Jeg vil ikke have, at din søn bor hos os efter brylluppet – Tante Line, vil du ikke hjælpe mig med matematikken? – spurgte Anders stille og så håbefuldt på sin fars kæreste. – Jeg har matematikprøve i morgen, og far er først hjemme sent. – Det har jeg altså ikke tid til, – svarede Line uden at løfte blikket fra sin bærbare. – Vi skal giftes om to uger, og der er stadig så meget, der mangler. Du vil da gerne have, at din far og jeg får et perfekt bryllup, ikke? – Jo, selvfølgelig, – svarede drengen opgivende og slentrede trist ind på sit værelse. Line brød sig han slet ikke om, men hans far var lykkelig. For hans skyld måtte Anders bide det i sig. Anders’ mor var alvorligt syg og kunne ikke længere tage sig af sin søn. Et barn på otte år skal ikke se sin mor lide! Med de ord hentede Rune, Anders’ far, drengen hjem til sig. Hans forlovede var ikke begejstret for situationen, men hun sagde ikke noget. Det virkede ikke som det rigtige tidspunkt at skændes inden brylluppet. Line gjorde sig meget umage for at virke omsorgsfuld og forstående, når Rune var der. Men så snart han tog på arbejde, blev Anders ignoreret fuldstændigt. Hun havde ingen interesse i andres barn. Et par dage før brylluppet gik Runes computer i stykker, og han brugte Lines bærbare. Han skulle blot sende en vigtig mail, men kom til at tjekke browser-historikken. Hans ansigt blev mørkere for hver side, han så. Med et smækkede han låget i og gik ind i stuen til sin kommende kone, der sad og så fjernsyn. – Hvad er det for nogle tossede tanker om at sende min søn på kostskole? – spurgte Rune, med tydelig vrede i stemmen. – Hvad snakker du om? – svarede Line irriteret. – Du sagde jo, at du kun ville sende en mail. Du har overtrådt min tillid! Skammer du dig ikke? – Jeg venter stadig på et svar. – Rune lod sig ikke gå på. – Hvem gav dig ret til at bestemme over mit barn? – Netop, han er jo ikke mit! – Line kastede fjernbetjeningen væk. – Vi skal have vores egne børn. Anders kommer kun til at være i vejen. Han er dårlig i skolen, får dårlige karakterer. Hvad skal han være for et forbillede? – Drengen har stress! Hans mor er døende! Han er revet op med rode! Det er enormt svært for ham, og du planlægger bare at komme af med ham. – Rune råbte, ude af stand til at styre sine følelser. Heldigvis var Anders i skole. – Du skal ikke råbe ad mig! – udbrød Line. – Jeg er ikke forpligtet til at opdrage dit barn. Han har en bedstemor. Hun kan tage ham, hvis mit forslag ikke passer dig. – Og hvornår havde du tænkt dig at fortælle mig det her geniale forslag? – Rune var rasende. – En uge efter brylluppet? En måned? – Om et par dage, – sagde Line uden at skamme sig. – Hvorfor vente? Jeg har allerede styr på det. Min veninde arbejder i kommunen, og hun kan hjælpe med papirerne. Det bliver bedre for drengen. – Forstå nu, – sagde Rune pludseligt roligt, – jeg svigter aldrig min søn. Jeg elsker ham mere end alt andet. – Og mig? – udbrød Line. – Betyder jeg ikke noget? Elsker du ikke mig? Så vælg: enten mig eller Anders. – Anders. – svarede Rune uden at tøve. – En kvinde kan man altid finde, men jeg har kun én søn. – En kvinde? Tror du virkelig, der er andre der vil have dig? – Line var rasende. – Eller tror du, en anden kan komme til at holde af din dreng? Glem det! Ingen vil have fremmede børn! – Du har en time til at pakke alle dine ting og forlade lejligheden. Du må også tage gaverne, det gør mig ingenting. – Rune tog sin jakke på, og inden han gik ud, sagde han sagte: – Jeg vil ikke se dig mere. Hvis du troede, at jeg var blind af kærlighed til dig, tog du fejl. Jeg ville bare finde en ny mor til Anders, det er alt. – Vent, Rune, hvad så med brylluppet? – Line var forvirret. Hun havde regnet med, at han ville ombestemme sig, men nu blev hun smidt ud. – Har du ikke forstået det? – svarede Rune overrasket. – Der bliver ikke noget bryllup. Jeg har valgt, og det er ikke dig. Pak dine ting. Hvis du er her, når jeg kommer tilbage, bliver jeg ikke høflig. Døren smækkede, og Line blev alene i lejligheden. Hun satte sig magtesløst på sofaen og var helt fortabt – hun havde allerede set lejligheden som sin. Det ringede på døren. Line sprang op og smilede og regnede med, at Rune kom tilbage. Selvfølgelig ville han ikke droppe hende… – Pakke til dig, – sagde den unge mand i postuniform. – Skriv lige her. Line var så sur, at hun næsten ødelagde kuglepennen, mens hun skrev under. Buddet sendte hende et mærkeligt blik og forsvandt så hurtigt som muligt. I kassen lå brudekjolen – glitrende, dyr og smuk. Line kastede den væk i raseri, trampede på den, indtil den var ødelagt. Hun greb telefonen, ringede til veninden og begyndte at pakke sin kuffert. – Hvad sker der? – venindens utilfredse stemme lød i røret. – Kan du ikke sove og nu vækker du mig også. Er det nerverne før brylluppet? – Der bliver ikke noget bryllup! – snerrede Line og satte telefonen på højtaler. – Jeg pakker mine ting. Kan du hente mig? – Hvad er der sket? – veninden blev straks alvorlig. – Har han gjort dig noget? – Åh ja! – udbrød Line og fortalte om hele opgøret. Veninden var tavs. – Sover du? – Ville du seriøst af med den lille dreng? – Selvfølgelig, hvorfor skulle jeg have ham? – fnøs Line. – Jeg vil have mine egne børn. – Ved du hvad, – svarede veninden efter en pause, – jeg forstår dig ikke. Og jeg har heller ikke lyst til at forstå dig. Jeg troede ikke, du kunne finde på sådan noget. – Det rager mig ikke hvad du tror, – svarede Line irriteret og kæmpede med kufferten. – Kommer du eller ej? – Nej, – svarede veninden koldt. – Ring til en anden. – Jamen, så tager jeg bare en taxa… *********************************************** Rune hentede Anders fra skole, og de tog sammen ud for at fodre fugle i parken. Drengen nød farens opmærksomhed, men spurgte alligevel: – Skal du ikke hjælpe tante Line med brylluppet? – og blev så helt stille i nervøs forventning. Nu siger far nok, at jo, og så skal vi hjem… – Nej, – svarede Rune og overraskede sønnen. – Der bliver ikke noget bryllup. Bliver du meget ked af, hvis Line ikke skal bo med os? – spurgte han bekymret. Han havde slet ikke tænkt på, hvad det betydede for sønnen at smide kæresten ud. – Slet ikke, – svarede Anders glad med tindrende øjne. – Jeg kunne ikke lide hende. Hun brydede sig ikke om mig. – Nå, det skal nok gå, – sagde Rune og krammede sin søn. – Nu bor vi bare os to. En dag finder vi en, der kan elske dig som sin egen…

