Jeg vil altid være hos dig
Bare lad være med at starte igen! Vi har diskuteret det her tusind gange! Hvorfor skal vi nu vende tilbage til det emne endnu en gang? Line viftede træt med hånden og vendte sig om mod komfuret.
Dagen var begyndt uden skyggen af glæde. Den startede allerede klokken fem om morgenen, da Mads kom traskende ind til hende i soveværelset og rørte hende forsigtigt ved skulderen.
Mor! Jeg har ondt i halsen!
Line, endnu halvt sovende, mærkede sønnens pande med læberne og straks forsvandt trætheden som dug for solen.
Ja, du har feber, skat. Kom nu, lad os gå sagde hun og løftede Mads op i armene og bar ham ud af værelset, mens hun sørgede for at lukke døren stille efter sig. Hun havde ikke lyst til endnu et foredrag fra Erik om natteroderi og manglende nattesøvn.
Hun tog temperaturen på Mads og gav ham lidt Panodil inden hun fik ham i seng igen. Klokken nærmede sig seks, så der var ingen grund til selv at lægge sig igen. I stedet besluttede hun at vente på, at lægehuset åbnede og ringe efter en læge. Da hun så, at Mads var faldet i søvn, listede Line ud i køkkenet, lavede sig en kop kaffe og stillede sig ved vinduet.
Vinteren i år havde været overraskende hvid sneen dalede ustandselig hele natten og nu lå gårdspladsen dækket af et tykt, blødt tæppe. For det meste var sneen uberørt, kun enkelte spor afslørede morgenens travle pendlere. I udkanten af Line synsfelt var der pludselig bevægelse og hun smilede uvilkårligt, da hun så Nabokattens Eskil tage spring over sneen, nogle gange nærmest forsvindende under de store driver, andre gange med halen strittende op som en fane. Eskil var ligeglad med kulde og sne, han nægtede pure at bruge kattebakke, så Hanne, Lines nabokone, måtte altid lukke ham ud, når han krævede det og det kunne høres i hele opgangen, hvis hun ikke var hurtigt nok fremme ved døren. Men til Eskils ros skal siges, at han aldrig havde snavset i lejligheden. Dagen før havde Line, på vej ned efter Mads i børnehaven, set ham stolprende mod døren, som han demonstrativt gav besked til sin ejer om, at nu måtte det være nok!
Gå bare, gå! Nu må man heller ikke være utilfreds. Goddag, lille Line! Prøv lige at se det kræ! Nogle gange tror jeg, han bestemmer her, ikke mig. Kommandanten i egen pels! Jeg fik en ekstra time på arbejdet, og nu får jeg så min straf.
Goddag, tante Hanne! Det er en rigtig herre, De har.
Åh ja! Find en som ham Måske har jeg bare skæbne for at opdrage stærke mænd.
Line nikkede med et smil og gik videre. Hun havde ikke meget at sige dertil. Hannes søn, Martin, var nemlig også en alvorlig voksen klog, med et muntert glimt i øjet. Det var bare sjældent, andre lagde mærke til det. For de fleste var han lidt usynlig: en spinkel fyr med briller. Men Line havde kendt ham hele sit liv, så længe hun kunne huske, og han havde altid været der stille men urokkeligt. Især, da Line mistede sin mor.
Det skete, da Lines mor, Ingrid, blev kørt ned, mens hun gik over fodgængerovergangen præcis som man skulle, men det hjalp ikke. For Line var det det mest skræmmende hun havde altid lært, at man var i sikkerhed, bare man overholdt reglerne.
Line og Martin var ti år, da det skete, og for Line var det det første møde med tab. Hun blev tavs og græd kun. Alle trøstemæssige forsøg slog fejl hun lukkede sig inde, gemte sig på badeværelset, faldt i søvn i ethvert hjørne, hun kunne finde. Faren fik kontakt til en psykolog, som hurtigt slog alarm stressen påvirkede Lines helbred nu.
Det var Martin, der hjalp. Han havde selv mistet sin far to år tidligere, så han forstod på sin egen måde, hvordan Line havde det. Han nærmest flyttede ind; Hanne havde ondt af lille Line og lod det ske. Hun og de andre naboer hjalp, så godt de kunne: mad, praktiske småting, blev hos Line, hvis faren skulle noget. Hanne sagde aldrig et ord, når Martin igen først kom hjem sent for han havde brugt dagen på at overtale Line til lektier, læse højt, eller tage hende i hånden til dans og gymnastik, som Lines mor havde ønsket for hende. Langsomt, men sikkert, blødte Line op. Da de en dag fandt en lille forkommen killing og tog den med til Hanne, var det første gang Line talte siden ulykken hun spurgte forsigtigt efter mælk. Hanne gav hende flasken og hviskede tyst, Tak Gud, nu er hun ved at komme sig.
