Jeg vil leve, Poul!
Jørgen, Jørgen, hvad sker der med dig?
Sygeplejersken Trine greb fat i kirurgens ærme, men kunne ikke holde ham. Han lænede sig ind mod væggen, bøjede hovedet ind i fordybningen og var helt tavs.
Trine tænkte med stolthed på hele personalet hvor meget de læger ofrer sig for patienterne, arbejder til de dåner! Ingen værdsætter det. Patienten, som Jørgen lige havde opereret, kommer ikke til at se det.
Jørgen, hvad sker der? Jeg henter straks…
Ingen grund, sagde Jørgen, idet han trak hovedet væk fra væggen og vaklede mod personalerummet. Lige før døren vendte han sig mod den forskrækkede sygeplejerske. Det går fint, du skal ikke bekymre dig.
Jørgen lod sig synke sammen på den slidte lædersofa. Går det egentlig fint? Det var ikke første gang, han mærkede det her svimlende ubehag. Overanstrengelse? Sikkert.
Der var engang han havde sande fridage. Dage hvor man kunne koble af efter hospitalets væsen tage med konen på besøg, en tur i Dyrehaven med ungerne.
Men nu… Når hver læge løber mellem tre forskellige afdelinger, hvad er det for en “pause”? Jørgens andet ægteskab, en yngre kone, børn i skolealderen det koster. Og ja, han ville også gerne udskifte bilen.
Men det vigtigste var ikke bilen, det var mere… Jørgen havde vænnet sig til at være efterspurgt, han ville altid være den bedste, have kollegaernes respekt, faglig tilfredsstillelse … Og det havde lykkedes ham i over tyve år som læge. Patienterne strømmede til ham, kollegaerne værdsatte ham, han blev inviteret, lovet, og han fik solid løn.
Per? Han ringede til kollegaen, narkoselægen. Er din Karen på arbejde i dag?
Hej Jørgen. Ja, hun er på vagt.
Sidst på dagen ligger Jørgen så allerede i MR-scanneren hos Karen, mens han lytter til den infernalske larm, som selv høretelefonernes musik ikke kan overdøve.
Pludselig vælter frygten ind, han får lyst til at hamre på knappen, så de tager ham ud af røret. Han skal tænke på noget andet. Noget rart. Men hvad?
Hans hukommelse begynder at bladre bagud i livet. Andet ægteskab… Han er allerede voksen, operationskirurg, far hun, den unge folkeskolelærer til datteren.
MR-maskinens skratten overdøver ethvert forsøg på gode minder fra den periode. Arbejde-hjem-arbejde. Det første ægteskab endnu værre. Der var kun den grimme skilsmisse tilbage i hukommelsen.
Studietiden? Ja! Første fire år.
Jørgens erindring standser, griber fat, og fører ham væk fra larmen. Sommersjak, ungestreger, Mette fra kantinen, hende alle gik efter…
Jørgen, Viktor og Poul tre medicinstuderende venner, bundet sammen allerede til optagelsesprøven. Aarhus var ukendt for dem alle, og de boede på kollegiet.
Poul lidt nørdet, fra en lille provinsby, stille, lidt naiv, men med en utrolig karisma. Man gad bare være i nærheden, høre hans stille ord, og se ind i de dybe blå øjne bag brillen.
Poul havde fænomenal hukommelse, kunne pensum udenad svare på alt.
Viktor hans modsætning, stor fyr fra et jysk landsbysamfund, højtråbende, ikke forfængelig. Han snakkede uafbrudt, nørdede med snyderappen, og socialiserede mest af alle på kollegiet.
Jørgen bekymrede sig også for eksaminerne. Han tvivlede på, netop han kom ind, og beundrede Pouls viden og Viktors udadvendte væsen. Mærkværdigt nok var det kun Mikkel, den fjerde på værelset, som ikke kom ind. De tre forblev venner.
