Jeg vil altid være der for dig
– Ikke igen, Line! Hvorfor skal vi hele tiden rode op i det her? Vi har været igennem det tusind gange! Line viftede træt med hånden og vendte sig igen mod komfuret.
Dagen i dag startede dårligt fra allerførste øjeblik. Klokken fem i morges stod Viktor inde ved hendes seng og ruskede let i hendes skulder.
– Mor! Jeg har ondt i halsen!
Døsig og stadig halvt sovende mærkede Line på sønnens pande med læberne, og med det samme forsvandt søvnen helt.
– Åh ja, du er varm, skat. Kom, så må vi gøre noget ved det Line løftede Viktor op og bar ham ud af værelset, mens hun lukkede døren forsigtigt efter sig. Hun orkede virkelig ikke høre på Henriks klager over manglende nattesøvn.
Efter at have målt Viktor og givet ham lidt Panodil, lagde hun ham tilbage i sengen. Da hun så, at han sov, besluttede hun sig for ikke at lægge sig igen. Det var alligevel næsten tid til, at lægehuset åbnede, så hun kunne ringe og bestille en konsultation. Hun listede ud i køkkenet, bryggede kaffe og gik hen til vinduet.
Vinteren havde i år været overraskende snedækket. Gården udenfor lå silkeblød og hvid, sneen faldt tungt hele natten og lå stadig urørt, på nær enkelte fodspor dem, som havde travlt med at komme på arbejde fra morgenstunden. Uden at tænke over det fangede Line et glimt af bevægelse i øjenkrogen og brød ud i et lille grin. Naboens kat, Misse, fór rundt og forsvandt næsten helt i driverne. Utroligt at han gad ud i det vejr! Men sneen så ikke ud til at gå Misse på. Han var sin egen herre, og insisterede altid på at besørge udenfor, så Frk. Anna måtte slippe ham ud ellers satte han hele opgangen på den anden ende med sit miaven. Men hun måtte også indrømme, at han var renligheden selv.
Aftenen før da Line var på vej ned for at hente Viktor i børnehaven havde hun igen mødt Anna og hendes larmende kat på trappen.
– Kom du, lille lederen! Og du også, Line! Tag nu et kig på det fjols. Jeg tror snart, det er ham, der bestemmer herhjemme, ikke mig! Anna havde rystet på hovedet, men smilet varmt.
– Ja, han er virkelig en- af slagsen, jeres Misse!
– Det kan du tro, min pige. Jeg tror, det er mit lod i livet at opdrage seriøse mænd grinede Anna.
Line havde bare smilet og nikket. Hvad skulle hun ellers sige? Anna havde jo ret hendes søn, Mads, var faktisk en rigtig ordentlig fyr. Og kvik og med en god portion lune. Det var bare ikke så mange, der så det. For mange var han bare den stille, blege, lidt splejsede fyr med briller, som pigerne aldrig bemærkede. Line havde kendt ham så længe hun kunne huske. Og gennem det hele havde Mads altid været der. Da hendes mor døde, var det også ham, der holdt hende oppe.
Lines mor, Inge, blev kørt ned på fodgængerfeltet præcis som reglerne sagde, men det hjalp hende ikke. For Line var det det værste: hele hendes liv havde hun fået at vide, at så længe man følger reglerne, er man på den sikre side.
De var begge kun ti år, og Line, der aldrig før havde mistet én, hun holdt af, gik helt i sort. Hun talte slet ikke, græd bare og trak sig væk fra alt og alle. Selv hendes far kom ikke igennem, og tilsidst var det psykologen, der slog alarm.
Det var Mads, der trak hende op igen. Han havde selv mistet sin far to år før, så han forstod måske bedre end de voksne hvad hun gik igennem. Han flyttede nærmest ind hos Line den tid. Anna syntes kun, det var synd for den lille Line, og både hun og andre naboer trådte til, så godt de kunne med mad, støtte, eller passe hende når Lines far måtte noget andet. Så Annas dør var altid åben for Mads, når han kom sent hjem efter en hel dag med Line, lavede lektier med hende, læste højt, forsøgte at lokke hende til at grine, gik med hende til dans og gymnastik alt det, hendes mor havde håbet, Line skulle gå til, så hun blev stærk og sund. Små skridt ad gangen lukkede hun ham ind og fandt lidt glæde igen.
Sammen fandt de en dag en lille, forladt killing, og Line brød tavsheden efter tabet for første gang og bad Anna om lidt mælk til den lille. Anna rakte hende flasken og hviskede stille: Tak, Gud, hun er tilbage.
