Jeg vil altid være her for dig
Åh hold nu op, ikke igen! Vi har vendt den her snak en million gange, hvorfor skal vi tage hul på det én gang til? sagde Lærke træt, mens hun vendte sig væk fra komfuret og gik i gang med morgenmaden.
Dagen startede elendigt. Klokken var kun fem, da hendes søn, Mads, stod med kolde fødder inde på hendes soveværelse og ruskede i hende:
Mor! Jeg har ondt i halsen!
Lærke var stadig halvt i drømmeland, da hun følte på hans pande med læberne straks forsvandt søvnen som dug for solen.
Du er varm, skat! Kom, vi ser lige på dig. Lærke tog Mads op og gik ud af værelset. Hun lukkede døren stille. Hun magtede ikke endnu en gang at høre fra Jonas, hvordan han ikke havde sovet godt nok.
Hun målte Mads feber, gav ham noget Panodil, puttede ham og besluttede, at der ikke var idé i selv at sove mere. Hun kunne lige så godt vente på, at lægehuset åbnede, og derefter ringe og bestille en tid. Da Mads sov igen, lavede Lærke kaffe og stillede sig ved vinduet.
Vinteren det år var overraskende snefuld. Gården var dækket helt af hvidt. Man kunne se de tidlige spor fra folk på vej på arbejde. Pludselig fik hun øje på naboens kat Fru Sørensens Misser der hoppede rundt i sneen, dukkede hovedet under snedækket og piskede videre bagefter. Tænk at have lyst til at komme ud i det vejr! Misser elskede friheden, og han nægtede blankt at bruge kattebakken indenfor. Hvis han ikke blev lukket ud, kunne hele opgangen høre ham. Men, ret skal være ret, han lavede aldrig ulykker indendørs.
Dagen inden havde Lærke smilt over Misser og Fru Sørensens rutine: Gå du bare, kommandanten! Hej Lærke, se lige hvor egenrådig han er det er nærmest ham, der bor her, og ikke omvendt!
Hej Fru Sørensen, ja, han har bestemt sin egen mening!
Det har du ret i! Men måske er det bare min skæbne at opdrage seriøse herrer grinede hun overbærende.
Lærke nikkede og gik. Hvad skulle hun ellers sige? Fru Sørensens søn, Mathias, var virkelig også en god fyr: klog og med humor, selv om de fleste overså ham, da han var stille og lidt spinkel. Men Lærke havde kendt ham så længe, hun kunne huske og han havde altid været der, især efter tragedien, hvor Lærkes mor, Karin, blev kørt ned, mens hun gik over fodgængerfeltet. Hun havde altid fået at vide, at hvis man gjorde alting rigtigt, skete der ikke noget. Men sådan gik det ikke.
Dengang var hun og Mathias kun ti. Hun havde aldrig oplevet at miste nogen før hun trak sig ind i sig selv og holdt op med at tale. Ligegyldigt hvad folk sagde eller gjorde for at trøste hende, rystede hun bare på hovedet og forsvandt ind i et andet rum eller på badeværelset. Faren tog hende med til psykologen, som slog alarm, fordi sorgen var ved at ødelægge Lærkes helbred.
Det var Mathias, der hjalp hende videre. Han havde mistet sin far to år før, og han forstod måske bedre end de voksne hvordan det var. Han flyttede nærmest ind hos Lærke, og Fru Sørensen havde forståelse. Kvarteret hjalp, kom med mad, passede Lærke, hvis hun var alene hjemme. Fru Sørensen sagde derfor aldrig et ord om, at Mathias kom sent hjem, især når han havde brugt dagen sammen med Lærke lavede lektier med hende, læste op for hende, fik hende med til dans og gymnastik, som hendes mor havde ønsket. Og langsomt tøede den lille, men utroligt alvorlige dreng Lærke op igen. Det var faktisk første gang siden ulykken, hun talte, da hun og Mathias havde fundet en lille killing, tog den med hjem og bad Fru Sørensen om mælk.
