Jeg vidste, du kunne høre mig, mor.
“Bedstemor, vil du fortælle en historie?” spurgte den seksårige Emil.
“Kun en kort en. Du skal så tidligt i seng. I morgen skal du op i børnehaven,” sagde Hanne og rettede på hans tæppe.
“Det gør jeg,” lovede Emil.
Hanne slukkede loftlyset og lod kun den lille lampe over hans seng stå tændt. Hun tog en bog fra hylden, satte brillerne på næsen og satte sig igen på kanten af hans seng.
“Ikke sådan, kom her ind til mig,” bad Emil og rullede lidt til siden for at gøre plads.
“Jeg falder i søvn sådan,” protesterede Hanne, men hans øjne var så bedende, at hun sukkede og lagde sig ned ved siden af ham. Emil trykkede sig straks tæt ind til hende og gabte.
Hanne begyndte at læse, men holdt hele tiden ørene åbne efter lyden af hans bløde åndedræt. Da hun var sikker på, han sov, stod hun forsigtigt op og forlod værelset, mens hun lukkede døren stille bag sig.
I køkkenet rørte hun ved tekanden. Den føltes stadig lunken. Hun hældte sig en kop og satte sig ved bordet. *Hvor er Mette? Klokken er elleve, og hun lovede at være her klokken ni. Måske overnattede hun hos en veninde? Men så havde hun da ringet. Skal jeg ringe? Hvad hvis hun er på vej? Jeg må ikke distrahere hende – det kunne ende galt.* Hun korsede sig hurtigt mod den lille ikon på skabet. *Jeg venter lidt endnu.*
Hun tog en slurk af teen og rynkede brynene. Den var kold og smagte ikke længere godt. Hun hældte den ud i vasken og gik hen til vinduet, hvor en tæt, urolig mørke lå udenfor.
Pludselig brød telefonen den stille aften med en livlig ringetone. Hanne fo’r sammen, skyndte sig hen for at stoppe larmen og undgå at vække Emil. Hun stirrede på skærmen. Et ukendt nummer, ikke Mettes ansigt.
*Svindlere? Det er for sent for dem. Måske er hendes telefon løbet tør for batteri?* Hun tog den.
“Goddag. Kaptajn Sørensen. Er Mette Hansen din datter?”
“Ja. Hvad er der sket? Hvorfor…” begyndte Hanne.
“Hvordan skal jeg tiltale dig?” afbrød den kolige stemme.
“Hanne Mikkelsen.”
“Hanne Mikkelsen, vær ikke urolig…”
“Hvordan kan jeg ikke være urolig? Politiet ringer ikke midt om natten uden grund. Er du en svindler? Vil du bede om penge? Dem har jeg ikke, og hvis jeg havde, fik du dem ikke. Hvorfor siger du ingenting?”
“Mette Hansen var involveret i en ulykke på motorvejen…”
Efter ordene “ulykke” hørte Hanne ikke længere ordene. Hun pressede en hånd mod brystet for at berolige sit hamrende hjerte. Kaptajnen fortsatte, men hun kunne ikke følge med. Et dybt suk fik hende til at hoste, og tårerne begyndte at presse sig på.
“Fortæl mig blot én ting,” hviskede hun med en stemme der knækkede, “lever hun?”
“Ja, men hun er i koma. Hendes tilstand er kritisk.”
“Hvilket hospital?” Ordene sad fast i halsen.
“På Rigshospitalet, men du behøver ikke komme nu. Er du sammen med hendes søn? Bliv hos ham. Hun er alligevel på operationsstuen. Kom i morgen, så vil lægen forklare alt. Hvad lavede hun på motorvejen?” spurgte kaptajnen uden overgang.
“Vent, hvordan kender du til min sønnesøn?”
“Det fandt jeg ud af gennem hendes telefon. Hvorfor var hun på motorvejen?” gentog kaptajnen – var det Sørensen… Sørensen? Hun forsøgte at huske hans navn, som om det var det vigtigste lige nu.
“Jeg ved ikke…” begyndte hun automatisk og stoppede. “Hun skulle til fødselsdag hos en veninde. Jeg prøvede at overtale hende til at blive hjemme…” Hun rystede på hovedet, som om han kunne se hende. “Hun lovede at være hjemme klokken ni. Hendes søn ventede… Gud, hvad skal jeg fortælle ham, når han vågner?” græd hun.
“Så det var en fødselsdag… Kunne hun have drukket?”
“Hvad er det for noget at sige? Hun er en fornuftig kvinde, hun vidste, hun havde en søn der ventede, hun ville ikke drikke,” protesterede Hanne ivrigt. *Men hvem ved?* tænkte hun for sig selv. *Måske besluttede hun sig for at blive, men så ombestemte sig…*
“Undskyld forringerringen,” sagde kaptajnen og lagde på.
“Undskyld…” Hun sank sammen på en køkkenstol, som om hendes ben ikke kunne bære hende længere. Hun åbnede køleskabet og fandt en flaske beroligende dråber. Tålmodigt tællede hun dem ud i en kop, men mistede overblikket og lod endelig flere dryppe ned.
“For en sikkerheds skyld,” mumlede hun, hældte varmt vand i og drak det i en enkel slurk.
Hun satte sig igen, flasken fast i hånden.
“Gud, vær nådig og red Mette. Hun har en søn der har brug for hende. Lad ham ikke blive forældreløs.” Hun korsede sig med en stor bevægelse mod ikonet på skabet.
Hun bad længe, indtil kraften løb ud af hende og hun sløret lukkede øjnene.
“Bedstemor, vågn! Bedstemor! Er mor ikke kommet hjem?”
Emil ruskede i hendes skulder. Hun vaklede op fra en tyk, urolig søvn. Erindringen om telefonsamtalen skyllede ind over hende, og hun var pludselig lysvågen.
“Nej, hun ringede og sagde, hun ville blive derovre,” løj Hanne, selvom hun vidste, hun måtte fortælle sandheden. Men lige nu kunne hun ikke.
“Du lyver. Jeg hørte dig tale med en fremmed. Det var ikke mor.”
“Emil, mor er på hospitalet,” tilstod Hanne og trak ham ind til sig, så han ikke kunne se de tårer der pressede på.
“Er hun syg?” Hanne kunne mærke hans krop spænde sig, parat til at bryde fri.
“Ja. Hun har været under operation. Skal du ikke blive hos tante Lene, naboen? Så tager jeg hurtigt på hospitalet og finder ud af alt?”
Han rystede hårdt på hovedet.
“Jeg kommer med dig!”
“Nå, men så gå i gang med at vaske dig, mens jeg varmer vand.” Hun skubbede ham blidt mod døren og rejste sig selv. Verden svimlede for et øjeblik. *Lige hvad der mangler*, tænkte hun. Hun satte kedlen på og gik ind for at tage sin blodtryksmåler. Selvfølgelig – det var steget. Hun havde brug for medicinen, men da hun åbnede æsken, var den tom.
Hendes hånd rystede, da hun hældte vandet over teen.
“Hendes tilstand er kritisk. Operationen gMen dagene gik, og langsomt, som en vinter der bliver til forår, begyndte Mette at få styrke igen, og en eftermiddag, mens Emil læste højt for hende, smilede hun svagt og hviskede: “Jeg hørte dig hele tiden, min skat.”
