfor vil du være læge, hvis du alligevel tror på hokus pokus? Gud ordner det hele, eller hva?
Lægen tager sig af kroppen, Gud af sjælen, svarede Anders tørt. Viktor trak bare på skuldrene, de droppede religionssnakken efter den dag.
De så godt Anders lavede korsets tegn, men han gjorde det diskret. Han var en god studiekammerat, kunne lægge låg på skænderier mellem den glødende Viktor og den stædige Georg.
Anders gik ikke så meget op i rod i køkkenet som de andre. Mens de endnu småskændtes om rengøring, tog han bare kluden og vaskede gulvet: “Er det virkelig problemet værd?”
Man var nærmest nødt til at hjælpe, når han gik i gang.
Enten havde Anders Gud i ryggen, eller også var han bare skarns heldig første eksamen scorede han topkarakter i alt. Latinen sad på rygraden som en gammel præstevikar. Han holdt vennegruppen samlet.
Og uventet blev han også den første, der faldt pladask for en pige. Han blev valgt ind i fagforeningen på studiet, og der mødte han så Annemette lav, mørkhåret, kvik og skarp, men hjertevarm. De holdt i hånd allerede fra andet studieår.
Viktor, jordnær men handlekraftig, arbejdede på skadestuen fra midt på andet år. Der blev lagt mærke til ham han var hurtig til at tage fat, lærte hurtigt og blev efter kort tid gratis hjælp på den regionale kræftafdeling.
Georg var midt imellem. Han var ikke nogen stjerne, men han ville så gerne være en god læge.
***
MR-skanneren slap ham fri. Georg så ud ad vinduet og trak vejret dybt. Hvorfor denne pludselige klaustrofobi?
Helle kom ind og fjernede høretelefonerne.
Nå, hvad siger du? Har du kigget på det?
Vent lidt, overlægen skriver lige konklusionen. Kom ind senere, så går jeg med dig, hun så mærkeligt undvigende ud. Måske bare træt?
Jeg henter det i morgen. Jeg skal bare hjem nu.
Men inden han overhovedet var nået ud på gangen, kom Helle med beskrivelsen, cd og billeder.
Georg, du er læge du ved godt, hvad det er. Lad nu være med at udsætte det tag en snak med professor Jørgensen. Han må kigge på det.
Georg så kun kort på beskrivelsen, stak cden i computeren og bladrede længe op og ned. Han ville ikke forstå, at det var hans hjerne og hans tumor velafgrænset, synlig, umulig at overse.
Det var næsten, som om han sad og gennemgik en patients MR, ikke sin egen. Det gik ikke op for ham, heller ikke da han sad i bilen hjem, for det kunne bare ikke ske for ham. Han nægtede at tro det. Ikke ham.
***
Professor Kai Jørgensen var hospitalets førende neurokirurg.
Jeg ville gerne pakke det ind, men du, Georg, du er læge bedre end mig. Skal jeg lyve? Du ser det jo selv…
Ser det. Er det slut?
Åh, Jørgensen kneb øjnene sammen og rynkede panden, det lyder som et spørgsmål fra en hysterisk patient, Georg. Du ved godt alt er i kirurgens hænder, og tja, i Guds, hvis du spørger Anders.
Jeg kan stadig ikke tro på det. Jeg skulle jo til København til lægemødet… Familiepakken var klar, jeg ville vise dem byen, ferie og det hele. Nu… Hva ville du gøre, hvis du var mig?
Jeg ville tage til København, men ikke for at holde fri jeg ville opsøge professor Schmidt. Han udfører mirakler ovre på Rigshospitalet. Det er der, den nyeste viden er samlet, men ventetid et år, mindst. Hvordan man springer køen over, ved jeg ikke Men du kender lægeverdenen. Lad os prøve…
Georg arbejdede. Opererede, gav rådgivning, stillede diagnoser. Han skjulte sin hovedpine, svimmelhed med medicin.
Han begyndte at opsnuse en smutvej til Rigshospitalet. Kai Jørgensen havde ret: Der var næsten ingen adgang.
På et tidspunkt var han nødt til at fortælle sin kone, Inger, hvad der foregik. Hun gik straks i gang med at pakke taskerne til København.
Inger, jeg bliver nødt til at tage alene.