Killingen endte hos Martin Lines far, Erik, havde allergi.
Martin blev ved at følge Line overalt. Hun vænnede sig så meget til hans evige nærvær, at hun tog for givet, at han altid var der. De var begge enebørn og fandt i hinanden en form for samhørighed og tryghed, de aldrig ellers havde haft. De behøvede knap nok tale for at forstå hinanden, og familien lod venskabet stå alle kunne se, at børnene kun hjalp hinanden med at bære den tunge sorg.
Det var først i slutningen af gymnasiet, at det blev svært. Line voksede op, smuk og klog, og pludselig viste drengene interesse. Martin betragtede det hele i stilhed, indtil Line mødte Erik det skete på trappen ved idrætshallen, hvor hun gik til gymnastik.
Undskyld, er du okay? Skal jeg hjælpe dig? spurgte en høj, pæn fyr, da hun snublede. Helt vildt glat trappe! Er du sikker på, du er okay?
Line så op og blev stum. Hun havde altid sagt, hun ikke troede på kærlighed ved første blik. Men der, midt på trappen, mærkede hun noget helt nyt.
Jeg er tabt, Martin! Fuldstændigt tabt! Han er bare …
Hvad for en? Martin så bekymret ud, men Line var allerede langt væk i tanker.
Jeg kan ikke forklare … Han er bare fantastisk! Line snurrede rundt. Du kunne godt glæde dig lidt på din bedste vens vegne.
Din bedste ven, selvfølgelig! Jeg er glad på dine vegne! svarede Martin og undskyldte sig hurtigt.
Line tænkte ikke videre over hans mærkelige stemning. Hun og Erik var sammen i over tre år, før de besluttede at gifte sig og informerede forældrene, før de sendte ansøgningen til kommunen.
Ærgerligt jeg skal vælge en brudepige! Hvorfor kan jeg ikke have en ven som forlover? sukkede Line foran spejlet i det hvide kjole, som hun fik tilpasset af syersken.
Martin, der havde kørt hende derhen, sad på sofaen og så på hende. Han havde næsten genvundet besindelsen efter, at syersken først havde forsøgt at smide ham ud:
Det bringer uheld, brudgommen ser bruden i kjolen før tid!
Han er ikke min forlovede! Line lo. Han er min ven.
Ven … mumlede syersken. Interessant …
Hvad så? spurgte Martin. Kan man ikke være venner? Nå, Line, vi skal også ud og vælge bryllupskage, så kan du ikke skynde dig lidt. Jeg skal også lige på arbejde.
Jeg skynder mig! svarede Line og forsvandt med kjolen, mens Martin sank sammen i sofaen.
Senere, når Line tænkte tilbage på sit hurtige og ikke specielt gennemtænkte ægteskab, undrede hun sig over, hvordan hun ikke så alt det, der senere kom til at irritere eller ligefrem gøre hende vred ved Erik. Hun havde vænnet sig så meget til at have en slags ridder ved sin side, at hun var overbevist om, hun for evigt ville være prinsessen i tårnet, der blev reddet og passet på. Men sådan gik det ikke rollerne var slet ikke så enkle.
De første tegn kom, da Line blev alvorligt syg et halvt år efter brylluppet. Det, hun troede var en almindelig halsbetændelse, forværredes og hun måtte til flere undersøgelser, nogle af dem dyre. Erik blev vred:
Helt ærligt! Vi sparer op til ferie du er ung og rask, hvorfor skal de hive penge ud af os? De laver dig helt syg!
Line stirrede på ham i vantro.
Siger du virkelig det?
Ja, selvfølgelig!
Erik … Line mærkede, hvordan halsen snørede sig sammen, akkurat som da hun var barn er ferien vigtigere end min sundhed?
Du fejler jo ingenting! Når vi kommer sydpå, bliver du frisk igen du er nok bare stresset!
Line lod ham omfavne hende, men hun svarede ham ikke tilbage.
Det var Lines far, som betalte for undersøgelserne uden et ondt ord til sin svigersøn, men han tænkte sit.
Det tog næsten et år før Line var nogenlunde ovenpå igen men flere helbredsproblemer, især med hjertet, forsvandt aldrig. Da hun endelig blev gravid, blev hun straks kategoriseret som risikopatient.
