Jeg vil altid være hos dig, mor. En troværdig dansk fortælling om usynlige bånd mellem generationer Bedstemor Valborg ventede spændt på aftenen. Hendes nabo, den enlige kvinde Lone på snart halvtreds, havde fortalt hende noget så utroligt, at hun slet ikke kunne få det ud af hovedet. For at bevise sin historie havde Lone endda inviteret hende over senere for at vise hende noget ganske særligt. Og det hele begyndte med en ganske almindelig samtale. Lone var på vej til Brugsen om morgenen og stak hovedet inden for hos bedstemor Valborg: – Skal jeg tage noget med hjem til dig, Valborg? Jeg går lige over i Brugsen – mangler lidt til en kage og et par småting. – Du er nu en rar kvinde, Lone, betænksom og omsorgsfuld. Jeg kan stadig huske dig som pige. Det er synd, at du stadig er alene. Men du virker nu egentlig glad nok, ikke som nogle andre, der altid klager. – Hvad skulle jeg også klage over, Valborg? Jeg har jo den mand, jeg elsker, men vi kan bare ikke bo sammen endnu. Det kan jeg fortælle dig mere om, hvis du vil høre. Hvis jeg nogensinde skulle betro mig til nogen, så skulle det være dig. Og i dag vil jeg også fortælle dig om noget, jeg aldrig har fortalt før. For jeg ved, du kan holde på en hemmelighed – og selv hvis du ikke kan… så vil ingen tro på det alligevel, – grinede Lone – Så, hvad skal jeg tage med? Når jeg kommer forbi senere, så drikker vi lidt te sammen, og jeg fortæller, hvordan jeg har det. Måske bliver du glad for min skyld og holder op med at undre dig over mig. Egentlig manglede Valborg ingenting den dag. Men hun bad så alligevel Lone tage brød og lidt småkager med hjem. Hun var blevet nysgerrig – hvad var det dog, Lone havde at fortælle? Lone kom senere med brødet og småkagerne. Valborg lavede duftende te og forberedte sig på at høre en usædvanlig historie. – Valborg, du kan da huske, hvad der skete for mig for omkring tyve år siden? Jeg var næsten tredive dengang, havde fundet mig en god mand, vi ville giftes – selvom jeg nu ikke elskede ham, tænkte jeg, at det nok skulle gå. Man vil jo gerne have familie og børn. Han flyttede ind, og jeg blev gravid. På ottende måned fødte jeg en pige, men hun døde allerede efter to dage. Jeg troede, jeg skulle gå til af sorg. Vi blev skilt, for der var intet, som bandt os mere. Tiden gik, efter et par måneder begyndte jeg at komme til mig selv. Holdt op med at græde. Og så… Lone holdt en pause, og så på Valborg. – Jeg ved næsten ikke, hvordan jeg skal fortælle dig det her. Jeg havde forberedt barnesengen til min datter – selvom man siger, at det bringer uheld at købe tingene på forhånd. Men jeg troede ikke på varsler, så jeg købte det hele, lagde sengetøj i og arrangerede legetøj. En nat vågner jeg ved… lyden af et barn der græder. Først tænkte jeg, at jeg hørte syner, men nej – der blev virkelig grædt. Jeg gik hen til barnesengen, og der lå… en lille pige! Jeg tog hende op – var ved at glemme at trække vejret af lykke. Hun kiggede på mig, lukkede øjnene og faldt i søvn. Og sådan blev det – hver nat, så var min datter hos mig. Jeg købte endda mælkeblanding og sutteflaske, men hun spiste næsten ikke. Hun græd, jeg tog hende op, hun smilede og faldt så til ro. – Men hvordan kan det dog ske?, – Valborg lyttede fortryllet – Findes der overhovedet sådanne ting? – Det troede jeg heller ikke! – Lone rødmede af spænding. – Og hvad så? – spurgte Valborg, mens hun tog en småkage og en slurk te. – Det er sådan, det har været lige siden – Lone smilede lykkeligt – Min datter lever et andet sted, hun har en mor og far der, men hun glemmer mig ikke. Hun besøger mig næsten hver nat. En gang sagde hun endda: – Jeg vil altid være hos dig, mor. Vi er bundet sammen af en usynlig tråd, den kan aldrig brydes! Nogle gange tænker jeg, om det bare er en drøm? Men hun giver mig også gaver fra den anden verden. De varer ikke længe her, de forsvinder som sneen om foråret. – Er det virkelig sandt? – Valborg drak endnu en tår te, målløs over denne historie. – Derfor vil jeg gerne have, at du kommer over til mig. Ser det med egne øjne og siger, at det jeg oplever, faktisk findes. Jeg tror jo selv på det, men… Sent om aftenen kom Valborg over til Lone. De sad og talte sammen i mørket. Ingen andre var der, kun Lone og Valborg. Det blev sent, og pludselig oplystes rummet af et blødt lys. Luften glimtede, og i stuen stod… en smuk ung kvinde: – Hej mor! Jeg har haft en fantastisk dag, og det vil jeg dele med dig! Her er en gave til dig – sagde kvinden og lagde blomster på bordet. – Hej, – hilste hun overrasket på Valborg – jeg glemte helt, at min mor havde fortalt, du gerne ville møde mig. Jeg hedder Maria… Efter noget tid sagde Maria farvel, og det var, som hun forsvandt lige så hurtigt, som hun var kommet. Valborg sad stille og tænkte længe, før hun sagde: – Det er utroligt, Lone, men det må være sandt. Din datter er smuk, ligner dig. Jeg er glad på dine vegne, Lone. Du er da en heldig kvinde! Du har det ikke værre end andre – måske endda bedre! Tænk, hvad der kan ske i verden! Jeg ville aldrig have troet på det, havde jeg ikke selv oplevet det. Hvor er det dog godt alt sammen! Jeg er taknemmelig. Du åbnede mine øjne. Livet fortsætter overalt – selv når vi ikke tror det – og nu er jeg ikke bange for at dø længere. Al lykke til dig, kære Lone! Blomsterne på bordet blev blegere og blegere, indtil de til sidst forsvandt. Men Lone, da hun sagde farvel til Valborg, smilede lykkeligt for sig selv. I morgen venter en ny vidunderlig dag. Hun skal ses med Anders, som hun elsker, og hun ved, han elsker hende. Hvordan ved man det? Tja, det kan ikke forklares. Og en dag vil hun præsentere dem for hinanden. Dem hun elsker højst – Maria og Anders.

