Jeg var 30 år, da far rejste til Gud.
Nu er jeg 32, og vores sidste samtale brænder stadig i mig, som om den fandt sted i går nat i det mærkelige, tågede landskab af drømme.
Altid var jeg det barn, der gik sin helt egen vej, som startede på noget og lod det ligge halvfærdigt.
Tre studier, tre universiteter først på Københavns Universitet, så Aarhus, til sidst Roskilde.
Første studie blev forladt efter anden semester, fordi jeg følte, at det hele var gråt og uendeligt.
Andet røg ud efter fjerde, for der begyndte jeg at gå til fodbold, tage på café, lade tankerne flyve frit.
Tredje studie blev droppet næsten før jeg nåede at se campus jeg mærkede hurtigt, at jeg var i en anden tidszone end de andre.
Mine to søstre blev færdige, fik eksamensbeviser, administrative job, mens jeg hoppede fra idé til idé talte om: “Jeg finder nok mit livsmål.”
Alle hjemme på villavejen så det, men far mærkede det stærkest.
Han var min person.
Ikke bare min far han var min bedste ven midt i det natlige København.
Vi spillede pool ved en underlig retrobar på Vesterbro, så fodbold i Parken, tog på Ølbaren og grill med hans venner, hvor folk brummede med danske sange.
Søstrene mine talte i kalender, karakterer og forpligtelser, men mig lod han flyde: “Du er en dreng, du lærer det blandt folkene på Vesterbro.” Jeg voksede op med frihed, ingen rammer, ingen anstrengende krav men den frihed følte pludselig som en mærkeligt tyngende skygge.
Jeg lærte aldrig at holde fast i noget hverken studier, jobs eller rytmer.
Tre måneder før han forsvandt, havde vi det tungeste øjeblik i min drøm.
Vi sad i haven; han røg cigaretter, jeg scrollede på mobilen.
Han bad mig tage asken væk.
Han sagde: “Min dreng, jeg er ikke skuffet over dig, men over mig selv.
Jeg opdragede dig forkert.
Jeg gjorde livet for let og var for beskyttende jeg gjorde dig svag til at klare hverdagens storme.” Jeg sagde ingenting.
Øjnene sveg, men jeg græd ikke.
Ville sige noget dybt, noget voksent, men alt jeg kunne fremstamme var: “Jeg skal ændre mig.” Han svarede ikke kiggede ned i jorden, som om han talte med den danske muld.
Tre måneder senere, en dør rullede op, han gik til badeværelset for at børste tænder og faldt uden advarsel.
Ingen farvel.
Ingen hospital, ingen sidste ord i drømmens uvirkelige stilhed.
Det var ikke bare min far, jeg mistede jeg mistede den eneste, som troede jeg stadig kunne tage mig sammen, selv når han var træt af at vente.
Efter begravelsen i Assistens Kirkegård blev jeg vred på mig selv som om en dyb blå tåge gled ind gennem vinduet.
Jeg stoppede med at tage på bar.
Stoppede med at drikke Tuborg.
Stoppede med at lade timerne glide væk.
Startede på universitetet igen denne gang jura, fordi noget skulle bevises.
Står op klokken fem hver dag, arbejder på et bageri, og læser om aftenen.
Der er dage, hvor rugbrødet føles tungt, hvor jeg glemmer at spise, men jeg fortsætter.
Hver eksamen bærer jeg med ham i tanken.
Hver god karakter føles som: “Ser du far, jeg kan!”
To år er gået.
Jeg rykker fremad, uden pauser.
Ingen studieflygtning mere.
Ingen undskyldninger.
Søstrene mine kigger på mig anderledes de støtter mig.
Mor siger, at far ville have været stolt.
Jeg ved ikke, om det er stolthed men han ville i det mindste ikke have forladt verden med en følelse af fiasko.
Det sværeste er hverken studier eller job, eller træthed.
Det sværeste er, at jeg ikke kan ringe til ham og sige, at jeg bestod den sværeste eksamen, at jeg gør det hele på en ny måde.
Han var min makker i livets mærkelige, danske eventyr lærte mig at tage chancer, men lod mig også flyde uden grundlag.
Nu må jeg selv bygge det grundlag.
Nogle gange, når jeg kommer sent hjem med rygsæk fyldt med bøger sætter jeg mig på sengen, kigger på ét gammelt foto af os på en gåtur, begge med Carlsberg og store smil.
Og jeg hvisker i tankerne: “Gammel mand, jeg nåede aldrig at vise dig det, men du tog ikke helt fejl med mig.”
Jeg vil være den bedste version af mig selv, for hans skyld.
Jeg håber, jeg når det.
Jeg var 30 år, da min far gik bort. I dag er jeg 32, og vores sidste samtale gør stadig ondt, som var det i går. Jeg var altid ”problembarnet” – begyndte på ting, men fik dem aldrig gjort færdig.