Forstå mig ret, men I bør virkelig tænke jer grundigt om, sagde jordemoderen, mens hun bladede i Lines journal. En graviditet er en kæmpe belastning for kroppen, og man kan aldrig forudse noget …
Der er intet at tænke over. Jeg gennemfører, svarede Line.
Og de kæmpede. De sidste tre måneder tilbragte Line på Rigshospitalet, men Mads kom til tiden, sund og rask. Hvad det havde kostet, vidste kun hendes far og … Martin. Netop da forstod Line, at Erik levede sit eget liv og hun fyldte alt mindre. Han fejrede sønnens fødsel så grundigt, at han forsvandt i dagevis uden at tænde sin telefon. Line var ved at gå fra forstanden af bekymring, men heldigvis hjalp hendes far kom forbi, mørk i blikket, og krammede uden ord.
Det var først, da Erik så Mads, at Line undlod at tage beslutningen om skilsmisse. Han var betaget, rørte op om natten, skiftede bleer og gik lange ture med barnevognen. Men andre gange, blev han irriteret på sønnen og bad Line tage sig af ham og en time senere var han igen verdens bedste far. Linjeskiftet forvirrede Line, men hun slog det hen; positive oplevelser opvejede de negative i hvert fald for en tid.
Forholdet til Erik udviklede sig til parallelle liv, hvor de knap nok mødtes i døren.
Mads var ofte syg som lille, og Line havde nok at gøre. Hun løb til læger, skånede Erik vidste aldrig, hvilken version af ham, hun ville få. Nogle gange var han yndlingsfar, andre gange opfarende. Så Line lærte at klare det meste selv. Hendes far hjalp hende, gav hende kørekortet, passede Mads de dage, hun øvede, købte hende en lille, brugt Toyota, så hun ikke var afhængig af Erik.
Lines far havde set lige igennem Erik for længst, men holdt sig i ro, lod Line tage sine egne beslutninger. Én gang, da Mads havde været syg i dagevis, lykkedes det endelig Line at få ham til at sove og udmattet stod hun ikke distancen, men faldt i søvn på stuegulvet, for træt til at nå sofaen. Da hun vågnede, kiggede hendes far på hende:
Line, jeg vil ikke blande mig hverken med råd eller spørgsmål. Men du skal bare vide, du er ikke alene. Det ved du, ikke?
Tak, far. Det ved jeg. Jeg … er bare ikke klar endnu du forstår? Jeg … kan ikke rigtig tale om det. Erik er jo stadig min mand.
Han nikkede og krammede hende.
Igennem al tumlen med syge barn var Martin altid på pletten. Kom med medicin, hvis Line ikke kunne gå hjemmefra, kørte til lægen, hvis hendes bil strejkede, ordnede selv bilen, når noget gik galt. Alle praktiske ting gled af sig selv. Måske var det misbrug af venskabet, men Line kunne ikke andet han var den eneste, hun stolede hundrede procent på.
Nu, hvor hun så ud på den snedækkede gård, tænkte hun, at Martin ville komme hjem fra forretningsrejse i dag, og måske kunne hun bede ham om hjælp, hvis de ikke kunne få lægen hjem, for bilen var igen i stykker og økonomien var stram. Erik påstod, han investerede alle penge i firmaet; Lines løn rakte, fordi hun oftest var nødt til at være hjemme med syge Mads. Heldigvis boede de i Lines fars lejlighed han havde selv flyttet på varme, hyggelige kolonihavehus, hvor han nød roen efter arbejde.
Line kiggede på uret og ringede til lægehuset. Hun var heldig; deres egen distriktslæge var tilbage fra ferie, og hun blev lovet hjemmebesøg.
Line lagde telefonen fra sig og begyndte at gøre morgenmaden klar, da Erik kom slentrende ud, stadig søvnig.
Hvad nu? Hvorfor rodede I rundt hele natten?
Mads er syg, svarede Line kort.
Så derfor skulle I larme hele natten? Nåh, jeg er stadig træt. Jeg smutter i bad, og så gør lige morgenmaden klar hurtigt jeg har travlt.
Line vendte sig uden et ord og fortsatte. Faktisk lavede hun mest morgenmad for Mads skyld; når han var syg, bad han altid om de samme små pandekager, “helende mad”, som hun selv havde kaldt det. Også Erik elskede de pandekager så var der ro.
Har du snakket med din far?
Nej!
Hvorfor trækker du det ud?
Jeg har sagt, jeg vil ikke tale med ham om det eller bede ham om at skrive lejligheden over på os.
