Jeg vil altid være hos dig, mor. En historie, du kan tro på
Bedstemor Valborg kunne næsten ikke vente på, at aftenen skulle falde på. Hendes nabo, Henriette en enlig kvinde sidst i fyrrerne havde fortalt hende noget, der havde fået hendes hoved til at snurre rundt.
Hun havde endda inviteret Valborg på besøg senere, under påskud af, at hun ville vise hende noget ganske særligt.
Det hele startede ellers så uskyldigt. Henriette var på vej ned i Brugsen om morgenen og kiggede ind til Valborg:
Skal jeg tage noget med til dig, Valborg? Jeg går lige i Brugsen, vil bage en kage og skal lige have fat i lidt småting.
Ved du hvad, Henriette, du er sådan et godt menneske. Venlig og betænksom. Jeg kan stadig huske dig som lille pige. Det er synd, at det aldrig rigtig gik op i en højere enhed for dig, at du stadig er alene. Men du virker ikke ked af det du brokker dig aldrig, som så mange andre.
Hvad skulle jeg klage over, Valborg? Jeg har en mand, jeg holder af, men vi kan ikke bo sammen lige nu. Hvorfor det vil jeg fortælle dig. Det er egentlig kun dig, jeg ville åbne mig for, og jeg vil faktisk også fortælle dig noget mere.
For du kender mig, og selv hvis du kom til at nævne det for nogen, hvem ville dog tro dig? grinede Henriette. Nå, hvad skal jeg tage med fra Brugsen? Når jeg er tilbage, serverer du te, og så skal du høre, hvordan jeg har det. Måske bliver du glad på mine vegne og vil ikke længere synes, jeg skal beklages.
Egentlig havde Valborg ikke brug for noget den dag, men hun bad alligevel Henriette tage lidt brød og nogle småkager med til teen.
Nu var hun nysgerrig hvad var det dog, Henriette ville fortælle?
Henriette kom tilbage med franskbrød og småkager. Valborg bryggede en dejlig kop te, skænkede op, og satte sig forventningsfuldt.
Valborg, du kan vel huske, hvad jeg kom ud for for tyve år siden? Jeg var næsten tredive. Jeg havde en kæreste, og vi gik med ægteskabsplaner. Han var en fornuftig mand, og selvom jeg ikke var stormende forelsket, tænkte jeg: Man kan vel ikke undvære familie og børn.
Han flyttede ind hos mig, og jeg blev gravid. I ottende måned kom min lille pige til verden, men hun døde efter to dage.
Jeg troede, jeg ville gå til af sorg. Vi gik fra hinanden, ham og jeg intet kunne binde os længere. To måneder gik. Jeg begyndte langsomt at samle mig igen, tårerne blev færre.
Og så Henriette så spørgende på Valborg.
Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal forklare det. Jeg havde forberedt en vugge til min pige inde i soveværelset.
Folk siger, det er ilde varsel at købe ting på forhånd, men jeg troede ikke på overtro, og der stod alt klar legetøj og det hele.
Så vågnede jeg en nat ved babyskrål. Jeg tænkte, det måtte være min fantasi. Men så lød det igen. Jeg gik hen til vuggen og der lå en lille pige!
Jeg tog hende op, og min lykke var så overvældende, at jeg næsten ikke kunne trække vejret. Hun så på mig, smilte, lukkede øjnene og faldt i søvn.
Og sådan var det fra den nat af hver nat fik jeg besøg af min datter.
Jeg købte sutteflasker og modermælkserstatning, men hun spiste ikke rigtig. Hun græd, jeg tog hende op, hun smilede og faldt i søvn i mine arme.
Men hvordan? Valborg lyttede, tryllebundet. Sådan noget sker vel ikke?
Det troede jeg heller aldrig, Henriette blev rød i kinderne.
Og hvad skete der så? Valborg tog en småkage, sippede til sin te og så tvivlende ud.
Det fortsætter stadig. Min pige lever i en anden verden nu, hun har mor og far der. Men hun glemmer mig aldrig. Hun kommer til mig om natten, næsten hver dag.
En nat sagde hun endda:
Jeg vil altid være hos dig, mor. Vi er forbundet af et usynligt bånd, der ikke kan briste!
Nogle gange tænker jeg, om jeg måske bare drømmer det hele. Men hun giver mig endda gaver derfra dog holder de kun kort tid, de forsvinder som dug for solen.
Kan det virkelig passe? Valborg tog en stor slurk af teen, som om hendes hals var blevet tør af historien.
Derfor vil jeg gerne have, at du kommer ind og ser det med dine egne øjne. Så kan du sige til mig, om jeg er ved at blive skør, eller om det kan være rigtigt.
Selvom jeg selv tror på det, så
Senere den aften kom Valborg over til Henriette. De sad i mørket, talte sagte. Huset var stille, kun Henriette og Valborg var der. Efter nogen tid, netop som søvnen begyndte at presse sig på, fyldtes rummet af et sagte skær. Luften flimrede, og pludselig stod en yndig pige i værelset:
Hej mor! Jeg har haft sådan en vidunderlig dag, og ville dele den med dig. Her, den er til dig, sagde pigen og lagde en lille buket blomster på bordet.
Hej, fru Valborg, så pigen høfligt jeg glemte helt, at mor sagde, du kom for at se mig. Jeg hedder Frida
Efter et øjeblik vinkede Frida farvel og forsvandt som dug for solen.
Valborg sad som forstenet. Det tog noget tid, før hun fik mælet:
Ja, Henriette, det er ikke til at tro, men jeg så det.
Din datter er smuk, hun ligner dig.
Jeg glæder mig på dine vegne, Henriette. Du er sandelig lykkelig! Du har præcis lige så meget som alle andre ja, måske endnu mere!
Tænk, hvad livet kan bringe. Jeg ville aldrig tro det, hvis jeg ikke selv havde set det. Hvor er det skønt!
Tak fordi du delte det.
Nu ser jeg det hele med nye øjne. Der er liv overalt omkring os, livet fortsætter selv på den anden side. Nu er døden ikke så skræmmende længere.
Lykke til dig, kære Henriette!
Blomsterne på bordet blev blegere og blegere, indtil de til sidst forsvandt helt.
Men Henriette sendte Valborg afsted med et glad smil. I morgen var endnu en vidunderlig dag i vente. Hun skulle se Andreas, som hun elskede højt og han elskede hende, det mærkede hun.
Hvordan?
Det kan ikke beskrives med ord.
En dag ville hun præsentere dem for hinanden de to, hun elskede mest i verden Frida og Andreas.