Første år fik de ingen kollegieværelse, så Pouls omsorgsfulde mor fik fremskaffet en treværelses lejlighed til drengene.
Gud velsigne jer, drenge! Lev nu i fred, sagde hun, efter et par dage i lejligheden, hvor hun havde instrueret og kokkereret mad til en hel måned.
Hold da op, Irene! Hvad arbejder din mor med, Poul?
I en ikonforretning, svarede Poul og gumlede.
Hvor?
I kirken. Jeg hjælper hende med at sælge lys og andet…
Så hun er troende?
Ja, og jeg er også, sagde Poul roligt.
Vennerne så på ikonerne på vindueskarmen.
Er det dine? Jeg troede, din mor bare havde glemt dem.
Nej, de er til mig, sagde Poul.
Viktor gaffede straks:
Hvad laver du så på medicin, hvis det bare er overtro? Tænker du Gud hjælper?
Lægen tager sig af legemet, Gud af sjælen, svarede Poul tørt, og de andre trak bare på skuldrene.
Tro var ikke til debat. De så godt Poul gøre korsets tegn, men han gjorde det diskret. Han var en god studerende, kunne mildne vrede mellem stædige Viktor og Jørgen.
Egentlig var Poul lidt anderledes, dagligdagens småting rørte ham ikke. Hvis Viktor og Jørgen røg uklar om rengøring, tog Poul bare kluden og gik i gang.
Kan det virkelig være så vigtigt at skændes om? Så hellere gøre rent…
Og så fik drengene ro på og hjalp til, halvt af skam.
Var det Gud der hjalp Poul, eller var han bare begavet hans første eksamen var top. Latinen sad som om han var født med den. Han var den lim, der holdt dem sammen.
Mærkeligt nok, blev han også den første, der blev forelsket. I studenterforeningen mødte han sin skæbne: Lene. Lille, mørkhåret, energisk og venlig. Siden andet år gik de altid hånd i hånd.
Viktor overraskede med sin fandenivoldske risikovillighed og blev ivrig studiemedhjælper på hospitalet, fik hurtigt ansvar, blev snart kendt på afdelingen som den dygtige assistent.
Jørgen studerede solidt, ikke prangende, men engageret. Han ville bare være en god læge.
***
MR-scanneren kørte ham ud. Jørgen så ud ad vinduet, trak vejret dybt ind. Hvorfor denne klaustrofobi?
Karen kom ind, fjernede udstyret.
Hvad siger du, Karen? Har du set billederne?
Vent lidt, lægen skriver beskrivelse. Jeg ringer, kom igen senere, sagde hun, mens hun undgik hans blik. Måske bare træt? Hun havde været på benene hele dagen…
Jeg tager det med i morgen. Vil bare hjem nu.
Men han nåede ikke hjem, før Karen kom med svar, disk og billeder.
Jørgen, du er selv læge, du forstår… Men du må ikke vente. Tag hen til Knudsen. Han skal se på det.
Jørgen kiggede hurtigt på beskrivelsen, satte sig med billederne på computeren uden at forstå, at det var hans egen hjerne, hans egne signaler, hans eget fokus. Det føltes stadig som én af patienterne.
Selv mens han kørte hjemad, mærkede han ikke rigtigt, det var hans liv, det handlede om. Han nægtede at tro det.
***
Knud Knudsen var den bedste neurokirurg.
Jeg ville ønske jeg kunne pakke det pænt ind, men Jørgen, du ser selv…
Jeg ser det. Er det slut?
Uha, det lyder som noget en nervøs patient ville sige. Du ved det jo alt er i kirurgens og Guds hænder.
Det føles uvirkeligt… Jeg skulle have været til fagkongres i København, tage familien med, slappe af. Nu… Hvad ville du gøre?
