**”Jeg vil ikke forlade dig, vær ikke bange”**
Birthe havde taget sit lyse sommerkjole på for første gang, farvet de tynde læber let og studerede sig selv kritisk i spejlet. »Måske skulle jeg farve håret?« Hun sukkede og forlod lejligheden.
Udendørs var det den første virkelig varme sommermorgen. Solen skinnede, bladene på træerne dansede, og små hvide skyer drev over den blå himmel. Endelig – hele maj og halvdelen af juni havde været kølig og regnfuld.
Birthe elskede at gå i den lille park overfor huset, når hun ikke handlede. Det var ikke engang en rigtig park, bare nogle velklippede græsplæner med flisebelagte stier og bænke langs vejene. Hun plejede at gå en tur og så sætte sig på en af bænkene omkring statuen af Grundtvig foran universitetet. De var mere behagelige end de almindelige, med rygstøtter.
Hun satte sig og lod sollyset, der faldt gennem løvet, varme hendes ansigt. En fireårig pige med morsomme blonde piskejoller jagtede glædeskrigende efter duerne. Hendes mor sad på en nærliggende bænk og stirrede på sin telefon.
På bænken overfor Birthe satte sig en mand i lyse bukser og en blå sweater og begyndte også at observere pigen. Da moren endelig lagde telefonen væk og gik med sin datter, var der ikke mere at se på. Birthe mødte mandens blik. Han rejste sig og gik hen til hendes bænk.
»Må jeg sidde her?« spurgte han, mens han satte sig i nærheden. »Jeg ser dig ofte. Bor du i nærheden?«
»Han prøver at snige sig ind på én. Gammel, men stadig på jagt,« tænkte Birthe og svarede ikke.
Manden lod sig ikke mærke med det og blev siddende.
»Jeg bor i den bygning derhenne. Jeg har set dig fra min altan. Jeg studerede på universitetet, arbejdede der og har boet her hele mit liv.«
»Er du underviser?« spurgte Birthe. Hun kunne ikke lade være.
»Tidligere. Pensionist i mange år nu.«
Birthe nikkede stille.
»Endelig er vejret blevet godt. Er du enke? Du går altid alene.«
»Han klistrer sig fast. Bestemt,« besluttede Birthe.
Men hun var træt af ensomheden. Der var kun møblerne at tale med.
»Ja, nu enke. Min mand og jeg blev skilt. For længe siden. Så døde han.« Hun vidste ikke, hvorfor hun åbnede sig sådan.
»Min kone døde også for to år siden,« sagde manden og så op i himlen, som om han ledte efter hende deroppe.
Samtalen gled hen over børn og børnebørn. Birthe hørte, at Eriks søn boede i udlandet, mens datteren og hendes familie var i København. Da konen endnu levede, mødtes de ofte om et stort bord. Huset blev fyldt med liv og latter. Da han blev alene, nægtede han at flytte til børnene – han ville ikke være til besvær.
»Du ser så velplejet ud, jeg troede, du boede hos én af børnene,« komplimenterede Birthe.
»Jeg kan selv klare det. Det er ikke svært, hvis man vil.«
»Jeg må afsted. Der er snart en serie, jeg skal se,« sagde Birthe og rejste sig.
Faktisk så hun ikke serier, men det var tid at gå hjem. Hun frygtede, at den nye bekendtskab ville spørge ind til det, men han rejste sig også og sagde, at han foretrak at læse bøger.
»Det gør jeg også,« sagde Birthe og lyste op. »Men mine øjne svigter, så nu må det være bøger med stor skrift.«
»Åh, jeg har mange af den slags. Vil du have, at jeg tager nogle med næste gang? Jeg har et stort bibliotek. Hvis du tillader det, vælger jeg efter min smag.« Birthe trak på skuldrene og sagde farvel.
»Han drømmer jo. Næste gang…« tænkte hun på vej hjem.
Men hele aftenen tænkte hun på ham. Næste dag klædte hun sig pænt på og gik til parken igen. Han ventede allerede på bænken ved statuen med en bog i en pose. Da han så hende, rejste han sig glad. Birthes hjerte slog hurtigere, og et tilfreds smil bredte sig.
Hver dag så hun frem til deres møder og gik omhyggeligt klædt med farvede læber. En dag indså de, at tiden var knap, og besluttede ikke at skilles. Birthe flyttede ind hos Erik. Hans lejlighed var større end hendes.
Siden da blev de altid set sammen. De gik ture i alt slags vejr, handlede og så teater, læste bøger om aftenen. Til at begynde med frygtede Birthe, hvad naboerne ville sige. »Hun er blevet gammel og tager sig af en fremmed mand i hans alderdom.«
Men Erik kunne virkelig klare alting selv, selv lave mad. De gjorde alt sammen. Efter nogle år kunne hun ikke forestille sig livet uden ham. Hun havde ikke troet, at hun i alderdommen ville finde ro og glæde.
»Birthe, burde vi ikke gifte os? Det er ikke rigtigt at bo sådan,« sagde Erik en dag.
»Åh, hold op. Vi har det fint. Vil du have folk til at grine? Hvad hvis børnene ikke vil?« lo hun.
»Børn… Har din datter spurgt dig om tilladelse til at leve sit liv? Det har hun ikke. Heller ikke mig. Og vi spørger dem ikke.«
»Ja, men alligevel,« tøvede Birthe.
Tiden gik. Nu og da bragte Erik emnet op, men Birthe nølede.
»Vi drysser af hinanden, ledene knirker, og så skal vi til rådhuset. Det er til at grine af,« sagde Birthe.
En dag ringede hendes datter og begyndte forsigtigt.
»Mor, bor du stadig hos din Erik? Kommer du ikke tilbage? Seren og min mand kommer ikke godt ud af det med hinanden. Måske kan han bo i din lejlighed? Han har en sød kæreste. Er det okay?«
Mette, Birthes datter, var blevet skilt fra Serens far, da han var otte. Nu studerede han. For et år siden var Mette blevet gift igen, men den unge mand kom ikke godt ud af det med sin nye stedfar.
»Ja, selvfølgelig kan han bo der. Hvorfor skal lejligheden stå tom? Men gifter han sig ikke?«
»Mor, selvfølgelig gør han det, engang. Men nu bor folk sammen først. Så flytter han i morgen?«
Birthe sagde ja. Hvad skulle hun ellers gøre? Han var hendes barnebarn. Skulle han leje? Penge var ikke til at spilde.
Endnu et år gik. En dag var de ved at rydde op. Birthe pudOp en regnfuld efterårsdag åbnede Birthe døren til den tomme lejlighed, satte sig i sin gamle lænestol og stirrede ud på den mørknende himmel, mens hendes hånd strøg blidt over Eriks bog, den eneste ting hun havde beholdt af et liv, der engang havde været fuldt af kærlighed og varme.
