Mette havde virkelig ikke viljen til at gå hjem. Faren havde smidt ud om morgenen, at han ville bringe endnu en »brud« hjem for at møde hende. Igen skulle hun tvinge et falsk smil frem og lade som om, hun var en lydig pige, bare for at den fremmede kvinde kunne blive i deres hjem. Men Mette var træt af det udendelige maskerade.
Efter forældrenes skilsmisse var deres lejlighed i Aarhus blevet til en gennemgangsstation. Faren tog den ene »mor« med hjem efter den anden, og Mette var nogle gange ked af, at hun havde valgt at bo hos ham. Moderen var kold som en vinter på Lolland – for hende kom arbejdet altid først. Mette voksede op hos mormor og farmor, mens moren kun skældte ud for de mindste fejl. Kærlighed? Omsorg? Det kunne Mette kun drømme om.
Moren forsørgede familien, men til hvilken pris? Mette tænkte ofte: Hun ville hellere have en mor, der var til stede, end en pengetank. Da ægteskabet kollapsede, gik de hver til sit, som om de endelig havde afsluppet en byrde. Alle begyndte et nyt liv – undtagen Mette, der blev tilbage som en forladt urt i grøften.
Hun prøvede at få morens opmærksomhed: pjækkede fra skolen, var fræk over for lærerne – alt for at blive set. Men det eneste hun fik tilbage var råben og ydmygelser. Efter endnu en skænderi, hvor moren blev kaldt op på skolen, pryglede hun Mette og smed hende ud af huset. Pigen pakkede sin taske og tog til faren. Moren gjorde ikke noget for at stoppe hende – faktisk så hun lettet ud.
Livet med faren, Mads, blev det en smule lettere. Mette mærkede hans varme, hans ærlige kærlighed. Hun tog sig sammen, begyndte at arbejde hårdt i skolen og droppede det oprørske pis. Bedstemødrene hjalp til i hjemmet, mens faren arbejdede for at forsørge dem. I deres lille lejlighed i udkanten af Aarhus var der en skrøbelig hygge, som Mette havde savnet så længe.
Men alt ændrede sig, da faren besluttede, at han havde brug for en ny kone. Siden da var deres hjem blevet oversvømmet af fremmede kvinder. Mette mødte dem med iskold afvisning – med vilje. Hun havde ikke brug for »mødre«, der så på hende som en byrde. Men denne gang var faren fast: »Mette, stop nu med det pis! Jeg gør det her for dig – jeg vil have en rigtig familie til os!«
Da hun trådte ind i lejligheden, hørte hun en bekendt stemme. Hjertet gjorde et lille hop. Hun sparkede sine sneakers af og kiggede ind i stuen. Der sad hendes yndlingslærerinde, Louise Hansen. Mette elskede hende: hun var venlig, fair, altid parat til at lytte. Men hvad lavnet hun her?
Det viste sig, at Louise var kommet for at tale om Mettes karakterer. Pigen blev helt forvirret. Et øjeblik forestillede hun sig, at læreren måske kunne blive en del af familien. Var hun måske den nye »brud«? Mette stod helt stille, bange for at skræmme håbet væk. Men samtalen sluttede, og Louise gik igen – efterlod Mette i en røre af følelser.
Før hun kunne nå at samle sig, ringede det på døren. På trappen stod en fremmet pige – ung, med kraftig makeup og et selvsmilet grin. Mette følte, hvordan alt indeni hende kollapsede. Hun havde håbet så højt, at Louises besøg betød noget mere! I fortvivlelse løb hun ind på sit værelse, smækkede døren og brød i gråd.
Mette blev inde til sent om aftenen, indtil mormor kom. Pigen græd alt ud: »Jeg vil ikke have nogen stedmor! Hvorfor kan far ikke se, hvor ondt det gør?« Mormor lyttede og holdt hende tæt. Hun forstod, hvor hårdt det var for Mette, hvor meget ensomheden og svigtet havde såret hende.
Mormor talte med Mads. De besluttede, at der ikke skulle komme flere »brude« hjem, før Mette var klar. Og i pigens hoved begyndte en plan at spire. Hun var fast besluttet på at få sin far og Louise sammen. Hvis drømme kan gå i opfyldelse, hvorfor ikke lige hjælpe den her? Mette lovede sig selv at gøre alt for, at hendes yndlingslærer blev en del af familien.
Et sted dybt inde vidste hun: Denne drøm ville gå i opfyldelse. For selv på den mørkeste dag er der altid plads til et strejf af lys, ikke sandt?