Gudskelov, tænkte Fru Sørensen bagefter.
Killingen boede hos Mathias, da Lærkes far, Bent, reagerede allergisk.
Mathias blev ved med altid at være der. Lærke vænnede sig til det det var ligesom en forlængelse af hende selv. Begge var enebørn, og mødte hos hinanden det kammeratskab og den forbundethed, de savnede. De talte næsten uden ord. Lærke begyndte sætningen, Mathias afsluttede. De voksne nikkede bare og lod det være for denne venskab gav to børn, der havde mistet så tidligt, et anker i tilværelsen.
Men mod afslutningen af gymnasiet ændrede tingene sig. Lærke udviklede sig til at være både smuk og spændende og havde masser af bejlere. Mathias holdt sig diskret i baggrunden, men sagde ikke noget indtil Jonas dukkede op. Ham mødte Lærke, da hun snublede på trappen op til gymnastiksalen.
Er du okay? Nu hjælper jeg dig lige! Han rakte hånden frem. De trapper er isglatte! Er du kommet til skade?
Hun så op på ham og blev mundlam. Det der med kærlighed ved første blik det havde hun altid syntes var noget pjat, men der tog hun fejl.
Jeg er solgt, Mathias! Han er fantastisk
Fantastisk hvordan? spurgte Mathias med rynkede bryn men Lærke ænsede det ikke.
Det kan ikke forklares! Bare den bedste. Du kunne godt unde mig lidt lykke!
Selvfølgelig. Jeg er glad på dine vegne, svarede Mathias anstrengt og gik.
Hun tænkte ikke nærmere over det hendes hoved var andre steder. Hun og Jonas var sammen i tre år, før de syntes, tiden var til at tage springet. Forældrene blev informeret, og de gik på Rådhuset og søgte om vielse.
Hvorfor skal jeg have en brudepige? Ville hellere have dig ved min side, grinede Lærke, mens hun stod foran spejlet i kjolen.
Mathias der ventede på sofaen i atelieret lod som ingenting. Efter at syersken, som var ved at tilpasse kjolen, næsten havde smidt ham ud (“Brudgommen må ikke se kjolen!”) havde Lærke bare leet og sagt: “Han er min ven, ikke min kæreste!”
Senere tænkte Lærke tit: Hvordan kunne jeg overhovedet overse det, jeg nu ikke kan udstå ved Jonas? Hun var vokset op med troen på, at ham, der altid var der for hende Mathias var det mest naturlige i verden. Måske troede hun også, at en “prins” altid kom og reddede en, gav omsorg og tryghed men sådan var virkeligheden ikke altid.
Det første problem kom, da hun blev syg et halvt år efter brylluppet. Almindelig halsbetændelse, troede hun, men det blev hurtigt værre. Da hun skulle have en undersøgelse, der kostede lidt, blev Jonas sur:
Vi har sparet op til ferie! Du er sund og rask, de prøver bare at snyde dig for penge!
Hun stirrede på ham i vantro.
Mener du virkelig det?
Ja, selvfølgelig!
Gælder din ferie mere end mit helbred?
Der er jo ikke noget i vejen med dig. Du trænger bare til ferie!
Hendes far sagde ikke et ord, men betalte undersøgelsen selv.
Rekonstruktionen tog næsten et år og hun blev aldrig helt rask. Særligt hjertet svækkedes, og da hun blev gravid, kom hun direkte i risikogruppen. Lægen advarede:
Tag det ikke ilde op, men tænk dig grundigt om. En graviditet er en ordentlig belastning. Lige nu går det, men
Jeg vil have mit barn!
