Kære dagbog,
Jeg har tilbragt de sidste to år i udlandet, og da jeg kom hjem, opdagede jeg, at min søn havde fået en overraskelse. Min datter, Freja, havde giftet sig med en svensk statsborger, Lars, og jeg boede hos dem i et år, passede barnebarnet, lille Lilly, og holdt huset i orden.
Freja og Lars arbejdede i den samme virksomhed i København og kom kun hjem om aftenen. Jeg håbede, at dette ville vare ved, men så viste det sig, at tingene ændrede sig. En dag fortalte de mig, at de ikke længere havde brug for min hjælp, og bad mig om at flytte ud. En måned senere var jeg tilbage i min egen lejlighed. Der var dog ingen velkomst der. Mens jeg boede hos Freja, gik min søn, Mikkel, fra sin første kone, flyttede ud af deres lejlighed og flyttede ind hos mig.
Han kom også med sin anden kone, Emma, der allerede var gravid. Han tænkte ikke engang på at spørge mig om lov. Hvad skulle jeg gøre? Smide min søn og hans gravide hustru ud? Nej. Men hvordan kunne vi fire snart fem bo i en etværelseslejlighed? Hverken Mikkel eller jeg har råd til at leje en ny bolig; pengene er knappe, kun få kroner i banken.
Jeg ringede til Freja og forklarede situationen. Jeg håbede, at hun ville forstå og invitere mig tilbage, men hun havde et andet syn på tingene. Hun og Lars har en mere global tilgang, som jeg har svært ved at følge.
Mikkels adfærd er forståelig; han havde ikke regnet med, at jeg ville vende tilbage. Jeg ender med at sove på sofaen i køkkenet. Om dagen går jeg ud, handler ind, besøger venner. Mikkel og Emma lever i fred, men hun ser mig altid væk, som om jeg er en uønsket gæst.
Det er tydeligt, at hun ikke bryder sig om mig i deres hjem. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg som seksogtredsårig kunne blive overflødig, mens andre tager over i mit eget hus. Mikkel tænker kun på sin gravide kone og ser ikke boligproblemet.
Jeg leder efter et deltidsjob, så jeg kan klare mig alene i min egen lejlighed. Mine svigerforældre bor på landet i Fyn. Skal jeg foreslå, at Emma flytter hen til dem? Vil Mikkel kunne finde arbejde der? Jeg tvivler på, at det er en løsning. Jeg er splittet og ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Måske må jeg finde min egen vej, stå på egne ben og acceptere, at livet har ændret sig. Jeg håber, at jeg en dag vil kunne se tilbage uden så mange tunge tanker.
KarinJeg besluttede mig for at melde mig som frivillig på den lokale seniorcenter og håber, at de nye venskaber vil give mig både mening og støtte.
