Jeg vil elske dig altid.
Marianne slæbte sig op ad trapperne, klamrende sig til væggen i opgangen. Hovedet snurrede, øjnene var fulde af sorte prikker, og håndtasken føltes som bunden af en bundløs rodekasse, mens hun famlede efter sine nøgler og samtidigt bandede sin egen panik ude hos lægen langt væk. Men hvordan kunne man ikke gå i panik?
Doktor Jensen lagde roligt næsten gabende MR-billederne på bordet foran Marianne.
“Fru Christiansen,” sagde hun, “det her er alvorsfuldt. Aneurisme. Blodkarrets væg er tynd som tyl. Forestil dig en ballon, der kan springe hvert øjeblik. Stress, bare lidt pres og bum. Operation er nødvendig, og det skal gå stærkt. Ventelisterne dét er som at spille Banko uden plader. Vi ved ikke, om du har tid nok.”
“Hv… hvis jeg nu betaler?” fik Marianne fremstammet, mens hendes klamme hænder vred taskeremmen.
Lægen nævnte et beløb. Det lød som en undskyldning for at kunne smække døren i, og så stort et beløb havde Marianne aldrig set, ikke engang på girokortene. Efter mors død havde hun levet af smøger, dåsetun, og bibliotekarens løn ikke ligefrem en, der gjorde hende til finansguru. Selv hvis hun solgte en nyre, ville det næppe batte ret meget.
“Vent på at høre om plads. Og stress nu ikke. Fuld ro,” tilføjede doktoren med den blide stemme, man bruger overfor dieselbiler og folk med gebis.
“Ro, siger du!” Marianne havde lyst til at skrige. I stedet nikkede hun bare og vaklede ud af døren, mens benene føltes som kold leverpostej.
Nu stod hun og pustede ud foran døren til sin afdøde onkel Viggos lejlighed hendes kongelige arv. Onkel Viggo havde været en særling, en evig enspænder, farens bror. Da han stillede træskoene helt uden drama, naturligvis efterlod han hende tre værelser, fulde af alt dét, der engang blev kaldt guld fra kolonialtiden, men som nu mest føltes som flyttefirmaernes mareridt.
“Hvis jeg fik ryddet op kunne jeg måske sælge det gamle vitrineskab? Eller det bulede chatol, måske…” snakkede hun med sig selv, mens hun tullede gennem lejlighedens labyrint. Alt for ikke at sidde stille og vente på, at ballonen sprang i hendes hjerne.
Hun startede med skrivebordet: massivt eg, skuffer, fyldt til randen med alt, hvad Hjallerup Marked måtte have forladt. 90ernes girokort? I posen. Regninger fra Post Danmark? Ned i den sorte sæk. Instruktionsbøger til elektriske kartoffelskrællere, der for længst var blevet sendt på de evige genbrugspladser? Ud, ud, ud. Hun arbejdede nærmest i trance, og hovedpinen lettede så småt.
I nederste skuffe, under et lag gulnede Politiken-sider, stødte hun på noget hårdt en gammel mappe, slidt i kanterne, bundet med falmede bånd. Nysgerrigheden fik overtaget over mismodet. Hun åbnede mappen og opdagede en bunke gamle breve. Uden konvolut, bare sirligt skrevne sider med onkel Viggos kendte, sirligt stive håndskrift.
Hun tog det øverste brev.
“Kære Lise-Lotte,
Nu er der gået tre måneder, siden du rejste. Jeg vender mig aldrig til det. I dag var jeg forbi universitetet, alt mindede om dig. Så tomt. Jeg var dum stivstikker, kunne ikke sige undskyld efter vores skænderi. Nu ved jeg ikke, hvor du er din roomie sagde bare, at du flyttede, og intet mere. Jeg skriver til dig ud i det tomme intet, men det er det eneste, der føles rigtigt lige nu.
Din Viggo.”
Marianne blev stående som forstenet. Hun havde altid forestillet sig onkel Viggo som halvt asketisk professor, men her sådan smerte, en længsel! Hun læste endnu et brev. Og et til. Alle skrevet i samme år 1972. Historien gentog sig i brevene: mødet, forelskelsen, et dumt skænderi (han nægtede at besøge hendes forældre og bede om velsignelse til ægteskab og blev bange for ansvaret), og så Lise-Lotte, der stak af sammen med familien og forsvandt ud i det blå. Han skrev breve uden at kende hendes adresse han sendte dem ingen steder, proppede dem blot i skuffen og lovede sig selv evig trofasthed.
Når man tænker på det, så holdt han faktisk ord. Evigt ungkarl, døde alene som om han aldrig rystede hende af sig.