Killingen blev boende hos Mads Lines far, Jens, havde allergi, fandt de ud af.
Sådan var det blevet til, at Mads fulgte Line rundt livet. Hun var så vant til hans nærvær, at hun betragtede ham som en selvfølgelig forlængelse af sig selv. Begge var enebørn men hos hinanden fandt de det, de ikke kunne undvære: venskab og samhørighed, som sjældent findes, selv blandt søskende.
De behøvede ikke engang sige alt højt de talte sammen i halve sætninger, oftest forstod de hinanden med et blik. De voksne undrede sig, men blandede sig ikke, for det hele gjorde lidt mindre ondt for de to halve, forladte børn.
Men problemerne kom der, da gymnasiet næsten var slut. Line blev en køn og klog ung kvinde, og bejlere manglede ikke. Mads betragtede det fra sidelinjen. Det generede ham, men han sagde ikke noget ikke før Esben dukkede op.
Han og Line mødtes på trappen til idrætscentret, hvor hun dyrkede gymnastik.
– Hov! Går det? Skal jeg hjælpe dig op? Her er jo glat som bare pokker! Esben rakte hånden frem. Da Line så ham, gik tiden i stå for hende. Hun havde altid sagt, at kærlighed ved første blik var en romantisk myte men det ramte hende som et lyn.
– Jeg er væk, Mads! Fuldstændigt Han er
– Hvordan? Mads krøb sammen i stolen, men Line havde ikke øje for andet end sine egne tanker.
– Jamen, han er simpelthen bare den bedste! Line hvirvlede rundt, lykkelig over sit nye eventyr, og overså fuldstændig det lidt slukørede blik hos sin ven.
– Det glæder mig, ven overbeviste Mads smilede og gik.
Det varede over tre år med Esben, før de besluttede, at nu var de voksne nok til selv at tage beslutningen. Forældrene blev informeret, og de satte bryllupspapirerne i gang.
– Hvorfor skal jeg overhovedet have en brudepige? Hvad med brudens ven? spøgte Line, mens hun snurrede i det bryllupskjole, hun havde fået syet til.
Mads, der havde kørt hende til systuen, sad stille i sofaen og så på hende. Han havde efterhånden affundet sig, men sømkvinden havde grinet og nærmest smidt ham ud første gang:
– Du må ikke se brudekjolen før brylluppet!
– Det er ikke mig, hun skal giftes med, havde Line protesteret, han er min ven!
Der var ikke mere at diskutere.
Senere, når Line tænkte tilbage på ægteskabet og de første år, forstod hun ikke, at hun ikke havde set Esbens svagheder med det samme alt det, der senere irriterede og sårede. Hun havde nok hele livet boet i den illusion, at ridderen altid ville være der og redde hende at hun var prinsessen, der blev båret ud af sit tårn. Men nogle riddere er ikke, hvad de udgiver sig for at være.
De første bekymringer kom, da Line blev syg et halvt år efter brylluppet. En slem halsbetændelse Brad hun og hun kæmpede videre, ville ikke gøre Esben til last. Men da lægen foreslog nogle grundige undersøgelser (nogle var ikke dækket af sygesikringen), reagerede Esben vredt.
– Sikke noget pjat! Vi har jo sparet op til ferie. Du er ung og rask, hvad bilder de sig ind? De vil bare score penge!
Line kunne næsten ikke tro, at det var sandt.
– Mener du virkelig, Esben?
– Selvfølgelig! Du bilder dig det ind!
Helt ærligt, betyder min sundhed virkelig så lidt for dig?
– Du har det da fint! Nu tager vi afsted og får noget sol, så får du det straks bedre. Du er bare træt! Han krammede hende uden at bemærke, at hun for første gang ikke gengældte det.
Det blev hendes far, der dækkede udgifterne uden nogen kommentarer til Esben, men Line forstod, at hendes far så mere end han sagde.
Det tog næsten et år at komme sig. Ikke alt helbredet vendte tilbage især hjertet, mumlede lægerne, ville måske drille fremover. Da Line blev gravid, blev hun straks sat i risikogruppe.
– Det betyder altså store belastninger på din krop sagde lægen forsigtigt. Du skal virkelig tænke dig om.
– Jeg er ikke i tvivl. Jeg vil beholde barnet.