Og det blev en sej kamp. De sidste tre måneder lå hun på sygehuset, men til sidst kom Mads til verden stærk og sund. Men hvor Jonas var, var altid uvis. Han fejrede fødslen med vennerne, forsvandt og havde slukket telefonen i dagevis. Da hendes far dukkede op dyster og ordknap kendte Lærke svaret på, at hun aldrig ville få sit eventyr med Jonas. Det eneste, der holdt hende fra at søge skilsmisse straks efter udskrivelsen, var, at Jonas var en overraskende nærværende far for Mads. Han vågnede om natten, skiftede bleer, gik ture. Men hans humør skiftede det ene øjeblik verdens bedste far, det næste bad han Lærke tage Mads væk. Hun forstod det ikke. Men mest var han positiv, og det overdøvede det negative til at begynde med.
Med tiden gled Lærke og Jonas fra hinanden. De eksisterede parallelt ingen fælles flade.
Da Mads var lille, var han tit syg, og Lærke havde ikke overskud til at gruble over forholdet. Hun tog det meste selv fordi hun aldrig vidste, hvilken udgave af Jonas hun ville få. Han kunne være forstående, tage med til læge eller fare op og nægte at hjælpe. De humørsvingninger havde hun fået nok af og håndterede tingene selv. Hendes far hjalp med at skaffe kørekort og købte hende en billig brugt bil, så hun kunne køre Mads selv.
Hendes far havde længe forstået situationen, men blandede sig ikke og ventede til Lærke var parat. Kun én gang, da Mads igen havde været syg flere dage, og Lærke selv var helt færdig, sagde han:
Lærke, jeg kommer ikke med gode råd eller spørgsmål. Du skal bare vide, du er ikke alene. Okay?
Tak, far. Jeg ved det godt! Men jeg er ikke klar. Har ikke besluttet noget. Endnu.
Han nikkede bare og omfavnede hende.
Midt i alle sygedage, var Mathias altid der på en eller anden måde. Købte medicin, hvis Lærke ikke kunne forlade Mads, eller hentede dem, når bilen brød sammen. Hun vidste godt, hun måske nogle gange udnyttede hans hjælpsomhed, men hun kunne ikke undvære ham. Han var den eneste, hun stolede fuldt ud på.
Nu stod hun igen og kiggede ud over den snedækkede gård og vidste, at Mathias kom hjem fra forretningsrejse i dag. Hun kunne altid regne med ham, hvis hun skulle til lægen med Mads, især nu da hendes bil var død (igen), og økonomien var stram. Jonas påstod, at alle penge røg i hans virksomhed, hendes løn rakte kun til det vigtigste hun arbejdede stadig ikke fuldtid pga. Mads sygedage. Godt de i det mindste boede i hendes fars lejlighed han var flyttet ud i det lille sommerhus og nød roen udenfor byen.
Lærke ringede op til lægehuset. De tog heldigvis telefonen, og hun fik en tid med det samme.
Hun satte sig og lavede morgenmad. Jonas kom ind, gnubbede sig i øjnene og gabte:
Hvad nu? Hvorfor var der larm hele natten?
Mads er syg, sagde Lærke bare.
Og derfor skal man rende rundt halvdelen af natten? Nå, men jeg har travlt. Fix morgenmaden hurtigt, jeg skal afsted.
Lærke sagde ikke noget, lavede det hun skulle. Hun lavede mest til Mads, der altid spiste bedst, når han var syg især hendes små pandekager, som også Jonas kunne lide.
Nå, har du snakket med din far?
Nej.
Hvorfor ikke? Du trækker det ud alt for længe. Han burde skrive lejligheden over på os! Jeg føler mig som gæst i mit eget hjem. Jeg knokler og får aldrig ferie, og det er bare aldrig godt nok!
Han blev ved, men Lærke var væk i tankerne. Hun mærkede indeni, at noget knækkede den usynlige tråd, der endnu bandt hende til Jonas, smuldrede. Alt fra de gode tider, første kys, bryllup, sønnens fødsel det forsvandt. Hun lagde pandekagespatlen adstadigt fra sig og vendte sig mod Jonas.