Jeg ville tage til Rigshospitalet, få en af Rohdes elever til at se dig. De er altså skarpe men det tager lang tid at komme til. Måske lægefællesskabet kan hjælpe dig lidt frem…
Jørgen opererede stadig, organiserede, skrev journaler. Smerterne generede ikke, måske lidt svimmelhed, men den klarede han med medicin.
Han begyndte at lede efter vej til Rohde. Knudsen havde ret det var næsten umuligt.
Det var på tide at fortælle konen om det. Hun satte straks gang i forberedelserne til København.
Inger, jeg må tage af sted alene.
Hvad? Hvordan… hun stod med en bluse i hånden og så såret på ham. Er du tosset? Og børnene?
Det er ikke en konference eller koncert, jeg skal indlægges. Der er… En tumor… han sagde det langsomt, overrasket over selv at sige det.
Inger stirrede forfærdet på ham, tårene steg i øjnene.
Herre Gud… Hvordan kunne det ske? Skal jeg alligevel ikke med?
Ikke endnu… Jeg skal være dernede, vente på en mulighed. Det kan tage tid.
Er det så alvorligt? hun satte sig ved siden af ham. Fortæl…
Og Jørgen ridsede usikkert fortællingen op, fortællingen om fornemmelserne, undersøgelserne, resultaterne… Tankerne, livet, håbet.
Inger sad og lyttede, klamrende til blusen, bekymret, men tavs. Jørgen var glad for at have én at åbne sig for. Sådan havde det ikke været i første ægteskab.
***
Jehovas Vidner nægter normalt blodtransfusioner, sagde professoren på fjerdeårslæsningen. “Kød med blod må I ikke spise.”
Præster modsætter sig organdonation. Kirken protesterer mod kunstig befrugtning med donorer. Kirken og medicinen det går ikke sammen.
Det er ikke rigtigt, lød det fra en studerende.
Hvem sagde det?
Jeg, sagde Poul, Kirken og lægevidenskaben hjælper begge mennesket til at leve værdigt.
Vil du diskutere?
Nej, bare sådan er det, svarede Poul.
Nå, kom så op, smilte professoren sarkastisk.
Poul gik op, så venligt på læreren.
Diskussionen gik i gang. Poul svarede klart og værdigt.
Kirken tager sig af sjælen. Hvis mand og kone ikke kan få børn, og ingen medicin hjælper, bør de acceptere det med ydmyghed. Måske skal de adoptere. Kirken forkaster heller ikke kunstig befrugtning mellem ægteparret selv, men fra en donor det går ikke.
Så hvorfor imod rugemødre? Der er jo forældrenes egne celler.
Også rugemoderen skal tænkes på, og barnet… Det bryder…
Sludder! læreren overdøvede ham. Kirken er bange for, at videnskaben overgår Gud. Kirken lever af at hindre udviklingen!
Poul blev ved, rolig og saglig. Han svarede, mens professoren blev ophidset. Publikum lyttede intenst. Selv da læreren skældte ud, var det tydeligt, at han tabte publikum.
Bagefter begyndte Pouls problemer. Han blev hevet ind til studierektor, blev trist, sagde ikke meget, kun til Lene hans udkårne.
På femte år vendte Poul ikke tilbage. De modtog et brev han fulgte sin samvittighed, tog afsked og bad dem værne om deres venskab.
Jørgen og Viktor var chokerede. Så dygtig! Han kunne være blevet en fremragende læge og så dropper han ud!
De opsøgte Lene, men hun ville ikke forklare. De tog hjem til Poul i weekenden. Hans mor Irene tog venligt imod og fortalte stolt, Poul var begyndt i præsteseminarium.
De tog hjem med både madpakker og hovedet fuld af spørgsmål, stadig uforstående over vennen beslutning.
Hvordan kunne han, for Guds skyld! sagde Viktor.
Nu siger du også “for Guds skyld.” Måske har Gud bare ført ham væk, dummepeter.