Undskyld, hvad siger du? Vi tager jo allesammen til København, du kan ikke…
Det er ikke ferie, ikke en konference. Jeg skal opereres. Jeg har en hjernetumor, han sagde det langsomt, og idet han gjorde det, blev han overrasket: Nu var det sagt. Det var første gang, han for alvor indrømmede det også overfor sig selv.
Inger så på ham, øjnene glinsede.
Åh Gud, åh fuck, Georg… Hvordan kunne det gå sådan? Jeg tager med uanset hvad.
Nej Inger, det handler ikke om operation nu. Jeg tager dig hen, hvor jeg skal vente og måske bliver jeg bare nødt til at vente meget længe.
Er det virkelig så alvorligt, Georg? Hun satte sig tæt ved ham, Fortæl mig alt…
Og Georg begyndte, snøbede næsen og sagde det hele, usammenhængende, som et barn om gamle mistanker, om undersøgelser, resultater… Om alle sine tanker, om fortiden, om håb…
Inger lyttede, sad med blusen i hænderne, panden rynket, blikket på sin forvirrede mand. Han var lykkelig over, at han kunne betro sig. Sådan noget havde ikke været muligt med sin første kone.
***
Jehovas Vidner nægter normalt blodtransfusion, slog lektoren op. »Du må ikke spise kød med dens sjæl, dens blod.«
Fjerde års anatomi, klassisk dansk forelæsning.
Præsterne protesterer voldsomt mod organdonation, det står uklart i loven, og mod alt, som ikke er naturlig fødsel; ægdonation, surrogatmoderskab, jamen, alt hvad der ligner videnskab, bliver straks et problem. Det hele er bagstræberisk overtro. Tro og lægekunst hænger simpelthen ikke sammen.
Det synes jeg ikke er rigtigt, lød det tørt nede fra salen.
Hvad? Hvem sagde det?
Det gjorde jeg, Anders rejste sig. Kirken og lægevidenskaben hjælper faktisk begge mennesket til at leve et rigtigt liv.
Vil du diskutere?
Nej, der er ikke noget at diskutere. Sådan er det bare, sagde Anders og satte sig.
Nej, nej, kom du bare op her, unge mand. Kom, lektoren smilede skævt, nu sad han klar i startblokken.
Anders traskede op, forholdt sig rolig til spørgsmålene svarede pænt og ordentligt.
Kirken tænker på sjælen. Hvis ægteparret ikke kan få børn, og medicinen ikke hjælper, skal man acceptere det som livsvilkår. Måske er de bestemte til at adoptere i stedet. Kirken forkaster ikke reagensglasbefrugtning med ægtefællens sperm, men altid med en andens nej, for det skaber rod i ægteskabet og afviser alt, der gør folk ulykkelige.
Men hvorfor forbyder kirken surrogatmoderskab, hvis det er begge forældres celler?
Fordi man også må tænke på kvinden, der bærer barnet, og på barnet selv… Det skaber for mange sår…
Vrøvl! Lektoren var ved at eksplodere, hævede stemmen, I ser det bagvendt! På min vagt har jeg set folk nægte at donere sønnens hjerte, og et andet barn døde. Er det kristeligt?
Ja. For nogle var det umuligt.
Så kan I se! Religion er opium for folket! Det forpester den videnskabelige udvikling! Kirken er bare bange for at blive overhalet…
Lektoren svedte, frøs fast ved talerstolen, men Anders svarede stille, roligt brugte bibelcitater. Han forsvarede sin tro, sin mor Karen, den lille landsbykirke, bedstemor tog ham med til.
Og langsomt mærkede han, at lektorens argumenter ikke længere trængte igennem auditoriet havde allerede dømt læreren ude, men balladen var kun begyndt.
Siden havde Anders problemer. Han blev indkaldt til dekanen, blev mere stille, søgte kun trøst hos Annemette. Et halvt år efter kom han ikke tilbage til femte år. De fik et brev, hvor han forklarede: hans vej var en anden, tog varmt afsked.
Georg og Viktor var rystede. Bedste studiekammerat! Kunne være blevet Danmarks bedste læge! Men væk var han.
De fandt Annemette, men hun tav. Så kørte de ud til Anders mor i weekenden. Karen tog imod dem, glad, gæstfri. Meddelelsen var klar: Sønnen var kommet på præsteseminariet.
Hjem kørte de, bilen tung af hjemmebagt brød men ingen af dem forstod, eller accepterede den beslutning.