Tante Birgitte, vil du ikke hjælpe mig med matematikken? hviskede lille Mads forsigtigt og sendte faderens kæreste et håbefuldt blik. Jeg har prøve i morgen, og far er først hjemme sent i aften.

Åh, skat, jeg har altså virkelig travlt, svarede Birgitte, uden at flytte blikket fra sin bærbare. Brylluppet er om to uger, og der er tusinde ting, jeg ikke har styr på. Du vil vel gerne have, at din far og jeg får det fineste bryllup?

Jo mumlede drengen, og luntede slukøret ind på sit værelse. Mads brød sig faktisk slet ikke om Birgitte, men hans far virkede glad, så han holdt ud for hans skyld.

Mads mor var meget syg og ikke i stand til at tage sig af ham mere.

En otteårig dreng skal ikke være vidne til den slags, havde Anders, Mads far, sagt, før han tog sønnen til sig. Birgitte var alt andet end begejstret over, at situationen endte sådan, men måtte bide det i sig. Det ville være dumt at skændes med sin kommende mand før brylluppet, tænkte hun.

Foran Anders spillede Birgitte den perfekte, omsorgsfulde papmor, der havde ondt af stakkels Mads. Men så snart han var ude ad døren, blev drengen usynlig. En andens barn interesserede hende ganske enkelt ikke.

Et par dage før brylluppet gik Anders computer i baglås, og han tyede til Birgittes laptop for at sende en vigtig mail han skulle jo bare lige bruge browseren. Djævelen må have lokket ham, for han tjekkede også lige browserhistorikken.

Jo længere ned ad listen han kom, desto mørkere blev hans mine. Med et brag klappede han computeren sammen og gik ind i stuen, hvor hans næsten-hustru så Gift ved første blik.

Hvad er det for nogle tossede planer om at sende min søn på kostskole? prøvede han at sige roligt, men stemmen dirrede af vrede.

Hvad snakker du om? udbrød Birgitte, rynkede brynene Du sagde, du kun skulle sende en mail! Nu har du snaget rundt i mine ting pinligt, synes du ikke?

Jeg vil have svar, ignorerede Anders hendes stikpiller. Hvem siger, du kan beslutte over min søn?

Netop! Din søn! smed Birgitte fjernbetjeningen på bordet. Vi skal have børn sammen, Anders. Mads vil bare være i vejen. Han får kun dårlige karakterer skal han være forbillede for de andre?

Han er i krise! Hans mor er døende, og han er rykket væk fra alt det kendte! Han har det rædselsfuldt, og du er mere optaget af at planlægge, hvordan du slipper af med ham! råbte Anders, stemmen rystede af skyld og vrede. Heldigvis var Mads i skole.

