Min mand og jeg har arbejdet utrætteligt lige fra begyndelsen af vores liv sammen. Vi har altid ønsket, at vores børn skulle have de bedste muligheder og aldrig manglede noget vigtigt. Derfor tog min mand to jobs efter vores datters fødsel for at forsørge familien. Vi prøvede at opdrage vores datter, Ragnhild, til at være høflig og betænksom. Tiden gik, og pludselig gik det op for os, at vores lille pige var blevet voksen.
Hun var blevet en ualmindelig smuk ung kvinde og havde ingen mangel på bejlere. Efterhånden bemærkede vi, at Ragnhild virkede mere eftertænksom og gik på tåspidserne derhjemme. Snart fandt vi ud af hvorfor. Hun var blevet forelsket i en ung mand. Min mand og jeg blev glade over nyheden, og vi bad hende præsentere ham for os. Vi spekulerede på, hvem mon var så heldig at vinde hendes hjerte. Ragnhild lovede, at det ville hun nok.
For nylig fortalte hun, at hun agtede at tage ham med hjem. Hele dagen gik jeg i køkkenet og forberedte flere danske retter stegt flæsk med persillesovs, frikadeller og hjemmebagt rugbrød. Min mand gjorde hele lejligheden skinnende ren. Vi lagde os ekstra i selen, for vi glædede os oprigtigt. Ragnhild strålede som solen selv; hun kunne næsten ikke stå stille af bare glæde. Når jeg så på hende, fyldtes jeg med en ubeskrivelig lykke.
Da han endelig kom, gjorde han et godt indtryk. Han var høflig, havde lune bemærkninger og virkede venlig. Vi satte os sammen til bordet. Alligevel lurede en mærkelig følelse i mig aftenen igennem. Det plagede mig, for hans ansigt virkede så velkendt, men jeg kunne ikke komme i tanke om, hvorfra. Vi snakkede og grinede adskillige gange, og Ragnhilds kæreste viste sig fra sin bedste side, så stemningen var let.
Men så snart døren smækkede bag dem, slog det mig, hvor jeg havde set ham før. Billedet stod pludselig klart: Jeg havde set hans foto i en efterlysning fra politiet. Ham og en anden mand de var eftersøgt for svindel. Det stod, at man straks skulle give besked, hvis man så dem. Jeg greb straks fat i både min mand og datter og fortalte, hvad jeg havde genkendt.
Ragnhild blev dybt ulykkelig. Tårerne trillede ned ad hendes kinder, og hun beskyldte mig for at opdigte det hele bare for at skræmme ham væk.
Men det passede altså ikke. Alt hvad jeg ønskede, var at advare hende for hendes eget bedste. Det betyder alt for os, hvem hun vælger at dele sit liv med. Som en reaktion pakkede Ragnhild sine ting og forlod hjemmet.
En hel måned gik, uden vi hørte et ord fra hende. Hun tog hverken telefonen eller svarede på beskeder. Jeg er fyldt med skyldfølelse og tvivl nu. Måske har jeg taget fejl, og måske var den unge mand alligevel en helt almindelig dansker.