***
Skal jeg tænde et lys, Knud? Nej, jeg besøger bare en gammel ven. Har allerede fikset orlov, sagde Jørgen til Knudsen tre dage før afgang til København. Han turde ikke køre selv længere, men håbede stadig på operation i København.
Hvilken ven?
Gamle studiekammerat Poul. Vi har ikke set hinanden i over tyve år. Han gik ud efter femte og blev præst, bor ikke langt væk. Jeg kører derover i morgen.
Det kendte bysamfund med dets klostre og pilgrimme var ikke imponerende. Det mest karakteristiske var kirker overalt.
Jørgen gik over mod Sankt Hans Kloster. Underligt nok mærkede han ingen svimmelhed hele vejen. Vejen til Gud er måske også vejen mod helbredelse, tænkte han.
Der var smukke, hvide mure, tårne og kupler i det grønne.
Liturgien er stadig i gang. Præsten kan ikke forstyrres, du må vente, sagde nogen. Han gik lidt rundt, ude blandt gravene og ned til en kilde ved åen, hvor folk fyldte flasker.
En kvinde med tørklæde spurgte til ham og smilede.
Henter du ikke helligt vand?
Hellig vand? Nej…
Flasker derovre, men du skal gå tre gange op og ned, det er sådan, det gøres, forklarede hun.
Hvorfor det?
Du ved bedst, hvorfor du er her, sagde hun.
Han tog en flaske og gik op og ned tre gange, fyldte vand og drak det var køligt, sødt og rent som tårer.
Pludselig fandt han ro og tænkte at turen måske alligevel ikke var forgæves.
Efter liturgien kom præsten ud. Høj, skægget, værdig, med venlig stemme. Det kunne ikke være Poul, tænkte han, han manglede brillerne.
Men så fangede præsten hans blik de lyse, dybe øjne han vidste med det samme Poul.
Hej, gamle ven! Sagde han lavt.
En menighedskvinde hvæsede: Du skal sige “velsign os, fader”!
Men Poul smilte bare.
Jørgen! Det varmer, rigtigt meget…
De omfavnede hinanden. Folk spredtes, og Jørgen og Poul gik op ad alléen.
Sikke en dag! Lene bliver glad.
Er Lene…?
Ja, min kone. Lokal børnelæge. Vi har fem børn, yngsten er ti. Vi trives her.
Ja, jeg har også tre. Datteren fra første ægteskab, to med Inger nu. Du har slået dig ned her…
Simpelthen. Vi elsker stedet. Vi har fået tilbud overalt, men holder fast her.
Du er vokset.
Ja, selv efter tyve voksede jeg.
Og brillerne?
Jeg blev opereret for længe siden. Nu går det. Har linser.
Så, religionen forkaster ikke medicinen?
De lo begge.
Kan du huske dengang vi forsøgte at smugle en bog ud fra Statsbiblioteket? Du underholdt bibliotekaren…
De lo over gamle minder.
En ung kvinde hviskede til Poul han måtte tilbage, folk ventede.
Kommer chaufføren, han kører dig hjem til os. Lene tager imod. Vi snakkes, når jeg kommer hjem.
Jeg bliver ikke længe, men okay, sagde Jørgen.
Poul boede i et charmerende hus, med blomster i vinduet, ikoner i hjørnet, men også fladskærm, computer og moderne køkken. Lene sendte kaffe rundt, snakkede om livet, og den lille dreng var hjemme.
Jørgen glemte næsten, hvorfor han var kommet. Han indtog kaffe og fik en lur i hængekøjen på verandaen.
Han havde absolut ingen trang til at tage hjem samme dag.
***
Så du kender historien?
Selvfølgelig. Vi skrev meget sammen, Viktor og jeg, og ringede efterhånden. Men det er længe siden nu… Alt i Guds hænder.
Fordømmer du mig?
Gud dømmer folk har deres sandhed og samvittighed. Hvad er der Jørgen? Spyt ud…
En ondartet hjernetumor…
Poul sukkede.
