Jeg vidste ikke, hun eksisterede før i dag. Jeg kan da ikke bare sende hende på børnehjem. Hun er min datter,” sagde manden.
Mette lavede aftensmad og nynnede for sig selv. Endelig kunne hun glæde Nikolaj. De havde været sammen i ti år. Først ville de ikke skynde sig med at få børn – de havde det godt bare to sammen. Mette ville gerne arbejde og få erfaring.
Hun drømte om et job i et prestigefyldt firma og lovede, at hun ikke planlagde børn på nuværende tidspunkt. Jobbet var godt med fremtidige karrieremuligheder. Mette gjorde det godt og var på vej til en forfremmelse. Lønnen var fin, og barselsdagpengene ville være anstændige – nu kunne de begynde at tænke på et barn. Men det gik ikke så let. Hun blev undersøgt, og alt var som det skulle være – det samme med Nikolaj.
“Vær tålmodig,” sagde lægen. “Det sker nogle gange. Du har opnået meget professionelt, brugt mange kræfter og nerver. Slap af, lad være med at fikse dig på barnet. Bare lev, slap af, det skal nok gå,” smilte lægen og gav Mette vitaminer.
Endelig blev hun gravid. Først troede hun ikke på det – måske var det en fejl. Hun købte to mere tests, men de viste begge to streger. Hun ventede en uge, kunne ikke holde det ud længere, tog til lægen og fik det bekræftet. Hun og Nikolaj skulle have et barn! Nu ville hun glæde ham, de skulle fejre det.
Mette stegte kød og lyttede til sin krop. Hun vidste, det var for tidligt til at mærke noget, men hun syntes, hun kunne føle den nye livsgnist i sig. Hun gik flere gange foran spejlet og studerede sin mave under trøjen. Men til hendes skuffelse forblev den flad.
Havde slukket for komfuret længe siden, vandet i kogekedlen var koldt, men Nikolaj var stadig ikke kommet hjem. Han svarede ikke på opkald. Endelig lød der en lille klikken fra hoveddøren. Ved lyden af skridt forstod Mette, at han ikke var alene. Hun blev skuffet – skulle hun vente med overraskelsen? Graviditeten var noget, der kun angik dem to.
Mette sukkede og gik ud i entreen. Hvor blev hun overrasket, da hun så en tiårig pige med et stædigt og vagtsomt blik. Mette så på sin mand, der stod bag pigen.
“Undskyld, jeg blev forsinket – jeg skulle hente Freja,” sagde manden og så ned på pigens nakke.
“Hvem er det? Hvorfor har du taget hende med hjem? Hvorfor ringede du ikke?” Spørgsmålene væltede ud uden at hun kunne stoppe dem.
“Lad os gå ind i stuen. Jeg forklarer alt,” sagde Nikolaj og skubbede forsigtigt pigen fremad.
Mette blev stående og så på pigens og mandens ryggene. Da hun kom ind i stuen, sad de allerede på sofaen. Hun satte sig på en stol for at kunne se deres ansigter. Pigen kiggede ligeglad på hende og vendte sig mod vinduet.
“Det her er Freja. Min datter,” sagde Nikolaj.
Han lignede en, der var flov, skyldig og fast besluttet på en gang.
“Din datter? Jeg forstår ikke.”
“Jeg fandt selv først ud af det i dag. Hendes bedstemor ringede og bad mig hente Freja. Hun skal på hospitalet,” forklarede manden.
“Hvorfor tror du, det er din datter?” spurgte Mette mistænksomt.
Nikolaj tøvede et øjeblik.
“Alt stemmer. Vi kan tage en faderskabstest, men jeg er sikker på, at Freja er min datter. Uanset hvad, bor hun her, mens hendes bedstemor er på hospitalet. Hun har ingen andre familie – hendes mor døde i en bilulykke for et halvt år siden. Mette, lad os spise, så kan jeg forklare alt senere.” Han kiggede på pigen, der sad tavs ved siden af ham.
Mette rejste sig og gik ud i køkkenet. Alt i hende protesterede mod det, han havde sagt. Men hun kunne da ikke smide barnet på gaden. “Det er bare et par dage. Det er en drøm – det kan ikke være virkeligt.” Nikolaj og pigen kom ind i køkkenet og satte sig ved bordet. Mette delte kød og kartofler ud på tallerkener. Hun selv rørte ikke maden. Pigen spiste kartoflerne men skubbede kødet til side.
“Kan du ikke lide kød?” spurgte Nikolaj hende. Pigen nikkede. “Hvad kan du så lide?”
“Pasta med pølser,” svarede hun uden at kigge op.
“Nå, undskyld. Din far fortalte mig ikke, han ville tage dig med,” sagde Mette skarpt og kunne ikke lade være med at rette sin vrede mod både Nikolaj og pigen.
“Vil du have te? Eller drikker du kun saftevand eller juice? Undskyld, jeg har ikke det, jeg kan kun tilbyde dig te,” sagde hun sarkastisk, mens hun hældte te i kopperne.
“Mette, hold op,” sagde Nikolaj skarpt.
Mette satte kogekanden på komfuret og forlod køkkenet. Hun hørte dem snakke, hørte Nikolaj vaske op for første gang i årevis. Da han kom ind i stuen, sad Mette på sofaen med krydsede arme og stirrede ud ad vinduet. Han satte sig ved siden af hende og prøvede at putte, men hun skubbede hans hånd væk.
“Freja skal i seng,” sagde Nikolaj.
“Fold sofaen ud.” Mette rejste sig og hentede sengetøj.
Pigen stod ved væggen og iagttog dem med et mistænksomt blik. Da Freja var lagt i seng, lukkede de sig inde på køkkenet. Han fortalte om sit forhold til pigens mor.
“Vi gjorde det ud før jeg mødte dig. Jeg har ikke set hende siden. I dag ringede hendes mor og fortalte mig om Freja.”
“Men hvorfor sagde du ikke noget? Du ringede ikke engang. Du besluttede alt selv, tog hende med hjem. Er min mening ligegyldig?” “Vi skal snart have vores eget barn,” skulle hun til at sige, men Mette sagde ingenting.
“Mette, jeg var også i chok. Jeg kunne ikke bare lade hende være alene. Hendes bedstemor er dødssyg. Hvad skulle jeg gøre? Smide hende på børnehjem? Hun er min datter.”
“Det ved du ikke sikkert,” sagde Mette og kunne knap holde sine følelser tilbage.
“Jeg tager en faderskabstest. Indtil da bliver hun her,” sagde Nikolaj bestemt.
“Jeg har besluttet det. Kan du ikke lide det, må du selv finde ud af det…” læste Mette i hans blik. Måske havde han ikke brug for barnet, der voksede i hende?
Om natten vendte hun ryggen til Nikolaj. Hvilket forhold kunne de have, når en fremmed pige, måske hans datter, sov i stuen? Hun havde lyst til at græde. Mette følte, at deres liv fra nu af ville være helt anderledes, og der var intet at gøre ved det.
Den gensidige afskyOg i det øjeblik Freja rakte ud efter Matias’ lille hånd med et ægte smil, vidste Mette, at familie ikke altid er blod, men det valg man tager hver dag.
