Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Min søn står altid på sin kone side selv når hun tager fejl.
«Jeg er ved at løbe ud af alting», siger jeg med tårer i stemmen. Jeg er seksogtres år gammel, hedder Lise Jensen. Min søn, Mikkel, beskytter sin hustru, Freja, uanset hvad der sker, uanset hvad jeg siger. Han vinker bare med hånden og siger: Mor, rolig, Freja klarer det selv. Hun er ikke dum. Der findes altid en undskyldning for hende, selv når hun tydeligt tager fejl.
Freja, min svigerdatter, er kun 28 år. Sammen med Mikkel har de en halvandet år gammel dreng, Peder. De har købt en lejlighed i København på boliglån og bor hver for sig. Freja er på barsel, og kun Mikkel går på arbejde. De lever forsigtigt, uden overflod, men heller ikke i nød.
Alligevel kan jeg ikke svelge Freja.
«Da Mikkel første gang bragte hende hjem, blev jeg rystet», fortæller jeg. Hun har lange, påklædte negle, et tatoveringstæt på halsen, en kort nederdel og høje hæle, som om hun skulle gå på catwalken. De farvede læber er åbenlyst påført. Jeg tænker, han må have spøgt. Jeg kan ikke forestille mig, at min søn seriøst dater en så letfærdig, for at sige det blidt.
Et måned senere siger de ja. Selv på brylluppet gør Freja sig bemærket med en læder nederdel, en glitrende top og scenisk makeup, som om hun er på scenen. Mikkel er lykkelig, og jeg holder mig i baggrunden jeg blander mig ikke.
I starten taler jeg næsten aldrig med svigerdatteren; jeg ringer kun et par gange om måneden til sønnen og spørger, hvordan det går. Så for et halvandet år siden får jeg barnebarnet, lille Peder.
«Jeg dukker op på anden dag efter udskrivelsen, og hvad ser jeg? Freja har en ny manicure. Jeg siger: Freja, er du skør? Det er farligt for en baby! Hun svarer: Alt er under kontrol, jeg klarer det. Jeg går hen til Mikkel, og han siger: Mor, hold dig tilbage. Det er ikke din sag. Så er det altid sådan. Uanset hvad jeg siger, hører jeg: Bliv væk.»
Jeg prøver at opdrage svigerdatteren med råd, bemærkninger og kritikker, men får kun ligegyldighed til gengæld. Freja er ikke typen, der undskylder sig.
«Når jeg går ind, er der rod. Jeg siger: Freja, lav suppe til drengen han arbejder. Hun svarer: Mikkel spiser ikke suppe. Hvordan kan han ikke? Jeg spiser den selv! Det er bare latskab! Hvis hun lavede ordentlig mad, ville både suppe og borsjtj blive spist.»
Jeg forsøger at tale med Mikkel, men han stiller sig altid bag sin hustru.
«Mor, stop med at kritisere. Alt er i orden. Freja er en god mor.»
«En god?», udbryder jeg. «Hun kan slet ikke løfte hovedet fra telefonen! Jeg har ikke set hende uden en skærm længe. Hun scroller på Instagram, selv når barnet er ved siden af.»
Den sidste dråbe er på legepladsen.
«Jeg banker på døren, men der er stilhed. Jeg tænker, de er ude at gå en tur. Jeg går ud på legepladsen og ser Peder i sandkassen, mens Freja sidder på bænken med øjnene i telefonen. Jeg går tættere på og ser, at drengen står ved rækværket. Pludselig løber han hen til mig, smiler og råber: Bedstemor! Freja vender sig ikke om. Drengen løber ud på vejen! Der er sjældent biler, men faren er der alligevel!»
«Gudskelov», siger hun med rystende stemme, «der var ingen biler i det øjeblik.» Jeg griber barnet, løber hen til hende, men hun sidder som i transe. Jeg siger: Hvis du ikke slukker den telefon nu, smadrer jeg den på asfalten! Er du mor eller hvad? Freja springer op, tager Peder og flygter. Barnet græder, strækker sig efter mig, men hun smækker døren i ansigtet og åbner den aldrig igen.
Jeg ringer til Mikkel, fortæller ham alt, som det er. Han svarer: Mor, du overdriver. Ro dig ned. Freja klarer det. Hvordan kan han så? Jeg så det med mine egne øjne! Han tror mig ikke! Nu taler hverken han eller Freja med mig. De svarer ikke på opkald og åbner ikke døren. En måned er gået. Jeg ved ikke, hvad hun har sagt til ham. Men jeg vil bare have, at barnebarnet er i sikkerhed.
Jeg spørger mig selv: Måske har han ret? Skulle jeg have holdt mund? Men jeg kan ikke tie, når et barn er på spil! Jeg er mor og bedstemor.
Nu er jeg bare en ensom kvinde med en slukket telefon, og min søn, som jeg har opdraget, er væk fra mig. Han står altid på hans kones side. Altid.