Hvordan kunne han dog, for fanden! Viktor trommede irriteret på låret.
Ja, nu siger vi også “for fanden”. Det er nok derfor, Gud førte ham væk. Skøre Anders!
***
Hold nu op, Kai, jeg tager ikke til nogen lysprocession. Jeg besøger bare en ven. Jeg har netop fået bevilliget ferie.
De sad i personalerummet. Der var tre dage til Georg skulle til København, han havde købt togbillet. Han turde ikke køre bil så langt længere. Desuden håbede han stadig på en operation.
Hvilken ven?
Studieven. Vi har ikke set hinanden i over tyve år. Han gik ud af studiet på femte år og blev præst. Sognepræst i Midtjylland nu. Jeg kører i morgen.
Jeg ville ikke turde.
Måske ikke klogt, men… jeg gør det.
Den berømte landsby, kendt for sit kloster og flokke af turister, viste sig at være ret ordinær mest mærkbar for sine mange kirker.
Georg gik mod Sct. Ansgars Kloster. Underligt nok var han ikke svimmel en eneste gang på turen derhen. Måske er det rigtigt, tænkte han, at vejen til Gud kan føre til helbredelse.
Der var gyldne kupler, parkanlæg, ordnede p-pladser men han så sig ikke for vild. Nogen fortalte, at sognepræsten holdt gudstjeneste, og han måtte vente på, Anders fik tid. Han vidste ikke engang, hvad liturgi helt præcis var, eller hvor længe det varede, men gik sig en tur.
Bag kirken en lille kirkegård og længere nede en brønd, hvor folk hentede helligt vand. De gamle damer slæbte sig selv op ad skråningen gang på gang, det var næsten rørende.
Hvad i alverden lavede han egentlig her? Han skulle jo under kniven, ikke hike over mark og eng…
Skal du ikke hente helligt vand? spurgte en smilende kvinde.
Øh, helligt vand? Nej, jeg…
Flasker ligger derovre. Bare tag turen tre gange op ad stien.
Hvorfor tre?
Ja, du ved bedst selv, hvorfor du er her.
Georg overvejede at forklare, han blot besøgte en gammel ven, men nikkede blot og gik ned til brønden. Tre gange tog han turen op og ned. Vandet var isnende, sødt og krystalklart.
Pludselig føltes det lettere, og tanken om at have spildt tiden var væk. Hvis det her var Anders rigdom, så var det sgu ikke helt dumt.
Efter gudstjenesten myldrede folk ud ad døren. Så trådte præsten frem kulsorthår, fyldig rødmosset skæg, og en basstemme så venlig, at man kunne smelte. Det kunne kun være Anders, selvom han var vokset et par nummer siden sidst. Briller? Dem havde operationen fixet, forklarede han siden.
Nå, jamen, dav, Far, sagde Georg, og straks blev han tysset på af en kirkegænger: “Man siger da velsign mig, Fader!'”
Men præsten smilede, øjnene blev smalle, og straks genkendte han Georg.
Nej, men, Georg! Gud fader bevares hvor er det godt at se dig…
De omfavnede hinanden. Præsten hilste på folk, velsignede, og til sidst gik de af sted ad klosteralléen.
Sikke en glæde! Annemette bliver ellevild.
Hun er her også?
Hun er læge her, pædiater. Vil ikke droppe professionen. Og vi har fem børn, den mindste er ti.
Hold da op, vi har også tre. Datter af første ægteskab, to i andet. Og du er altså blevet præst…
Ja, og vi elsker det her sted, flot natur, travlt kloster. Vi blev tilbudt at flytte flere gange, men…
Du er vokset!
Ja, jeg voksede indtil jeg var seksten!
Og brillerne?
Laseroperation for 15 år siden. Den slags kan Gud godt vænne sig til, ikke?
Men… så er det altså ikke uforeneligt at tro og være læge?
De grinede begge.
Kan du huske den gang, vi forsøgte at stjæle medicinbogen fra statsbiblioteket? Du snakkede os udenom med dit pæne sprog!
Ja, og du skammede dig hele vejen hjem…
Georg blev kørt hjem af kirkens chauffør. Præstevillaen var virkelig pæn, have med stokroser og præstegårdsanneks.
Annemette kom ham i møde, krammede og bød ind i et hus med blomster i vinduerne, jomfru Maria i dagligstuen, men også moderne køkken og gadgets.
