Jeg gider ikke bo sammen med jer længere! Intet er godt nok for jer! Mathilde stirrede arrigt og fornærmet på sin mor. Okay, da jeg var barn: gå ikke derhen, gør ikke det, men nu er jeg tyve, mor! Tyve! Jeg har været myndig i to år.
Jamen, når du nu er myndig og ikke ønsker at bo hos os, må du finde et arbejde, leje en lejlighed og betale for dit eget. Sådan er det, min pige, svarede hendes mor uden at blinke.
Fantastisk, snøftede Mathilde ironisk. Først: du skal tage studiet alvorligt, du må ikke feste eller løbe gaderne tynde, så pludselig: skrid ud og find et job. Hvordan hænger det sammen med mit studie? Skal jeg bare droppe det? Hvad med at støtte sin datter en gang imellem?
Du plejer jo altid at klare dig selv. Hendes far kastede sig ind i samtalen. Du spørger jo aldrig om vores råd alligevel. Så hvis vi ikke skal blande os yderligere, kan du tage ansvar for dit eget liv.
Det var ikke helt sådan Mathilde havde forestillet sig det. Hendes mor belastede hende ikke med rengøring eller madlavning, og far betalte regninger, købte ind og smed penge ind på datterens MobilePay, når lejligheden bød sig. Det var faktisk nemt og bekvemt at bo derhjemme. Kun forældrenes indblanding var træls…
Men stædigheden sad i familien. Der gik en historie om, at en af Mathildes tipoldemødre havde været revolutionær i 1800-tallet, og hver gang forældrene rullede med øjnene over hendes stædige natur, blev netop dén fortælling bragt på banen.
Mathilde fandt et job og lejede en lille lejlighed tæt på Københavns Universitet. Først nu mærkede hun, hvordan det var, når pengene ikke slog til. Hun havde kun hørt om det, når folk snakkede i bussen, eller på mors veninders Facebook: Der er jo ikke råd til det nødvendige! Månedslejen slugte det meste af hendes ikke videre prægtige løn, og så skulle der jo også købes mad, betales for transport med rejsekortet og andet småtteri. De vilde fester gled hurtigt i baggrunden Mathilde opdagede, at det var lettere at sætte pris på selv-tjente penge, og pludselig virkede forældrenes prygl ikke så forfærdelig.
En dag efter arbejde gik hun eftertænksomt hjem. Foran hende gik to utiltalende teenagedrenge og udvekslede jokes, der var både plat og fuldstændig uden filter. Mathilde rystede på hovedet hvad har de egentlig mellem ørerne? Tænker de aldrig én rigtig tanke?
På trappen foran en lukket og faldefærdig kiosk sad der en ældre dame. Mathilde havde set hende ofte; nogle gange mumlede hun noget, man ikke kunne forstå, og ved hendes fødder stod en dåse, hvor forbipasserende engang imellem smed mønter. Kontanter er jo nærmest uddøde i Danmark, men Mathilde havde for vane at gemme lidt mønter til hende. Hun vidste ikke hvorfor tidligere ville hun have gået forbi uden at så meget som skænke hende et blik.
Men egentlig virkede damen ikke som en klassisk tigger. Tøj og dåse til trods udstrålede hun værdighed. Hun nikkede altid taknemmeligt til dem, der stoppede med lidt småmønter og sad der tålmodigt på trapperne.
Drengene fnøs, da de passerede. Den ene sparkede dåsen fra trappen, så den rullede henad asfalten med et ramaskrig af småpenge. Den gamle dame rejste sig tungt op og begyndte møjsommeligt at samle mønterne op, fingrene stive af alder og kulde.
Hvad har I gang i, idioter! udbrød Mathilde nu og styrtede til for at hjælpe.
Drengene peb af grin og råbte et eller andet grimt efter hende, mens de gik videre.
Her, vær så god, sagde Mathilde og rakte de opsamlede penge til damen. Og vent lidt hun fandt et sammenrullet 20er fra sin pung og gav hende.
Tak, svarede damen sagte og så op med overraskende ungdommelige øjne i et ansigt fyldt med rynker. Jeg har lagt mærke til, at du altid lægger penge i bøtten.
Hun trak håndfladen over dåsen.
Den er blevet trykket. Må finde en ny.
Hænderne rystede på damen, og Mathilde fik på fornemmelsen, at hun slet ikke havde det for godt.
Bor du langt herfra? spurgte Mathilde.
Nej, kan du se femetagerne derovre bagved? Jeg bor der.
