Jeg var omkring fem eller seks år gammel, endnu ikke startet i skole, i begyndelsen af halvfemserne, da der flyttede to pensionister fra byen ind i vores landsby bedstemor Karen og onkel Jens. De købte huset lige overfor vores et lavt bindingsværkshus med to små vinduer ud mod vejen, men med en kæmpestor køkkenhave, de, grundet deres alder, ikke længere havde kræfter til at passe. Hver dag gik de tur, enten i skoven eller ned til åen, og kun sjældent tog de turen til nabobyen for at handle ind. De levede stille og næsten ubemærket. Til os kom de aldrig rigtig på besøg, udover når de to gange om ugen kom over efter mælk. Vi havde nemlig et stort landbrug, men økonomisk var det småt, så bedstemor Karen listede tit små gaver til mig chokolade, en skriveblok eller en lille mønt på nogle få kroner. De havde aldrig selv haft børn.
Der gik nok tre år, hvor de levede i landsbyen, og så, en sen vinteraften, da vi lige havde slukket fjernsynet og lagt os til at sove, bankede det stille på ruden. Det var bedstemor Karen, der sagte sagde Jens er død.
Vi hjalp hende så godt vi kunne med begravelsen.
Bedstemor Karen tog det meget hårdt, var syg og begyndte næsten ikke at forlade hjemmet. Vi begyndte at besøge hende næsten dagligt, og hver gang fortalte hun, hvordan hun og onkel Jens havde været sammen i 52 år, arbejdet mange lange år på en fabrik, og hvordan de efter pensionen havde valgt at lade deres lejlighed gå til en niece, så de kunne flytte ud på landet, tættere på naturen.
Foråret kom. Bedstemor Karen begyndte så småt at lære at være alene, fandt lidt bedre mod, og en dag kaldte hun på mig ind til sig og viste mig en lille grå hvalp, der kravlede rundt i en papkasse. Jeg havde ikke været stor fan af hunde, men lige så snart jeg så denne hvalp, sprang mit hjerte et slag over, og jeg blev fuldkommen forelsket.
Den dag i dag husker jeg, hvordan jeg sad på gulvet, kælede hvalpen med én finger, mens bedstemor Karen så på os begge med et sjældent tandløst smil.
Vi har aldrig haft hund eller kat eller børn for den sags skyld. Det er svært at være alene. Jeg fandt ham her i dag nær markedet i nabobyen, bag en container. Og se lige hvilken dejlig fyr han er, sagde hun blidt.
Jeg kunne ikke tage øjnene fra den lille.
Hvad spiser han? Han er vel sulten? næsten græd jeg.
Jeg varmede noget mælk, men han kan ikke drikke af skål. Han skal have sutteflaske, men sådan én har jeg ikke, men jeg køber én i morgen, hviskede hun undskyldende.
Jeg ræser hjem og hapser sutteflasken ud af munden på min fem måneder gamle lillesøster.
Det viste sig, at hvalpen kun var få dage gammel. Jeg gav ham flasken og håbede inderligt, han ville klare sig.
I mere end en uge kunne vi ikke blive enige om navn. Bedstemor Karen grinede og ville kalde ham Rollo for de røde ører, mens jeg insisterede på navnet Stille, fordi han var så rolig, at han næsten aldrig gav lyd, og vi andre også sad helt stille, når vi passede ham. Så sådan blev det Stille, Stiller, Stillegutten blev hvalpens navn.
Vi plejede ham sammen, næsten helt til sommer, lunede mælk og lavede mad til ham. Da det blev varmt, fik han lov at komme ud af kassen og på græsset. Stille var, fordi han blev forladt som ganske lille og aldrig havde fået pleje hos sin mor, svag og skravlet. Alligevel passede vi ham, gav ham kærlighed og pleje efter bedste evne. Efter skole løb jeg straks over til bedstemor Karen for at hilse på Stille, så hjalp jeg til hjemme, lavede lektier og var tilbage igen om aftenen. Jeg legede med Stille som et lille barn, mens bedstemor Karen sad i stolen og så på med sit venlige smil.
Sommeren igennem voksede Stille, men viste sig at blive en lille hund nok kun 30 centimeter høj. Om morgenen fulgtes jeg med Stille ned til åen for at fiske eller hjælpe med at hyrde køer ud på marken, og hvis jeg ikke var hjemme, holdt han sig til bedstemor Karen. Med Stille omkring sig blev bedstemor Karen mildere, mere omsorgsfuld og endda lidt raskere. Hun lavede særlig mad til ham, børstede ham og læste alskens bøger om hundeopdragelse og -pleje.
Årene gik ét, to, tre, fem. Stille boede stadig hos bedstemor Karen, men hver morgen ventede han på mit trin foran døren og fulgte mig hele vejen til skolen tre kilometer. Klokken to stod han klar ved skolen, så vi kunne følges hjem. Om det så var sjappet forår eller snestorm, var han der altid. Sådan gik ni år.
Skolen i nabobyen gik kun til niende klasse, så hvis man ville videre, måtte man tage til byen enten på teknisk skole eller gymnasiet i kommunen og bo på kollegium. Familien besluttede at sende mig til byen.
Den morgen, jeg skulle med færgen, sad jeg længe hos bedstemor Karen med Stille på skødet og græd.
Tag ham med, hvis du ikke kan undvære ham, sagde bedstemor Karen, også med tårer i øjnene.