Jeg vil altid være hos dig, mor. En historie du kan tro på

Bedstemor Kirsten kunne slet ikke vente til aftenen. Hendes nabo, Lone en enlig kvinde, lidt over halvtreds havde fortalt hende sådan en historie, at hun stadig havde hovedet fuld af tanker.

Og for at bevise det hele havde Lone ovenikøbet inviteret Kirsten over senere, for at hun kunne vise hende noget ganske særligt.

Det hele begyndte ellers fuldstændigt almindeligt. Lone var på vej til Brugsen tidligt om morgenen og stak hovedet ind hos Kirsten:

Skal jeg tage noget med til dig, Kirsten? Jeg skal bare over i den lokale, jeg har tænkt mig at bage en kage, og mangler lige lidt småting.

Ved du hvad, Lone, du er nu en god og omsorgsfuld kvinde. Jeg kan huske dig som lille pige, skægt som tiden går. Jeg synes det er synd, at du stadig er alene. Men jeg ser jo, at du ikke sådan lader dig slå ud ikke som visse andre, som altid klager og brokker sig.

Hvad skulle jeg brokke mig over, Kirsten? Jeg har faktisk en mand, jeg elsker, vi kan bare ikke være sammen endnu. Men hvorfor, det skal jeg fortælle dig. Egentlig ville jeg ikke dele det med nogen, men dig kan jeg godt. Og for resten du skal også høre noget andet.

Jeg ved jo, hvem du er, og selv om du skulle sludre i Brugsen, så er det ikke så slemt ingen vil jo tro på det alligevel, lo Lone. Men hvad skal jeg tage med hjem til dig? Når jeg har handlet, kigger jeg ind til dig til en kop te, så fortæller jeg dig om mit liv. Jeg tror, du bliver glad på mine vegne og holder op med at have ondt af mig.

Kirsten manglede egentlig ikke noget, men bad Lone tage et brød og nogle småkager med til teens.

Selv var hun blevet nysgerrig hvad mon Lone havde at fortælle?

Lone kom hjem med brød og småkager, Kirsten bryggede en kande god Darjeeling-te og gjorde sig parat til at lytte.

Kirsten, du kan sikkert huske, hvad der skete med mig for tyve år siden. Jeg var tæt på de 30. Havde fundet mig en rigtig sød mand, vi talte om at stifte familie. Selv om jeg ikke var forelsket, tænkte jeg, han er god og hvem vil leve alene uden børn, når alt kommer til alt.