Jeg kan følge dig det ser ud til at være hårdt for dig i dag?
Hjertet er uroligt. Jeg blev forskrækket, sagde damen, mens hun støttede sig til Mathildes arm. Tak, skat, jeg skal nok ikke sinke dig for længe.
Inde i den lille lejlighed på tredje sal løb en hær af katte dem i møde. Mathildes øjne blev store hun kunne dårligt tælle dem.
Tolv, sagde damen, som hed Bodil, med et lille smil. Havde aldrig troet, jeg skulle få så mange!
Hvorfor har du dem alle sammen?
Det er ikke, fordi jeg har brug for dem… det er dem, der har brug for mig! Uden mig var de døde. Kamma og Lise blev smidt ud fundet i en plastikpose på affaldsgården en isnende januardag. Lise peb, og Kamma var kold og slap. Fiona tog jeg fra nogle drenge, mens Rasmus bare flyttede ind fra gaden. Mille fødte i kælderen jeg måtte tage hende og killingerne med hjem, ingen andre tog sig af dem Synes du, jeg er skør?
Nej, slet ikke, svarede Mathilde forlegent. Det er bare… ret mange, og de skal jo have mad.
Det er derfor, jeg sidder nede på trappen, nikkede Bodil.
De blev faktisk venner, tro det eller ej. Mathilde begyndte at kigge forbi jævnligt hun fortalte om Bodil og hendes tolv katte på Instagram. Lidt overraskende var folk ikke kun sarkastiske og spydige; der kom likes, søde beskeder og forslag om hjælp.
Sig mig, min pige, spurgte hendes far mistænksomt hvad har du gang i? Du har da aldrig været sådan en dyreven før.
Far, det handler faktisk slet ikke om kæledyr, tror jeg. Hjemme hos os talte vi aldrig om dyr, og jeg ved ikke engang, om I ville have tilladt en kat. Derfor spurgte jeg aldrig. Men nu tænker jeg, hvorfor egentlig ikke?
Mathilde holdt pause.
Bodil sagde: Det er ikke kattene, der har brug for hende, men hun der har brug for dem. Far, hun har ret. Uden hende havde de ikke klaret den.
Skal du nu rende rundt og blive kattekone? spurgte faren. Dem kaldte vi gamle ungmøer dengang for evigt alene og med huset fuld af dyr.
Jeg samler altså ikke på katte, skød Mathilde hurtigt ind. Jeg ville bare tage én for at hjælpe Bodil, men min udlejer vil ikke have katte. Så vi er ret uenige. Jeg er ikke barnepige eller dum, og jeg gør ikke noget forkert.
Det gør du bestemt ikke, sukkede hendes far. Men at bruge sit liv på det her… Vi er bare kede af det på dine vegne.
Far, du skal ikke være ked af det. Jeg har det fint.
Mathilde hjalp stadig Bodil. Med Internet og sociale medier lykkedes det faktisk at finde hjem til fire killinger Milles små, som var blevet reddet fra kælderens kolde død. Men otte gamle katte blev hos Bodil. De fleste var gamle og ikke noget, folk lige adopterede. Samtidig havde Bodil levet så mange år med dem, at hun ikke kunne undvære dem.
Mathilde, hvis der sker mig noget lover du at se efter dem? Jeg ved godt, jeg beder om meget, men jeg kan ikke tænke på, hvis de blev efterladt. Jeg har jo ikke børn eller børnebørn. Du er den nærmeste, jeg har.
Mathilde turde ikke spørge, hvorfor damen boede alene, men en dag indviede Bodil hende. Hendes søn var død han havde været ansat i politiet, men et par år forinden var han død i tjenesten. Sådan blev hun alene med katte som sin familie. Hun kunne ikke bare gå forbi et levende væsen i nød.
En morgen svarede Bodil ikke, da Mathilde bankede på. Hun kontaktede naboen.
Hej, har du set Bodil i dag? Hun åbnede ikke.
Åh du må være Mathilde! Nej, hun havde det dårligt i morges. Håber ikke, der er sket noget Vent, jeg har en ekstranøgle.
Bodil lå fredeligt, som om hun bare tog en lur. Ansigtets rynker var glattet ud, og hun så nærmest lettet ud. Kattene kredsede stille rundt om hende og miavede forvirret.
Hun er borte nu, vores Bodil, sagde naboen med et suk, og Mathilde begyndte stille at græde. Hun havde aldrig prøvet at opleve døden før.
Hvad gør jeg nu? klynkede hun.
