Jeg ønsker ikke at bo sammen med min datters familie! Her er grunden til det.
Min datter og hendes familie stod pludselig uden tag over hovedet. Efter en voldsom oversvømmelse var deres lejlighed i København ubeboelig og skulle totalrenoveres. Det sagde jo næsten sig selv, at min datter, svigersøn og mit barnebarn måtte flytte ind hos mig i Odense.
Naturligvis havde de ikke andre steder at tage hen, så naturligvis bød jeg dem velkommen. Men efter at have talt grundigt igennem med både min datter, Amalie, og min svigersøn, Kasper, blev vi hurtigt enige om, at det her var en nødløsning, og at de ville flytte hjem igen, så snart de kunne.
Jeg har en dejlig datter, og min svigersøn er en ordentlig mand, så de delte fuldstændig min holdning: Familien bør fungere som sin egen lille enhed, alle andre er faktisk lidt udefrakommende. Jeg mener det faktisk ret alvorligt, og her vil jeg forklare, hvad mit syn bygger på.
Jeg har min egen rytme og hverdag, der er meget forskellig fra Amalies og Kaspers. Selvom jeg nyder at have Amalie i nærheden, så er Kasper stadig i bund og grund en fremmed i min private sfære ligesom jeg er for ham, og vi har begge krav på privatliv. For eksempel kunne det være diskussioner om, at jeg bedst kan falde i søvn med fjernsynet kørende, eller at de valgte at invitere venner på besøg i mit hjem. Vi har vidt forskellige standarder for orden og renlighed. Hvorfor skændes om, at opvasken ikke blev klaret med det samme? Sådan nogle småting kan virkelig lægge kimen til store konflikter, selv i de bedste familier.
Vi har også meget forskellige madvaner og præferencer. Og hvad når der pludselig står gæster i entréen? Det er ingen hemmelighed, at det netop i sådanne situationer kan friste nogen til at snuppe af de andres delikatesser. Man kan jo ikke bare hænge en hængelås på køleskabet, vel?
Derudover er vores sove- og hvilerutiner langt fra ens, og så må man jo liste rundt på tæerne hele tiden. Folk tænker ikke altid over, hvor vigtigt andres nattesøvn er, og for lidt søvn kan hurtigt føre til irritabilitet og hovedpine. Det er nærmest som en tændsats det skal ikke mere end en gnist til, før humøret eksploderer.
Jeg har heller ikke lyst til at blande mig i Amalies og Kaspers liv eller dømme deres valg. Jeg har gjort mit til at lære Amalie alt, jeg kunne, og nu vil jeg egentlig helst kun se det, hun selv vælger at vise mig. Det gælder om at give slip og lade dem leve, som de vil og det er svært, når man bor under samme tag.
Det vigtigste er dog, at jeg gerne selv vil bestemme, hvordan og hvornår jeg hjælper dem og at det sker af lyst. Samtidig har jeg også brug for tid til mig selv og mit eget liv.
Det har lært mig, at man bedst kan værne om et godt forhold til sin familie ved at elske på afstand, støtte når nøden er størst og give hinanden plads til at trække vejret. Nogle gange er den bedste måde at vise omsorg faktisk at holde lidt afstand.
