Jeg skal nok bevise, at jeg kan klare mig selv.
Jeg husker stadig tydeligt dengang min mand, Mads, sagde direkte til mig: Ida, jeg skal nok klare mig uden dig, men du kan aldrig klare dig uden mig!” De ord føltes, som om jorden forsvandt under mig. Ikke alene var det sårende det var nærmest en udfordring, kastet lige i mit ansigt. Tror han virkelig, jeg er svag, afhængig af ham, at mit liv ville gå i stykker uden ham? Så skulle han bare se! Fra den dag tog jeg en beslutning: Jeg ville ikke længere kun være hans skygge. Jeg fandt et deltidsarbejde, for at bygge mit eget liv uden hans omsorg. Han skulle vide, at jeg ikke bare kunne overleve, men at jeg kunne blive stærkere, end han nogensinde havde forestillet sig.
Mads og jeg havde været gift i otte år. Han var altid manden i huset: tjente pengene, tog beslutningerne, fortalte mig, hvad jeg skulle gøre. Jeg arbejdede engang som receptionist i en frisørsalon, men efter vi blev gift, mente han, at jeg burde stoppe: Ida, hvorfor skulle du slide og slæbe? Jeg tjener jo nok. Jeg tænkte dengang, at det var af omsorg, men med tiden kunne jeg se, at det handlede om kontrol. Han bestemte, hvad jeg havde på, hvem jeg måtte være sammen med, ja selv hvordan jeg lavede frikadellerne. Jeg blev til en hjemmegående, der kun levede for hans velbehag. Og da vi så skændtes endnu engang, kom det igen: Uden mig er du ingenting! Ordene brændte som is på bar hud.
Det hele begyndte med, at jeg spurgte, om jeg måtte besøge min veninde fra barndommen en weekend men Mads sagde nej: Ida, du bliver herhjemme hvad skal jeg ellers få at spise? Jeg svarede vredt: Mads, jeg er ikke din husholderske! Så kom hans bemærkning. Jeg stod der, forstenet, mens han gik ind i stuen, som om ingenting var sket. Men for mig blev det et vendepunkt. Hele natten lå jeg søvnløs og spekulerede over hans ord. Havde han ret? Kan jeg virkelig ikke klare mig? Til sidst blev jeg vred. Nej Mads, jeg skal vise dig, hvor forkert du tager.
Allerede næste dag tog jeg affære. Jeg ringede til min veninde, Katrine, der arbejder på et lille konditori, og spurgte om hun kendte til jobmuligheder. Hun overraskede: Ida, du har jo slet ikke arbejdet i årevis! Hvorfor nu det? Jeg svarede: For at bevise, at jeg kan. En uge senere begyndte jeg som deltidsservitrice. Ikke just drømmejobbet tunge bakker, trætte fødder og umulige kunder men jeg tjente mine egne penge. Da jeg fik min første løn, ikke mange kroner, var jeg tæt på at græde af stolthed. Mig, Ida, som ifølge Mads ikke duer til noget, havde tjent mine egne penge!
Mads grinede blot: Så sveder du for lidt småpenge? Det er jo til grin. Til grin? Jeg smilede skævt: Så må vi se, hvem der griner til sidst, når jeg kan stå på egne ben. Han troede, jeg ville give op efter kort tid, men jeg blev ved. Det var hårdt, men hver dag blev jeg stærkere. Jeg begyndte at lægge lidt til side ikke meget, men mit eget frihedsopsparingskonto. Jeg drømte om at tage kurser, måske som negletekniker eller bogholder. Jeg ved ikke helt endnu, men én ting er sikkert jeg vender aldrig tilbage til dét liv, hvor Mads beslutter, hvem jeg er.
Min mor rystede bare på hovedet: Ida, hvorfor alt det bøvl? Tal nu med Mads og find sammen igen. Forene mig? Jeg gider da ikke gå tilbage til en, der tror, jeg ikke kan bruges til andet! Katrine derimod bakkede mig op: Godt gået, Ida! Vis ham, at du ikke bare er en skygge. Hendes ord gav mig mod. Men helt ærligt, nogle aftener tvivler jeg stadig. Især når jeg kommer træt hjem, og Mads bare sidder der og trækker sig væk. Hvad nu hvis han har ret? Måske kan jeg ikke alligevel? Men så husker jeg hans ord og mærker igen, at det SKAL lykkes. Ikke for ham for min egen skyld.
Nu er der gået to måneder, og jeg kan mærke forandringen. Jeg er blevet slankere, for jeg småspiser ikke længere af kedsomhed. Jeg har lært at sige nej ikke blot til kunder, men også til Mads. Da han surmulende sagde: Ida, lav noget mad, jeg er sulten!, svarede jeg: Mads, jeg er lige kommet hjem fra arbejde lad os bestille smørrebrød. Han var målløs. Hver dag forstår han lidt mere, at jeg ikke længere er den gamle. Og jeg lærer, hvem jeg egentlig er.
Nogle nætter drømmer jeg, at han siger undskyld: Ida, du havde ret, jeg tog fejl. Men Mads vil aldrig indrømme fejl. Han venter nok bare på, at jeg kommer til fornuft og igen bliver den pligtopfyldende hustru. Men det sker ikke. Mit deltidsjob er kun begyndelsen. Jeg vil have min egen lejlighed, min karriere, mit liv. Og hvis han tror, jeg bryder sammen uden ham, må han bare se på, når jeg folder vingerne ud og flyver. Hvis han vil gå sin vej? Nu ved jeg, at jeg overlever. Fordi jeg Ida er stærkere, end han nogensinde kunne forestille sig.