Du, der ligger en seddel til dig på bordet.
Mathilde læste med tårer i øjnene de sirligt skrevne ord. Bodil efterlod Mathilde sin lejlighed og bad hende tage sig af de otte katte.
Jeg kan kun bede dig om dette, min pige stod der, og Mathilde kunne slet ikke holde tårerne tilbage.
Hun havde aldrig troet, hun ville lære så meget om jura og papirarbejde på så kort tid. Det havde været umuligt uden hjælp fra Mads.
Mads var faktisk første, der skrev en pæn besked under hendes første post om kattene. De begyndte at skrive sammen, så mødes, og det viste sig hurtigt, at Mads også elskede dyr. Hans forældre havde altid haft terrier og skæve katte fra Dyrenes Beskyttelse, og Mads selv var frivillig i dyreværn. Sammen fandt de hjem til fire katte.
Mads læste til jurist, og hans støtte var uundværlig i de næste måneder.
Mathilde, hvor cool er det egentlig? udbrød hendes veninde Rikke Du har din egen lejlighed nu! Få Mads til at hjælpe, få sat de katte op på DBA eller send dem i et internat, så er du fri!
Rikke, jeg kan slet ikke. Jeg lovede det jo Bodil. Jeg fortalte hende, jeg ikke ville svigte.
Men hun er jo død. Hun finder aldrig ud af det. Sælger du ikke bare ud af din ungdom med de katte? Og tænkt om de lever længe endnu!
Så lever de længe og hvad så? Jeg kan ikke gøre det. Hun stolede på mig. Og de er faktisk ret søde.
Nu lyder du som en gammel én, grinede Rikke. Dit eget far kaldte dig jo direkte kattekone. Drengene flygter jo fra en stald fuld af dyr.
Der er jo ingen drenge, du kender mig.
Netop! Og det bliver der heller ikke!
Forældrene var heller ikke imponerede.
Lejlighed og det hele, Mathilde, men det virker altså underligt at fremmede lader dig arve alt. Det gør man da ikke i virkeligheden.
Jamen, hvad undrer dig mest? spurgte hendes far. Den gamle var jo sær. Hun forførte dig nærmest, ødelagde dit liv, tog et løfte…
Ødelagde hvad? Mathilde blev rød. Hun mente det kun godt.
For sine katte! afbrød moren utålmodigt. Hun prøvede bare at lette sin samvittighed. Når hun samlede dem ind, tænkte hun ikke længere end til sin egen næsetip!
Mathilde stormede ud nedtrykt. Alle var imod hende, alle syntes hun var skør.
Mathilde, vent! Mads indhentede hende uden for Bodils opgang. Hey! Du ser trist ud, hvad sker der?
Synes du også, jeg er idiot, Mads? spurgte hun ligeud.
Hvad? Hvorfor?
Kattene. Mine forældre og Rikke fatter dem ikke, de synes jeg ødelægger mit liv. Synes du, jeg skal droppe hele lejligheden?
Droppe arven? Mads så hverken vred ud eller flabet. Bodil valgte dig, fordi du var den eneste der virkelig var et ordentligt menneske. Ellers var de katte smidt på gaden for længe siden.
Så du synes ikke, jeg er dum?
Nej. Ægte, ærlige mennesker vokser ikke på træer. Jeg er glad for, vi fandt hinanden. For resten jeg skrev lige om Bodil på Facebook, og der er en dame, der vil give hjem til to katte. Så jeg ville faktisk ind til dig med den gode nyhed.
Virkelig? Men Mads, hvad nu hvis hun ikke passer godt på dem?
Hun kommer forbi, vi snakker du behøver ikke bekymre dig
Da Mathilde og Mads senere giftede sig, boede der stadig fire af de gamle katte hjemme hos dem. Rasmus flyttede ind hos naboen.
Han har altid været min yndlings, sagde naboen og nu er I jo stadig tæt på.
En anden kat fik et nyt hjem hos Mads forældre.
Mine gamle forældre har prøvet det før, lo Mads jeg slæbte dyr med hjem hele min barndom.
Da Mathilde kom hjem fra Rigshospitalet med baby Alfred på armen, sad Kamma, Lise, Fiona og Mille på rad og række og holdt øje.
Så, kattebørnehaven er klar! grinede Mads. Eller hvad skal vi kalde dem? Kattetanter?
Hej, mine firbenede arvinger, smilede Mathilde. Jeg har også savnet jer. Bare rolig, når Alfred sover, får I alle sammen en nussetur!