Han flyttede ind, vi holdt sammen, og jeg blev gravid. I ottende måned blev min lille pige født. Hun overlevede kun to døgn. Jeg troede, jeg ville gå i stykker af sorgen. Vi gik fra hinanden der var ikke længere noget, der bandt os. Et par måneder gik, og jeg begyndte at komme lidt til mig selv, holdt op med at græde hele tiden.

Og så.

Lone så forventningsfuldt på Kirsten:

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det… Jeg havde gjort klar til hende i soveværelset, en vugge og det hele.

Det siges jo, at det bringer uheld at købe tingene på forhånd. Men jeg troede ikke på den slags, så jeg købte det hele, gjorde klar, lagde legetøj og sengetøj.

Så vågner jeg en nat jeg kan høre et spædbarn græde. Jeg tænkte, nu har jeg fået for meget sorg, så jeg hører ting. Men nej, gråden lød igen. Jeg går over til vuggen og der ligger et lille pigebarn!

Jeg tog hende op, var ved at besvime af lykke. Hun så på mig, lukkede øjnene og faldt i søvn.

Og sådan fortsatte det hver nat var min datter hos mig.

Jeg købte endda modermælkserstatning og flaske. Men hun ville næsten ikke spise. Hun græd, og når jeg tog hende op, smilede hun, lukkede øjnene og sov ind.

Hvordan kan det lade sig gøre? Kirsten sad som tryllebundet.

Det troede jeg heller ikke, det kunne! rødmende af spænding.

Hvad skete der så?, Kirsten tog en småkage og en stor tår te.

Det fortsatte bare sådan, sagde Lone med et lykkeligt smil, Min datter bor i en anden verden nu. Hun har også en mor og far der. Men hun glemmer mig aldrig. Hun kommer til mig næsten hver nat.

En gang sagde hun til mig:

Jeg vil altid være hos dig, mor. Vi er bundet sammen af et usynligt bånd, som aldrig kan brydes!

Nogle gange tænker jeg, at jeg bare drømmer. Men hun giver mig endda gaver fra den anden verden. Dog varer de kun en kort tid, som sne der smelter om foråret.

Er det virkelig sandt? Kirsten tog en slurk te, næsten hostende over historien.

Derfor vil jeg gerne have, at du kommer forbi i aften. Så fortæller jeg, og du kan selv se så jeg ikke bliver i tvivl.

Sent om aftenen kom Kirsten over til Lone. De sad i mørket, snakkede stille sammen.

Der var bestemt ikke andre hjemme bare Lone og Kirsten. De var ved at blive trætte, da et svagt skær lyste op i stuen. Luften flimrede, og pludselig stod der… en smuk pige i rummet:

Hej mor! Jeg har haft en fantastisk dag i dag og vil dele den med dig! Og her er en gave til dig, sagde pigen og lagde en buket anemoner på bordet.

Åh, godaften, så pigen Kirsten, jeg glemte næsten, mor sagde, du gerne ville se mig. Jeg hedder Trine…

Kort efter sagde Trine farvel og forsvandt i luften som dug for solen.

Kirsten sad stille, fuldstændig forbløffet, hun kunne slet ikke sige noget med det samme.

Det må jeg sige, Lone, det er da utroligt.

Din datter er en sand skønhed, hun ligner dig.

Jeg er glad på dine vegne, Lone. Du er faktisk lykkelig! Du har det lige så godt om ikke bedre end andre.

Tænk, hvad livet kan byde på. Jeg ville aldrig have troet det, hvis jeg ikke selv havde oplevet det. Hvor er det dog fint.

Jeg er dig taknemmelig.

Det er som om, du har åbnet mine øjne. Verden er større, end jeg troede livet fortsætter, selv der, hvor vi ikke tror det. Nu er jeg ikke bange for at dø længere.

Al lykke til dig, Lone!

Blomsterne på bordet blev svagere og svagere, og til sidst var de væk.

Lone fulgte Kirsten hjem, fyldt af glæde over sine egne tanker. I morgen venter endnu en dejlig dag. Hun skal mødes med Mads, som hun elsker, og hun ved, han elsker hende.

Hvordan ved jeg det?

Sådan noget kan ikke forklares.

Og en dag vil jeg introducere dem for hinanden. Mine kæreste og nærmeste Trine og Mads.

—

Jeg har tit tænkt tilbage på denne aften. Alle de ting vi ikke forstår, findes måske alligevel. Det vigtigste er at turde tro på kærlighedens bånd, også når de ikke kan ses og at livet, ja, det fortsætter altid, bare på nye måder.