Jeg var 30 år, da min far gik bort.
Nu er jeg 32, og vores sidste samtale sidder stadig dybt i mig, som var det i går.
Jeg har altid været problembarnet begyndte på forskellige ting og fik aldrig gjort dem færdig.
Jeg gik på tre forskellige uddannelser på tre forskellige universiteter.
Den første droppede jeg allerede i andet semester, fordi jeg kedede mig.
Den anden droppede jeg i fjerde, fordi jeg begyndte at pjække, gå mere i byen, og sprede mig i alt for mange retninger.
Den tredje opgav jeg før første semester var slut.
Imens mine to søstre tog deres studie, dimitterede og fik job, sprang jeg fra idé til idé, plan til plan, og gentog hele tiden: Jeg skal nok finde min vej. Alle hjemme så det klart, men det var især min far, der mærkede det mest.
Han var min person.
Ikke bare far han var min ven.
Han tog mig med på værtshus til billard, fodboldkampe, en øl i weekenden, grillede med sine venner, og vi snakkede om alt muligt.
Hvor mine søstre havde skemaer, karakterer og ansvar, var det mere frit med mig.
Han sagde: Du er mand, du lærer det ude i livet. Jeg voksede op uden stramme rammer, uden ægte press og regler.
Det har vendt sig mod mig med tiden jeg har aldrig lært at holde fast i noget.
Hverken studie, job eller rytme.
Tre måneder før han døde, havde vi den sværeste samtale jeg nogensinde har haft.
Vi sad i haven.
Han røg, jeg sad med mobilen.
Han bad mig pakke den væk.
Han sagde: Søn, jeg er ikke skuffet over dig, jeg er skuffet over mig selv.
Jeg har opdraget dig forkert.
Forkælet dig.
Skånet dig for modgangen.
Gjort dig svag. Jeg sagde ingenting.
Mine øjne brændte, men jeg græd ikke.
Jeg ville sige noget stærkt og voksent, men ordene ville ikke komme.
Jeg sagde bare, at jeg ville ændre mig.
Han svarede ikke.
Han kiggede ned i jorden.
Tre måneder senere, en almindelig morgen, stod han op, gik ud på badeværelset for at børste tænder og faldt om.
Det var brat.
Ingen afsked, ingen hospital, ingen sidste ord.
Jeg mistede ikke bare min far, men den eneste som troede på, jeg stadig kunne tage mig sammen, selv da han var træt af at vente.
Efter begravelsen blev jeg gal på mig selv stoppede med at gå ud, stoppede med at drikke, stoppede med at spilde tiden.
Jeg tilmeldte mig igen denne gang jura, fordi jeg havde behov for at vise, jeg kan.
Jeg står op klokken fem, arbejder lidt ved siden af, læser om aftenen.
Der er dage, hvor jeg knap har lyst til at spise, men jeg fortsætter.
Hver eksamen tager jeg med tanken om ham.
Hver bestået fag er som at sige til ham: Ser du, jeg kan.
To år er gået.
Jeg gør fremskridt.
Jeg springer ikke semester over, jeg smutter ikke fra timer, jeg søger ikke undskyldninger.
Mine søstre ser på mig med nye øjne og bakker mig op.
Min mor siger, at far ville være stolt.
Jeg ved ikke om han ville være stolt men han ville i det mindste ikke gå med følelsen af, at det hele var forgæves.
Det sværeste er ikke studiet.
Ikke arbejdet.
Ikke trætheden.
Det værste er, at jeg ikke kan ringe til ham og fortælle, at jeg har bestået en hård eksamen, at jeg klarer mig, at jeg gør tingene på en anden måde nu.
Han var min makker på eventyr lærte mig at leve uden frygt, men også den, der ubevidst lod mig stå uden struktur.
Nu er det op til mig selv at lave den.
Nogle gange, når jeg kommer sent hjem med rygsækken fuld af bøger, sætter jeg mig på sengen og ser på et billede af os to på tur med en øl i hånden og smil.
Og jeg siger stille til mig selv: Gammel, jeg nåede ikke at bevise det til dig i tide, men du tog ikke helt fejl med mig.
Jeg vil gerne blive den bedste udgave af mig selv, for hans skyld.
Jeg håber, jeg kan lykkes.
Jeg var 30 år, da min far gik bort. I dag er jeg 32, og vores sidste samtale gør stadig ondt, som var det i går. Jeg var altid “det besværlige barn” – jeg begyndte på ting, men blev aldrig færdig.