Jeg ved ikke, hvordan jeg skal leve videre. Ensomheden og en hjælpeløs alderdom skræmmer mig…
Nogle gange føles mit liv som en lang, udstrakt film uden en lykkelig slutning. Jeg er 62 år. Jeg sidder ved vinduet i min lille etværelseslejlighed i udkanten af Aarhus og ser bilerne køre forbi, mens jeg tænker på, hvor hurtigt tiden er gået. Alt er væk. Kun jeg er tilbage med bekymring og frygt for morgendagen.
For fjorten år siden blev mit liv delt i “før” og “efter”. Først døde min far – han kæmpede mod kræft, og hvert åndedrag var som et hammerstød mod hjertet. Et par måneder senere døde min yngste søster – den samme sygdom, den samme håbløse lidelse. Og så skete det, jeg ikke havde ventet: Min mor blev pludselig ramt af demens. Hun stoppede med at genkende ansigter, forvekslede dag med nat, og blev forvirret i sin egen lejlighed. Fra voksen blev hun til et hjælpeløst barn. Og min mand… Han kunne ikke klare det. Han gik sin vej. Sagde, at han var træt af at leve med skyggen af den kvinde, han engang elskede. Han gik til en yngre, fri og ubekymret kvinde. Jeg blev alene – med en syg mor og en datter fra første ægteskab, der hadede mig.
Hun tilgav mig aldrig mit andet ægteskab. Da jeg giftede mig igen, var hun elleve, og det viste sig at hun havde båret nag i alle årene. Vi blev fremmede for hinanden. Jeg havde ingen støtte. Vennerne trak sig væk, og bekendtskaber ophørte. Jeg overlevede. Jeg blev vanvittig af smerte og udmattelse, men tillod ikke mig selv at kollapse. Kun de regelmæssige besøg hos psykologen holdt mig oppe. Mor var som en nyfødt – jeg skulle fodre hende fra en ske, skifte hendes bleer, bade hende og synge vuggeviser, når hun græd om natten. Vi gik gennem alt: slagtilfælde, hoftebrud, og en svær operation. I seks år levede jeg på kanten.
Og så var hun der ikke mere.
Man kunne tro, at jeg kunne trække vejret lettet, men nej. I stedet for lettelse – tomhed. Og med min datter – kun smerte. Konstant bebrejdelser, krav, anklager om, at jeg hjalp for lidt med penge, at hun ikke kunne tage på ferie, fordi hun ikke havde fundet et “rigtigt job”, og det hele var selvfølgelig min skyld. Jeg var skyld i, at hendes stedfar forlod os. Skyld i, at jeg ikke støttede hende, når hun havde det svært. Skyld i, at jeg fødte hende på det forkerte tidspunkt og med den forkerte mand.
Jeg overdragede forældrenes lejlighed til hende. Hvor mange tårer, nerver og søvnløse nætter det kostede mig, ved kun min psykolog. Så blev jeg selv diagnosticeret med kræft. Et helvedes diagnose. Kemi. Operation. Og skænderier. Datteren flyttede ind hos mig for en tid – ikke af medfølelse, men fordi det ikke var sikkert, om jeg ville overleve. Stille, vred og ligeglad. Hun var der fysisk, men ikke mentalt.
Siden er der gået seks år. Heldigvis har mit helbred stabiliseret sig. Jeg arbejder igen, glæder mig over små ting og genfinder langsomt mig selv. Datteren blev gift, fik en dejlig lille dreng. De bor for sig selv. Vi taler sammen, men jeg føler hele tiden, hvor skrøbelig denne forbindelse er. Det kræver kun én forkert bevægelse, og broen bryder sammen.
Jeg lever. Men som om det ikke er helt. Fordi der indeni er ensomhed. Om aftenen kommer jeg hjem, og stilheden slår mig om ørerne. Under pandemien blev følelsen uudholdelig. Veninderne er enten rejst eller opslugt af familielivet. Ingen ringer. Ingen til at fortælle, hvad jeg drømte om. Ingen til at klage til over smerter i benet. Ingen spørger: “Har du spist i dag, Lena?”
Jeg husker, hvordan jeg engang var nødvendig. Hvordan jeg lavede aftensmad, strøg skoleuniformer, strikkede strømper, løb mellem hospitaler, samlede dokumenter og sad ved min syge mors seng om natten. Og nu – stilhed. Ingen der venter. Intet sted at gå hen. Og det skræmmer mig. Skræmmer mig så meget, at jeg nogle gange vågner i koldsved med tanker om, at jeg en dag falder i badet, og ingen opdager det. At jeg en dag bare forsvinder, og verden bemærker det ikke.
Jeg frygter fremtiden. Frygter at blive den gamle dame med et slukkent blik, der sidder ved opgangen bare for at høre en stemme. Jeg ønsker ikke medlidenhed. Jeg søger ikke medfølelse. Jeg ønsker bare at betyde noget for nogen. Bare en lille smule.
Tak fordi du læste med. Det betyder, at jeg i dag blev hørt. Og det betyder, at jeg endnu ikke er helt alene.