Jeg siger det én gang, så hør godt efter, afbrød hun ham. Pak dine ting og flyt ud i dag. Vi bliver skilt, Jonas. Jeg vil ikke leve sådan længere. Det vil du heller ikke, det kan jeg se. Vi skal ikke diskutere hvem der har betalt hvad, det eneste der gælder, er Mads. For ham skylder vi hinanden at opføre os voksent, også selvom han vokser op i to hjem.
Jonas stivnede først, forsøgte så at indvende et eller andet, men opgav og smed gaflen.
Tænk dig nu om. Til i aften. Så snakker vi igen.
Jeg har tænkt færdig, Jonas. Du kender mig hvad betyder det?
At du er blevet skør. Tror du virkelig, nogen gider dig med barn og det hele? Du får brug for mig. Jeg sover hos mine forældre.
Som du vil, Lærke vendte sig hurtigt mod komfuret med tårerne under kontrol.
Jonas gik, og døren smækkede. Lærke sank ned på stolen og lod tårerne få frit løb. Da hun hørte små trippende fødder nærme sig, fik hun tårerne væk, trak vejret og tog Mads tallerken frem.
Nå, verdens sundeste unge mand! Er du klar til morgenmad?
Ikke vildt, mor Nu har jeg også ondt i hovedet.
Tror du ikke, pandekager hjælper på hovedpine?
Jo! Men kun hvis der er jordbærsyltetøj til
Selvfølgelig!
Efter at lægen havde været forbi, og Lærke havde fået recept og instrukser, ville hun lige ringe til sin far og spørge om hjælp til apoteket, da det bankede på døren. Kun Mathias brugte aldrig ringeklokken, så hun vidste, det var ham.
Hej!
Hej Lærke, hvordan går det med jer? spurgte Mathias og holdt en kasse med en legetøjsbil frem til Mads. Lærke indså, hun ikke kunne huske, hvornår Jonas sidst havde købt gave til deres søn. Det havde altid været hende, eller Mathias.
Mads er sløj igen. Vil du sidde lidt hos ham? Jeg skal hente medicin.
Selvfølgelig. Giv mig bare listen, så klarer jeg det.
Lærke gav ham sedlen. Og han gik.
Næppe var døren lukket, før Lærkes mobil ringede.
Ja, det er Lærke.
Det er fra Hvidovre Hospital. Din far er indlagt.
Hvad? Hvad sker der? Lærke greb så hårdt om telefonen, at hun næsten havde mærker i hånden.
Han har fået en blodprop. Tilstanden er alvorlig.
Jeg kommer nu.
Hun for rundt, vidste ikke hvad hun skulle tage med. Bent havde aldrig klaget over sit hjerte. Hun forstod med ét, hvor hurtigt alt vigtigt kan være væk.
Helt reflektorisk ringede hun Jonas op.
Jonas
Hvad vil du? Har du ombestemt dig?
Jonas, min far er på hospitalet. Blodprop.
Og? Hvad regner du med, jeg skal? Du vil jo skilles.
Hun stirrede forbløffet på mobilen og lagde på.
Mathias kom tilbage med medicinen og så Lærke stå klar i entreen.
Hvor skal du hen?
Far han er blevet syg. Hospitalet.
Forklaringer var unødvendige. Mathias løb efter sin mor, og Fru Sørensen blev hos Mads, mens Lærke og Mathias tog på hospitalet.
Hele dagen ventede de på nyt. På et tidspunkt sagde Lærke bare stille:
Tak, Mathias Hvor er jeg glad for, du er her.
Jeg vil altid være her for dig.
Jeg ved det. Nu ved jeg virkelig, hvem jeg altid kan regne med
Lægen kom hen sidst på aftenen. Lærke sad med hovedet på Mathias skulder, halvsovende.
Der er håb. Han er på stuen nu, og det værste er ovre. Resten tager tid, men I kan tage hjem og komme igen i besøgstiden i morgen.
Lærke omfavnede Mathias og græd, men denne gang rensede tårerne ud al den smerte, hun havde båret rundt på, slap omsider fri.