Dit stædighed driver mig til vanvid. Hvor længe skal det blive ved? Jeg betaler huslejen og får ingen rettigheder. Du og Mads skal altid have penge, jeg knokler dag og nat jeg har ikke haft ferie i over et år, og så er det stadig forkert!
Erik fortsatte sin klagesang, men Line hørte ham ikke længere. Noget inde i hende slog klik; den sidste usynlige streng, der stadig bandt dem sammen, slap. Alle de gamle minder kys, bryllupsdag, kærlighed gled væk.
Hun lagde pandekagespaden meget stille fra sig og vendte sig mod Erik.
Jeg siger det en gang, og du skal høre mig. I dag samler du dine ting og flytter. Vi skal skilles, Erik. Jeg vil ikke leve, som vi har gjort i tre år. Og det gør du heller ikke. Hvem, der har betalt hvad, orker jeg hverken nu eller senere. Det eneste, der gælder, er Mads. For hans skyld skal vi være stærke og give ham to forældre selvom vi ikke bor sammen.
Erik så overrasket ud, forsøgte at sige noget, men opgav, rejste sig så og smed gaffelen på bordet.
Er du færdig? Tænk nu over, hvad du har sagt, til i aften. Jeg håber, du har besindet dig.
Du forstår ikke. Jeg har besluttet mig. Du ved, hvad det betyder.
Det betyder bare, du er skør. Tror du, nogen vil have dig med et barn? Tænk dig om. Jeg tager hjem til mine forældre.
Som du vil, svarede Line, vendte sig mod komfuret og kæmpede for ikke at græde.
Erik gik hoveddøren smækkede. Line satte sig tungt og brød sammen i tårer, mens Mads sov. Da hun hørte hans små skridt, tørrede hun hurtigt øjnene og tog en tallerken frem.
Så, verdens sejeste, næsten-raske dreng! Er du klar til morgenmad?
Jeg er ikke så sulten, mor. Jeg har også ondt i hovedet nu.
Pandekager kan hjælpe mod hovedpine, tror du ikke?
Jo! Mads smilede skælmsk. Med jordbærsyltetøj!
Selvfølgelig!
Da lægen var gået, med recept og plan, skulle Line til apoteket. Hun skulle til at ringe til sin far, da det bankede på døren og hun vidste det straks var Martin; han var den eneste, der aldrig brugte ringeklokken. Deres egen lille aftale.
Hej!
Hej! Hvordan har I det her? Martin stod med en stor gaveæske til Mads. Line tænkte, hun ikke kunne huske, hvornår Erik sidst havde købt noget til sønnen. Hver julegave og fødselsdag købte hun Martin dukkede aldrig op uden noget.
Mads er syg igen. Kan du blive hos ham lidt? Jeg skal nå apoteket.
Selvfølgelig. Ellers sig til, så løber jeg.
Hun rakte Martin indkøbslisten.
Kort efter forlod han lejligheden, og Lines telefon ringede.
Er det Line Eriksen?
Ja.
Det er fra Rigshospitalet. Din far er blevet indlagt.
Hvad er der sket? Line kneb mobilen i hånden.
Han har fået et hjerteanfald. Han er stabil, men det er alvorligt.
Jeg kommer straks.
Line flakkede rundt hun vidste, hvor hurtigt man kan miste alt. Uden at tænke ringede hun til Erik.
Erik …
Hvad nu? Har du fortrudt?
Erik, min far er indlagt hjerteanfald.
Ja, og? Hvad vil du have jeg gør? Vi skal jo skilles, ikke?
Line stirrede målløs på mobilen, så lagde hun på.
Martin, der trådte ind ad døren igen, så Line stå fuldt påklædt i entreen.
Hvad sker der?
Far er indlagt, hjerteanfald.
Forklaring var overflødig. Martin fik hurtigt fat i sin mor, og Hanne blev hos Mads, mens Line og Martin skyndte sig ind til hospitalet.
De ventede hele aftenen i venteværelset, tavse side om side. Til sidst brød Line stilheden:
Tak, Martin … Hvor er jeg glad for, du er her.
Jeg er her altid for dig …
Det ved jeg, Martin. Nu ved jeg det for alvor …
Efter en time kom lægen. Line var faldet i søvn med hovedet mod Martins skulder. Han vækkede hende nænsomt.
Din far er på stue nu. Det værste er overstået, men der venter lang genoptræning. Tag hjem. Kom igen i morgen, så kan du tale med ham.
Line krammede Martin og græd mærkede hvordan all smerte løsnede sig i tårerne, der trillede ned ad hendes kinder.
