Mette kom hjem sent om aftenen. Københavns lys allerede blinkede bag vinduerne. Hun stod på dørtrinnet med en taske i hånden og sagde med en uventet fasthed:
“Jeg vil skilles. Du kan beholde lejligheden, men du skal betale mig min andel tilbage. Jeg har ikke brug for den. Jeg tager afsted.”
Henrik, hendes mand, sank sammen i sin lænestol, overrasket.
“Hvor skal du hen?” spurgte han og blinkede forvirret.
“Det rager dig ikke længere,” svarede hun roligt, mens hun trak en kuffert ud af skabet. “Jeg skal bo hos min veninde på landet et stykke tid. Så må vi se.”
Han forstod ikke, hvad der foregik. Men hun havde allerede taget sin beslutning.
Tre dage før havde lægen, mens han gennemgik hendes prøvesvar, sagt blødt til hende:
“I dit tilfælde er prognosen ikke god. Otte måneder, højst… Med behandling, måske et år.”
Hun var gået ud af konsultationen som i en tåge. Byen larmede, solen skinnede. I hendes hoved summede én sætning: “Otte måneder… jeg når ikke engang at fejre min fødselsdag…”
På en bænk i Kongens Have satte en gammel mand sig ved siden af hende. Han sad stille et øjeblik, nød den efterårsvarme sol, og så sagde han pludselig:
“Jeg vil gerne have, at min sidste dag er solrig. Jeg venter ikke på meget længere, men en solstråle er en gave. Synes du ikke?”
“Jeg ville synes det, hvis jeg vidste, det var mit sidste år,” mumlede hun.
“Nå, men udsæt ikke mere. Jeg har haft så mange ‘senere’-stunder, at de kunne have fyldt et helt liv. Men det gik ikke.”
Mette lyttede og forstod hele hendes liv havde været for andre. Et job hun hadede, men beholdt for sikkerhedens skyld. En mand, der i ti år havde været en fremmed utroskab, kølighed, ligegyldighed. En datter, der kun ringede for at bede om penge eller en tjeneste. Og for sig selv? Intet. Ingen nye sko, ingen ferier, ikke engang en kop kaffe på en café, alene.
Hun havde sparret alt op til “senere”. Og nu var det “senere” måske slet ikke komme. Noget i hende knækkede. Hun gik hjem og sagde for første gang i sit liv “nej” til alt, på én gang.
Næste dag tog Mette orlov, hævede sine opsparinger og tog afsted. Hendes mand forsøgte at forstå, hendes datter ringede og krævede hun svarede hver enkelt med ro og beslutsomhed: “Nej.”
I hendes venninde sommerhus på landet var alt fredeligt. Indhyllet i et tæppe tænkte hun: Skulle det virkelig ende sådan? Hun havde ikke levet. Hun havde overlevet. For andre. Nu skulle det være for hende.
En uge senere fløj Mette til Skagen. Der, på en café ved stranden, mødte hun Niels. Forfatter. Klog, blid. De talte om bøger, om mennesker, om livets mening. For første gang i åre lo hun oprigtigt, uden at bekymre sig om, hvad andre tænkte.
“Hvad hvis vi blev her?” foreslog han en dag. “Jeg kan skrive hvor som helst. Og du, du bliver min muse. Jeg elsker dig, Mette.”
Hun nikkede. Hvorfor ikke? Hun havde så lidt tid tilbage. Så lad der være lykke selv om den var flygtig.
To måneder gik. Hun havde det vidunderligt. Hun lo, gik ture, lavede morgenkaffe, fandt på historier til terrassebordene. Hendes datter protesterede først, men gav så op. Hendes mand udbetalte hendes andel. Alt blev stille.
En morgen ringede hendes telefon.
“Mette Sørensen?” spurgte en bekymret stemme. “Undskyld, der er sket en fejl… de prøver var ikke dine. Alt er i orden. Det er bare udmattelse.”
Hun tav et øjeblik, så brast hun i latter højt, ægte.
“Tak, doktor. Du har lige givet mig livet tilbage.”
Hun så på Niels, der sov, og gik ud i køkkenet for at lave kaffe. For nu lå der ikke otte måneder foran hende men et helt liv.