Og så tog de kampen op sammen lægerne og Line. De sidste tre måneder lå hun i sengen, men Viktor blev født sund og rask. Hvad det kostede hende, var det kun hendes far og ja, Mads der virkelig forstod. For Esben havde for længst distanceret sig. Han var så glad for sønnens fødsel, at han fejrede det i tre døgn i træk uden at kontakte Line, som lå alene på sygehuset.
Hun forstod endelig, at det ikke var hendes eventyr dette her. Hun skulle aldrig blive prinsessen med ridderen i denne fortælling. Men det, der holdt hende tilbage fra at søge skilsmisse øjeblikkeligt, var hans forhold til Viktor. Han elskede virkelig sønnen. Han stod op om natten til bleer, gik ture, var der i hvert fald indimellem. Men de gode stunder vekslede mærkeligt med irritation over barnet, og Line anede ikke hvad hun hver dag kunne forvente.
Når hun tænkte på forholdet mellem Esben og hende selv, var det som paralleller: De krydsede aldrig hinanden som to linjer i matematiktimen.
Når Viktor var lille, var det ét sygdomsforløb efter det andet. Hun holdt ud. Hun havde ikke tid eller energi til at analysere, hvad hendes ægteskab egentlig var blevet til. Hendes far lærte hende at køre bil, passede Viktor mens hun tog kørekort, og gav hende en billig, men hurtig brugt bil, så hun aldrig var afhængig af Esbens luner.
Hendes far havde for længst gennemskuet Esben, men undlod at blande sig. Engang, da Viktor var to og syg med feber i flere dage, passede han drengen, mens Line faldt i søvn på stuegulvet, udmattet, lænet op ad sofakanten. Da hun vågnede, sagde han blidt:
– Line, jeg skal nok lade være med at blande mig. Bare du ved, du er aldrig alene.
– Tak, far, det ved jeg godt! Men jeg er ikke klar endnu, forstår du? Esben er stadig min mand indtil jeg beslutter andet.
Han nikkede og lagde blot armen om hendes skuldre.
I al den tid, hvor Line kæmpede for sønnens helbred, stod Mads altid lige i udkanten: havde hun brug for medicin, når hun ikke kunne komme ud selv Mads klarede det. Var bilen brudt sammen Mads hjalp. Intet blev ikke ordnet stille og roligt, præcis som hun havde brug for det. Hun lagde mærke til, at hun måske misbrugte hans venlighed, men hun kunne ikke lade være. Det var ham, hun stadig stolede allermest på.
Netop i dag registrerede hun, at Mads kom hjem fra forretningsrejse. Hvis det blev nødvendigt, kunne hun måske overtale ham til at hjælpe med at køre til lægen, for igen havde bilen sat ud og denne gang lød det alvorligt. Pengene var små for tiden: Esben sagde, alt gik til forretningen, og Lines arbejde dækkede kun det mest nødvendige. Hun kunne ikke arbejde fuldt, da hun igen og igen måtte tage fri pga. Viktor.
Heldigvis boede de i hendes fars lejlighed, mens han selv holdt til året rundt i sommerhuset han nød roen udenfor byen.
Line tjekkede uret og ringede straks til lægehuset. Hun var heldig: den faste læge var tilbage fra ferie, og hun fik hurtigt en tid.
Hun lagde mobilen væk og begyndte at lave morgenmad, da en træt Esben dukkede op fra soveværelset.
– Hvad er der nu? Hvorfor har I rodet rundt hele natten?
– Viktor er syg, svarede Line kort.
– Og derfor skal man trampe rundt hele natten? Jeg fik jo ikke sovet. Nå, jeg smutter i bad lav lige lidt morgenmad hurtigt, jeg har travlt.
Line gjorde som han bad om, mest for Viktors skyld han var ikke kræsen, men elskede “syg-mad”, som hun plejede at kalde det. I dag lavede hun pandekager, vidende at Esben også var vild med dem, så ingen kunne klage.
– Nå, har du talt med din far?
– Nej.
– Hvorfor trækker du det i langdrag?
– Jeg sagde jo, at jeg ikke beder ham om at skrive lejligheden over på os.
– Dit stædige hoved bliver snart for meget. Hver gang jeg vender mig om, skal der findes penge, enten til dig eller Viktor. Jeg slider dag og nat, sidst jeg var på ferie var for evigheder siden, og alt er bare aldrig nok!
Han blev ved, men Line hørte ikke længere efter. Hun mærkede det, som om en streng indeni hende bristede. Den sidste, der havde holdt hende fast til Esben alt det, der havde bundet dem sammen: første møde, bryllup, sønnens fødsel.
