Det er en mærkelig fornemmelse, når man kigger tilbage på et langt forhold. Jeg var sammen med Anna i fem år. Vi var gift i to år, men inden da boede vi sammen i København i tre år. Mens vi var forlovede, var det meste af forholdet faktisk på afstand jeg boede i Odense på grund af mit arbejde, og hun blev i København. Vi så hinanden én gang hver tredje måned, og et år sås vi faktisk kun to gange, fordi mit job var så krævende. Dengang syntes jeg ikke, det var et problem tværtimod føltes det perfekt. Vi savnede hinanden, græd i telefonen, oversvømmede hinanden med kærlige beskeder og lange videoopkald. Skænderier havde vi aldrig. Jeg var ikke jaloux, og det var hun heller ikke. Vi respekterede hinandens plads. Hun kunne tage ud med sine veninder, jeg kunne tage ud til fodboldkamp eller bare sidde på en bar uden noget drama. Nogle gange bad hun mig endda om hjælp til at vælge tøj og ja, ofte sagde jeg ærligt, hvis en kjole sad for stramt, og at hun nok ville have det bedre i noget andet. Jeg var aldrig kontrollerende faktisk var jeg stolt af hende og af, hvordan hun så ud. Det hele var sundt, fredeligt og næsten som hentet ud af en dansk film.
Men så kom december, og vi vidste, vi ikke kunne være sammen til jul eller nytår. Vi var begge triste og lidt skuffede. Hun foreslog, at jeg skulle flytte til København og bo sammen med hende. Jeg tænkte over det, talte med min familie, og de sagde, at hvis det var det, jeg ville, skulle jeg gøre det. Så sagde jeg mit job op og pakkede mine ting.
De første måneder gik godt. Det første år boede jeg et stykke tid uden job og fandt min plads derhjemme man lærer virkelig hinandens særheder at kende, hvordan vi står op om morgenen, hvordan vi er, når vi er sultne, hvad der irriterer os, og hvad der ikke gør. Alt gik stille og roligt.
Andet år blev bare endnu bedre. Vi blev et rigtigt makkerpar, og forelskelsen føltes ny, selvom vi allerede havde været sammen i mange år. Vi ville være sammen hele tiden. Når hun ikke var på arbejde, lavede vi alt sammen. Folk omkring os troede, vi lige var blevet gift. Jeg var sikker på, at jeg havde truffet det rigtige valg.
Men på et tidspunkt i det tredje år skete der noget. Hun begyndte at komme senere hjem. Vi havde altid haft delt vores lokationer via telefonen ikke fordi vi ikke stolede på hinanden, men fordi vi syntes, det var sjovt men en dag slog hun det fra uden nogen forklaring. Hun begyndte at komme hjem klokken fem eller seks om morgenen, selvom hun skulle møde klokken otte. Hun tog bare et hurtigt bad, spiste, og smuttede igen. Pludselig havde hun ikke længere brug for at forklare sig. Skænderierne begyndte at blive en del af hverdagen.
Dagen, hvor jeg fandt sminke på en af hendes hvide skjorter foundation og læbestift på kraven og ærmet slog det mig for alvor. Det var ikke bare et lille mærke, det kunne ikke overses. Jeg spurgte, og hun sagde det direkte, uden at sige ordene: Jeg har søgt noget ude, som du ikke længere giver mig, fordi du bare går op i at rydde op og gøre rent. Du er blevet kedelig. Det var alt, hvad jeg kunne tåle. Hun sagde aldrig direkte, at hun havde været mig utro, men hun nægtede det heller ikke. Det var svar nok.
Jeg var fuldstændig knust. Jeg græd konstant og følte et fysisk pres i brystet. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, hvordan jeg skulle komme væk fra smerten. Så jeg besluttede at gøre noget for mig selv. Jeg startede i træningscenter igen jeg trænede jo før, men det var faldet helt væk, da vi flyttede sammen. I fitness mødte jeg en kvinde, Mette. Hun og jeg begyndte at snakke lidt sammen. Det var rart. En dag inviterede hun mig ud at få en øl, og jeg sagde, at vi kunne tage hjem til hende. Det var aftalt, vi skulle ses om eftermiddagen. Vi begge vidste vel, hvad der skulle ske.
Efter at have set hende tidligere samme dag, satte jeg mig hjem og tænkte: Kan jeg virkelig være sådan? Vil jeg gøre det samme som hende? Jo, måske fortjener Anna det. Men så havde jeg en ægte dansk samtale med mig selv: Nej, jeg vil ikke synke til hendes niveau. Jeg besluttede at stoppe det hele, før det gik galt.
Da Anna kom hjem til frokost, lod jeg hende ikke gå ind i soveværelset. Vi satte os ved spisebordet, og jeg sagde, at det ikke gik mere. At hun havde været mig utro, og at jeg ikke ville vide med hvem eller hvor længe. At det måtte slutte nu og her. Hun sagde, jeg overdrev, at den anden slet ikke betød noget, at vi kunne redde det. Jeg sagde, at jeg ikke ville.
Jeg fortalte hende ikke noget om Mette eller hvad jeg havde følt. Jeg sagde bare, at jeg gik. Kufferten var allerede pakket. Hun spurgte, hvor jeg ville tage hen om jeg havde en anden et sted. Jeg sagde, at det ikke betød noget, jeg skulle nok finde ud af det.
Jeg forlod lejligheden med mine kufferter og tog ud til Mette. Da hun så mig med al bagagen, blev hun meget forskrækket. Jeg forklarede hende, at jeg lige havde forladt min kone, og at jeg skulle hjem til mine forældre i Randers næste dag. Jeg ville bare have hendes selskab den aften. Hun sagde, det var ok.
Den nat var måske den stærkeste oplevelse, jeg nogensinde har haft. Alle følelserne væltede op; vrede, sorg, alt det, jeg havde båret på. Det var så anderledes end alt, jeg havde oplevet før, også med min ekskone.
Næste dag købte jeg min billet og tog toget hjem til mine forældre. Jeg havde ikke noget andet sted at tage hen. Jeg ønskede ikke at høre mere om Anna. Det er nu to år siden. I dag bor jeg alene i Aarhus, har fået arbejde igen, og jeg fortryder intet. Jeg var tæt på at være utro, men jeg kendte mine grænser og havde modet til at sige stop, før jeg selv blev den, hun havde været for mig.
Livet kan slå kolbøtter, men man bestemmer selv til sidst, hvordan man vil gå videre. Det lærte jeg.