Tårerne løb, og Marianne fik pludselig ondt af ham rigtigt ondt. Og langsomt men sikkert blev hun besat af én tanke: Tænk nu, hvis Lise-Lotte stadig var i live? At finde hende, fortælle hende, at hun var elsket og ikke glemt. Noget konkret at tage sig til. Hun smed sig ind i rollen som detektiv.
Eneste spor: “Kan du huske, hvordan vi gik tur i Søndermarken ved Frederiksberg Slot? Og du drillede mig altid med de der stenløver nede foran din opgang på H.C. Ørsteds Vej…”
Man måtte da kunne grave noget frem. Marianne rodede sig en tur på nettet via sin bedagede mobil. Hun fandt gamle billeder af lejlighedskomplekser på den vej. Mængden af betonløver var dog begrænset men navnet Lise-Lotte var hendes nøgle.
Hun fandt en gammel fotoalbum i natbordsskuffen. Unge Viggo: lyst hår, venligt smil. Og på mange billeder stod en mørkhåret pige med fletninger og grinende øjne. På bagsiden af et gruppefoto stod: “Hold E2, DTU, 1971. LL G., Viggo, Søren”.
“LL G.” måske Lise-Lotte G.? Dansk nok. Nu begyndte det store digitale detektivarbejde. Marianne søgte på gamle afgangslister, alumni-fora, alt hvad hun kunne finde af “Lise-Lotte”, efternavn, måske med G, omkring 1950-52, København dét var, hvad man skulle bruge.
Pludselig bingo! På et slægtsforskningsforum skrev én: “Min mor, Lise-Lotte Greve (f. Gudmundsen), gik på DTU, aftenholdet 1973…”
Gudmundsen. Lise-Lotte Gudmundsen. Alt passede. Hendes nye efternavn: Greve.
Marianne googlede “Lise-Lotte Greve,” og ganske rigtigt: Et lille opslag i lokalavisen med et billede af en sølvhåret kvinde med varme, rolige øjne og et slidstærkt smil. Hun sammenlignede fotos ja, blikket havde ikke ændret sig.
Artiklen nævnte, at Lise-Lotte Greve bor i Solhøj, hvor hun styrer beboerforeningen med hård, men retfærdig hånd.
Slugte Marianne en spandfuld mod og ringede til Solhøjs beboerservice, hvor hun udgav sig for at være fra kommunen og hurtigt fik adresse og husnummer udleveret efter lidt smiger og taletid.
Hun huskede dårligt, hvordan hun fik pakket mappen, en halvliters Kildevand, og trampe ned på Valby Station for at komme til Solhøj. Hele vejen forestillede hun sig ti tusind måder at blive afvist på: Hvad nu, hvis hun blev stemplet som svindler?
Solhøj bød hende velkommen med duft af nyklippede hække og æbletræer i blomst. Marianne så huset: hvidt, hyggeligt, med pæne tulipaner og et grønt stakit. Hun vaklede op til lågen og ringede på.
Lise-Lotte åbnede. Hun lignede billedet fra avisen bare mere ægte, mere skrøbelig.
“Ja?” Stemmen rolig, men vagtsom.
“Goddag, er det Lise-Lotte Greve?” stemmens sitren afslørede Marianne.
“Ja hvem er du?”
“Mit navn er Marianne Christiansen. Jeg jeg er niece til Viggo Christiansen.”
Effekten var næsten dramatisk. Kvindens hånd knugede lågen og blev hvid i knoerne.
“Viggo? Hvilken Viggo?”
“Viggo Christian Christiansen. Han gik bort for en måned siden.”
Langsomt trådte Lise-Lotte til side og vinkede hende ind. Marianne satte sig i stuen, hvor Lise-Lotte satte sig i sin gamle lænestol.
“Død Jeg har sommetider læst dødsannoncer, undret mig Levede min min Viggo endnu?”
“Han glemte dig aldrig,” sagde Marianne, stemmens styrke nærmest væk.
Lise-Lottes øjne blev smalle, skeptiske. “Hvor ved du det fra?”
“Jeg fandt det her,” sagde Marianne og stak mappen over. “Han skrev til dig. Hele tiden.”
Lise-Lotte greb forsigtigt mappen, bladrende. Langsomt læste hun brevene tårer gled uden at blive tørret væk.
“Åh, dumme dreng,” hviskede hun. “Hvorfor hvorfor pine sig selv sådan?”
Han elskede dig. Han giftede sig aldrig igen,” sagde Marianne sagte.
“Det ved jeg,” sagde Lise-Lotte lavt. “Jeg forhørte mig for femten år siden, løb på en studiekammerat. Hun sagde, han stadig var ungkarl. Jeg turde ikke kontakte ham. Skammede mig. Blev bange.”
