«Jeg vil ikke tillade, at min mor ender på et plejehjem!» — sagde faster med stor beslutsomhed, da hun tog vores syge bedstemor med hjem, men tre måneder senere fandt vi ud af, at hun havde afleveret hende på et plejehjem.
Jeg vil aldrig glemme den dag, hvor min faster Mette, min mors søster, med dramatisk patos tog vores syge bedstemor Inger med sig. Det var en rigtig forestilling fyldt med høje ord, beskyldninger og bitre tårer. Så mange sårende udsagn måtte vi høre fra hende den dag! Hun råbte så højt, at det føltes som om, hendes stemme nåede hele kvarteret, som om hun ønskede, at hver nabo i vores lille by uden for Aarhus skulle vide, hvor “retfærdig” hun var, og hvor “følelsesløse” vi var.
— Jeg tillader ikke, at min mor rådner op på et plejehjem! Jeg har samvittighed, i modsætning til jer! — skreg hun ad min mor med en sådan vrede, at jeg stadig får kuldegysninger, når jeg tænker tilbage på det.
Hendes ord lød som citater fra en bog om familieværdier, men bag dem lå kun vrede og fordømmelse. Hun fremstillede sig selv som en heltinde, mens vi nærmest blev beskyldt for forræderi. Men det handlede slet ikke om samvittighed; det handlede om, at bedstemor virkelig havde brug for seriøs hjælp, som vi ikke længere kunne give hende.
Det hele begyndte efter bedstemor havde et slagtilfælde. Hendes helbred faldt sammen som et korthus: hukommelsen svigtede, hun kunne fare vild i sit eget værelse, pludseligt græde uden årsag, og hendes adfærd blev gådefuld. Nogle gange kunne vi håndtere det, men sådanne øjeblikke blev hyppigere og farligere. En dag kom vi hjem til et syn, der fik blodet til at fryse i årerne: alle husets lamper var tændt, vandet strømmede fra hanerne, og gasblusset var tændt. Bedstemor sad i hjørnet og mumlede noget uden at forstå, hvor tæt hun var på at starte en brand. Gudskelov nåede vi frem i tide, ellers kunne en tragedie have været uundgåelig.
Efter endnu et besøg hos lægen fik vi at vide den barske sandhed: bedstemors tilstand ville kun blive værre. Medicin kunne kun langsomt forværre denne mareridt, men der var ingen håb om mirakler. Vi indså, at hun ikke længere kunne tage vare på sig selv, og vi var ikke i stand til at være sammen med hende 24 timer i døgnet. Arbejde, børn, husholdning — alt dette holdt os tilbage, og vores hjerter bristede af magtesløshed.
Efter lange diskussioner og tårer besluttede vi at finde et godt plejehjem, hvor professionelle kunne tage sig af bedstemor, et sted hvor hun kunne føle sig tryg og godt tilpas. Vi ville ikke forlade hende — vi ønskede at give hende det bedste, vi kunne finde i denne situation. Men da sikker Mette, som boede i det nærliggende Århus, hørte om det, kom hun til os som en furie klar til at ødelægge alt på sin vej.
— Hvordan kan I overhovedet overveje at sende jeres egen mor på plejehjem? Hun har børn, men I vil skille jer af med hende som et gammelt møbel! — råbte hun med flammende øjne.
Hendes ord skar som knive. Og så, uden at lytte til vores forklaringer, tog hun bare bedstemor med sig, smækkede døren så hårdt, at vinduerne rystede. Vi stod tilbage i stilhed, lamslåede af hendes vrede og vores egen forvirring.
Der gik tre måneder. Tre lange måneder fyldt med bekymring for bedstemor. Og pludselig nåede vi en nyhed, der vendte alting på hovedet: faster Mette havde afleveret bedstemor på et roligt plejehjem. Ja, den samme kvinde, der svor ved sin samvittighed og anklagede os for umenneskelighed, kunne ikke selv klare det. Det viste sig, at omsorg for en syg ældre ikke er højtrystede ord, men hårdt arbejde, som hun ikke var forberedt på.
Skæbnens ironi brændte mig som glødende jern. Jeg havde lyst til at gribe telefonen og skrige: “Hvor er din praltefulde samvittighed nu, faster Mette? Hvad med dine løfter?” Men hun tog ikke telefonen. Det gik nok op for hende, at hun havde trådt ved siden af, at hendes stolthed havde spillet hende et puds. Men hun havde ikke modet til at undskylde eller indrømme sin fejl. Vi blev tilbage med denne bitre smag af hykleri, mens bedstemor sad i fremmede omgivelser, langt fra os alle.