Det er slemt. Du kommer i kirken til gudstjeneste i morgen, sidder ned hvis det er nødvendigt, du skal til skrifte og tage nadver. Så ser vi…
Som om du holder begravelse for mig.
Nej, nej… men kun dig selv kan hjælpe. Præsten viser retningen, resten gør du selv, sagde Poul.
Natten gik, og Jørgen så sin gamle skyld på en ny måde. Ved skriftemålet var det ikke længere en undskyldning, men bekendelse.
Ja dengang gik bedste venner fra at være uadskillige til fjender.
***
Efter tjenesten var kirken tom.
Poul begyndte med ritualet:
Kristus er usynligt til stede og modtager din bekendelse, jeg, præsten, er kun vidne. Sig frem, Jørgen.
Jørgen begyndte tøvende.
Dengang var jeg misundelig på Viktor. Alt var nemt for ham; kolleger, kvinder og så kom Anne…
Viktor arbejdede på hospitalet, Annemette, datter af en københavnsk embedsmand, blev indlagt. Mens hendes far blev behandlet, kom hun og Viktor tættere på hinanden, og derefter mødtes de både i København og Aarhus.
Forholdet gik stærkt, og mulighederne åbnede sig for Viktor.
Ser du…, sagde Jørgen til Poul, Jeg syntes det var uretfærdigt. Jeg kom til at sladre bag hans ryg til Anne… Det var bare misundelse, jeg angrer det…
Så til brylluppet hos en fælles ven skete det: Viktor kom med Anne, og Jørgen kyssede hende i smug. Viktor så dem. Umiddelbart skred han, flyttede ud, og kort efter flyttede Jørgen og Anne sammen.
Men livet straffede Jørgen sidenhen. Anne og svigerfamilien styrede alt, og da svigerfaren døde, blev Anne urimelig. Til sidst gik det i stykker.
Og nej, det var ikke min største synd. Jeg lavede fejl under en operation dødsfald. Og jeg var min kone utro. Ikke meget, men lidt…
Han tav. Hvad mere at tilføje?
Kan du tilgive mine synder, Poul?
Ikke jeg, Gud alene, Gera. Det vigtigste er din ærlige anger.
Jørgen nikkede og faldt i gråd, knugede hænderne om prædikestolen.
Sig det videre til Gud, at jeg angrer, Poul Jeg vil leve, Poul, jeg vil elske min Inger, jeg vil se mine børn vokse op. Jeg vil bare være læge, hvor som helst. Sig det videre…
Gud, vor Herre, Jesus Kristus, giv nåde og kærlighed til dit barn Jørgen, og tilgiv hans synder… bad Poul.
Jørgen så op og mødte Pouls klare, varme blik.
Ved du, Jørgen, du bør finde Viktor. Be ham om tilgivelse, sagde han.
Hvor? Jeg skal til København om to dage, jeg kan ikke nå det.
Sov på det måske skal du snarere til Odense, hvor han nu arbejder på onkologisk afdeling. Ikke København.
Skal jeg så ligefrem lade Viktor operere mig?
Hvorfor ikke?
Du er væk fra faget, Poul, sagde Jørgen med et ironisk smil. De har slet ikke udstyret, som de har i hovedstaden.
Men Viktor arbejder også med nye teknikker, han rejser til København tit. I to skal mødes.
Vi burde mødes. Men først København. Det haster…
Og find hende, du fik fyret… Find hende.
Det er let nok. Det gør jeg… Jørgen nikkede. Bed for mig, Poul. Det vigtigste er, at jeg bliver taget imod. Ellers må jeg vel en tur til Odense.
Inden han rejste, gik han ikke mindre end femten gange op og ned af skrænterne ved kilden, og efter hver tredje tur drak han af det klare, kolde vand…
Folk i kirketjeneste så til og slog korsets tegn for ham. Må Gud hjælpe.