Stille lagde hun pandekagespatlen og vendte sig mod ham.
– Jeg siger det kun én gang. I dag pakker du dine ting og flytter. Vi skal skilles, Esben. Jeg ønsker ikke leve sådan mere ikke for min skyld, ikke for din. Vi snakker ikke mere om, hvem der har betalt hvad. Det eneste, der betyder noget nu, er Viktor. For hans skyld må vi begge gøre alt, hvad vi kan, for at han har to forældre også selvom vi ikke bor under samme tag.
Esben så forbavset på hende og ville sige noget, men tav og rejste sig pludseligt.
– Du kan også tænke lidt over det til i aften. Måske falder du ned.
– Nej, Esben. Jeg har besluttet mig. Du kender mig, så du ved, hvad det betyder.
– Tsk, ja Du er jo ikke rigtig klog. Tror du, nogen gider dig især med et barn? Nå, du kan jo ringe, hvis du fortryder. Jeg sover hos mine forældre.
– Som du vil, svarede Line og vendte sig mod komfuret, mens tårerne truede.
Esben gik, og hoveddøren smækkede. Line satte sig på en stol og tudede frit, mens Viktor stadig sov. Da hun hørte de små skridt på vej mod køkkenet, tørrede hun hurtigt øjnene og fandt straks en tallerken frem.
– Hej min sygdomsmester! Klar på lidt morgenmad?
– Ikke rigtigt sulten, mor. Nu har jeg også ondt i hovedet.
– Pandekager er lige sagen mod ondt i hovedet, tror du ikke?
– Jo! Viktor grinede skævt. Med syltetøj!
– Selvfølgelig!
Efter lægebesøget hvor medicin og behandling blev ordineret gjorde Line sig klar til apoteket. Hun var lige ved at ringe til sin far, da det bankede på døren. Kun Mads brugte aldrig ringeklokken det var blevet deres hemmelige kode.
– Hej!
– Hej, hvordan går det? Mads stod med en kasse Lego. Line kom i tanke om, at hun ikke kunne huske, hvornår Esben sidst havde købt noget til sønnen. Alle gaver op til jul eller fødselsdag købte hun selv. Mads kom aldrig tomhændet.
– Viktor er syg igen. Vil du kigge efter ham, mens jeg smutter på apoteket?
– Selvfølgelig, vil du ikke bare give mig listen i stedet?
Line rakte ham sedlen.
Så snart han var ude af døren ringede hendes mobil.
– Er det Line Jensen?
– Ja?
– Det er fra Odense Universitetshospital. Din far er blevet indlagt.
– Hvad er der sket? Line klemte mobilen så det gjorde ondt i hånden.
– Han har haft et hjerteanfald. Vi kan endnu ikke sige, hvordan det går.
– Jeg kommer straks.
Hun fór rundt i lejligheden, greb sin taske, alt kørte rundt. Hendes far havde aldrig klaget over hjertet. Pludselig gik det op for hende, hvor hurtigt man kan miste én, man elsker.
Hun ringede automatisk til Esben.
– Esben
– Hvad? Har du tænkt dig om nu? For nu tænker jeg altså også over tingene
– Esben, min far er indlagt med hjerteanfald.
– Og? Hvad vil du have mig til at gøre? Du vil jo skilles, ikke sandt?
Line kiggede forbløffet på mobilen og trykkede af.
Da Mads kom tilbage, stod Line allerede klar i gangen.
– Hvad sker der?
– Min far ligger på hospitalet. Hjerteanfald.
Forklaring var overflødig, Mads handlede. Han løb efter sin mor, så Anna kunne tage sig af Viktor, og sammen kørte han og Line til hospitalet.
De ventede hele dagen uden nyheder. Tiden gik, og de sad bare tavse. Til sidst brød Line stilheden.
– Tak Hvor er jeg lettet over, du er hos mig lige nu.
– Jeg er altid her for dig, Line.
– Jeg ved det, Mads. Nu ved jeg det for alvor
En times tid senere kom lægen ud Line sad og sov med hovedet på Mads skulder, han vækkede hende blidt.
– Din far er stabil. Fremtiden byder på lang genoptræning, men det værste er overstået. I kan tage hjem og besøge ham nærmere i morgen.
Line lagde armene om Mads, og græd hun kunne mærke, hvordan smerten, der havde hobet sig op, endelig så småt begyndte at lette.