“Skammede dig?” Marianne forstod ingenting.
“Jeg tog afsted. Blev vred, tænkte, at han ikke elskede mig nok til at påtage sig ansvar. Og jeg var faktisk gravid da, Marianne.”
Som om nogen havde slået hovedafbryderen, stod Marianne helt stille.
“Hva? Seriøst?”
“Ja. To måneder henne, havde ikke turdet sige det. Efter skænderiet troede jeg, han ville flygte. Så jeg flygtede selv. Med mine forældre. Og fødte en søn.”
Tavsheden føltes som en uendelighed. Marianne kunne mærke blodet forlade sit ansigt.
“Så Viggo har en søn? Min fætter?”
Lise-Lotte nikkede, så ud af vinduet.
“Alexander er blevet kirurg. Jeg blev gift, min mand Knud han vidste det hele, elskede både mig og barnet som sit eget. Gav Alexander sit navn. Men Viggo han boede inde i mig hele livet. Og Alexander vidste altid, hvem hans rigtige far var.”
Marianne blev mere forfjamsket end nogensinde. Hun havde en bror. I Danmark og han var læge.
“Hvor er Alexander nu?”
“Hospitalsdirektør i København, klinik MedCura. Vaskulær kirurg Du har måske hørt om ham?”
Pludselig steg Lise-Lotte op og betragtede Marianne moderligt.
“Barn, du ser da ikke ud til at have det godt. Er du syg?”
Det var nok det varmeste og mest oprigtige “barn”, nogen havde sagt til Marianne. Hun væltede simpelthen over: Nu kunne hun ikke holde det tilbage. Hun forklarede, mellem snøft og snøft, om hjernekvalen, sin rædselsdom fra Rigshospitalet, om summen, ingen folkebibliotekar kunne spare op, og om meningsløsheden ved at vente på sin tur.
Lise-Lotte var tavs men blev så pludselig beslutsom og ringede straks til sin søn.
“Alex, du kommer hjem til mig. Det er vigtigt. Det haster et mirakel er sket, du må komme med det samme. Jeg har en overraskelse: din søster.”
To timer senere stod han der høj, rank mand i pæn jakkesæt, måske midt i fyrrerne, og med blå øjne, der brændte ligesom onkel Viggos på billederne.
“Mor, hvad sker der?” Hans stemme var rolig, men øjnene scannede situationen. Han så hen på Marianne.
“Det her er Marianne,” sagde Lise-Lotte. “Marianne din fars brors datter. Din kusine.”
Alex sad fast mellem dør og virkelighed, mens hans blik fór mellem Mariannes kedsommelige ansigt, mappen med brevene, og sin mor.
“Min far? Viggo Christiansen?” sagde han langsomt.
“Ja,” sagde Marianne og viste ham billederne på telefonen. Han kiggede længe, sagde intet, kiggede kun op, da hun sniffede lidt for hårdt.
“Giftede han sig aldrig?” spurgte han med lav stemme.
“Nej,” hviskede Marianne.
Han så undersøgende på hende. “Mor siger, du ikke er rask?”
Marianne nikkede, mens klumpen i halsen voksede. Lise-Lotte forklarede diagnosen.
“Har du papirer med?” spurgte Alex professionelt. Marianne gravede forsigtigt sin lægemappe frem. Han læste omhyggeligt det hele, som om han ledte efter fejl i en IKEA-manual.
“Operationen skal ske nu,” sagde han uden drama. “At vente er det rene selvmord. I bogstaveligste forstand.”
“Men jeg har ikke penge til” begyndte Marianne, knaldrød i hovedet.
Alex så på hende med et blik, der ramte varmere end radiatoren i januar.
“Marianne nu hører du her. Jeg har alt: Klinik, penge, netværk. Og du er min familie. For familie betaler man ikke regning. Forstået?”
Hun kunne ikke sige noget. Hun kunne kun nikke, mens tårerne løb og løb. Det var ikke bare held. Det var en redning. Én, der begyndte for næsten halvtreds år siden.
Lise-Lotte lagde armene om hende, fast og mor-agtigt.
“Det hele skal nok gå nu, skat. Hun bliver hos os, Alex, efter hospitalet jeg plejer hende!”
“Selvfølgelig,” lo Alex, og det var så varmt et grin, at Marianne vidste nu havde hun også fundet sin familie.
Og mens hun kiggede på dem på Alex, alvorlig og på sin måde blid, og Lise-Lotte med lettet, næsten fredelig udstråling kunne hun mærke, at angsten forsvandt. Nu tog noget nyt og stærkere over: følelsen af ikke at være alene. Og lysten til at leve.