Her slappede han pludselig af, glemte formålet, mens han døsede hen i havestolen på verandaen.
Han gad alligevel ikke køre tilbage. Ferielisten var stadig intakt.
***
Så du har talt med Viktor?
Ofte, især de første år. Men kontakten gled ud. Min søn har prøvet finde ham over Facebook og alt muligt. Men sådan er livet.
Surt på mig?
Det er kun Gud, der dømmer mennesker har deres egen sandhed. Spyt du nu bare ud, Georg. Jeg kan se, du har problemer.
Det er den ondskabsfulde slags… hjernekræft.
Anders sukkede.
Det er slemt. Så skal du til alters i morgen, tage imod, og så tager vi den derfra.
Taler du ikke lidt, som om jeg allerede er død?
Nej, Georg, der er håb forude, mand. Du må selv kæmpe for det. Præsten peger vejen så er resten op til dig.
Jeg skal nok fortælle alt men måske ikke lige nu…
Til nadveren. Vi tager det i morgen.
Underligt, men til alteret næste dag blev tilståelsen anderledes det var ikke undskyldende, det var en bekendelse.
For pokker ja, de bedste venner blev dødelige fjender på et øjeblik.
***
Kirken var næsten tom, Anders sagde bønnen, og lagde hånden på Georgs pande:
Herren lytter til din bekendelse, Georg, jeg er bare vidne. Kom med det.
Georg begyndte:
Jeg var misundelig på Viktor. Han blev elsket overalt. Og så kom hende der, Astrid…
Historien var, at på hospitalet, hvor Viktor arbejdede, lå hun gravide, Astrids far, direktør, blev indlagt. Datteren gik der og Astrid og Viktor flakkede sammen, hun blev vild med ham, og pludselig steg Viktor til tops i København.
Og jeg… Jeg blev vred og fyldt med løgne. Sagde grimme ting om Viktor til Astrid. Sagde han var sammen med en fra holdet, det var løgn. Til bryllup røg det hele, jeg kyssede Astrid på altanen. Viktor så det. Han flyttede, vi talte ikke sammen igen.
Livet straffede mig hurtigt Astrid blev mere og mere forlangende og da hendes far døde, blev jeg nærmest slave for svigermor. Til sidst gik det i stykker og vores datter blev boende i byen, hun læser til lærer nu.
Og jo, det var ikke den største fejl jeg har lavet værre. Engang døde en patient på operationsbordet det var min fejl. Og ja, jeg var heller ikke tro mod min kone. Som læge havner man omringet af unge sygeplejersker man fristes. En dag blev én fyret, fordi jeg ikke kunne styre mig. Siden har jeg fået Inger, hun er min redning!
Han blev stille. Hvad ellers sige? Tåbeligt, hele molevitten.
Kan du så tilgive mig, Anders?
Jeg tilgiver ikke. Det gør Gud. Det vigtige er, at du angrer.
Georg så på sin ven og nikkede. Så dukkede tårerne op. Han knugede hænderne om alteret, sank sammen på knæ.
Sig til Gud, jeg vil leve, Anders jeg vil elske Inger, opdrage mine unger, arbejde videre. Jeg vil ikke have guld, bare leve.
Herre Jesus Kristus, forbarm dig over din tjener Georg… bad Anders.
Så så de på hinanden Anders øjne var stadig de samme blå og bundløse.
Men du må finde Viktor og sige undskyld du må, Georg. Jeg tror faktisk, han arbejder i Viborg nu, på onkologisk afdeling. Du skal ikke til København prøv der.
Kom nu, Anders, du mener vel ikke det? Roks afdeling er milevidt foran teknologisk.
Måske, men Viktor er også nyskabende. Han pendler til København, han er ekspert, og det er din ven.
Måske. Men for nu: København.
Og find så hende, du fik fyret. Sige undskyld.
Det kan jeg. Tænker tit på hende… Jeg lover!
Vi skal nok bede for dig, Georg. Og hvem ved måske ender du med at skulle et smut til Viborg alligevel.
Inden han tog afsted, mindst femten gange besteg han skrænten ved klosteret, drak vand, og lo ad sig selv undervejs… De andre pilgrimme så på ham, nogle dannede korsets tegn med lidt held hjælper Gud nok en stædig læge.