Lad være med at råbe af mig! udbrød Birgitte. Jeg er ikke forpligtet til at opdrage din knægt. Få hans mormor til at tage ham hvis du ikke kan lide mine idéer!

Og hvornår havde du tænkt dig at afsløre dine geniale planer? Anders var milevidt fra at falde ned. Ugen efter brylluppet? Eller først til næste år?

Om få dage, svarede Birgitte køligt. Hvorfor trække det ud? Min veninde i kommunen kan ordne papirarbejdet i en ruf. Han får det bedst sådan.

Hør nu her, sagde Anders roligt, men så skarpt, at glassene kunne klirre. Jeg svigter aldrig min søn. Han er det dyrebareste, jeg har. Jeg elsker ham over alt.

Nå, hvad med mig? udbrød Birgitte og satte sig op i sofaen. Betyder jeg så ikke noget? Elsker du mig slet ikke? Okay, så: Jeg nægter at bo sammen med din søn efter brylluppet. Vælg! Ham eller mig.

Ham, svarede Anders, før hun kunne nå at blinke. Det er ikke svært. Kærester kan man altid finde, men jeg har kun én søn.

Undskyld mig? Tror du, du bare kan finde en anden? Birgitte hev efter vejret, tårnhidsig. Hvem gider dig? Tror du, nogen gider have et barn, der ikke er deres eget? Glem det! Ingen gider andres unger!

Du har en time til at pakke dine ting og forlade min lejlighed. Du kan tage gaverne med, hvis du ikke kan leve uden. sagde Anders mens han tog jakken på. Jeg vil aldrig se dig igen. Hvis du tror, jeg var forelsket, troede du forkert. Jeg ville bare give Mads en ny mor, ikke mere.

Vent, Anders, hvad så med brylluppet? hviskede Birgitte rådvildt. Hun havde været sikker på, han ville krybe til korset og føje sig. Men nu… blev hun bare smidt ud.

Har du stadig ikke forstået det? Anders kiggede vantro på hende. Der bliver intet bryllup. Jeg har valgt, og det blev ikke dig. Pak nu sammen. Hvis du stadig er her, når jeg kommer tilbage, bliver det ikke kønt.

Døren smækkede, og Birgitte sad lamslået tilbage i sofaen. Hun havde jo nærmest allerede indrettet sig i denne lejlighed og så skulle hun bare gå?

Telefonen kimede. Birgitte fór op og smilte nok bare Anders, der fortrød… Han kunne da ikke undvære hende.

Pakke til dig, sagde den glade unge cykelbud, skriv lige her.

Birgitte var tæt på at knække kuglepennen af arrigskab. Buddet så spørgende på hende og ilede af sted, så snart han havde fået underskriften.

I kassen glimrede den hvide brudekjole ubarmhjertigt. Vanvittigt dyr, ovenikøbet. Birgitte smed den rasende hen ad gulvet og trampede på den, til den lignede en brugt karklud.

Med tårerne brændende i øjnene hev hun mobilen frem og ringede til veninden.

Hvad nu? lød det dovent. Kan du ikke lade folk sove? Nå, du er vel smånervøs for brylluppet? drillede veninden.

Der bliver intet bryllup! hvæsede Birgitte og satte på højtaler. Jeg pakker mine ting. Kan du ikke hente mig?

Hvad er der sket? Veninden lød pludselig alvorlig. Har han været efter dig?

Det kan du lige tro! råbte Birgitte og stønnede sig gennem hele historien. På den anden linje blev der helt stille. Hvad, er du faldet i søvn?

Ville du oprigtigt bare af med drengen?

Selvfølgelig hvad skulle jeg bruge ham til? snøftede Birgitte. Jeg vil hellere have mit eget barn.

Ved du hvad, efter en pinlig tavshed, jeg forstår dig virkelig ikke. Jeg havde aldrig troet, du kunne finde på det.

Årh, jeg er ligeglad med hvad du tror snerrede Birgitte og kæmpede med lynlåsen i kufferten. Kommer du?

Nej, svarede veninden kort. Ring til nogen anden.

Fint, så ringer jeg sgu bare efter en taxa

***********************************************

Anders hentede Mads i skolen, og de gik i Kongens Have og fodrede ænder. Knægten nød den pludselige opmærksomhed, men spurgte alligevel:

Skal du ikke hjælpe tante Birgitte med brylluppet? Han krympede sig nærmest, mens han ventede på svaret. Nu siger far sikkert ja, og så skal vi hjem

Nej, svarede Anders roligt. Der bliver ikke noget bryllup. Bliver du meget ked af det, hvis Birgitte ikke skal bo hos os? Han blev pludselig nervøs. I sit raseri havde han slet ikke overvejet, hvad sønnen egentlig ville mene.

Nej ikke spor! Mads ansigt blev ét stort smil. Helt ærligt, jeg kunne ikke lide hende. Hun kunne heller ikke lide mig.

Nå, det går jo nok, sagde Anders og krammede ham. Det er bare dig og mig lidt endnu. Og en dag så finder vi en, der kan holde lige så meget af dig, som jeg gør.