Men hvordan? Han er jo din, Stille. Pas nu godt på dig selv. Mor kommer hver dag til dig, og jeg skal nok ringe så tit jeg kan.
Da “Viggen” lagde fra kaj, stod jeg på dækket og græd, mens Stille løb rundt på den gamle bro og ikke tog øjnene fra mig, uforstående over, at jeg nu efterlod ham.
Teknisk skole opslugte min hverdag jeg læste om husdyr og dansk landbrug. Jeg havde ikke nære venner, chattede kun indimellem med en fra de små klasser hjemmefra, som boede på et andet kollegium.
Lige før juleferien, da jeg glædede mig til lidt fri, ringede mor og sagde bedstemor Karen var blevet altså dårlig, havde ligget i sengen en uge, og Stille nægtede at forlade hendes side, selv maden måtte bringes helt hen til sengen.
Jeg tog hjem et par dage før planlagt. Stille sad virkelig som på vagt ved hendes seng og forlod hende ikke, øjnene vådede og sørgmodige, og bedstemor Karens svage hånd søgte hans bløde hoved. Begge var stille blevet tynde. Det var hjerteskærende: en gammel kvinde, der ligger for døden, og hendes trofaste hund hendes sidste store glæde i livet.
Da jeg efter jul skulle tilbage til byen, vidste jeg, at jeg nok ikke ville se bedstemor Karen levende igen. Stille fulgte mig kun ud til døren. Han kunne ikke forlade hende et sekund. Jeg mærkede smerten, der krøb ind i hjertet, som den lille hund bar, mens han passede på den gamle, som et barn ville gøre for sin gamle mor.
I februar døde bedstemor Karen.
Man kan spørge: Hvad rager det dog en sekstenårig knægt, at en gammel kone og hendes hund dør? Det er svært for de fleste at forstå sorgen, man føler, når det tætteste menneske, man har haft, forsvinder og ens trofaste følgesvend bliver tilbage med sorgen. En hund, man elsker, vil sørge over én, når man går bort, og den kærlighed skærer i hjertet.
Jeg kunne først komme hjem efter eksamener i slutningen af maj. Hvor Stille var, var der ingen der vidste. Mor fortalte, at han ved begravelsen havde løbet rundt om graven og forsøgt at springe ned, men blev holdt væk. Efter begravelsen tog vi ham hjem med, og far byggede en varm hundehus til ham, men Stille nægtede at blive, og holdt til i bedstemor Karens hus indtil maj. Så forsvandt han. Han ventede åbenbart på mig.
Den halve sommer ledte jeg efter Stille, gik fra gård til gård i omegnen. Jeg viste billeder og spurgte. Han var ikke til at finde. Måske troede han, bedstemor Karen bare var gået ud og ville komme tilbage. Han ventede, og da hun ikke dukkede op, gik han ud for at lede efter hende. Sådan tænkte jeg.
August kom.
En dag tog hele familien til kirkegården i Lindeskoven. Det var 50 kilometer væk, og jeg havde aldrig forestillet mig, at Stille skulle kunne være der.
Men knap var vi stået ud af bilen, før jeg så en lille skikkelse spurte over gruset med ørerne slået tilbage og tungen ud af munden min Stille.
Jeg faldt på knæ og begyndte at græde.
Stille, Stillegut, du gode Gud, jeg har ledt efter dig hele sommeren, og så har du været her!
Stille slikkede mig i ansigtet, stille og lykkelig, begge med tårer i øjnene. Han hoppede, logrede og var mager, beskidt men levende. Jeg tømte straks picnictasken for mad: rugbrødsmadder, frikadeller og småkager. Han spiste grådigt og så hele tiden på mig.
Er det mon jeres hund? spurgte en kvinde, der kom fra kirken.
Ja, det er vores Stille, svarede mor og tørrede øjnene.
Jeg arbejder her. Siden det tidlige forår har jeg set den lille fyr. Han bor på én bestemt grav, hvor han graver og roder. Jeg har måttet fylde jorden tilbage adskillige gange. Han holder aldrig op.
Alle forstod det var bedstemor Karens grav.
Vi gik rundt blandt vores slægtninges grave, Stille forlod mig ikke et øjeblik og havde kun øje for mig.
Hele sandkøjen over bedstemor Karen og onkel Jens var opgravet med hans poter, især der hvor Karen lå. Far rettede korset, mor lagde blomster, og jeg sad på hug med Stille på skødet. Han kiggede skiftevis på graven og op mod mig og slikkede mig på kinden.
Ikke tving ham med nu. Lad ham selv vælge, sagde far og satte sig ved siden af mig.
Jeg vil ikke lade ham blive her. Efteråret og vinteren ender galt, for han er gammel nu. Men hvis han vil blive, løber han bare tilbage. De 50 kilometer betyder intet for ham, svarede jeg og sukkede tungt.
Da vi forlod graven, var Stille urolig, løb frem og tilbage mellem os og graven, og først da vi satte os ind i bilen, stod han et øjeblik så sprang han pludselig op på mit skød.
Stille, min ven, jeg lader dig aldrig være alene mere, hviskede jeg grådkvalt.
Af alt det, livet har lært mig, så er det her det vigtigste: Selv en lille hunds kærlighed kan fylde tomrummet efter et menneske. Den trofasthed, et dyr viser, rummer et helt livs kærlig loyalitet. Den slags tab og kærlighed lærer én aldrig at tage for givet.
