– Det der vil jeg ikke spise, – svigermor kiggede væmmeligt på tallerkenen med gule ærter.
– Hvad skal det forestille? – Helle Mikkelsen rynkede næsen og snusede, som om der var sat en spand affald på bordet.
– Gule ærter, – smilte hendes svigerdatter Mette. Hun åbnede den lille keramiske suppeterrine og begyndte at hælde den gyldne, kraftige suppe op. – Det er en fryd at lave mad med grøntsager fra egen have.
– Kan ikke se forskel, – fnøs svigermor. – Men det kræver da evigheder at stå derude og pløje i jorden!
– Det har du ret i, – lo Mette venligt. – Men når det er ens hobby, er det ren fornøjelse.
– Netop, når det er *ens egen* hobby. Ikke noget påtvunget, – Helle Mikkelsen pressede læberne sammen. – Hvem har du lavet alt det mad til?
– Os. Der er ikke engang ret meget. Bare til et par dage.
– Jeg spiser ikke den grød, – svigermor viftede overbevisende med hænderne og tog et skridt væk fra bordet. – Aner jo ikke, hvad der er i! – Hun efterabede en opkastningsbevægelse og dækkede munden med hånden.
Mette rullede med øjnene og sukkede.
Hun og Helles søn Mikkel havde mødt hinanden for halvandet år siden, forelsket sig ved første samtale og giftet sig uden fest en måned senere. De sparede pengene til deres fælles drøm: et sommerhus på Lolland, som de nu hyggeligt indrettede.
Helle Mikkelsen havde Mette kun set fire gange i den periode – lige så mye som Mikkel. Tre af besøgene havde Mette selv overtalt ham til.
Helle havde fra starten set sønns ægteskab som en barnlig fase. Men hun kunne ikke kontrollere sin voksne søn og ventede bare på, at “naturligorden” ville genoprettes.
Men det skete ikke, og det gjorde hende utålmodig.
Helle forstod simpelthen ikke, hvad Mikkel så i den “bondepige”. Han var en flot fyr, der altid havde været omgivet af mere passende og kønne piger.
Desuden var Helle en gennemført københavner, ligesom hun havde opdraget Mikkel. Nu fortalte modersinstinktet hende, at Mikkel var træt af bondelivet. Et lille skub, og alt ville vende tilbage til normalt.
Efter sådan en fiasko ville han finde en passende kone, som Helle kunne blive venner med. Men hun måtte skynde sig, før snedige Mette fik fanget ham med en baby!
Planen modnedes: Helle ringede til svigerdatteren og insisterede på at besøge dem – hun var jo ikke inviteret til indflytningen.
Mette påpegede, at hun havde inviteret to gange, men Helle havde altid afvist med travlhed som undskyldning. Nu ankom Helle to dage senere og stod i det lyse stue og kogte af indignation.
Hendes søn – ligesom hende og hans afdøde far – hadede supper! I deres hjem spiste man kun retter, hvor ingredienserne kunne identificeres med det samme.
Hvordan kunne Mikkel tillade, at hans kone trampede på ham sådan? Mon hun havde ham i et hekseri?
Helle følte kuldegysninger. Tanken om, at Mette holdt fast i Mikkel med sengekunster, afviste hun straks. Sengekunster og Mette? Umuligt!
Det måtte være trolddom!
Hun sendte Mette et hadefuldt blik. Lader som en engel, men langsomt forgifter hun ham.
– Hvad mener du, der er i? – Mette tog en suppeskefuld og vendte sig mod Helle. – Alt er synligt. Her er kål. Løg. Gulerødder. Ærter. Jeg har revet selleriroden – efter min mormors opskrift. Åh, der mangler kartofler, men de fisker vi op senere. Så frisk persille fra haven og lidt cremefraiche!
– Spiser du selv det affald? – Helle slog ud med hænderne.
– Forresten, det kunne også gavne dig! Fuldkorn regulerer tarmsystemet. Glad tarm, glad ejer!
Helle rødmede af Mettes frækhed men ignorerede bemærkningen:
– Hvorfor tvinger du Mikkel til at spise det?
Mette så forvirret ud.
– Han spiser det frivilligt.
– Hvad skal en mand gøre, når der ikke er andet?
– Lave selv? Bestille mad? Besøge naboen? Eller sin mor? – Mette grinede spidst.
Helle blev endnu rødere.
– Vær ikke respektløs! Du burde spørge mig, hvad han kan lide.
– Helle, jeg spurgte *ham*. Han er voksen. Tak, I lærte ham at tale. Han siger, han elsker det.
– Han lyver! Han vil ikke såre dig. Men han må jo tvinge det ned!
– Åh! – Mette sukkede. – Så må vi hellere spise det. Vil du støtte din søn?
– Hvad?! – gispede Helle.
– Nej? Synd. Han ville sætte pris på din solidaritet.
– Din…
– Mette! Vi er hjemme! – råbte Mikkel glad fra entrén.
Et hvidt pelset lyn løb ind i stuen.
– Åh! – skreg Helle og gemte sig bag Mette.
– Frygt ej, det er Freja. Hun bider ikke. Hun er opdraget, – Mette løftede hånden, hunden stoppede og satte sig. – Så flink!
– Hvorfor lukker I naboens hunde ind? – hviskede Helle chokeret.
– Naboens? Hun er vores. Hun bor her.
– I huset?! Det er usundt! – Helle stirrede. – Og Mikkel hader hunde!
– Nej, mor, *du* hader hunde. Hej, – sagde Mikkel og kom ind. – Perfekt timing til middag.
– Hej, skat! – Helle blev stående og ventede på et kindkys, men Mikkel krammede hende kort og gav Mette et blidt kys.
– Skal vi spise? – han duftede og smilede.
– Glæder mig, men der er kun svinemad. Hvorfor fortalte du ikke om grisene? Lugten må være ulidelig!
Mikkel så forvirret på sin mor, derefter på Mette og det dækkede bord. Hans nakkemuskler spændtes.
– Jeg havde faktisk glemt alle de her påfund, – sagde han bittert.
– Hvilke påfund? Det er vores smag! Traditioner! Du klagede aldrig!
– Som barn var jeg bange for at gøre far vred. Senere ville jeg ikke skændes med dig.
– Hvad siger du?! – råbte Helle og fik Freja til at gø. – Føj! – Hun truede hunden med knytnæven. – Hun har sine præferencer, – Helle skulede til Mette, – men er du et tøfler, der lader hende træde på dig?
– Jeg er husets herre, – svarede Mikkel mørkt.
– Så opfør dig som det! – Helle sukkede lettet.
– Hvor er din taske? – spurgte Mikkel.
– I entrén! Jeg er sulten!
– Godt. Tak Mette for invitationen.
– Hvad?
– Tak hende for at forsøge at forbedre forholdet og undskyld.
– Men hun…
– Mor!
– T-tak og undskyld, – hvæsede Helle.
Mette nikkede kort.
– Kom.
– Hvorhen?
– Tilbage til dit sted med *dine* regler og traditioner.
– Men Mikkel, jeg…
– I hadede supper, dyr, landet. Jeg fik en god råd fra far: “Kan du ikke lide vores, lav dit eget.” Det gjorde jeg. Her er *min* smag. *Mine* regler. *Min* kone er herskerinde. Kan du ikke lide det? Du har stadig dit eget.
– Hun har forhekset dig! – hulkede Helle.
Mikkel førte hende tavst til taxaen, satte tasken på jorden og sagde:
– Mette forsøgte at være på din side. Der var lavet separat mad til dig. Men gule ærter var en prøve. Du dumpede. – Han vinkede til chaufføren.
– Hvornår bestilte du taxa?! – gispede Helle.
– Jeg sagde til Mette at vente. Jeg havde ret.
– Du…
– Jeg er herren. Som du ønskede. – Han lukkede grinden.
– Trolddom, – mumlede Helle og begyndte på telefonen at søge efter modgift. Der måtte findes en måde at få sin søn tilbage!
